05.12.2013

Atomaftalen er en vigtig sejr for Irans præsident Rouhani – også indenrigspolitisk. Men forude venter en række sværdslag med de konservative kræfter, som sad på magten de sidste otte år, og som stadig har meget at skulle have sagt.

ANALYSE af Farshid Rouhandeh


Atomaftalen mellem Iran og P5+1-landene – USA, Storbritannien, Frankrig, Rusland, Kina og Tyskland – er, foruden at være en vigtig international aftale, også en vigtig indenrigspolitisk sejr for Irans præsident Rouhani, hvis regering for nylig rundede de første 100 dage. Aftalen kan således hjælpe Rouhani med at modstå det enorme pres fra de konservative kredse, som er vokset på det seneste. Også reformisterne, hvis urolige og utålmodige stemmer var til at føle på i de forskellige medier, bliver beroliget af det vigtige gennembrud i forhandlingerne. Reformisterne støttede Rouhani under valgkampen for bl.a. at få løsladt den grønne bevægelses ledere, Karoubi og Mousavi, og for at begrænse de ultrakonservatives ødelæggende politik på de sociale og kulturelle områder. Efter valget er reformisterne dog blevet mere skeptiske pga. Rouhanis indenrigspolitiske passivitet. Nu øjner de nye muligheder.

Atomaftalen er en sejr for den pragmatisme, som Rouhani står for. Pragmatismen viser sig i hans afstandtagen fra den tidligere regerings meget idelogiprægede retorik og indstilling både inden for landets grænser og over for omverdenen. Rouhani ønsker opnå resultater, og det faktum, at han nu har forhandlet en stor aftale på plads, viser de yderligtgående kræfter i systemet, at man sagtens kan lave politik og opnå tilfredstillende aftaler, hvis man bare spiller sine kort godt, holder sit hoved koldt og ikke lader sig provokere. Rouhani fik også vist, at han ikke lader sig ryste, da han undlod at reagere voldsomt på bombeangrebet på Irans ambassade i Beirut d. 19. november – få dage før de afgørende forhandlinger i Geneve.

Rouhanis største forhindring for at realisere sit projekt er dog stadig de konservative kræfter, der sad på magten i landet de sidste 8 år. De vil gå langt for at sabotere Rouhanis reformprogram. Rouhanis succes vil i alle tilfælde blive opfattet som et decideret nederlag for højrefløjen. Enhver reform på de kulturelle og sociale områder er ifølge de konservative et kompromis med den islamiske revolutions værdigrundlag og derfor blasfemiske. Rouhanis største styrke er derimod, at hans modstandere på højrefløjen godt er klar over, at de pga. deres mislykkede økonomiske politik i perioden 2005-2013 ikke nyder den samme grad af popularitet hos befolkningen. De er også klar over, at enhver modarbejdedelse af Rouhanis regering, enten i parlamentet eller gennem andre organer, indebærer en risiko for tilbageslag og derved et yderligere legitimitetstab. Parlamentsvalget nærmer sig hastigt, og derfor træder de varsomt, men meget tyder på, at de ikke har tænkt sig at give for meget plads hverken til Rouhani eller hans politiske bagland.

Politiske magtkampe
Der er ingen tvivl om, at Iran i dag er et meget konservativt land. De sidste 8 år har især været med til at konsolidere de ultrakonservative kræfters position, og disse kræfter arbejder konstant for at islamisere alle aspekter af samfundet. Til de ultrakonservative hører bl.a. lederen af den dømmende magt, Sadegh Larijani, lederen af parlamentet, Ali Larijani, lederen af Vogternes Råd, Ahmad Jannati, den ledende præst, Mohammad Taqi Mesbah Yazdi, og sidst men ikke mindst Revolutionsgarden. Khamenei er også blandt de meget konservative figurer, men han optræder i kraft af sin rolle som øverste leder – og afhængig af omstændighederne – forskelligt. Betegnelsen ”de ultrakonservative” dækker således over en samling af kræfter, der hovedsageligt har den totale islamisering af landet og undertrykkelsen af enhver sekulær tanke på dagsorden. De er meget magtfulde, kontrollerer store dele af landet og samarbejder meget indbyrdes.

Et konkret eksempel på den udfordring, Rouhani står overfor, er magtkampen mellem de folk, der havde magten i landet de sidste 8 år, og den nye regering og dens støtter. Magtkampen udspiller sig i The Expediency Discernment Council of the System (EDCS). Rådet blev oprettet i 1988 med det formål at udligne uenigheder mellem parlamentet og Vogternes Råd for derved at opretholde den nødvendige konsensus inden for systemet. Blandt rådets medlemmer er to meget udskældte, men samtidig højtprofilerede konservative politikere: tidligere præsident Mahmoud Ahmadinejad og den tidligere chefforhandler for Irans atomprogram Saeed Jalili. Begge politikere bliver betragtet som nære allierede af den åndelige leder Khamenei.

Udnævnelsen af disse to personer og deres fortsatte synlighed på den politiske scene er et symptom på den fortsatte polarisering inden for systemets vægge. Deres tilstedeværelse i rådet, trods fejlslagne politiske præstationer, er et tegn på, dels at de ultrakonservative kræfter ikke har opgivet ambitionen om at generobre magten, dels at den åndelige leder vil bevare kontrollen med den nye regering.

