09.06.2013

”Konflikten udvikler sig hurtigt og eksplosivt på grund af manglen på lederskab. Den kommer til at opsluge hele regionen – hele vejen fra Teheran til Beirut”. Det siger The Guardian-journalist Martin Chulov, der opholder sig i Syrien, til RÆSON.
INTERVIEW af Sahra-Josephine Hjorth, medlem af RÆSONs chefredaktion

RÆSON: Hvorfor igangsætter det internationale samfund ikke en militær intervention?
Chulov: De vil ikke intervenere på grund af konfliktens kompleksitet. Modsat Libyen og Mali er der en række geopolitiske og sekteriske konflikter, som gør det mere kompliceret, og Assad har meget magtfulde venner, herunder Iran og Rusland. Det havde Gadaffi ikke. At vælte Damaskus kræver en helt anden indsats, end det gjorde at vælte Tripoli, og derfor forholder det internationale samfund sig passivt. Amerikanerne er også bange for at gentage de fejl, man begik i Irak – især da Syrien ligner Irak på så mange områder: Begge stater er sekteriske med en delikat magtbalance mellem sunni-muslimer og shia-muslimer, samt muslimer og kristne.
RÆSON: Hvis vi udelukker en militær intervention, hvilke andre værktøjer har det internationale samfund så at arbejde med?
Chulov: Både humanitær bistand og diplomati. Begge tiltag involverer signifikante politiske risici, og det er en udfordring for Obama at intervenere på nogen måde efter 10 dårlige år i Irak. Jeg vil ikke fremhæve den ene metode frem for den anden, men jeg vil understrege, at den politiske risiko ved ikke at gøre noget er lige så stor som den politiske risiko ved at gøre noget. Konflikten udvikler sig hurtigt og eksplosivt på grund af manglen på lederskab, og konflikten kommer til at opsluge hele regionen – hele vejen fra Teheran til Beirut. Konsekvenserne ligger ikke langt ude i fremtiden, men lige for døren. Men på trods af konfliktens seriøsitet er vi – rent politisk – ikke et sted, hvor andre stater er villige til at gøre mere for oppositionen end at anerkende, at der er et problem.

