21.01.2013

Det kom som en overraskelse for de fleste, da militærregimet i Myanmar begyndte at reformere landet i 2008. Men reformerne havde længe været planlagt, fortæller Helen James fra Australian National University: „Det handler ikke om nye prioriteringer, men om med små skridt at gennemføre det de altid har sagt, de planlagde at gøre.‟

INTERVIEW af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Rundbord om Myanmar. Et af verdens værste militærregimer er frivilligt begyndt at åbne op – hvorfor det og hvorfor nu? Læs også:
– Lykketoft om Myanmar: Ingen grund til at opretholde sanktioner
– Jim Della-Giacoma: Myanmar har ingen forudsætninger for at blive en økonomisk drivkraft

1) HVORFOR NU? Er det en sejr for Obama, som i 2009 blødte den amerikanske holdning til Myanmar op (som USA’s viceudenrigsminister for Østasien, Kurt Campbell, argumenterer for i Foreign Policy), eller er det primært et resultat af nye prioriteringer i militærjuntaen (som BBC’s analytiker, Marie Lall, siger)?

Helen James: Bevægelsen mod demokrati, demokratiske valg osv. er ganske enkelt resultatet af flere års planlægning og politikudvikling af det tidligere militærregime. Hverken Obama eller andre udefrakommende kan tage æren. Det handler ikke om nye prioriteringer, men om med små skridt at gennemføre det de altid har sagt, de planlagde at gøre.

– Hvornår besluttede militærregimet sig for forandringerne?

Helen James: Den seneste strømning faldt sammen med annonceringen af køreplanen mod demokrati i 2003-2004. Men seriøse Myanmar-forskere sporer udviklingen helt tilbage til 1970’erne. Ødelæggelserne efter cyklonen Nargis overbeviste den daværende øverste general Than Shwe om, at det var nødvendigt at få hjælp fra det internationale samfund til genopbygningen. Katastrofen skabte også øget rum for udviklingen af et hjemligt civilsamfund. Processen, der førte til 2010-valget, var ikke pludselig, men havde været længe undervejs.

2) VIL DET VARE VED? Jonas Parello fra ECFR har pointeret, at juntaen påbegyndte en lignende reformproces i begyndelsen af 90’erne, som brød sammen igen efter kort tid. Hvor sandsynligt er det, at det vil gentage sig? Nogle eksperter frygter, at juntaens hardlinere vil gennemføre et statskup for at standse reformerne – er det sandsynligt?

Helen James: Det er sandsynligt, at reformerne vil vare ved og forsat udvikle sig. Meget afhænger dog af den nuværende præsident Thein Sein, som er en fredskaber. Den største trussel mod en fortsat udvikling vil være, hvis nogen (inklusiv Suu Kyi) forsøger at ændre forfatningen for at eliminere militærblokken i parlamentet.

– Hvad vil der ske, hvis nogen forsøger at ændre forfatningen?

Helen James: Det vil sandsynligvis føre landet et skridt baglæns og måske vil det endda føre til et kup. Men i takt med at Myanmar udvikler sig og får mere erfaring med demokratiske processer samt en styrket økonomi, vil sådan et skridt måske blive muligt, som det skete i Indonesien.

3) HVORDAN SKAL VI REAGERE? Skal Vesten fjerne sanktionerne mod landet hurtigt (se f.eks. Financial Times) eller mere gradvist (se f.eks. Walter Lohman fra The Heritage Foundation)?

Helen James: Alle de tilbageværende sanktioner skal fjernes med undtagelse af dem, der retter sig mod nogle af de hovedansvarlige for menneskerettighedsovergrebene under det tidligere militærregime. Der er ingen undskyldning for at opretholde andre sanktioner længere.

– Ikke engang sanktionerne på militærudstyr?

Helen James: Myanmar skal behandles på samme måde som sine naboer i ASEAN, hvoraf de fleste har et tæt militært samarbejde med de største vestlige demokratier. Den slags samarbejde kan blive nyttigt i de kommende årtier, når Kinas opstigning skal tackles.

4) HVILKEN VIRKNING FÅR REFORMERNE? Bliver et reformeret Myanmar en økonomisk drivkraft? Hvordan vil et stærkere og mere demokratisk Myanmar påvirke den regionale magtbalance?

Helen James: Med sin store ressourcerigdom er det sandsynligt, at Myanmar bliver en regional drivkraft. Det er i hvert fald USA’s forventning. Men den regionale magtbalance bliver sandsynligvis ikke påvirket, eftersom den er fordelt på mange forskellige hænder.

– Jim Della-Giacoma siger det modsatte: „[Myanmar] har ingen forudsætninger for at blive en økonomisk drivkraft. Det mangler hele fundamentet for at tiltrække betydelige investeringer fra udlandet: god infrastruktur, retsstatsprincipper og uddannelse.‟ Hvad er dit svar til det?

Helen James: Han tager fejl. Jeg er på vej på min 20. tur til Myanmar siden 1995. Infrastrukturen er uendeligt meget bedre nu end for 17 år siden og kan sagtens understøtte de udenlandske investeringer, som ligeledes vil hjælpe den fortsatte udvikling i landet på vej. Myanmar er rigt på naturressourcer. Uddannelsessystemet og den socioøkonomiske struktur har behov for enorme forbedringer, hvis det skal være muligt at udvikle de menneskelige ressourcer til et optimalt niveau – eller i det mindste på niveau med mere udviklede naboer som Thailand. Derfor understøtter langsynede organisationer som Harvard og Johns Hopkins University disse processer.

5) EN NY MODEL? Kan Myanmar være en model for håndteringen af andre stater, der udfordrer de store aktører, som f.eks. Iran og Nordkorea?

Helen James: Nej, problemerne er forskellige, selvom det i princippet er bedre at forhandle end at true.


Helen James har beskæftiget sig med Myanmar i en årrække. Hun er lektor og leder for Civil Society, Citizenship and Third Sector Research Group ved Australian National University. ILLUSTRATION: Udsigt over Myanmars største by, Yangon, fra Golden Hill Towers (foto: Soe Lin/Creative Commons).