15.03.2013

Regeringen vil have de studerende hurtigere i gennem deres universitetsuddannelser. Det skal SU-stramninger og trusler om økonomiske sanktioner over for universiteterne bidrage til. Problemet med regeringens strategi er bare, at den ikke giver universiteterne et incitament til at øge udfordringerne for de danske studerende. Snarere tværtimod.

KOMMENTAR Af Jonas Hedegaard Hansen


Flere, hurtigere, bedre. Sådan lyder den korte udgave af Morten Østergaards vision for de nuværende og kommende studerende på de danske universiteter. Lige nu ser det dog ud til, at politikerne satser hele butikken på at få de studerende hurtigere igennem. Og de midler, de bruger til at opnå dette, er desværre ikke med til at øge kvaliteten af universitetsuddannelserne. Snarere tværtimod.

For at nå målet om at få de studerende hurtigere igennem uddannelserne, vil regeringen have universiteterne til at nedbringe gennemførselstiden for de studerende med 3,7 måneder i snit inden 2020. Dette kommer oven i det faktum, at flere af universiteterne allerede har indgået forpligtende målsætninger om at få de studerende hurtigere igennem.

Hvis universiteterne ikke leverer den ønskede forbedring, står ministeren klar til at straffe dem på pengepungen. Et universitet, der vælger at stille større krav og dermed også kræver en større arbejdsindsats af de studerende, vil på den måde sandsynligvis blive økonomisk straffet med den nye model. Den nemmeste måde at undgå økonomiske sanktioner for eksempelvis Københavns Universitet vil derfor være, at gøre det lettere at bestå uddannelserne.


Kvalitet over alt andet

En helt anden vej vil være at lave den bedst mulige uddannelse uden skelen til forhold som arbejdspres og gennemførselstid. Vi kunne som samfund ligefrem opfordre universiteterne til at stille større krav og dermed også kræve en større arbejdsindsats af de studerende.

Her kunne vi eksempelvis drage på erfaringerne, som danske studerende gør sig, når de læser en del af deres uddannelse på de større britiske universiteter som Oxford eller London School of Economics. Her vender de hjem med fortællinger om 10-12-14 timers arbejdsdage året rundt. Hårdt? Ja. Dyrt? Ja. Dygtiggørende? I den grad!

Hvis vores politikere virkelig mener, at vi skal have studerende, der kan måle sig med den europæiske og internationale elite, kunne det jo være, at vi skulle stille sammenlignelige krav til de studerende. Og samtidig stille ligeså gode forhold til rådighed for vores studerende. Hvis vi virkelig ønsker at spille med i videnssamfundets Champions League, burde vi måske stræbe efter, at vores spillere træner lige så godt og under lige så gode forhold som de bedste af de bedste.
Når det kommer til stykket, er det ikke sikkert, at det, som vi som samfund ønsker, er at stræbe efter den internationale elite og gøre det sværere at bestå uddannelserne. Men det er i hvert fald konsistent med målet om at øge kvaliteten af uddannelserne.

Vi kunne også starte i det mindre ved at udvælge uddannelser ud og stille massive krav til de studerende på disse. Samt give tilsvarende forbedringer i uddannelsernes indhold til de studerende. Det vil næppe få flere studerende igennem eller øge hastigheden. Men der vil utvivlsomt komme dygtigere kandidater ud af det.


SU-reformens paradoks

Det er i det hele taget tankevækkende, hvor få konkrete udmeldinger og prioriteringer, som regeringen og oppositionen kommer med, når det handler om kvaliteten af landets universitetsuddannelser. Hvem kan eksempelvis svare på, hvad politikerne konkret vil gøre for at sikre, at de danske studerende bliver tilbudt ‘uddannelser i verdensklasse’?

Morten Østergaard har de seneste måneder flere gange fremhævet, at der ikke nødvendigvis er en modsætning mellem hurtigere og bedre studerende. Det har han i og for sig ret i. Men der kan være en modsætning. Om ikke andet kan pres om øget hastighed føre til, at kvaliteten bliver lavere. Dette synes i hvert fald at være en logisk følge af, at man fra politisk hold stort set kun fokuserer på tiltag, der handler om hastighed.

Forhandlingerne om SU-reformen fortsætter i disse dage. Og mon ikke den vil falde på plads og blive præsenteret med flotte ord om, at de danske universitetsstuderende både skal være hurtigere og have uddannelser i verdensklasse. Men der vil næppe være mange konkrete elementer eller udsagn, der handler om andet end hastigheden.

Tværtimod vil universiteterne blive økonomisk straffet, hvis de øger kravene til de studerende, da det alt andet lige ikke medvirker til at få de studerende hurtigere igennem. Dette på trods af, at større krav til de studerende faktisk vil kunne øge kvaliteten af de kandidater, der kommer ud i den anden ende.
Men hvem bekymrer sig om kvalitet, når riget fattes penge?


Jonas Hedegaard Hansen er Ph.d.-studerende v. Institut for Statskundskab, hvor han forsker i valgdeltagelse og mobilisering af vælgere. Han har tidligere været ansat på programmerne ‘Detektor’ og ‘Deadline’ på DR. Kontakt: jhh(a)ifs.ku.dk
Foto: Københavns Universitet – Flickr