07.03.2013

Frem for en ny finansboble skal den økonomiske drivkraft i det kommende årti være en stærk – og voksende – middelklasse. Realiseringen af den vision kræver politikere, der har modet til at blande sig i, hvordan markedet indrettes.

OPINION af Gry Möger Poulsen

FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.

TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.

„Please mind the gap between the train and the platform.“ Opfordringen til at holde øje med afstanden mellem toget og perronen i Londons undergrundsbane hørte jeg hver dag, da jeg for et par år siden studerede i millionbyen. Jeg boede i Hackney, et gammelt arbejderkvarter i Østlondon, som engang husede fabrikker og industriarbejdere. Nu bor der smarte unge, der holder fester i de gamle fabrikshaller, og immigranter, der hænger på gadehjørnerne og vasker op på caféerne. Min undervisning foregik i Londons verdenskendte finanscentrum ‚The City‘. Turen fra min slidte delelejlighed til de pudsede finansfacader gav formaningen „mind the gap“ en ny betydning. For her var årsagen til verdensøkonomiens kollaps i 2008: Politikere, økonomer, magthavere og bankfolk havde ikke været opmærksomme på den voksende kløft mellem finanssektoren og den reelle økonomis aktiviteter.

Mellem de lejligheder, der blev solgt i Østlondon, og de gældsprodukter, huslånene blev udviklet til i The City. Mellem lønningerne i opvasken og behovet for at holde forbruget i gang. Kløften mellem nødvendigheden af tålmodig kapital til at opbygge ny produktion i de gamle fabrikshaller og finanssektorens skærpede krav til hurtige gevinster blev større, og nu er afstandene blevet for store. Konsekvensen: tårnhøj arbejdsløshed og en genstridig recession.

Problemet
Fra 1980 til 2008 voksede kløften mellem finansverdenen og realøkonomien fra 1,2 til 4,4 – finanssektoren fyldte altså mere end 4 gange så meget som den ‚rigtige‘ økonomi. I 2007 omsatte finanssektoren i England for 700 pct. af landets BNP. Frankrig ramte i løbet af 00’erne et lignende niveau, og USA nåede op på hele 900 pct. efter en støt stigning siden 1980’erne.

Som Cambridgeøkonomen Ha-Joon Chang har påpeget, betød det, at flere finansielle krav blev koblet på hvert underliggende aktiv: Et huslån til almindelige mennesker blev af banken pakket sammen med andre huslån og transformeret til et nyt finansielt produkt, der så igen blev pakket sammen med andre huslånsbundter, der blev kombineret på ny. Det blev kaldt ‚finansiel innovation‘ og havde til formål at mindske risikoen og fordele den bedre. Men samtidig steg handlen med og udviklingen af finansielle forsikringsprodukter – de såkaldte credit default swaps – som beskyttelse mod tab på de nye finansielle derivatprodukter. Det er i virkeligheden ikke overraskende. Korrekt prissætning og præcis risikovurdering bliver markant sværere, når distancen mellem det reelle aktiv og det finansielle produkt øges. Det finansielle hus var blevet højere og højere, men basen i realøkonomien ikke tilsvarende bredere. Det øgede risikoen for kollaps.

Det var politikerne, der lod bankerne gamble med økonomien. Nogle, fordi de ikke forstod, hvad der skete. Flere, fordi de fuldt og fast troede på den nyliberale dereguleringsdoktrin og så, at en liberalisering af finansmarkederne kunne kompensere for de voldsomme ubalancer i økonomien, som krisen nu har blotlagt. En af ubalancerne var forringelsen af store befolkningsgruppers købekraft. I USA var den ugentlige medianrealløn ifølge U.S. Bureau of Labor Statistics for lønarbejdere 5 dollars LAVERE i 2011 end i 1979. Samtidig er de rigeste blevet rigere. Som økonomien Joseph Stiglitz har påpeget, svarer de seks arvinger til Wal-Mart-emperiets formue på 90 milliarder dollars til den samlede formue for de nederste 30 pct. af befolkningen i USA.

I Danmark har Lars Andersen og Lars Olsen m.fl. netop dokumenteret, at de rigeste er ved at løbe fra resten af samfundet. I 1985 var den disponible indkomst for et medlem af overklassen 2,4 gange så høj som for en almindelig lønmodtager. I 2009 var den steget til 3,9. Og ser man på fordelingen af formuer, er det endnu mere skævt. Samtidig er Danmark et af de lande i Europa, hvor lønforskellen mellem højt- og lavtuddannede er steget mest. Når velstand koncentreres i toppen, falder den samlede efterspørgsel i samfundet. Velhavende anvender, som Stiglitz dokumenterer i ‚The Price of Inequality‘, en langt mindre andel af deres indkomst på forbrug end folk med en gennemsnitsløn. Men politikerne skjulte problemet frem for at løse det: Igennem deregulering af finansmarkederne og liberalisering af gæld – særligt på boligområdet – kompenserede de for den dybe ulighed og dårlige købekraft. Det holdt hjulene i gang. Men kløften voksede stadig.

