01.03.2013

Da den tunesiske oppositionspolitiker Chokri Belaïd blev dræbt foran sit hjem den 6. februar, satte det gang i den største politiske krise i landet siden revolutionen. Protesterne har tvunget premierminister Jebali af posten, men heller ikke det har stabiliseret den anspændte situation. Regeringens hurtige reaktion på demonstrationerne tegner dog et lyst billede af landets demokratiske fremtid.

ANALYSE af Nicolai Trudsøe Trock


Tunesien blev et forbillede for mange i den arabiske verden, da den tidligere præsident Ben Ali efter store demonstrationer blev tvunget af posten den 14. januar 2011. Det satte gang i den bølge af oprørsbevægelser over det meste af Mellemøsten, der har rystet de autokratiske regimer i regionen og ført til deres fald i Egypten, Yemen og Libyen. Et veloverstået demokratisk valg i oktober 2011 bidrog til det positive billede af Tunesien som rollemodel for andre mellemøstlige lande. Men siden da er der kommet skår i glansbilledet. Forfatningen, der skulle have været færdig i oktober 2012, er endnu ikke på plads. Standard and Poor’s nedvurderede i sidste uge landets kreditvurdering, og man lider fortsat under de mange våben, der flød ind over grænsen efter Gaddafis fald i nabolandet Libyen.


Mordet på Belaïd har kastet landet ud i et politisk kaos

Seneste tilbageslag kom, da generalsekretæren for det venstreorienterede oppositionsparti Harakat al-Wataniyun al-Dimuqratiya, Chokri Belaïd, blev myrdet den 6. februar. Han var en kendt kritiker af regeringspartiet Ennahda og dets manglende afstandtagen til salafistisk vold mod især venstreorienterede partier. Først pegede efterforskningen på, at det var tre algeriske mænd, der stod bag, men senest er fire tunesiske salafister blevet anholdt for modet på Belaïd.

Umiddelbart efter drabet samledes tusinder på Tunis‛ hovedstrøg, Avenue Habib Bourguiba, og råbte på ny de legendariske slagord fra revolutionen: ”folket ønsker regimets fald”. Som konsekvens deraf fortalte den daværende premierminister Hamadi Jebali, at han ville udskifte regeringen med en teknokratregering, hvilket skulle hjælpe landet ud af det politiske dødvande. Denne udmelding fandt imidlertid hverken støtte i Jebalis eget parti, Ennahda, eller hos regeringspartneren CPR. Den manglende opbakning til premierministeren tvang ham i sidste uge til at gå af. Hans efterfølger, tidligere indenrigsminister Ali Laarayedh, er allerede på plads. Først skal han dog udpege en ny regering, der skal godkendes af præsident Moncef Marzouki og derefter af parlamentet. Ennahda-lederen Rached Ghannouchi har afsløret, at den nye regering vil få deltagelse af to nye partier – Wafa, der er et centrum-venstreparti bestående af udbrydere fra CPR, og en gruppe bestående af uafhængige islamister, der kalder sig Frihed og Værdighed.

Efterfølgende har Ennahda accepteret en delvist neutral regering, hvor flere afgørende poster går til uafhængige kandidater.


Splittelse i Ennahda åbner op for nye spillere

Ali Laaraeydh, der sandsynligvis bliver ny premierminister, er ligesom sin forgænger fra Ennahda, som han i perioden fra 1981-1990 var talsmand for. Mens han i høj grad deler Jebalis politik, ses han i Tunesien alligevel som mere højreorienteret end sin forgænger. Som tidligere indenrigsminister var det netop manglende indsats fra Laaraeydhs ministerium, Belaïd kritiserede, når han snakkede om regeringens ringe indsats over for politisk vold. Visse sekulære ser derfor udpegelsen af Laaraeydh som en forværring af landets politiske krise. Der kan dog ligge et ønske om at inddæmme støtten til salafisterne bag valget. Salafisterne nyder en vis opbakning i det tunesiske samfund, og en begrænsning af deres magt vil være velkommen i Ennahda, der anklages for ikke at være ordentlige muslimer.

Alt peger dog på, at Ennahda er krisens tabere. Jebalis fejlslagne forsøg på at samle opbakning til en teknokratregering udstiller en intern splittelse i partiet. Ennahda er i forvejen klemt mellem krav fra de sekulære og fundamentalistisk religiøse grupper. Med udpegelsen af Laaraeydh risikerer man at fremmedgøre de vælgere, der ser hans manglende indsats i forhold til landets sikkerhedssituation som en af årsagerne til, at Belaïd blev dræbt. Desuden bliver det ledende regeringsparti holdt til ansvar for den svage økonomi, der var en af årsagerne til Bel Alis fald. Indtil seriøse reformer bliver igangsat, vil det fortsat ligge som en bombe under den siddende regering. Senest viste en undersøgelse, at 47 % af tuneserne føler, at deres land klarer det dårligere sammenlignet med tiden før revolutionen. Den nye premierminister har med andre ord brug for et økonomisk og politisk mirakel, hvis ikke støtten til Ennahda skal falde. Inkorporeringen af de to nye partier i regeringen kan ses som et forsøg på at samle landets politiske kræfter for at løse netop disse problemer.


Demokratiet består den svære test

Hvad fortæller denne proces os om det tunesiske samfund? Svaret afhænger af øjnene, der ser. Det kan være en historie om mistænksomhed og skillelinjer. Sekulære tunesere er blevet mere mistænksomme, ikke blot overfor salafisterne, men også overfor de mere moderate islamister i Ennahda, hvilket kan ses i demonstranternes ønske om en ny regering. Det samme gælder den anden vej. Mordet på Belaïd kan ses som et udtryk for en religiøs frygt for den sekulære indflydelse, som han gennem sine udtalelser var repræsentant for. Tunesien kan være blevet et land, hvor skillelinjerne er hårdere optrukket end tidligere.

Der findes dog også en anden fortælling; nemlig historien om et land, der på blot to år har bevæget sig fra et autokratisk samfund til et blomstrende demokrati. Det er bemærkelsesværdigt, hvor hurtigt alle politikere fordømte drabet på Belaïd, og hvor relativt fredelige protesterne har været. Ligeledes er det værd at bemærke, hvordan forskellige holdninger er kommet til orde i de tunesiske medier. Og frem for alt, hvor hurtigt den politiske elite har reageret på befolkningens krav. Jebalis udmelding om at udskifte regeringen kom kun et par dage efter drabet på Belaïd, og hele processen frem til den nye premierministers udpegelse tog blot 16 dage. Det er alle tegn på et velfungerende parlamentarisk demokrati med velfungerende institutioner, der ser ud til at kunne rumme anormaliteter som et politisk motiveret drab og den deraf følgende mistænksomhed.


Nicolai Trudsøe Trock (f. 1986) studerer mellemøststudier på Syddansk Universitet og har en
bachelor i statskundskab og arabisk fra Københavns Universitet. Han er studentermedarbejder på Centre for Advanced Security Theory (CAST) på Københavns Universitet. FOTO: Flickr