24.11.2013

[OPDATERES LØBENDE] Af Chefredaktionen

1. Skal verden betragte aftalen med Iran alene som ‘et første skridt’ (som Irans udenrigsminister Zarif sagde ved offentliggørelsen) – eller som mere end det?
■ TRINE PERTOU MACH (MEDLEM AF SF’S LEDELSE), FHV. FORKVINDE FOR MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE: Aftalen skaber et nyt momentum og åbner for, at parterne kan bevæge sig ind på en helt ny scene. Der er næppe tvivl om, at Iran ønsker en vis normalisering af landets internationale relationer og styret derfor ser aftalen som et første skridt. Det vil formentlig også styrke de mere pragmatiske kræfter i landet. For det internationale samfund er der også grund til at fortsætte et forhandlingsspor. Både for at holde Iran fast på, at atomprogrammet alene skal have civile og fredelige formål, men også fordi, det er en fælles interesse, at Iran integreres bedre i det internationale samfund og får gang i landets stagnerende økonomi. Ikke mindst hvis man gerne vil påvirke menneskerettighedssituationen i landet og kunne føre en dialog om dets rolle i regionen. [27/11]
■ HELLE MALMVIG, SENIORFORSKER (DIIS): Ja, dette er et første skridt og blot ét skridt – i sig selv giver og får parterne ikke ret meget lige nu. Men aftalen har skabt et helt nyt rum for de fremtidige forhandlinger. Den mur af mistillid og fjendskab, der i årtier har eksisteret mellem parterne, særligt USA og Iran, er begyndt at sprække.
■ SUNE ENGEL RASMUSSEN, JOURNALIST: Ja, som den ser ud nu, er aftalen ikke tilfredsstillende som et endemål for nogen af parterne. Verdensmagterne ønsker angiveligt større garantier for, at Iran ikke vil bruge sit højt berigede uran til at udvikle våben, mens iranerne indtil videre ikke har fået de store indrømmelser. Som både Zarif og præsident Rouhani sagde, anerkender den midlertidige aftale Irans ret til at berige uran (til 5%), men den iranske befolkning forventer primært en lempelse af sanktionerne, og det er der indtil videre ikke meget af. Det er et vigtigt første skridt, men det er nu, arbejdet for alvor begynder.
■ RASMUS CHRISTIAN ELLING, ADJUNKT: Ja, det skal betragtes som et første skridt, og som en midlertidig aftale, der potentielt kan bane vej for en mere permanent løsning. Men set på den historiske baggrund og i den geopolitiske kontekst er dette en meget betydningsfuld aftale.
■ MEHDI MOZAFFARI, PROFESSOR EMERTIUS: Aftalen kan beskrives som en slags ‘prøveløsladelse’ – som når man giver en fange fodlænke.
■ SØREN ESPERSEN, UDENRIGSPOLITISK ORDFØRER (DF): Jeg synes, man skal være særdeles skeptisk over for det skete. Jeg stoler instinktivt ikke på Irans præsteskab, men skal det være, så er det med tilfredshed, at jeg konstaterer, at det er de fem permanente medlemmer af FNs Sikkerhedsråd – samt Tyskland – som er en slags garanter for aftalen.

