24.11.2013

KOMMENTAR af Leila Stockmarr

SET FRA ISRAEL er aftalen markant af flere årsager. Først og fremmest er den et væsentligt tegn på et gryende amerikansk opgør med en tidligere mere vandtæt pro-israelsk alliancepolitik. Aftalen er ingenlunde anti-israelsk i sin substans men afspejler, at USA og de andre vestlige lande anlægger et bredere strategisk perspektiv på deres mellemøstpolitik end hensynet til Israels sikkerhed, som den tolkes af Israel selv. Bl.a. er det centralt, at aftalen gør op med Israels insisteren på at et atomprogram per definition betyder et atomvåbenprogram. Selvom aftalen er midlertidig vil israelske krav om yderligere sanktioner mod regimet virke destruktive for USA og de andre aftaleparter, og derfor udstille Israels aktive modarbejdelse af en potential diplomatisk nedrustningsstrategi med bredere betydning. Desuden er aftalen med til at tydeliggøre Israels strategiske alliance med Saudi-Arabien, som absolut ikke sætter Israel i et fordelagtigt lys som en af vestens allierede. – USA’s strategiske kalkuler i regionen er i forandring, og hensynet til Israel kan ikke prioriteres før dette. Det er ikke ideologiske opgør – men en potentiel omstrukturering af alliancestrukturerne. Det opleves mest ubehageligt for Saudi-Arabien og Israel, som har nydt de gamle strukturer. Disse strukturers endeligt er ikke kommet – men at de ikke længere på samme måde kan tages for givet ER noget nyt.

I RELATION TIL ISRAEL er det klart at landets politiske elite, og ja, befolknin,g står ved en afgørende skillevej: Vil aftalen styrke Netanyahus isolationistiske krigsretorik, eller vil netop frygten for isolation og troen på at aftalen kan tage presset af ’truslen’ fra Iran styrke de interne kræfter, som taler imod militær indgriben?

MEGET tyder på det første, hvilket vil skærpe Israels internationale isolation, særligt hvis det i løbet af de næste 6 måneder viser sig at Iran samarbejder, og en mere ambitiøs aftale kan indgås. Indlemmes Iran reelt i de inderste diplomatiske cirkler, vil Israel desuden have problemer med at identificere et trusselslandskab, der kan legitimere den offensive besættelsespolitik, der føres på hjemmefronten i forhold til palæstinenserne.

ATOMAFTALEN vil afføde en debat internt i Israel om vejen frem. Netanyahus interne kritikere står klar til at beskylde regeringen for Israels isolation, og vil muligvis kunne lukrere på et deraf affødt momentum for en mere moderat linje på den udenrigspolitiske front. Det kommer i den grad an på om det lykkes Netanyahu at opretholde truslen fra Iran som eksistentiel i den offentlige opinion i Israel, også efter en aftale er underskrevet. Netanyahu vil arbejde hårdt på at mobilisere opbakning til at opretholde intern støtte til et unilateralt angreb på Iran til trods for aftalen. Ikke fordi han nødvendigvis vil angribe – men fordi han har brug for opbakning rent politisk og som leverage internationalt. Men det er min vurdering, at det vil blive sværere for Netanyahu, også internt i Israel, fordi de kritiske stemmer – særligt de repræsentanter for det militære sikkerhedspolitiske etablissement, der konstant har talt imod et angreb på Iran – nok vil få en del mere opmærksomhed. Men samtidig vil der være grupperinger, der vil acceptere Netanyahus analyse om at verden (særligt for Israel) er blevet et ’farligere sted’ efter aftalen. Der vil være en ophedet debat internt i Israel de kommende uger, og den vil sige en del om det retning de efterfølgende israelske reaktioner vil tage. Der er ingen tvivl om at det her er et voldsomt nederlag for Netanyahu. ■

Leila Stockmarr (f. 1982) er ph.d.-studerende i Global Studies ved Roskilde Universitet. Hun skriver på en afhandling om Israels hightech-sikkerhedsøkonomi og rolle i den globale sikkerhedsindustri. Leila har tidligere boet i Jerusalem og har læst international politik og mellemøststudier på det amerikanske universitet i Beirut og School of Oriental and African Studies i London.