01.10.2013

Borgerne i irakisk Kurdistan, den selvstyrende region i det nordlige Irak, gik lørdag den 21. september til stemmeurnerne i et regionalt parlamentsvalg, der vil have implikationer langt ud over selvstyrets egne grænser. I en turbulent tid med borgerkrigshærgede Syrien som nabo og et stadigt forværret forhold til den irakiske centralregering i Baghdad er politiske observatørers øjne rettet imod enklaven, der rummer massive olieressourcer og tæller 5.2 mio. indbyggere på et areal svarende til Jylland og Sjælland tilsammen.

ANALYSE af Hetav Rojan

Skarpe skud fra en fuldautomatisk riffel rettet mod nattehimlen minder byens borgere om valgkampen, der har domineret bybilledet de seneste måneder. En mand klædt i blåt, partiet Gorrans farve, skyder magasinets sidste patroner af under høje tilråb fra omkringstående partistøtter. “Vi skyder fortiden ned og skaber en fremtid sammen”, fortæller en smilende Pishko Bakhtiyar til RÆSON med våbenet stadigt pegende lodret op i luften.

Et magtmonopols endeligt

Siden selvstyrets oprettelse i 1991 – som skete under beskyttelse af en no-fly-zone, der blev håndhævet af en række NATO-lande – har den autonome region været regeret af en alliance mellem to partier: Kurdistan Democratic Party (KDP) og Patriotic Union of Kurdistan (PUK). De to mastodonters magtmonopol blev brudt på valgdagen 21. september, da vælgerne straffede PUK ved at flokkes om det nye parti Gorran (kurdisk for „Forandring‟), der brød ud fra PUK i 2009 kort før det forrige regionale parlamentsvalg. De indledende valgresultater tikkede ind søndag morgen via den uafhængige valgkommission IHEC, der har ageret valgobservatører. De afslørede, at konservative KDPs stemmeandel var 38,3 %, mens liberale Gorran løb med andenpladsen på 23,7 %. Det socialdemokratiske PUK er rykket ned på en tredjeplads med 17,3 % af det samlede stemmeantal. Mandatfordelingen til parlamentets 111 sæder bliver afgjort i løbet af den kommende uge. 

Listen over partier og kandidater til parlamentsvalget, der er det tredje af sin slags i irakisk Kurdistan, er som et kartotek over Mellemøstens forskellige ismer og ideologier. Alt fra arabiske kristne over sekulære turkmener til muslimske salafister er repræsenterede. De 1129 kandidater, heraf 366 kvinder, kæmper om 111 pladser i parlamentet. Heraf er 11 pladser qua grundloven reserverede til de ikke-kurdiske religøse og etniske mindretal såsom Yezidier, Turkmener og kaldæiske kristne – ligesom forfatningen foreskriver, at 34 pladser er reserverede til kvinder.

Politiske iagttagere, som RÆSON har talt med, er enige om, at valget vil blive husket som et paradigmeskift i kurdisk politik, der ikke har levnet manøvreplads til en organiseret opposition i snart et årti. Forventningerne til jordskredsvalget var høje, allerede før stemmeoptællingerne blev offentliggjort. Som Alaa Zuheri, en ud af adskillige valgobservatører fra den Arabiske Liga, formulerede det til den irakisk-kurdiske tv-station Rudaw på valgdagen: “Uanset hvilken holdfarve, der løber med sejren, tager Kurdistan i dag et vigtigt skridt imod demokrati”.

Syrien og kurdisk signalpolitik

Som det var tilfældet under FN-ugen i New York, er Syrien-konflikten på alles læber i Kurdistan. Kurdisk politiks interne dynamikker trækker nemlig direkte forbindelseslinjer til den kritiske udvikling i Syrien, der også har det tyrkiske sikkerhedsapparats fuldkomne bevågenhed. I det tyrkiske udenrigsministerium er man travlt optaget af, hvad kurderne kan udrette rent militært i Nordsyrien og Nordirak. Sikkerhedstruslerne imod Tyrkiets 900-km-lange grænse mod Syrien er talrige, og d. 16. september nedskød det tyrkiske luftvåben en rekognosceringshelikopter fra det syriske luftvåben på grundlag af dets suverænitetskrænkelse af tyrkisk luftrum.

