18.12.2013

Klimaminister Martin Lidegaard (R) valgte at præsentere regeringens klimaplan ved at lægge embedsmændenes udregninger på bordet, så alle havde fri og lige adgang til beslutningsgrundlaget. Modtagelsen af planen og det efterfølgende forløb tegner dog et billede af en politisk kultur, hvor argumenter bliver vægtet og vejet på deres afsender og ikke deres kvalitet. Forhandlingerne om klimaplanen begynder igen i foråret.

BAGGRUND af Julie Leth og Peter Bjerregaard


Forud for offentliggørelsen af regeringens klimaplan var der intense forhandlinger internt i regeringen. På den ene side insisterede Socialdemokraterne på at præsentere et politisk udspil, mens Lidegaard på den anden side argumenterede for at lægge embedsmændenes idekatalog frit frem for derefter at nå til politisk enighed.

Argumentet fra Socialdemokraterne var, at Lidegaards strategi ville blive misbrugt af politiske modstandere, som ville tage de mest upopulære forslag og bruge dem imod regeringen. For at undgå at blive skudt stråmandsargumenter i skoene anbefalede centrale socialdemokrater derfor et selvstændigt politisk udspil. Martin Lidegaard stod dog fast på sin fremgangsmåde, og idealet om en åben og inkluderende offentlig samtale trak det sidste strå.

Resultatet blev, som Socialdemokraterne havde forventet. Problemerne for regeringen og Martin Lidegaard startede allerede dagen inden offentliggørelsen, hvor embedsmandsrapporten blev lækket. Ledende regeringspolitikere og Lidegaard måtte bruge det meste af deres arbejdsdag både før, under og efter offentliggørelsen på at afvise en række forskellige forslag i idekataloget.

Flere centrale borgerlige politikere var hurtige til at anklage regeringen for at ville fjerne befordringsfradraget, sænke hastigheden på motorvejene og ødelægge dansk landbrug. Allerede inden offentliggørelsen havde Lars Løkke Rasmussen (V) kaldt klimaplanens 78 forslag for ”et rædselskatalog”, og Venstres klima- og energiordfører, Lars Christian Lilleholt havde gjort det klart, at der var ”meget at være bange for”. Også Liberal Alliance og Dansk Folkeparti kritiserede forslagene for at være henholdsvis ”tyveri” og ”klimafanatisme”.

Kritik af den politiske debatkultur
På trods af det massive pres, der blev lagt på regeringen af både oppositionspolitikere og politiske kommentatorer, fastholder Lidegaard dog stadig, at fremgangsmåden var nødvendig for at sikre forankringen af klimahensyn i politikudviklingen.

”Hvis jeg, som klima-, energi- og bygningsminister, kom med en klimaplan, der enten kun dækkede mine egne områder eller forsøgte at foreslå politik på andre områder uden at inddrage mine kollegaer eller erhvervslivet, ville det ganske enkelt ikke give mening – og vi ville ikke nå vores mål med den hastighed, som vi ønsker,” siger Lidegaard og understreger, at medejerskab er omdrejningspunktet for klimapolitikkens succes:

”Klimaplanen er starten på en dialog, hvor vi inviterer alle ind i det politiske maskinrum for at få ejerskab til processen i stedet for at lave en fiks og færdig plan, der bare trækkes ned over hovedet på resten af samfundet.”

Det kræver ifølge Lidegaard en ”ægte dialog, hvor man også er parat til at blive klogere”.

Den borgerlige oppositions kølige modtagelse af klimaplanen fik også den tidligere formand for VK-regeringens Klimakommission, professor Katherine Richardson fra Københavns Universitet, til at gå ud med en sjælden kritik af den politiske debatkultur.

”Når Venstre kalder regeringens idekatalog til en klimaplan for et “rædselskatalog” og siger, at der er “meget at være bange for”, er det bestemt et stort skridt i den forkerte retning,” sagde Richardson til Dagbladet Information kort efter offentliggørelsen.

