06.05.2013

Den historiske aftale, som Kosovo og Serbien indgik den 19. april, var givet på forhånd. Men det er tvivlsomt, om den også løser problemerne mellem det albanske flertal og kosovoserberne – samt hvilken betydning den får for, at EU samlet kan anerkende Kosovo som et selvstændigt land.

ANALYSE af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør


Den aftale, som Kosovos premierminister, Hashim Thaci, og Serbiens premierminister, Ivica Dacic, indgik den 19. april i år, har formentlig mere symbolsk værdi end et reelt indhold. Samtalerne mellem Hashim Thaci, som havde en central rolle i Kosovos Befrielseshær og bekæmpede serberne under Kosovo-krigen, og den tidligere serbiske nationalist, Ivica Dacic, som har en fortid som Milosevics rådgiver, foregik i EU-regi og under EU-vejledning. At de to mænd kan trykke hinandens hånd, tale sammen og ovenikøbet være enige om noget så følsomt som Kosovo er uden tvivl et stort skridt i den rigtige retning og må betragtes som en vis normalisering af forholdet mellem de to lande.

Men det er straks mere tvivlsomt, om aftalen også kommer til at løse problemerne mellem Kosovos albanske flertal og serbiske mindretal, om den generelt afklarer forholdet mellem Serbien og Kosovo, og om den kommer til at ændre holdning i de EU-lande, som endnu ikke har anerkendt Kosovo som et uafhængigt land. De seneste dages udvikling tyder på, at aftalen ingen betydning får for nogen af delene.

Aftalen giver serberne i det nordlige Kosovo et udtalt selvstyre, men betyder samtidig at kosovoserberne skal anerkende Kosovos myndigheder og dermed – uden at det noget sted i aftalen bliver sagt direkte – indirekte anerkende Kosovo som et land. Det kan vise sig at være det første, men også det største problem. Aftalen er i Kosovo forstået og fortolket som en anerkendelse af landets uafhængighed, mens de serbiske myndigheder betragter den som en aftale om autonomi for det serbiske mindretal. Derfor blev aftalen heller ikke ratificeret i det serbiske parlament, da det kun er aftaler mellem to lande, der kan blive ratificeret. De serbiske myndigheder, herunder senest den serbiske præsident, Tomislav Nikolic, har understreget, at Serbien aldrig vil anerkende Kosovo som et selvstændigt land.

Det europæiske spørgsmål stadig uafklaret
Aftalen bliver ligeledes langtfra modtaget med begejstring af kosovoserberne fra det nordlige Kosovo. De føler sig svigtet af den serbiske regering til trods for det selvstyre, de er blevet lovet. Og de mener, at den serbiske regering overlader dem til Kosovos myndigheder. Sagt med andre ord: De mener, at Serbien de facto anerkender Kosovos selvstændighed. Den serbisk-ortodokse kirke er ligeledes kritisk over for aftalen og har beskyldt den serbiske regering for at ofre Kosovo til fordel for europæisk integration.

Det er derfor tvivlsomt, om aftalens punkter bliver implementeret i praksis. Og hvis det mod forventning skulle ske, er det også tvivlsomt, om aftalen vil blive efterkommet af de to befolkninger i Kosovo. Det gælder, selvom den indgåede aftale formentlig er i overensstemmelse med flertallet af den serbiske befolknings ønsker. De fleste serbere ønsker at lægge historien bag sig og nærme sig Europa.

Aftalen synes heller ikke at gøre det helt store indtryk i EU’s egne rækker. Kort efter aftalens indgåelse meddelte den spanske premierminister, Mariano Rajoy, og den slovakiske premierminister, Robert Fico, at aftalen igen betydning får for de to landes holdning til Kosovos selvstændighed. Spanien og Slovakiet er sammen med Cypern, Rumænien og Grækenland de fem lande, som ikke anerkender Kosovos uafhængighed.

Uenighed i forhold til Kosovos uafhængighed, EU’s udvidelsesmæthed og den fortsatte økonomiske krise gør det ikke ligefrem nemmere for EU at navigere rundt i den svære situation. Integration af Serbien og Kosovo og de andre lande på Balkan er uden tvivl den eneste mulige løsning for at skabe varig fred og ro på Balkan, men det er en løsning, som muligvis slet ikke er realistisk – eller i hvert fald har ekstremt lange udsigter. Der er derfor en stor risiko for, at den historiske aftale indgået mellem Serbien og Kosovo i april ender som en stor mediebegivenhed, som godt nok skaber et positivt billede af EU og EU’s evner til at løse problemerne i Kosovo, men som ikke løser noget som helst i praksis.


Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. FOTO: Shutterstock.com.