09.09.2013

Frankrig og de andre vestlige lande insisterede på et hurtigt valg for at skabe stabilitet efter invasionen i Mali. Men det store hastværk risikerer at få den modsatte effekt, da den gamle magtelite igen har vundet valget. Det kan føre til nye konflikter og øget diskrimination af tuaregerne.


KOMMENTAR af Birthe Refslund

Valget i Mali d. 28. juli gik meget bedre end forventet. I hovedstaden Bamako strømmede folk til valgstederne, og valgdeltagelsen nåede op på 51 %. Alt foregik fredeligt og roligt. For mange var valget et håb om, at den lange periode med uro og usikkerhed ville ophøre.

Men valget har på adskillige områder været problematisk. Der er foregået stemmefusk, mange tusinde især på landet havde ikke fået de biometriske valgkort, og ca. 750.000 internt og eksternt fordrevne havde ikke mulighed for at stemme.

Ingen af de opstillede kandidater fik absolut flertal, så der blev afholdt en anden valgrunde d. 11. august. Her fik Ibrahim Obakar Keïta den største stemmeandel, og han er kendt for sin kompromisløse modstand mod islamister og separatistiske tuareger. Han siges at være støttet af prominente muslimer og lederne af den militære junta. Men hans eneste valgslogan var at samle Mali. Som kloge observatører siger, er ”politics not an issue”.

Hastværk
Hvis det maliske folk selv skulle have bestemt, ville valget ikke have fundet sted så hurtigt. Mali har gennemgået en lang periode med et korrupt styre, alvorlige problemer med tuaregerne i den nordlige del af landet, organiseret kriminalitet, islamiske oprørsgruppers angreb og sidst et militærkup, hvor præsidenten blev afsat. Optrapningen af disse problemer tog for alvor fart for et par år siden.

Den umiddelbare forklaring på hastværket er, at Frankrig efter invasionen i Mali, hvor de franske styrker effektivt jog de islamistiske oprørsgrupperinger ud af landet bortset fra nogle områder i Kidal, havde planlagt en exitstrategi. Den gik ud på hurtigt at efterlade et demokratisk Mali og dermed vise den franske befolkning, at interventionen havde været en succes og havde bidraget til stabiliteten i landet.

Desuden insisterede den amerikanske administration på et hurtigt valg, til trods for at forskere for Kongressen havde udarbejdet en rapport, hvor de analyserede de komplicerede forhold i Mali og advarede mod et snarligt valg, også på grund af regntiden og Ramadanen.

Som konsekvens heraf støttede alle vestlige lande og dermed donorerne op om beslutningen. Årsagen er, at kun et land med en demokratisk regering kan modtage bistand. Mali skulle hurtigt gøres klar til at modtage den 4,3 milliarder dollar store bistand.

Krav skal følge med bistandsmidlerne
I en nylig analyse foretaget at IRIN, FN’s informationsservice, bliver det dog slået fast, at udenlandsk bistand bidrager til konflikter i lande, som er karakteriseret af koncentration af magten hos en korrupt elite. Denne bistand bliver kanaliseret netop til denne regeringselite på bekostning af andre statsinstitutioner. Militærkuppet i Mali, tuaregoprøret, Al-Quedas indflydelse og korruptionen i staten er alle symptomer på de svage og ineffektive statsinstitutioner.

Når den maliske regering får tildelt de mange bistandsmidler, må det derfor være et krav fra donorerne, at den kommende regering reelt arbejder på at forbedre de fattiges levevilkår. Det kræver gennemskuelighed i bistanden fra top til bund, ellers gavner den ikke. Og derfor er budgetstøtte et ubrugeligt middel. Det gør større skade end gavn.

Intet er fundamentalt ændret ved valget, der kunne imødegå den manglende ansvarlighed og svigt hos de tidligere korrupte regeringer. Derfor burde donorerne satse på nye modeller for at sikre en effektiv og bæredygtig udvikling. Det kræver opbygning af nye stærke statsinstitutioner, som er i stand til at formidle de mange bistandsmidler direkte til den fattige maliske befolkning.

Mali er ramt af tre plager
Problemet er, at et hurtigt valg næppe kan fremme udviklingen i Mali. Som den franske avis Le Monde skrev i foråret, er Mali ramt af tre plager: 1) En fejlslagen stat (en stat med sammenbrudte institutioner), 2) diskrimination af tuaregerne og 3) konflikterne i den nordlige del af Mali, hvor islamiske oprørsgrupper dominerede, indtil de franske styrker jog dem bort.

Disse plager er baggrunden for den aktuelle krise i Mali, og konflikten i dette vestafrikanske Sahel-land har større sikkerhedsmæssige og udenrigspolitiske konsekvenser end tidligere antaget. Selv om Danmark yder en ganske omfattende bistand til Mali, er det bemærkelsesværdigt, at vi og de andre donorer vendte det blinde øje til de reelle politiske forhold, som gav anledning til konflikten.

Da den tidligere regering faldt sammen som et korthus som følge af militærkuppet sidste år, reagere Vesten med forbløffelse, fordi Mali blev betragtet som godt på vej mod demokratiske tilstande – ”en donorernes darling”. Nu viser det sig altså, at der er tale om et korrupt styre, som øjensynlig har baseret magten dels på organiseret kriminalitet (narkotika), dels på løsesummer fra gidseltagning i Sahara-ørkenen og dels på misbrug af bistandsmidler, som burde være gået til forbedring af den fattige befolknings levevilkår.

