20.01.2013

Siden Myanmars overraskende reformstart i 2008 har mange spået en vild og kinesisk vækst (bl.a. investoren Jim Rogers). Det gør International Crisis Groups Jim Della-Giacoma ikke: “De mangler hele fundamentet for at tiltrække betydelige investeringer fra udlandet: en god infrastruktur, retsstatsprincipper og uddannelse.”

INTERVIEW af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Rundbord om Myanmar. Et af verdens værste militærregimer er frivilligt begyndt at åbne op – hvorfor det og hvorfor nu? Læs også:
– Lykketoft om Myanmar: Ingen grund til at opretholde sanktioner

1) HVORFOR NU? Er det en sejr for Obama, som i 2009 blødte den amerikanske holdning til Myanmar op (som USA’s viceudenrigsminister for Østasien, Kurt Campbell, argumenterer for i Foreign Policy), eller er det primært et resultat af nye prioriteringer i militærjuntaen (som BBC’s analytiker, Marie Lall, siger)?

Jim Della-Giacoma: Præsident Thein Sein sagde i sin tiltrædelsestale tilbage i marts 2011, at det nu var tid til, at Myanmar skulle indhente resten af verden. Landet var blevet overhalet af nabolandene. For at kunne følge med var der behov for økonomiske reformer, og denne proces kunne ikke adskilles fra den politiske proces, som også havde brug for at blive ændret. Det personlige forhold mellem Thein Sein og Aung San Suu Kyi har også spillet en stor rolle i den succesfulde overgang. Uden det kunne det ikke lade sig gøre.

2) VIL DET VARE VED? Jonas Parello fra ECFR har pointeret, at juntaen påbegyndte en lignende reformproces i begyndelsen af 90’erne, som brød sammen igen efter kort tid. Hvor sandsynligt er det, at det vil gentage sig? Nogle eksperter frygter, at juntaens hardlinere vil gennemføre et statskup for at standse reformerne – er det sandsynligt?

Della-Giacoma: Det er misvisende at sammenligne med reformprocesserne fra 1990’erne eller fra begyndelsen af 2000’erne. Det er nye tider. Der er blevet lavet en række reformer, som er så dybe og omfattende, at det i stigende grad bliver svært at omgøre dem. Det betyder ikke, at der ikke vil være forhindringer på vejen. Men det bliver vanskeligt at bremse processen, når Myanmar bevæger sig mod nye milepæle som værtskabet for SEAsian Games i 2013, formandskabet for ASEAN i 2014 og de nationale valg i 2015. Som vi skrev i vores seneste rapport, “Storm Clouds on the Horizon”, står landet over for mange risici, hvoraf nogle er forbundet med National League for Democracy’s [NLD; Aung San Suu Kyi’s parti, red.] dominans. Marginaliseringen af den nuværende politiske elite i Union Solidarity and Development Party (USDP) udgør også en betydelig risiko. Militæret er garanteret 25 procent af pladserne i parlamentet, og det giver dem vetoret over for ændringer, som truer deres væsentlige interesser. Det er hovedårsagen til, at de har tilladt reformerne og støttet mange af dem. Den gamle elite har ikke den slags garantier og står til at miste de fleste af deres pladser. Det vil påvirke interesserne for en stor gruppe mennesker, som har bevaret en betydelig politisk indflydelse, og som fortsat er skeptiske over for NLD’s vilje til at imødekomme deres bekymringer. Det er endda muligt – omend meget usandsynligt – at en markant sejr til NLD i 2015 kan udløse et 1990-scenarium, hvor de eksisterende magtstrukturer føler sig eksistentielt truet i sådan en grad, at de nægter at implementere resultatet eller endda forsøger at udløse et militærkup.

3) HVORDAN SKAL VI REAGERE? Skal Vesten fjerne sanktionerne mod landet hurtigt (se f.eks. Financial Times) eller mere gradvist (se f.eks. Walter Lohman fra The Heritage Foundation)?

Della-Giacoma: Bortset fra våbenembargoen er mere eller mindre alle sanktioner blevet fjernet. Selvom nogle af dem teknisk set kun er blevet “suspenderet”, har det mere været et spørgsmål om at gøre dem acceptable for den skeptiske del af det hjemlige publikum end om fortsat effektivitet. Hvis Myanmar fortsætter i samme retning med deltagelse af Aung San Suu Kyi, vil sanktionerne være historie. Det vil være meget svært for EU at nå til enighed om et genindføre dem, og USA har flyttet fokus til det større regionale spil.

4) HVILKEN VIRKNING FÅR REFORMERNE? Bliver et reformeret Myanmar en økonomisk drivkraft? Hvordan vil et stærkere og mere demokratisk Myanmar påvirke den regionale magtbalance?

Della-Giacoma: Landet har ingen forudsætninger for at blive en økonomisk drivkraft. Det mangler hele fundamentet for at tiltrække betydelige investeringer fra udlandet: god infrastruktur, retsstatsprincipper og uddannelse. Det vil blive gradvist bedre integreret i den regionale økonomi, og det vil være godt for befolkningen, men landet vil fortsat være den fattige fætter i ASEAN i et stykke tid.

5) EN NY MODEL? Kan Myanmar være en model for håndteringen af andre stater, der udfordrer de store aktører, som f.eks. Iran og Nordkorea?

Della-Giacoma: Måske. Men hvert land har sin egen historie og politik. Det handler om sammenhængen, og situationen i Iran og Nordkorea er meget anderledes. Jeg vil være påpasselig med at bruge Myanmar som en model. Vi bør acceptere, at reformerne i landet er noget unikt og specifikt i forhold til Myanmar.


Jim Della-Giacoma er projektleder for Sydøstasien i International Crisis Group. ILLUSTRATION: Myanmars premierminister Thein Sein (foto: Arne Jan Flølo/Det norske Utenriksdepartementet).