09.05.2013

For få uger siden blev der sat et foreløbigt punktum i den konflikt, der satte gang i Jugoslaviens opløsning og de blodige krige i 90’erne. Serbien og Kosovo indgik en aftale, der betyder, at serberne de facto anerkender Kosovos selvstændighed. RÆSON har mødt Kosovos tidligere premierminister Ramush Haradinaj, der indtil for få måneder siden sad fængslet i Haag under anklage for krigsforbrydelser.

INTERVIEW af Brian Esbensen, RÆSONs Mellemøstredaktør


PRISTINA, KOSOVO – For få måneder siden sad Kosovos tidligere premierminister Ramush Haradinaj i en lille celle i den hollandske by Haag. Den 29. november 2012 blev den nu 44-årige politiker endegyldigt frikendt og løsladt.

I dag kan han tage imod internationale gæster og journalister i et stort og lyst lokale på første sal i sit partihovedkvarter i Pristina. Et godt forhold til Vesten anses som vitalt, hvilket et flagarrangement i det ene hjørne afslører, skulle man være i tvivl. Udover Kosovos eget flag og Albaniens – den tætte regionale allierede – vejrer EU’s, NATO’s og det amerikanske flag. I samme ende af lokalet er der tændt op i den åbne pejs, og oven på denne står endnu to flag på små guldstænger: Det danske og Kosovos eget.

”Ja, Danmark var jo en del af den NATO-alliance, der hjalp os tilbage i 1999,” indleder Haradinaj, da han har taget plads i den ene af to store lysebrune læderstol, der står på hver sin side af pejsen. ”Og ikke bare på baggrund af dén begivenhed ved vi, at danskerne er vores gode venner. I en del år efter 1999 havde vi den glæde, at to danskere, Søren Jessen-Petersen og Hans Hækkerup, begge tilknyttet FN’s Kosovo-mission, UNMIK, i ledende stillinger, var med til at genopbygge Kosovo. Jeg har samarbejdet meget med dem begge.”

Myterne om Ramush Haradinaj er mange. Men sikkert er det, at han efter otte år i Schweiz som immigrant og udsmider på et diskotek sidst i 1990’erne vender tilbage til Kosovo. Kosovo er på det tidspunkt en provins i rest-Jugoslavien, der først og fremmest består af Serbien. Den politiske situation er mere end anspændt.

Han bliver leder af den hastigt voksende guerillagruppe UCK, som kæmper imod det, man anser som serbisk undertrykkelse. Konflikten kulminerer i 1998/1999 med serbernes etniske udrensning og NATO’s intervention. På den baggrund opnår Kosovo i 1999 udstrakt selvstyre, og i 2008 river man sig endelig helt løs fra Serbien og bliver dermed Europas yngste stat.

Da UCK i 1999/2000 afvæbnes og opløses som en del af fredsaftalen, former Haradiaj partiet AAK og går ind i politik. På gaden i Kosovo er han helt og frihedskæmper, men i Serbien anses han for at være en af Balkans værste krigsforbrydere. Da Haradinaj sidst i november 2012 frikendes ved krigsforbrydelserdomstolen i Haag, sker det kun få uger efter, at to kroatiske topgeneraler ligeledes er gået fri.

Frikendt for anden gang
De sidste syv år har du været fængslet det meste af tiden og anklaget for krigsforbrydelser. Hvad er din reaktion på den endelige dom?

”Jeg har hele tiden vidst, at jeg var uskyldig. Da anklagen blev rejst, valgte jeg at tro på, at retfærdigheden ville sejre. Jeg tror på et retssamfund og på, at jeg kunne bevise min uskyld ved en retssag. Derfor samarbejdede jeg fra dag et med domstolen og rejste frivilligt til Haag. Jeg fik ret, og naturligvis er jeg glad for, at det endelig ligger bag mig. Det er en sag, der har fyldt det meste af mit liv de seneste syv år,” siger Haradinaj.