Men Ankaras øjne er først og fremmest rettet imod Democratic Union Party, der går under dets kurdiske akronym PYD. Partiet hævdes at have forbindelser til det militante kurdiske arbejderparti PKK, som det tyrkiske militær har forsøgt at bekæmpe siden 1980‘erne. Ifølge avisen Hawlatis kilder tæt på den kurdiske efterretningstjeneste har PKKs base i Kandil-bjergene i irakisk Kurdistan ydet logistisk støtte til PYDs baser i syrisk Kurdistan. I skrivende stund kæmper PYD mod et asymmetrisk fjendebillede domineret af al-Qaeda-affilierede salafister, der har forsøgt at indtage det magtvakuum Assads styrker efterlod sig, da de trak sig tilbage fra Nordsyrien i juli 2012. Siden har syrisk-kurdiske PYD opnået quasi-selvstændighed i de nordligste kurdiske provinser heriblandt Efrîn, Ras al-Ayn og al-Hasakeh-provinsen.

Skillelinjerne mellem PUK og KDP ses tydeligt i de to partiers førte Syrien-politik. Mens KDP har lukket grænsen mellem Rojava (kurdisk betegnelse for syrisk Kurdistan, red.) og irakisk Kurdistan efter pres fra Tyrkiet, sender PUK stærke signaler om solidaritet til de syriske kurdere. I august besøgte en militærleder fra PUK, Mahmud Sangawi, en repræsentant for PYD og overrakte ham sin personlige skarpskytteriffel til brug mod islamistiske grupperinger i Syrien.  

De to forskellige tilgange, som KDP og PUK har valgt, skal ses i lyset af de interne magtkampe regeringen har bakset med i seneste regeringsperiode. Kampene bunder i partiernes forskellige ideologiske ophav. Konservative KDP har længe flirtet med Tyrkiets islamistiske regeringsparti AKP, hvorimod socialdemokratiske PUK deler samme holdning som PKK vedrørende politisk islam. “Vi er ikke imod islam, men vi modstandere af politisk islam,” sagde det højtstående PUK-medlem Hikmat Kareem til nyhedsmediet Al-Monitor i juli måned. PUKs tilgang til PYD kan ses som en reaktion på KDPs tætte handelsforbindelser med Tyrkiet og må derfor opfattes som en modvægts-taktik i forsøget på at balancere magtrelationerne mellem KRGs stridende regeringspartier.

Indtil videre nyder Tyrkiet godt af de interne kurdiske stridigheder, der viser sig i Syrien. I slutningen af september noterede politisk observatør Gonul Tol desuden, at den tyrkiske efterretningstjeneste MIT havde vendt det blinde øje til våbenleverancer til de al-Qaeda-støttede salafister Jabhat al-Nusra-fronten, der kæmper mod PYD i de kurdiskdominerede områder. Hvorvidt al-Qaeda får yderligere frit spil i regionen vides ikke, men det er et uomtvisteligt faktum, at Syrien er ved at udvikle sig til en kampplads for proxy-krige mellem regionens storspillere.

De dybe politiske skillelinjer kan true den fred og stabilitet, der har karakteriseret KRGs selvstyre siden 1991. Så sent som søndag eftermiddag, den 29. september, eksploderede en række bilbomber koordineret med selvmordsbomber foran sikkerhedsstyrkernes hovedkvarter i irakisk Kurdistans hovedstad Erbil. Angrebet efterlod seks døde og 46 kvæstede. Al-Qaeda-militsen Islamic State of Iraq and the Levant (ISIS) påtog sig ansvaret umiddelbart efter via deres Twitterkonto. Militsen lancerede en offensiv i Syrien i april og kæmper nu side om side med andre al-Qaeda-affilierede sunni-militser mod kurdiske PYD i Nordsyrien. Spill-over-effekterne fra den sekterisk borgerkrig i nabolandet truer således den stabilitet, der har været fundamentet for KRGs spirende demokrati.