2. Står en samlet iransk ledelse bag aftalen? Og hvor betydelige er de sanktionslempelser, som Iran modtager?
■ TRINE PERTOU MACH: Jeg formoder, at der er opbakning i Teheran til den nye aftale (den var næppe ellers indgået), selvom den måske ikke ser ud af meget. Værdien af lempelserne er angiveligt i omegnen af DKR 40 mia. Præstestyret er nødt til at få lettet de internationale sanktioner for at få gang i økonomien og nye investeringer i landet. Men Iran har ikke kunne give sig på retten til at få atomkraft. Selvom Iran er verdens fjerdestørste producent af naturgas, er landet stadig afhængig af ikke-fossile leverancer af el for at kunne følge med den ekstremt høje og hurtigt voksende efterspørgsel. Samtidig ville en opgivelse af atomprogrammet være en ydmygelse, som præstestyret næppe kunne have sidende på sig. At Iran hellere skulle satse på energibesparende teknologier, frem for atomkraft er så en helt anden sag. [27/11]
■ HELLE MALMVIG: Meget tyder på at den iranske ledelse står bag aftalen – vigtigst selvfølgelig: den øvrste leder Khamanei. Men Khamanei og parlamentsformandens støtte til aftalen bliver det svært for modstandere i Revolutionsgarden eller parlamentet at gå åbent imod. Og aftalen er da også blevet hyldet i iranske medier: de sanktionslempelser, Iran får, er mest symbolske – det er særligt indefrysning af midler/guld m.m., som I forvejen tilhørte Iran, der nu bliver frigivet. Sanktionsregimet er med andre ord intakt.
■ SUNE ENGEL RASMUSSEN: Lempelserne er minimale og berører ikke de sanktioner, der rammer Iran hårdest: sanktionerne mod Centralbanken, mod olien, og udelukkelsen af Iran fra det internationale banksystem. Den religiøse ledelse og toppen i Revolutionsgarden og militæret støtter aftalen, fordi den anerkender Irans ret til at berige, men man skal ikke langt ned i hierarkiet, før der er dyb skepsis over for Vestens reelle intentioner.
■ RASMUS CHRISTIAN ELLING: Det lader til at den iranske ledelse støtter aftalen – ellers ville forhandlingsteamet ikke have mandat til at lukke den. Men der skal nok komme hidsige modreaktioner fra iranske hardliners. Vi ved endnu ikke præcis hvilke lempelser, der bliver tale om. Men hvis den tekst, der florerer på iranske nyhedshjemmesider, er tæt på den egentlige aftale, så drejer det sig først og fremmest om lempelser på olie-, petrokemikalie- og bilindustrien samt på guld. Det er ærgerligt at det humanitære aspekt (fx sanktioner, der hindrer almene borgeres adgang til medicin) figurerer sekundært og uden konkrete lempelser. Det kan i skeptiske øjne se ud som om lempelserne først og fremmest kommer ‘big business’ til gode, og ikke de millioner af iranere, der lider under sanktionerne.
■ MEHDI MOZAFFARI: Foreløblig ser det sådan ud at Khamenei og Pasdaran [Revolutionsgarden] står bag aftalen. Sanktionslempelserne er meget begrænset: Iran får frigivet lidt mere end $7 mia. af sine egne penge til at kunne købe medicin, fødevarer, petrokemikalier o.lign.
■ SØREN ESPERSEN: Den iranske ledelse ER præsterne, og ingen aftale indgås uden præsterne. Sanktionerne lempes, som jeg forstår det, ikke, men der indføres ikke nye sanktioner. Det, iranerne har været ude efter i denne aftale, er at få TID. Israelerne har en fornemmelse for, hvad præsterne så vil bruge den tildelte tid til…

