20.03.2013

”Det er ikke længere Socialdemokraterne, der spænder økonomien for deres vogn, men Socialdemokraterne, der bliver spændt for økonomiens vogn,” siger lederskribent på Politiken Kristian Madsen. Han mener, at regeringen skal droppe sine ”lappeløsninger” og for alvor fokusere på at skabe jobs.

 
INTERVIEW af Rasmus Elm


RÆSON: Ritt Bjerregaard kritiserer regeringen for at have kasseret alt, da de rykkede ind på regeringskontorerne. De er blevet alt for afhængige af embedsmændene. Har hun ret?
Madsen: Delvist. Det nye ved vækstplanen er, at for første gang er vi ikke inde i et løftebrud, som relaterer sig til regeringsgrundlaget eller ’Fair Løsning’. Med vækstplanen kan S ikke henvise til en indgået aftale, som de er bundet af. Embedsmændenes indflydelse kan især ses i planens fokus på arbejdsudbuddet. Det er en selvsvingsmaskine, som kun har fokus på det lange sigte og ikke på jobskabelse.

RÆSON: Hvorfor skulle embedsmændene, der arbejder ud fra deres faglige kompetencer, vælge en forkert vej for Danmark?
Madsen: Fordi de har et andet fokus. Embedsmændenes fokus er på det lange sigte, fordi deres grundlæggende logik er, at hvis arbejdsudbuddet øges, så hænger økonomien sammen på lang sigt. De mangler at have fokus på økonomien på kort sigt og vælgernes virkelighed, som er den høje ledighed. Socialdemokraterne burde stå for en grundlæggende anden logik om at skabe vækst og jobs til folk i dag. Vi ser dog et mindre skifte lige nu med vækstplanen, som rent faktisk fokuserer på jobskabelse. Den underliggende logik i vækstplanen er dog stadig embedsmændenes fokus på arbejdsudbuddet i 2020.

RÆSON: Er kritikken fra S-baglandet et udtryk for de dårlige meningsmålinger?
Madsen: En del af kritikken fra borgmestrene i baglandet er en afspejling af de dårlige meningsmålinger, men der er også en substantiel kritik. I 2007 var man et velfærdsparti, der ville give borgeren velfærdsrettigheder. I 2011 skulle vi alle sammen arbejde mere som et alternativ til nedskæringer. I 2013 er det så blevet den her konstruktion med fokus på arbejdsudbuddet. Og den rejse har mange i baglandet haft svært ved at følge med i. Det virker næsten som om, at de gør en dyd ud af det i toppen af ledelsen; at balladen hos Socialdemokraterne viser, hvor seriøst de mener deres midterprojekt.
Da man kom op i tårnet med De Radikale, makulerede man ’Fair Løsning’. Pludselig stod man uden nogen egentlig plan. Derfor adopterede man skuffeløsningerne, som embedsmændene kom med. Disse skuffeplaner var i store træk hovedlinjerne i den tidligere regerings økonomiske politik. Så skiftet kan man forstå ud fra det valgnederlag, som Socialdemokraterne led. Det betød, at de måtte opgive ’Fair Løsning’. Det førte til, at embedsmændenes fokus på arbejdsudbuddet på lang sigt blev regeringens centrale fokus, i stedet for jobskabelse på kort sigt.

RÆSON: Sidder statsministeren sikkert i formandsstolen?
Madsen: Jeg tror, laget under Thorning er kommet til en erkendelse af, at hvis man kunne bytte hende ud over en nat, så var der nok nogle højt oppe i Socialdemokraterne, som ville lave den øvelse. Men det ville få Nyrup-Auken-opgøret til at ligne en børnefødselsdag. Et opgør det tog tyve år for partiet at komme sig over. Så jeg tror, folk i laget under hende har besindet sig på, at det ikke lader sig gøre i denne valgperiode. Den eneste mulighed er, at hun vælger sig selv som EU-kommissær i 2014. Og det ser jeg stadig som usandsynligt.

RÆSON: Hvad kan kritikerne af Thornings linje hos Socialdemokraterne gøre, hvis det ikke er en mulighed at vælte hende som formand?
Madsen: Det spørgsmål er der rigtig mange, der stiller sig selv lige nu. I praksis kan de ikke gøre meget. De kan kun destabilisere deres egen ledelse og regering, men hvad vinder man med det? De har kun atomvåben i arsenalet. Som jeg ser det, er baglandet nået frem til, at næste valg er tabt, så nu gælder det bare om at udøve damage control. De prøver at opbygge en platform, som de føler de kan genrejse partiet på. At vælte en siddende statsminister er meget svært at forestille sig. Desuden tror jeg, at mange Socialdemokrater frygter, at man ved en sådan øvelse skræmmer De Radikale over i den borgerlige blok.


Socialdemokraterne er blevet spændt for økonomiens vogn 

RÆSON: Finansministeren har udtalt, at det centrale i ’Fair Løsning’ var, at alle skulle bidrage til at bringe Danmark ud af krisen. Er du enig i det?
Madsen: Der var lagt op til en slags nationalsamlingsstrategi i ’Fair Løsning’. I stedet har man valgt en konfronterende strategi, som vi ser lige nu med skolelærerne. Den blå arbejder, som er helten i begge fortællinger, har fået en ny rolle. I ’Fair løsning’ skulle den blå arbejder bidrage ved at stå en time ekstra ved maskinen, så der var råd til velfærden. Nu skal han have skattelettelser. Der var krav til den blå arbejder i ’Fair Løsning’. Nu er det i stedet blevet en gruppe, man forkæler for at sikre sig deres opbakning. Det er ikke længere Socialdemokraterne, der spænder økonomien for deres vogn, men Socialdemokraterne, der bliver spændt for økonomiens vogn. I gamle dage var formålet med orden i økonomien at udvikle velfærdsstaten. Nu er økonomien blevet et mål i sig selv, og velfærdsstaten kommer i anden række. Logikken er blevet vendt rundt på hovedet.