Haradinaj fremstår umiddelbart som det, han gerne vil være: en moderne europæisk politiker. Det er også sådan, den tidligere chef for FN’s mission i Kosovo, danskeren Søren Jessen-Petersen, vil karakterisere ham. Da Haradinaj i 2005 forlader premierministerposten for at rejse til Haag, udtaler Jessen-Petersen, at han ”er en ven og en dynamisk leder, hvis visioner og egenskaber vil blive savnet og udgør et stort tab.”

Det er dog ikke alle, der er enige i den analyse. De vil give Beograd ret, når de anser ham for at være en krigsforbryder, der kun gik fri, fordi han var brutal til det sidste. Da Haradinaj blev frikendt, var det anden gang, han måtte forsvare sig mod de samme anklager. Han blev første gang frikendt i 2008, men under retssagen blev en del potentielle vidner chikaneret og dræbt, hvorfor man rejste sagen igen.

Det er et faktum, at mange centrale vidner omkom under mere eller mindre mystiske omstændigheder i løbet af de år, retssagen varede. Både tidligere chefanklager i Haag, Carla Del Ponte, og domstolens talsperson, Florence Hartmann, står trods frifindelsen for nogle uger siden fast på, at ”Haradinaj er en forbryder i jakkesæt,” som Del Ponte udtrykte det. Hartmann gik så vidt som til at sige, at ”afgørelsen var et resultat af manipulation og afvigelser, og kan kun betegnes som det internationale retssamfunds kollaps.”

Del Pontes kommentar kan i øvrigt ses som en slet skjult hentydning til, at Haradinaj nok blev frikendt i Haag, men ingen domstol har endnu taget stilling til de øvrige aktiviteter, som han ofte sættes i forbindelse med: Alt lige fra våben-, cigaret- og narkosmugling til organhandel, mafiavirksomhed og handel med prostituerede.

Frikendt pga. ”mangel på beviser”
Selv fastholder Haradinaj sin uskyld, og som ovenfor nævnt støttes han af andre centrale personer og organisationer, herunder Søren Jessen-Petersen, International Crisis Group og tidligere britisk udenrigsminister, Robin Cook. Selv vil Haradinaj hellere se fremad end at forholde sig til fortiden: ”Sket er sket. Det har været hårdt til tider, men nu kan vi lægge sagen bag os. Jeg er endelig tilbage i Pristina som en fri mand, og nu ønsker jeg at bruge min energi på at opbygge et stærkt, fredeligt og velstående Kosovo. Vi har mange udfordringer foran os, som jeg meget gerne vil være med til at løse.”

Da du går ind i politik, danner du dit eget parti, i stedet for at følge dine tidligere kampfæller fra UCK i partiet Demokratisk Kosovo. Hvorfor?

”Det skyldes flere ting. Først og fremmest var det for at tegne en streg i sandet og skabe et politisk projekt for alle i Kosovo. Der har jo også været intern kosovoalbansk rivalisering under den væbnede konflikt, og det var vigtigt ikke bare at omforme UCK til et parti, men at formulere en vision, der gjorde op med fortidens splid. Bemærk partinavnet: Alliance for Kosovos Fremtid (AAK). Vi ville – og vil – noget meget forskelligt med Kosovo. Jeg mener ikke, vi skal isolere os og skabe flere skel, men tværtimod arbejde på at blive en del af den europæiske familie. Det er min klare holdning. Kosovo hører til i Europa og i de internationale vestlige institutioner, såsom NATO. Husk også på, at jeg har boet en lang årrække i Vesteuropa, og jeg betragter Schweiz som mit andet hjem. Så jeg har en helt anden åben tilgang til Europa.”

Du blev frikendt, som det blev formuleret, på baggrund af ”mangel på beviser”. Anerkender du, at der også blev begået overgreb og forbrydelser mod serberne af kosovoalbanere?

”Jeg vil sige det på den her måde: Hvis der gjorde, så skal det selvfølgelig afdækkes og straffes. En forbrydelse er en forbrydelse, uanset hvem der begår den. Jeg er tilhænger af et retssamfund, og det gælder ikke kun over for mig, men over for alle.”