3. Den britiske udenrigsminister William Hague meaner aftalen sikrer at atomprogrammet “won’t move forward for 6 months and parts [will be] rolled back”. Mens Benjamin Netanyahu allerede torsdag advarede mod at forære Iran en “julegave” (“[an] unelievable Christmas present – the capacity to maintain this [nuclear] breakout capability for practically no concessions at all”). Hvem har ret?
■ TRINE PERTOU MACH: For det første er det nødvendigt at sondre mellem atomprogrammets våben-og energi-dimensioner. Dernæst, så er det, Netanyahu oplever lige nu, at Israel ikke får det, landet peger på og jeg tillægger – heller ikke i dette tilfælde – hans udmeldinger nogen større relevans. [27/11]
■ HELLE MALMVIG: Dette er kun en foreløbig aftale, som i sig selv ikke giver parterne ret meget. Det er de næste 6 måneder og den endelige aftale, der vil vise os om Iran har fået en julegave eller ej. Den foreløbige aftale derimod ser jeg som et klart kompromis: noget-for-noget, som begge sider kan præsentere som en sejr. Derhjemme kan Iran sige, at landet fortsat har lov at berige [uran] og at sanktionsregimet er stoppet – mens P5+1 kan sige, at Iran stort set har stoppet sit berigelsesprogram, og at det sætter den tid, det vil tage iranerne at opnå en atomvåbenkapacitet, tilbage.
■ SUNE ENGEL RASMUSSEN: Netanyahu har ret i, at Irans breakout capability [landets mulighed for at udvikle atomvåben med kort varsel, red.] bliver frosset i status quo, men det ser han som en større fare, end hans amerikanske og britiske kolleger gør. Det er ikke rigtigt, at Iran ikke har givet nogen indrømmelser, men for Netanyahu, som ønsker at se Irans atomprogram fuldstændig elimineret (modsat P5+1 som lader til at anerkende, at Iran kan have et hårdt kontrolleret civilt atomprogram), er aftalen ikke tilfredsstillende. Israel finder sig mere isoleret fra beslutningsprocessen end normalt.
■ RASMUS CHRISTIAN ELLING: Det er vigtigt at adskille de to dimensioner: Irans atomenergiprogram og Irans påståede atomvåbenprogram (som CIA mener er afviklet men som Israel stadig frygter). Hvis den ovennævnte tekst er korrekt, så kan iranerne fremover kun berige uran op til 5% hvilket er langt fra det, der skal bruges i et atomvåben. Så Netanyahus udtalelser virker på den baggrund unødvendigt alarmistiske.
■ MEHDI MOZAFFARI: Netanyahu er maksimalist – han er for total ødelæggelse af Irans atomindustri. Et eneste fejltrin fra Irans side vil få meget negative konsekvenser for Iran – og også for Obama.
■ SØREN ESPERSEN: Da det er israelerne, som får skidtet i hovedet, hvis Iran får held til at udvikle kernevåben, bør man lytte mere til Netanyahu end til Hague. Ikke mindst fordi, israelernes efterretningstjeneste har langt mere forstand på Iran end Storbritannien har.

4. Hvad er, som du ser det, de store spørgsmål om aftalen og om det kommende forhandlingsforløb?
■ TRINE PERTOU MACH: Det store spørgsmål er i første omgang, om parterne kan opbygge den forøgede tillid. Her hjælper det, at det er et samlet internationalt samfund, som står over for Iran. Det er afgørende, at denne koalition holdes. Og om parterne kan holde deres respektive hardliner-fløje i ro. Dernæst vil en generel afspænding mellem Iran og landene i regionen være vigtig. Endelig er det selvfølgelig centralt, hvad inspektørerne måtte finde ud af. [27/11]
■ HELLE MALMVIG: Det bliver afgørende, hvor meget adgang inspektørerne får – og hvad de eventuelt finder af hemmelige installationer, vi ikke kendte til. Og så selvfølgelig: Hvor langt Iran er villig til at gå ift. at rulle sit program tilbage.
■ SUNE ENGEL RASMUSSEN: Kan Obama holde Kongressen i ro og overbevise medlemmerne dér om ikke at indføre flere sanktioner mod Iran, som vil tvinge forhandlingsprocessen af sporet? Kan Rouhani og hans forhandlingshold bevare sit mandat til at forhandle og blive ved med at give indrømmelser, uden at blive undermineret af høgene i Teheran, der er dybt skeptiske over for enhver håndsrækning til Vesten? Og hvordan formår P5+1 at tilbyde sanktionslempelser til Iran, der belønner iranerne for at komme til forhandlingbordet, uden at lette presset på dem?
■ RASMUS CHRISTIAN ELLING: Vi har set i dag at USA og Iran udlægger aftalen helt forskelligt, og måske skal vi vænne os til denne her “agree to disagree”-retorik. De største udfordringer, diplomatiet står overfor, er høgene og hardlinerne i hhv. Washington og Teheran – samt den modstand man kan forvente fra de af USAs allierede, der er stærkt utilfredse med enhver form for tilnærmelse mellem Vesten og Iran, dvs. Israel og Saudi-Arabien.
■ MEHDI MOZAFFARI: Det store spørgsmål er: Har Iran besluttet sig at forlade sit projekt for atomvåben eller ej? Jeg er sikker på, at Iran vil [udvikle] atomvåben. Årsager har jeg forklaret i mine akademiske publikationer. Hvis Iran forlader dette projekt, vil det være begyndelsen af en nyt æra i Mellemøsten med en række nye alliancemønstre. En så stor forandring kræver en stor forandring i selve Irans politiske kultur og ideologi.
■ SØREN ESPERSEN: Hvorvidt inspektorerne vitterligt får adgang til de vitale områder i landet.