RÆSON: Hvis Socialdemokraterne er blevet spændt for økonomiens vogn, er der så ikke mulighed for at føre en anden politik?
Madsen: Der er masser af muligheder. Der er to ting, som altid har kendetegnet Socialdemokraterne. For det første bekæmper de ledigheden. De gør, hvad de kan for at skabe jobs. Det gør de ikke i øjeblikket. For det andet er der ingen konflikt mellem en stor offentlig sektor og en stærk privat sektor for Socialdemokraterne. Men nu skal den private sektor styrkes på bekostning af den offentlige. Det strider med det Socialdemokraterne historisk har stået for. Lige nu virker det som om, regeringen ikke ved, hvad den vil med samfundet.


Regeringen laver lappeløsninger

RÆSON: Hvorfor flygter tidligere S-vælgere til blå blok, hvis de synes regeringen fører for borgerlig politik?
Madsen: Det er en for banal betragtning, hvis man tror, vælgerne flygter, fordi de mener, at regeringen fører en for ’blå’ politik. De flygter, fordi de ikke kan se linjen i det, regeringen foretager sig efter løftebrudsdiskussionen. Og så er det på grund af resultaterne. Det er jo ikke gået bedre, mens de har siddet på magten.

RÆSON: Har vælgerne misforstået Socialdemokraternes projekt?
Madsen: Nej, det synes jeg ikke. Vælgerne forholder sig til det, de ser, og tager stilling. I starten af regeringsperioden gjorde man op med eksempelvis starthjælpen, fordi man ikke abonnerede på det tankesæt, at folk handler ud fra den logik: ’Når det ikke længere kan betale sig at være på starthjælp, så får jeg mig et job’. Det paradigme forsøgte Socialdemokraterne at bryde med. Det har ændret sig i dag. I 90’erne var den bærende logik anderledes. Tanken i Lykketofts arbejdsmarkedsreformer var at stille krav, og at staten skulle være en aktiv medspiller.

RÆSON: Handler Mette Frederiksens kontanthjælpsreform ikke også om at stille krav som Lykketofts reformer gjorde det i 90’erne?
Madsen: Mette Frederiksens kontanthjælpsreform har klart nogen fælles træk med 90’ernes reformer. Det er bare svært at se, at det ender sådan i praksis. Den fortælling, som der er i kontanthjælpsreformen kunne være en succesrig fortælling. De ødelægger den bare ved at give selskabslettelser. Det er den store brøler, når vi ser på det her forløb. Corydon virker enormt styret af tal. Alle beslutninger, de har truffet, har været populære isoleret set. Betalingsringen var populær først at indføre, siden hen blev den upopulær, og så droppede man den så. Forbuddet af købesex var populært, men så skiftede folkestemningen, og så valgte man ikke at indføre forbuddet. Finansministeren læser målingerne forkert. Det ser vi eksempelvis med selskabsskattelettelserne, hvor han ignorerer sit eget parti, fordi meningsmålingerne viser opbakning til selskabsskattelettelser. Men den opbakning er udtryk for, at folk er bange for at miste deres job, snarere end en opbakning til at sænke selskabsskatten.

RÆSON: Venstre er det største arbejderparti, hvilke betydning har det for Socialdemokraternes identitet?
Madsen: Det har dramatiske konsekvenser. Der er jeg sådan set helt enig med finansministeren. Hvis Socialdemokraterne ikke har fat i den almindelige lønmodtager, så er der per definition en identitetskrise. Så langt hen ad vejen deler jeg Bjarne Corydons analyse, jeg deler bare ikke hans svar på den analyse.

RÆSON: Du deler Bjarne Corydons analyse, men ikke hans svar. Hvad er så svaret på den krise, som Socialdemokraterne befinder sig i?

Madsen: I bagklogskabens lys skulle de fra dag ét have fokuseret på job og vækst. De skulle have inviteret DI og LO og fundet ud af, hvordan vi skaber beskæftigelse her og nu. De har ikke formået at få sat deres politik ind i en ramme af jobskabelse. De laver i stedet lappeløsninger. Selskabsskattelettelsen retter sig udelukkende mod store virksomheder og ikke mod små og mellemstore virksomheder, som er dem, der skal drive væksten i beskæftigelsen. Regeringens største fejl er dagpengereformen. Den skaber frygt i befolkningen, som gør, at den indenlandske efterspørgsel ligger underdrejet. Det skaber en spiral, hvor man sparer op i stedet for at forbruge.

RÆSON: Du nævner dagpengereformen som en af de helt store problemer ved regeringens politik, hvis man skulle have bevaret den oprindelige dagpengeperiode, hvor skulle pengene så komme fra?
Madsen: Der er et helt oplagt svar på det spørgsmål. De penge, man nu har brugt på selskabsskattelettelser, kunne man have brugt på at beholde den oprindelige dagpengeperiode. Det tror jeg isoleret set havde skabt flere jobs end selskabsskattelettelserne. Det ville have givet folk et større sikkerhedsnet og stimuleret den indenlandske efterspørgsel, som ville have givet udslag i flere jobs.


Rasmus Elm (f. 1991) studerer Statskundskab på Københavns Universitet.