I et område domineret af manglen på politisk struktur udgør irakisk Kurdistan et effektivt bolværk mod de militante og primært islamistiske grupperinger, som opererer i lovløse Syrien og i høj grad Central- og Sydirak. Netop af den grund har blandt andre USA og Israel klare sikkerhedspolitiske interesser i at opretholde et irakisk Kurdistan. Hvad enten det gælder en inddæmning af iranske interesser eller trusler fra militante shia-grupperinger internt i Irak, der har et stort shia-muslimsk flertal.

Olierør skaber venskaber og fjender

På den anden side af irakisk Kurdistans nordlige grænse, langt fra kurdiske kampvogne og salafisters snigskytterifler, er Ankara tilfreds med valgets udfald, allerede før de sidste mandattal offentliggøres. Det er primært på grund af udsigterne til fortsættelsen af den allerede intensive oliehandel, som Tyrkiet har indgået med KRG-regeringen. Særligt har KDP været åbne over for tætte handelsforbindelser med naboen mod nord, da partiet ser Tyrkiet som sin bedste mulighed for at kapitalisere de enorme oliereserver, som de kurdiske territorier gemmer på. Størstedelen af disse oliereserver er uudforskede som konsekvens af de militære konflikter, området har lagt kulisse til. 

Så sent som i forrige uge udmeldte det norske firma DNO International, at man lægger sidste hånd på de nye olierør, der skal føre kurdisk råolie over grænsen til Tyrkiet. På den måde kan man undgå at bruge de allerede eksisterende olierør, som faciliteres af centralregeringen i Baghdad. En kilde tæt på det tyrkiske olieselskab, der har fået olieudvindingsretten, udtalte i august til Reuters: “Når sådan en mulighed byder sig i dit nabolag, kan du ikke lade nogensomhelst – heller ikke Baghdad – komme i vejen for den”. De store profitsummer, som er genereret af de tætte handelsforbindelser til Tyrkiet, har vakt harme hos Iraks premierminister Nouri al-Maliki. Han ser oliehandelen som forfatningsstridig, hvis Baghdad ikke får del i profitten. Men oliehandelens implikationer rækker længere end blot til kurdernes umiddelbare nabolag.

Kurdisk olie strømmer ikke bare til Tyrkiet, men videre til Europa via havnen i Ceyhan ved Tyrkiets middelhavskyst. KRGs indenrigspolitik har derfor en direkte effekt på europæiske og andre vestlige olieinteresser. Amerikansk-ejede ExxonMobil og norske DNO er blandt de store aftagere af det sorte guld. Det er således ikke for kurdernes brune øjnes skyld, at lande som Storbritannien, Tyskland og Frankrig har etableret diplomatiske repræsentationer i KRGs hovedstad Erbil i et forsøg på at påvirke beslutningsprocesserne. Antallet af nye repræsentationer sender et klart signal om, at irakisk Kurdistan hastigt udvikler sig til et centrum for vestlige interesser i Mellemøsten.

De nye magtdynamikker i irakisk Kurdistan har potentialet til at række ud over landets egne grænser og dybt ind i konfliktzonen Syrien. Regeringsdannelsesperioden vil være fyldt med udfordringer, men en løsning må findes inden Iraks nationale parlamentsvalg i starten af 2014. Her kan kun en samlet KRG-alliance fremtidssikre selvstyrets potentialer.

Hetav Rojan (f. 1990) er freelancekorrespondent bosat i irakisk Kurdistan. Han er BA i Historie og Globale Studier fra Roskilde Universitet.
Kontakt ham via hetav.rojan@gmail.com.
FOTO: Hetav Rojan