Et andet sted, hvor de konservative kræfter allerede er begyndt at markere sig, er i Kulturministeriet. Rouhanis nyudnævnte kulturminister havde inden valget lovet at lempe den stramme censur på kulturområdet, herunder den censur som især har præget bogudgivelser. Kort efter sin tiltrædelse trak kulturministeren dog sine udtalelser tilbage. Det skete efter stort pres fra de konservative kræfter. Han forsikrede i stedet om, at censuren under hans embedsperiode vil bevare sin hidtidige form.

Blasfemiske handlinger
De ultrakonservative lod også høre fra sig, da Rouhani vendte tilbage fra sin historiske rejse i USA, hvor der for første gang efter mere end 30 års diplomatisk dødvande blev etableret direkte kontakt med en amerikansk præsident. Rouhani blev ved sin ankomst i Teheran mødt med skokastende demonstranter, der råbte slagord mod ham som udtryk for deres dybe skuffelse mod præsidentens telefonsamtale med præsident Obama – en handling, som de mente var blasfemisk.

Den åndelige leder Khameneis reaktion på Rouhanis besøg i USA var heller ikke overraskende. Han kommenterede Rouhanis rejse ugen efter i en tale, hvor han blandt andet sagde: ”Noget af det, der fandt sted under denne rejse, var efter min mening ikke passende.” Khamenei har aldrig lagt skjul på, at han ikke stoler på USA og de vestlige allierede. Erfaringerne med Irak og Libyen skaber heller ikke grundlag for øget tillid til Vesten. Både Irak og Libyen havde et aktivt atomprogram, som blev skrottet efter pres fra Vesten, og som bekendt eksisterer ingen af de to styrer længere.

Khamenei har siden valget af Rouhani spillet et dobbeltspil. Han har på den ene side åbnet døren på klem for kontakt med USA – hvilket indtil videre har båret frugt – og lempet presset på politiske aktivister i landet. Det førte for nylig til løsladelse af 13 politiske fanger. På den anden side har Khamenei også været opmærksom på presset fra sit bagland, de konservative kræfter og ikke mindst Revolutionsgarden, som står hårdnakket fast på, at styret ikke må udvise den store velvillighed over for USA. Khameneis tvetydige udmeldinger og hans slående tavshed omkring hændelsen under modtagelsen af præsident Rouhani i Teherans lufthavn bør ses i det lys.

Den politiske stemning skal flyttes med omhu
I reformistlejren er der bekymring over Khameneis manglende reaktion på de skokastende uromagere, der angreb præsidenten i Teherans lufthavn. Senest har den tidligere præsident Khatami kritiseret styret for ikke at være konsekvent over for uromagerne og advaret mod at være for passiv over for disse aktivister. Han påpegede, at den manglende konsekvens kan gøre aktivisterne dristigere, hvilket kan føre til, at de næste gang griber til våben og begår terror, hvis regeringspolitikken ikke falder i god jord hos dem. Og Khatami ved hvad han taler om. Han mødte stor modstand fra de forskellige konservative kredse i landet under sit præsidentembede i perioden 1997-2005. Den voksende utilfredshed med hans regering inden for systemet førte til, at en af hans egne toprådgiver (Saeed Hajarian) i marts 2000 blev udsat for et væbnet angreb, som bragte ham tæt på døden.

De konservative kræfter har altid vist, at de ikke er bange for at gribe til våbnene, hvis de føler sig trådt over tæerne eller forbigået. Men Rouhani har på den anden side et nærgående kendskab til disse kræfter og ved, hvordan de opererer. Reformisterne træder derfor varsomt for ikke at give højrefløjen en undskyldning for at skabe mere politisk uro og ad den vej at sabotere Rouhanis reformplaner.

At flytte den politiske stemning i landet fra det yderste højre mod midten skal ske med stor omhu, hvis landet skal undgå voldelige konfrontationer. Dette er uden tvivl en svær balancegang, både for Rouhani og Khamenei. Men uanset hvordan Rouhani og reformisterne regerer, og hvordan de videre forhandlinger om atomprogrammet udvikler sig, er beskeden fra de nu forhenværende regeringsfolk på den yderste højrefløj meget klar: Døm os ikke ude. Hvis I tror, I kan bestemme alt, bare fordi I har vundet valget og har magten, kan I bare drømme videre.

Hele den nye regerings kræfter har indtil nu været samlet omkring at sætte en stopper for forværringen af forholdet til omverdenen – og at bryde ud af isolationen. Nu skal regeringen flytte fokus til en række indenrigspolitiske udfordringer. Et af de vigtigste emner på regeringens dagsorden er skæbnen for den grønne bevægelses fængslede ledere og de mange andre politiske fanger. Den grønne bevægelse nyder enorm opbakning i store dele af befolkning og det politiske establishment. De konservative er omvendt bekymrede for den tsunami af energi, deres løsladelse kan sende ud gennem hele det politiske system i tiden op til det kommende parlamentsvalg, hvor de konservatives greb om landets lovgivende forsamling står på spil.

Lederen af Vogternes Råd, Ahmad Jannati, sagde så sent som d. 22. november i fredagsbønnen, at systemet viste den grønne bevægelses ledere barmhjertighed ved ikke at henrette dem – for det fortjente de! Der venter således fortsat Rouhani og hans regering nogle vigtige slag forude.


Farshid Rouhandeh er født og opvokset i Teheran, Iran, bosat i Danmark siden 1996. Han er uddannet cand.mag. i mellemøstlige sprog og samfund ved Københavns Universitet og arbejder som underviser, oversætter og foredragsholder.
Han har tidligere udgivet en artikel i filmmagasinet EKKO og digtsamlinger og en novellesamling på persisk. ILLUSTRATION: Irans præsident Hassan Rouhani (foto: Asia Society).