I Beograd anses du stadig for at være en krigsforbryder. Tror du, det serbiske mindretal i Kosovo opfatter dig anderledes end deres landsmænd i Serbien?

”Jeg har masser af forbindelser til serberne, og jeg tror – eller håber – at Kosovos serbere ved, hvad jeg står for. Serberne og kosovoalbanerne har fuldstændigt lige rettigheder, og så er vi jo i øvrigt løbende i dialog med Beograd. Faktisk skal jeg videre til et møde med tre serbiske kollegaer fra et af de serbisk-dominerede områder i Kosovo, når vi er færdige med at tale sammen.”

Serbisk frygt for stor-Albanien
På det seneste er det gået rigtigt stærkt i forhandlingerne mellem Kosovo og Serbien. Den 19. april kom gennembruddet, hvor man enedes om en aftale, der skal danne rammen for det fremtidige forhold. RÆSON mødte Haradinaj inden denne aftale blev indgået, men på en mail fra Pristina erklærer den tidligere premierminister sin opbakning til aftalen: ”Vi støtter fuldt ud aftalen, som vi ser som et meget vigtigt skridt i retningen af et normaliseret forhold mellem Serbien og Kosovo. Vi kan kun opfordre til, at denne aftale bliver implementeret fuldt og helt så hurtigt som muligt.”

I forlængelse heraf er det også interessant at observere reaktionerne i Serbien; eller måske rettere sagt manglen på samme. Hvor Kosovo-spørgsmålet i starten af 1990’erne kunne samle en million mennesker til masseprotest i Beograds gader, var der blot mødt omkring 2000 mennesker frem, da serbiske modstandere af aftalen indkaldte til demonstration den 22. april. Når nogle serbere er bekymrede, skyldes det ikke mindst Kosovos orientering mod Albanien og frygten for, at det serbiske mindretal ender som borgere i et nyt stor-Albanien.

Selvom der i Kosovo ganske vist er albanske flag overalt, afviser Ramush Haradinaj dog over for RÆSON, at serberne har noget at frygte: ”Vi er albanere – kosovoalbanere – og har således et naturligt tilhørsforhold til Albanien. Det ser jeg ikke noget underligt i. Vi har en fælles historie, kultur, musik, sprog osv., og jeg er stolt af at være albaner. Men jeg er også europæer, og min vision er, at Kosovo bliver integreret i Europa og en del af EU. Kosovo har store udfordringer, men også et kæmpe uudnyttet potentiale. Vi skal have gjort noget ved den høje arbejdsløshed og dårlige økonomi, og vejen dertil er europæisk integration.”

At Kosovo ikke kun orienterer sig mod Albanien, behøver man kun en kort køretur gennem hovedstaden Pristina for ved selvsyn at konstatere. Indimellem får man den tanke, at der muligvis er flere amerikanske flag her end i USA. Midt i Pristina står også en statue af tidligere præsident Bill Clinton, og de største veje og avenuer er opkaldt efter amerikanske ledere: Madelaine Albright, Clinton (igen) og sågar George Bush.

Kosovo er Europas yngste stat, og Ramush Haradinaj, der de sidste 15 år har spillet en absolut hovedrolle i kampen for selvstændighed, er tilbage. Haradinaj henviser igen og igen til demokrati, menneskerettigheder og et internationalt retssamfund. Der er de observatører, som mener, at han faktisk oprigtigt tror på det hele. Men der er også dem, der ser det som ren papegøjesnak uden reelt indhold. Gået på klingen indrømmer han gerne, at efter løsladelsen fra Haag arbejder han og hans stab aktivt på igen at få placeret Haradinaj i premierministerstolen.


Brian Esbensen er Cand.Scient.Soc. med speciale i udviklingspolitik og internationale politiske forhold, journalist og har tidligere boet og arbejdet på Balkan. Han er desuden RÆSONs Mellemøstredaktør. FOTO: Aleanca për Ardhmërinë e Kosovës (AAK)/Presse.