De nationale grænser er på spil
RÆSON: Hvordan ser oppositionen ud i Syrien I dag?
Chulov: Oppositionen er meget fragmenteret, hvilket er naturligt efter en spontan eller organisk revolution. Da det gamle totalitære regimes hold om befolkningen løsnedes, påvirkede det sikkerhedssituationen, og vi blev vidne til sammenstød mellem forskellige samfundsgrupper. Jihad-grupperne ankom til Syrien i juli sidste år og udgør nu et større mindretal, som udøver megen indflydelse. Der er magtkampe imellem dem og de mere mainstream oppositionsgrupper, som kæmper af nationale årsager. Det hænder, at grupperne er i direkte konflikt.
RÆSON: Hvem er Assads allierede anno 2013?
Chulov: Rusland, Kina, Iran og Hezbollah, men Hezbollah er også sponsoreret af Iran.
Herudover er der potentielle allierede i flere sydamerikanske stater, herunder Venezuela, men xxde? har ingen reel indflydelse.
RÆSON: Hvilken rolle spiller de forskellige aktører i Syrien?
Chulov: Der er utroligt mange interessenter, men nogle ad de vigtigste er israelerne, saudiaraberne, iranerne og russerne. For israelerne handler det om at forhindre, at våben falder i hænderne på Hezbollah; og om fortsat at sikre egne grænser og Israels eksistens i Mellemøsten. På trods af at Israel for nyligt har sendt tre raketter ind i Syrien, er det min vurdering, at de spiller en meget begrænset rolle i konflikten, og at de fortsat vil forholde sig forholdsvist passivt – med mindre noget ændrer sig drastisk på en sådan måde, at de føler, at deres sikkerhed er truet.
RÆSON: Hvad med Saudi Arabien?
Chulov: Der hersker ingen tvivl om, at Saudi Arabien og Qatar støtter oppositionen, xxsom også får en smule støtte fra Tyrkiet. Det lykkedes Qatar at smugle våben til Syrien via Jordan, men ikke nok våben til, at oppositionen kunne vinde krigen – blot nok til at forlænge revolutionen. Derimod er iranerne gået i med begge ben. De gør alt, hvad de kan finde på, for at sikre, at Damaskus ikke falder. Syrien er Irans port til den arabiske verden. Dette var især tilfældet inden Irak-krigen, men det er stadig meget vigtigt. Iran er særligt involveret igennem Hezbollah, som er meget aktive i Syrien og agerer Irans udenrigspolitiske arm i Syrien. Hezbollah har været involveret i konflikten, siden den startede, men ikke i samme skala, som de har været de sidste 14 dage. Kampene i Syrien har udviklet sig til en proxy-sekterisk krig langs de gamle sunni-shia brudlinjer, hvilket er utroligt farligt for hele regionen. Der hersker ingen tvivl om, at konflikten udgør den største trussel, regionen har stået over for i de sidste 30-40 år. Det er intet mindre end de grænser, der formede nationalstaterne ud af den arabiske ørken tilbage i 1919, der er på spil her. Landkortet, som vi kender det i dag, er under xxstort pres – især lande som Irak, Syrien og Libanon.
RÆSON: Hvorfor er russerne så aktive I Syrien?
Chulov: For russerne er det en meget pragmatisk alliance, der er baseret på stolthed. I Rusland er de fleste magthavere de samme som under sovjettiden. De magthavere var meget aktive i Syrien under den kolde krig og er blevet det igen i dag – derfor spiller russerne en central rolle i Syrienkonflikten. Det sker gennem en intensivering af bl.a. diplomatiske forbindelse og diverse ture til Syrien, som er istandsat for at genoplive gamle forbindelse fra sovjettiden. Russerne er stadig bitre over udfaldet af den kolde krig, hvor de mistede indflydelse over Tunesien, Egypten, Libyen og Yemen, som ellers var del af den sovjetiske indflydelsessfære. Det er netop derfor Damaskus er så vigtig for russerne – her har russerne bl.a. deres største xx efterretningsbase uden for Rusland placeret og en række militære, politiske og økonomiske interesser. Den russiske retorik har ændret sig en smule, men deres position har ikke ændret sig, hvilket deres annoncering om at sende meget farlige missiler til Assad er et klart bevis på. Derved sender Rusland et stærkt budskab til EU og USA: Vi lader ikke Damaskus falde.

Fredskonferencen fejler
RÆSON: Den amerikanske udenrigspolitik har ændret sig fra Bush-doktrinens præventive krig hen imod et ”fravær af engagement”. Hvordan udøver man politisk pres, når omverdenen er bekendt med dette skifte?
Chulov: Amerikanerne spiller udelukkende for galleriet. Dét ved Iran og Rusland, og de kan agere mere frit i dag, end de hidtil har kunnet.
RÆSON: USA og Rusland sponsorerer en fredskonference i juni. Hvad forventer du, at der opnås ved fredskonferencen?
Chulov: Jeg tror ikke konferencen er direkte propaganda, da der er en grundlæggende anerkendelse af, at vi skal have stoppet konflikten. Men jeg tror konferencen fejler, bl.a. fordi der ikke er fremsat et sæt fælles mål eller prioriteringer. Normalt kender man jo nærmest til udfaldet inden en konference. Når den fejler – for det gør den – tør jeg ikke tænke på, hvilke konsekvenser det får for hele regionen.
RÆSON: Hvorfor fejler konferencen?
Chulov: Oppositionen er alt for fragmenteret til, at de kan nå fælles mål eller træffe fælles beslutninger. Herudover tror Assad og regimet, at de er ved at vinde konflikten, fordi de rent militært har et overtag, så de har ingen reel motivation for at forhandle.

Sahra-Josephine Hjorth er medlem af RÆSONs chefredaktion og cand.mag i internationale relationer. Hun har bl.a. boet i USA og Rusland og arbejder til daglig som management-konsulent inden for feltet Public Policy. ILLUSTRATION: SEREKANIYE, 22. marts 2013: Ødelæggelser efter luftbombardement (Shutterstock)