13.03.2013

Kommunernes Landsforening har varslet lockout i forhandlingerne om en ny arbejdstidsaftale mellem KL og lærerne. Begge parter har armene over kors og fastlåser debatten i ren og skær stædighed. De bør i stedet lytte til hinanden, for fremtidens folkeskole ligger et sted mellem de to parter.

KOMMENTAR af Johan Moe Fejerskov, RÆSONs Danmarksredaktør


Uenigheden mellem Michael Ziegler fra Kommunernes Landsforening og lærernes formand, Anders Bondo Christensen, kulminerede, da førstnævnte i sidste uge varslede konflikt og lockout i overenskomstforhandlingerne. Regeringen fremlagde tilbage i december et udspil til en ny folkeskolereform, der blandt andet lægger op til, at lærerne skal have en ny arbejdstidsaftale med mindre forberedelse og mere undervisning. Og kridtstregen er for alvor tegnet op i skolegården. På den ene side står Danmarks Lærerforening, som frygter en discount-helhedsskole med stressede lærere, der ikke får tid til at forberede kvalitetsundervisning. På den anden side står KL, der bakker op om regeringens udspil og insisterer på, at lærernes arbejdstidsaftale skal opløses.

Det komplicerede er netop, at regeringen vil finansiere dele af sin reform med en ny arbejdstidsaftale mellem KL og lærerne. De nuværende forhandlingerne er derfor meget afgørende for reformens udfald og fremtidens folkeskole. Og fremtidens folkeskole ligger nok på midterlinjen mellem de stædige parter. Der findes i hvert fald gode grunde til, at det vil være fornuftigt at plante en fod i hver lejr.

Derfor skal lærerne lytte til KL og regeringen
Regeringen vil med skolereformen lave en helhedsskole. Det betyder blandt andet mindre forberedelse og mere undervisning. Lærerne holder fast i deres slogan: Mere undervisning giver ikke dygtigere elever. Det afhænger af kvaliteten. Der har lærerforeningen en klar pointe, men lærerne bør indse, at de to ting ikke nødvendigvis udelukker hinanden. Den skræmmekampagne, som DLF lancerede i sidste uge, er tilbageskuende, og skolelærerne mangler selvindsigt, når de gang på gang fastlår, at forholdet mellem forberedelse og undervisning ikke kan fastlægges smartere.

For det første er det ikke givet, at forberedelsestiden bør være den samme, uanset om klokken ringer ind til dansk i 9. klasse eller idræt i 3. klasse. Man kan med fordel spørge sig selv, om det er rimeligt, at forberedelsestiden ikke varierer efter f.eks. fag og erfaring. Det handler ikke om, at vi skal spare på uddannelse. Det handler om, at ressourcespildet bør skrabes væk, så vi får mere kvalitetsundervisning. Anders Bondo Christensen har de seneste uger afvist at kigge på forberedelsestiden. Det er ikke holdbart. Han skal dog have ros for at opfordre KL til at genoptage forhandlingerne.

For det andet vil flere timer til undervisning gøre undervisningsforløbene mere udbytterige for den enkelte elev. Emma og William får nemlig flere timer til at forstå Pythagoras’ læresætning eller sætte sig ind i kommareglerne. Lærerne skal ikke længere stresse gennem pensum, og der vil være mere tid til at løfte de svageste og styrke de stærkeste. En ny arbejdstidsaftale åbner nemlig også op for, at mere undervisning rykkes uden for skolens mure, hvor eleverne kan lære, mens de leger. Det kan hjælpe de mange drenge, der har svært ved at sidde stille, ved at undervisningen bliver mere orienteret mod praktiske forløb. Lærerne bør derfor være åbne for, at kigge på forberedelsen.

Derfor skal KL og regeringen lytte til lærerne
Regeringen bør erkende, at kvaliteten i folkeskolen for alvor er udfordret. Den skal være villig til at kaste flere midler efter lærerne for at sikre kvaliteten. En radikal ændring af arbejdstidsaftalen SKAL suppleres med et massivt kompetenceløft og en skoledag, der hænger mere sammen.

Danmarks Lærerforening har i sit udspil til en folkeskolereform lagt op til at bryde med de klassiske lektioner, hvor eleverne f.eks. har matematik om morgenen, derefter engelsk og endelig dansk efter frokost. Man vil i stedet indføre en mere sammenhængende skoledag, der sætter hele dage af til de enkelte fag. Man kan undre sig over, at dette element ikke allerede er en del af regeringens udspil til en helhedsskole. Helheden i helhedsskolen bør netop være de sammenhængende undervisningsforløb, der gør, at hverken lærere eller elever skal stresse igennem for mange fag på samme dag.

En sammenhængende skoledag vil give mulighed for mere fordybelse, samtidig med at udeaktiviteter og tværfaglige elementer kan indlejres i undervisningsforløbene. Men det kræver efteruddannelse og supervision på lærerne helt inde i klasseværelset, hvis en ny undervisningsstruktur skal fungere. Det skyldes blandt andet, at en stor inklusionsopgave, som følge af den nye inklusionslov, hænger tungt over hovederne på lærerne. Flere elever, der før stod til at få specialundervisning, skal fremover inkluderes i den almindelige undervisning i skolerne. Her kunne man med fordel lytte til Danmarks Lærerforening, der foreslår flere tolærerordninger og faglige ressourcepersoner på de enkelte skoler.

En helhedsskole med sammenhængende undervisningsforløb
Lige nu lader det ikke til, at Bondo Christensen eller Ziegler har tænkt sig at give efter. Og så bliver den store taber folkeskolen, fordi hverken lockout-varslinger eller skræmmekampagner løser udfordringerne med utilfredse forældre, dårlige PISA-resultater og alt for mange unge, der ikke kan læse og skrive godt nok til at tage en ungdomsuddannelse, når de forlader skolen.

Lærerene kan bidrage ved at være åbne over for at kigge på forberedelsen og undervise eleverne mere. Til gengæld bør regeringen lytte til læreforeningens forslag om en mere sammenhængende skoledag og samtidig investere endnu flere midler i efteruddannelse og supervision til lærerne, end det nuværende reformudspil lægger op til. Parterne bør derfor, som formanden for Danske Skoleelever, Vera Rosenbeck, så fint formulerede det i Debatten på DR2 torsdag d. 7. marts, sætte sig ned og erkende, at et kompromis er vejen frem. Se hinanden i øjne og finde den bedste løsning for skoleeleverne. Den ligger efter alt at dømme i en helhedsskole med sammenhængende undervisningsforløb.


Johan Moe Fejerskov (f. 1991) er RÆSONs Danmarksredaktør. Han er bachelorstuderende i dansk litteratur og journalistik ved Roskilde Universitet, medstifter af onlinemediet Samfung i samarbejde med Mandag Morgen og Yngresagen og fast paneldeltager i TV2 Lorrys program “Meningsmaskinen”. FOTO: Frederick D. Perry via Flickr.