Patron-klient-netværket
Syd for Sahara er stater ofte karakteriseret af et uformelt politisk system, patron-klient-netværket, som løber parallelt med et svagt parlamentarisk system. Regerende politiske eliter baserer deres magt på deres egne etniske grupper. En leder, patronen, omgiver sig med sine loyale tilhængere, klienterne, i gruppen. De er indbyrdes forbundne, således at han (præsidenten) belønner sine støtter med givtige stillinger i administrationen og statslige virksomheder mod, at disse til gengæld hjælper ham i mange situationer for eksempel ved afholdelse af valg.

Resultatet af dette system er nepotisme, korruption og svage institutioner. Derfor er det demokratiske system svagt, og statslige institutioner er sjældent velfungerende.

Disse forhold gør sig også gældende i Mali, hvor situationen er præget af lang tids spændinger mellem forskellige etniske grupper. Den sydlige frugtbare del er befolket af agerbrugere, flertallet af befolkningen. Herfra stammer den nu afsatte præsident, og han sørgede for, at bistandsmidlerne fandt vej til egne tilhængere. Ifølge avisen The Guardian havde han baseret sin magt på den talmæssigt dominerende gruppe Mande i syd, som havde sat sig på politiske og økonomiske poster og embeder for at konsolidere deres position til stor utilfredshed i oppositionen og blandt befolkningen.

De samme korrupte forhold gjorde sig gældende i det nordlige Mali blandt Tuaregerne. International Crisis Group, en anerkendt tænketank, skrev i juli sidste år, at regeringen overlod gennemførelsen af udviklingsprojekter til et netværk af regionale eliter og familier. Disse stod i gensidig loyalitet med den nu afsatte præsident Touré. På den måde kunne regeringen undlade at bruge ressourcer på et demokratisk system og være i stand til at holde oppositionen på afstand. Derfor fandt ingen bistandsmidler vej til Tuaregerne, og forhandlingerne om delvis selvstændighed var dømt til at mislykkes.

Ustabile forhold skabte et tomrum
Som følge af de ustabile forhold faldt den maliske regering, da laverestående officerer afsatte præsident Touré. Der opstod et tomrum, som gav islamisterne anledning til pludselig at drage sydpå og true med ikke blot at tage magten i den store by Mopti, men også kunne nå hovedstaden Bamako ad de fine asfalterede veje. Mali stod overfor et totalt sammenbrud, så den fungerende præsident måtte anmode Frankrig om at intervenere. Det lykkedes de franske styrker hurtigt at tvinge islamisterne ud af de nordlige byer. Mens de rykkede nordpå mod Timbuktu, blev de ledsaget af den maliske hær. Denne hær spiller en særlig rolle i den maliske konflikt, fordi dens sammenstød med de velbevæbnede islamiske styrker i det nordlige Mali og efterfølgende nederlag fik situationen til at eksplodere sidste år.

I tiden op mod militærkuppet i marts 2012 var den maliske hær splittet i interne magtkampe og deltog i den korrupte politik. Den lider stadig af mangel på ressourcer og er indblandet i den organiserede kriminalitet og narkohandel. Det var som følge af nederlaget i nord og massakren på adskillige maliske soldater, at de stak af i vild flugt mod syd til Bamako. Her afsatte de præsidenten, som de beskyldte for at være uduelig, korrupt og slap.

Det bemærkelsesværdige i denne affære var, at myndighederne i både Bamako og i den nordlige by Gao takket være satellitfotos i månedsvis havde vidst, at der var en Al-Queda-base 15 km nord for Gao. Præsidenten reagerede ikke, men lod i stedet sit netværk i regionen forhandle med islamisterne om løsladelse af gidsler og tage procenter af løsesummen, berettede en maliske efterretningsofficer til Le Monde i februar i år. Han tilføjede, at det værste var, at en militær person (den afsatte præsident var tidligere general) havde bragt hæren og landet i uføre.

Hæren er stadig dybt splittet
Øjensynlig har de vestafrikanske statsledere ikke været klar over de problematiske forhold, da de under krisen gik ind som mæglere i konflikten efter kuppet sidste år. Det er årsagen til, at FN’s Sikkerhedsråd i april i år vedtog at indsætte fredsbevarende styrker i landet, som skal styrke de vestafrikansk ledede tropper i Mali. Det sker bl.a. på grund af de humanitære forbrydelser, som blev begået af de maliske styrker over for de separatistiske tuareger. Det der står tilbage er, at Mali kun bindes sammen af de franske styrker og den fredsbevarende FN mission.

Alle de nævnte problemer skal den kommende regering tage fat på at løse. Det internationale samfund vil kræve, at regeringen hurtigt indleder forhandlinger med tuaregerne, så stabiliteten genoprettes. Det bliver svært for den kommende præsident, bl.a. fordi tuaregerne er splittede i forskellige traditionelle høvdingeklaner og er skeptiske over for politikere fra det sydlige Mali. De har dårlige erfaringer med opfyldelsen af tidligere aftaler. Desuden er det mere lukrativt for de unge tuareger at være narkotikasmuglere. Der er store penge i omløb i de kriminelle grupper, da Mali er transitland for narkotikahandlen i Vestafrika.

Men det største problem for det maliske folk er den store fattigdom, et elendigt fungerende sundheds- og uddannelsessystem, høj arbejdsløshed og høje leveomkostninger. Intet af dette har præsidentkandidaterne fundet værd at beskæftige sig med. Det giver ingen prestige.

Forhåbentlig vil donorerne ikke længere se gennem fingre med den omfattende korruption. Det kræver udsendelse af mange bistandsfolk med forstand på situationen i Mali.


Birthe Refslund er tidl. sem.lektor i historie og samfundsfag. Hun har arbejdet i Afrika i 7 år, er master i Afrika-studier og havde en måneds Danida-støttet ophold i Mali i 2009. ILLUSTRATION: Præsident Ibrahim Obakar Keïta ved indsættelsesceremonien (foto: FN-missionen i Mali via Flickr).