01.09.2013

“Kerry hævder, at syriske soldater forberedte angrebet 3 dage i forvejen. Hvorfor ringede USA ikke til Assad?” Det siger Naser Khader, Adjunct Fellow ved Hudson Institute i Washington, i et interview med RÆSON.


Interview af RÆSONs chefredaktion

1. Storbritannien: Er det dobbelte nederlag for regeringen og oppositionen et udtryk for, at vælgerne (måske også i USA og Danmark?) grundlæggende har mistet tilliden til nytten af militæraktioner efter Irak og Afghanistan?
NASER KHADER: Meget tyder på dette. Folk er krigstrætte og de dårlige erfaringer fra Irak og Afghanistan påvirker i høj grad folks holdninger, hvilket befolkningen i Syrien desværre betaler prisen for. Men man skal ikke sammenligne med Irak og Afghanistan men nærmere Kosovo i 1999 og Libyen i 2011. Lederen af Labour Ed Miliband er en hykler og populist. Han ændrede mening om en eventuelt aktion mod Syrien uden om FN i løbet af et par dage. Men hvad kan man forvente af en mand, der dolkede sin egen storbroder!

2. Argumentet fra regeringerne i USA og Danmark synes at blive: Brug af kemiske våben er uacceptabel, og må straffes (med et afgrænset angreb) – hvis ikke FN vil, af USA og dets allierede. Er du enig?
NASER KHADER: Jeg er enig i, at man skal udvise nul tolerance overfor brugen af kemiske våben. Det skal man reagere på straks. Men når det så er sagt, så er jeg enig med Mccain og Graham i, at det er ikke nok at straffe Assad. Hvad med bag efter? En militæraktion skal være bredere – man skal indføre no-fly-zones, humanitær korridorer, hvor civilbefolkningen kan søge hen til og føle sig beskyttet, bevæbne FSA med våben – det har UK, Frankrig og USA faktisk lovet i juni. Angsten for hvad der eventuelt kan ske bagefter, gør os nærmest handlingslammede. Jeg frygter ikke, at islamisterne på nuværende tidspunkt overtager Syrien, MEN det kan de hvis borgerkrigen fortsætter et par år mere.

3. Bør et militært indgreb, hvis du støtter det, alene rette sig mod lagre af kemiske våben samt leveringssystemer eller desuden omfatte følgende: i) en systematisk ødelæggelse af Assads antiluftskyts, ii) en systematisk ødelæggelse af Assads luftvåben, iii) en systematisk ødelæggelse af Assads militærapparat, iv) angreb på det syriske Forsvarsministerium og anden militær administration?
NASER KHADER: Det er meget svært at kontrollere de kemiske våben uden at bruge elitetropper. Man skal heller ikke bombadere de kemiske lagre direkte, men de missiller de affyres med. Det må ikke være en straffeaktion, der ikke gør ondt. Assad og hans bror (Maher) og hans 4. division skal kunne mærke det. Angrebet skal stække dem. De bliver farligere hvis de går styrket ud af det. Med andre ord man skal gå efter Assads luft-og missilforsvar. Hele hans militærapperat – forsvarsministeriet, efterretningstjenesten, lufthavne osv. Vi skal ikke på nogen måde risikere, at han kommer styrket ud af en straffeaktionen.

4. Vil et angreb på Syrien øge risikoen for syrisk (eller iransk?) gengældelse mod Syriens naboer? Og øge terrorrisikoen for de lande, der deltager i – eller støtter – et angreb?
NASER KHADER: Nej. Iranerne snakker bare. Jeg tvivler meget stærkt på, at de vil blande sig endnu mere i den konflikt. Det har den nye præsident også antydet. Men det kan naturligvis ikke udelukkes, at regimets andre magtbaser vil støtte Syrien med et par terrorangreb, men jeg tvivler meget på dette.

5. Mette Bock (LA) foreslår, at Danmark i stedet skal satse på humanitær bistand – Zenia Stampe (R) svarer, at oprettelsen af sikre korridorer ville kræve en stor (militær) indsats på landjorden. Hvem har ret?
NASER KHADER: Jeg er for en gang skyld enig med Zenia Stampe :). Man kan ikke lave effektive humanitære korridorer og humanitær bistand uden en lille indsat på landjorden – det kan lade sig gøre uden, men mest effektivt med. Jeg kunne godt tænke mig, at de vestlige lande beskytter de humanitær korridorer fra luften og nabolandene må sætte tropper på landjorden for at beskytte humanitær hjælpen og korridorerne. Her tænker jeg på Tyrkiet og landene fra Den Arabiske Liga. Der skal ikke vestlige tropper på landjorden i Syrien.

6. Burde vesten/verdenssamfundet have grebet konflikten anderledes an på et tidligere tidspunkt?
NASER KHADER: Ja, helt sikkert. Man skulle have gjort noget, talt med store bogstaver, advaret Assad om ikke at skyde på demonstranter, man kunne have hindret djihadister i at komme ind i Syrien allerede i februar 2012. Og man kunne have hindret, at konflikten bredte sig til nabolandene, hvis man havde grebet ind tidligere. Den syriske civilbefolkning og det internationale samfund betaler nu prisen for den ”laissez faire” holdning man hidtil har haft – takket være Obamas tøven og manglende lederskab.

7. Iagttagere frygter, at Syrien kan udvikle sig til en større konflikt med implikationer på kryds og tværs i regionen. Har de ret? Hvor ser du de største risici?
NASER KHADER: At gribe ind militært er ikke problemfrit. Men hvis man undlader det, bliver det endnu værre. Risici ved at borgerkrigen forlænges er endnu mere blod og død og endnu mere ondt blod og hævn bag efter, endnu flere flygtninge, endnu stærkere al-Qaida og andre djihadister – et Syrien , der vil udvikle sig til ”Save Heaven” for alverdens jihadister som med base fra Syrien ville kunne foretage terror aktioner globalt – måske på et tidspunkt med besiddelse af kemiske våben. Og så vil konflikten smitte af på de i forvejen skrøbelige nabolande.

Om Obamas beslutning om at gå til Kongressen tilføjer Khader: Obama i en nøddeskal. Han er en dårlig leder, der ikke kan tage beslutninger uden, at han underminerer sin egen udenrigsminister. Kerry holdt en krigstale og først derefter beslutter Obama at gå til kongressen, hvilket han ikke havde behøvet. Det hele har været en latterlig komisk proces – Obama har flere gange gentaget, at straffen bliver nem og vil ikke gøre ondt. Hvorfor siger han det? Straffeaktionen handler mere om Obamas troværdighed og hans røde linjer end om den syriske civilbefolkning. Kerry hævdede i sin tale at syriske soldater var i gang med at forberede kemiske våben tre dage før angrebet. Hvorfor tog man ikke telefonen og advarede Assad, hvis man vidste, det var på vej? Vi har at gøre med en præsident for verdens største supermagt, der er mere optaget af sin egen doktrin, og at komme i historiebøgerne som manden, der IKKE startede en krig, end at forhindre folkedrab i Syrien – også selvom han var hyperaktiv i krigen mod terror, for hvor mange er ikke blevet skudt med droner under Obama? Historien vil dømme Obama meget hårdt. ■


FOTO: Det Hvide Hus