15.08.2013

KOMMENTAR af Jens Husted, næstformand i VU

DET er det samme hver gang: Velmenende venstrefløjspolitikere vil alt det rigtige, men gør alt det forkerte. Denne gang er det en fuldstændig håbløs klimaplan, der med vanlig venstrefløjsarrogance går ekstremt hårdt ud over landbruget. Men hvad er konsekvenserne egentlig for miljøet, når landmændenes bundlinje bliver blodrød? Må man overhovedet bruge sund fornuft i klimadebatten? Og hvordan ser en liberal klimaplan egentlig ud?

Regeringens klimaplan er landet og som forventet, bliver det landbruget, der skal holde for. Det betyder højere afgifter og mere regulering. Planen er fyldt med pæne ord og gode intentioner, men som problemet ofte er med den nuværende regering, så tages der ikke højde for, at landbruget opererer i en globaliseret verden, hvor mælk, kød og afgrøder kan produceres i Polen såvel som i Danmark. Det danske landbrug er duksen i klassen med hensyn til udledning af drivhusgasser. Ikke kun i Europa, men i hele verden. Intet sted på kloden er fødevareproduktionen så miljørigtig som i Danmark. Netop dét er selve problemet med klimaplanen: Vi pisker duksen i klassen. Dette er i sig selv dumt, men venstrefløjen stopper ikke her. Med afgifter og regulering vil man øge byrderne for landbruget. Hvad er den logiske konsekvens, når skatte- og afgiftstryk bliver for stort og omkostningerne for høje? Produktionen flytter ud af landet.

Der er ingen tvivl om, at regeringen med sin adfærd siden valget i 2011 sætter en ære i at flytte arbejdspladser til udlandet. Det er der som sådan ikke noget nyt i. Når landbruget flytter ud, har det imidlertid også miljømæssige konsekvenser. Når Jens Hansen flytter sin bondegård til Polen, hvor miljøkravene til produktionen ikke er så strenge, så vil han udlede efter de regler, som er gældende i Polen. Det betyder, at landbruget vil svine mere på grund af de mere lempelige miljøkrav. Det er derfor, at regeringens klimaplan skyder sig selv i foden. Planen koster arbejdspladser, medfører udflytning af landbrug – og de miljømæssige konsekvenser er tvivlsomme.

Er sund fornuft en mangelvare i klimadebatten? Flere medier, blandt andet RÆSON, har præsenteret konsekvenserne af klimaplanen som ”Landbruget betaler – forbrugerne går fri”. Dette er imidlertid en fejlslutning af dimensioner. Når man pålægger landbruget afgifter, så er der kun en gruppe, der kommer til at betale: Forbrugerne. Regeringens klimadrømme betales ikke af landbruget. Højere priser i supermarkedet er konsekvensen, og forbrugerne går derfor ikke fri – Det er tværtimod os, der skal holde for. Misforståelsen om, at forbrugerne går fri er desværre uhyre udbredt. Ikke kun i regeringen, men også hos partier i blå blok. Når man pålægger virksomheder, hvad enten det er landbrug, banker eller supermarkeder, flere omkostninger, så resulterer det i højere priser for forbrugerne. Skat på virksomheder er i virkeligheden skat på forbrugerne. Når RÆSON med flere skriver, at ”forbrugerne går fri” er det således helt i skoven: Hvilke forbrugere køber ikke fødevarer?

Men hvordan skal en liberal klimaplan så se ud? Lad mig slå det fast med det samme: En liberal klimaplan består ikke af flere afgifter eller mere regulering. Grønne afgifter er røde skatter. Hvis ikke regeringens klimaplan handlede om at få flere penge i statskassen, så kunne man fjerne afgifter og skatter for landbrug, der lever op til en række miljøkrav. Et initiativ, der ville skabe incitament til endnu mere miljørigtig drift og opfylde regeringens erklærede mål. Eneste forskel er blot, at skatteindtægterne vil være lavere, fordi man har sænket afgifterne. Det er regeringen ikke interesseret i. Det skyldes selvfølgelig, at statskassen er afhængig af skatte- og afgiftsprovenuet fra landbruget.

Venstre skal derfor holde sig langt væk fra at pålægge flere afgifter og skatter på erhvervslivet. I landet med verdens højeste skattetryk skal klimaplaner ikke være dyrere for borgere, landbrug eller virksomheder. I stedet skal der satses på forskning, innovation og internationalt samarbejde. For helt ærligt: Hvad nytter en dansk klimaplan, hvis amerikanerne og kineserne ikke vil være med? Og det er måske i virkeligheden kernen i en liberal klimaplan. Den skal laves med udgangspunkt i sund fornuft – og ikke klimadogmatisme. Hvad nytter en klimaplan, der skræmmer alle vores produktionsvirksomheder til Kina, hvor fabrikkerne kan svine som de vil? Derfor må en klimaplan laves i samarbejde mellem industrien og landbruget. Den må laves på tværs af landegrænser. Verdens strengeste miljøkrav hjælper intet, hvis industri og landbrug blot flytter ud af Danmark – det gør os blot fattigere. ■

Jens Husted (f.1989) er næstformand for Venstres Ungdom, medlem af partiets hovedbestyrelse og af styrelsen i DUF. Han er overbygningsstuderende på Statskundskab, Aarhus Universitet. Illustration: Kornmark [foto: followtheseinstructions via Flickr]