”Det begynder at føles ligesom i amerikansk politik: Hvis den ene side er for noget, så er den anden side partout imod. Det er ærgerligt, for kataloget er et fantastisk godt afsæt for en faglig og saglig diskussion.”

Dén pointe vinder genklang hos Christian Kock, professor i retorik og politisk debat ved Københavns Universitet. Han siger til RÆSON: ”Det er sygt, at politik er blevet til kamp om at hænge modparten ud og glorificere sig selv, frem for det som ordet politik oprindelig betød: statskunst. At klimaspørgsmålet bliver et våben i den rød-blå magtkamp er tragisk.”

Svar på tiltale
Ifølge Lars Chr. Lilleholt (V) er der dog ingen grund til selvransagelse i den borgerlige opposition: ”Da vi sagde, at det var et rædselskatalog, så mente vi det. Den plan indeholder alt godt og skidt fra havet. Selv om det bare er 78 forslag, der er kommet på bordet, frygter vi, at nogle af dem kan blive til konkret politik. Særligt er vi imod nye skatter og afgifter, men vi går ind for forslag, der ikke koster noget.”

Hvad synes du om Lidegaards beslutning om at lægge udregningerne for klimaplanen på bordet for at sikre størst mulig gennemsigtighed omkring beslutningsgrundlaget?

”Det er fornuftigt, at vi ved, hvad det kommer til at koste. Dog kan man være nervøs for, hvilken regnemekanisme, der er brugt.”

Vil du mene, at Venstres modtagelse af klimaplanen er fordrende for at fremtidige politiske udspil bliver præsenteret på samme åbne måde?

”Det vil jeg lade være op til regeringen. En regering må altid stå på mål for, hvad dens embedsmænd laver.”

Lidegaard: Trist for den demokratiske samtale
Da den værste storm havde lagt sig efter offentliggørelsen af idékataloget, påbegyndte regeringen sine finanslovsforhandlinger med Enhedslisten, og ifølge flere kilder tæt på finanslovsforhandlingerne var der opnået enighed på en række områder, som ville have givet klimaplanen en ganske pæn begyndelse. Men finanslovsforhandlingerne med Enhedslisten kuldsejlede som bekendt, og status er i dag, at klimaplanen er skudt midlertidigt til hjørne.

Lidegaard fik ellers sidste år samlet et bredt flertal i Folketinget bag Energiforliget, der reducerer Danmarks drivhusgasudledninger med 34 % i 2020 i forhold til 1990-niveauet. Klimaplanens mål er at finde de resterende seks procentpoint, så Danmark i 2020 vil kunne reducere udledningerne med 40 %. Debatten om klimaplanen begynder igen til foråret, og selvom Venstre på forhånd er afvisende, ser Lidegaard alligevel en del lyspunkter.

”Det er skuffende, at Venstre melder ud – inden vi overhovedet er kommet i gang med at drøfte de mulige klimatiltag – at klimapolitikken bliver alt for dyr for erhvervslivet. Især fordi store dele af erhvervslivet selv har meldt sig positivt på banen, hvad jeg er utrolig glad for. I det hele taget er det glædeligt at se, hvor mange der har meldt sig aktivt ind i debatten – også fra den borgerlige fløj, hvor De Konservative nu bakker op om 40 %-reduktionsmålsætningen,” siger han.


Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik. Julie Leth (f. 1987) har en bachelor i antropologi og en kandidat fra Center for Afrikastudier på Københavns Universitet med speciale i afskovning og forvaltning af naturressourcer i Tanzania, Østafrika. Hun har tidl. studeret bæredygtig udvikling på Yale University og arbejdet ved FN’s informationskontor i Bruxelles og CONCITO. ILLUSTRATION: Klimaminister Martin Lidegaard (foto: Carsten Snejbjerg/Klima-, Energi- og Bygningsministeriet).