Samtidig gjorde dereguleringen det muligt for finansielle investorer at reagere enormt hurtigt på selv små forandringer i realøkonomien. Penge kunne nu på ingen tid flyttes kloden rundt. Resultat: Det blev let at tjene mange penge hurtigt – og investeringer i finansmarkerne gav langt hurtigere store gevinster end investeringer i realøkonomien. Det faktum blev udnyttet til at kompensere for 1970’ernes faldende profitrater.

Virksomhederne flyttede fokus fra kerneopgaverne i produktionen til finansielle aktiviteter. Fx kom 80 pct. af General Motors‘ profit i 2004 fra den finansielle afdeling. Økonomiens natur blev ændret. Frem for at investere i medarbejdere, teknologi og produktionsapparat investerede man i finansmarkederne, og virksomhedernes altoverskyggende strategi blev hurtigst muligt at maksimere deres ‚shareholder value‘.

Problemet med et ensidigt fokus på hurtigt afkast er bare, at det på den korte bane lettest gøres ved at reducere udgifter – det er nemlig langt sværere at øge indtægterne. Det betyder outsourcing, nedskæringer, færre investeringer, fyringer og øget jobusikkerhed. Alt sammen belastende for den langsigtede udvikling af økonomien. For når overskuddet hurtigst muligt skal kanaliseres ud til aktionærerne, bliver tidkrævende investeringer besværliggjort, og produktivitetsudviklingen svækkes. Fx brugte General Motors 20,4 milliarder dollars på at opkøbe egne aktier (for at øge værdien for aktionærerne), men undlod at udvikle sit kerneprodukt og tabte førerpositionen i den globale bilindustri.

Den schweiziske økonom Christian Marazzi har betegnet udviklingen som ‚finansgørelse‘ af hele økonomien: Finansmarkederne er blevet centrum for den økonomiske udvikling. Og modsat normale markeder fungerer finansmarkedet sådan, at et aktiv bliver mere efterspurgt, når prisen på det stiger. Det skaber en selvforstærkende effekt, der løsriver prisen på aktivet fra dets reelle værdi. Resultatet: bobler og ustabilitet. De to amerikanske økonomer Kenneth Rogoff og Carmen Reinhart har dokumenteret den udvikling i deres studie af finansielle kriser fra det 14. århundredes England op til i dag.

Ingen lande var udsat for bankkriser i tiden mellem Anden Verdenskrig og midten af 1970’erne. I slut-1980’erne steg andelen af lande med bankkriser til 5-10 pct., og i 1990’erne til 20 pct. Efter krisen i 2008 kravlede tallet op på 35 pct. Pointen: Jo mere man deregulerede, jo mere steg ustabiliteten. Finanssektoren er i højere og højere grad blevet motoren frem for olien i økonomien – og kriserne er resultatet.

Løsningen
Jeg forventer IKKE, at bankerne af sig selv vågner op og begynder at bygge et værn mod nye kriser. Jeg forventer, at politikerne vågner op. Hvis vi kastes ud i en ny bankkrise, hvor skatteyderne igen skal betale, er det politikerne – ikke bankdirektørerne – der bør være på anklagebænken. Løsningen er derfor ikke lidt nye regler for bankbonusser hist og her, men en gennemgribende reform af sektoren og en langsigtet vision for udviklingen af økonomien til gavn for folk flest.

Her er, hvad vi skal gøre:

1) Tempoet i og størrelsen af finanssektoren skal ned, så den understøtter og ikke undergraver den reelle økonomi. Måden: et nyt regulativt bolværk, der kan ‚affinansialisere‘ økonomien. Vejen derhen: opsplitning af banker, så almindelig bankdrift og investeringsbanker skilles ad, samt et loft over, hvor stor en bank må blive. Det vil forhindre banker i at gamble med almindelige menneskers opsparinger og sikre, at ingen finansielle institutioner risikofrit kan gamble med hele samfundsøkonomien, fordi de er ‚too big to fail‘ eller ‚too big to prosecute‘. Der skal indføres en skat på finansielle transaktioner og et forbud mod højfrekvenshandel, hvor computere på millisekunder køber og sælger aktiver på baggrund af meget små udsving på børserne. Regulering af løn- og incitamentsstrukturerne i sektoren og strengere krav til bankernes kernekapital, gearing og likviditet. Restriktioner på den såkaldte finansielle innovation bl.a. gennem oprettelse af en europæisk myndighed, der kan vurdere og godkende nye finansielle produkter. Opstramning af den løbende kontrol; fx skal ratingbureauerne forbydes at vurdere institutioner, der ejer en betydelig aktieandel i bureauet selv, og en uafhængig instans skal godkende den interbankrente, der har stor betydning for prisen på erhvervs- og boliglån. Det vil samlet set betyde mere stabilitet og flere langsigtede investeringer i produktive formål.

2) Gør de brede lag af lønmodtagere til drivkraften i økonomien. Som Obama siger: Vi skal bygge fra midten og ud frem for fra toppen og ned. Købekraften hos almindelige mennesker skal styrkes, så efterspørgslen kan øges, og virksomhederne kan afsætte deres produkter, uden at vi forgælder os massivt og derved destabiliserer økonomien. Vejen derhen: Gulvet på arbejdsmarkedet skal hæves. Arbejdende fattige og uorganiseret arbejdskraft presser i dag løn- og arbejdsvilkår. I stedet skal fast arbejde være et værn mod fattigdom. Flere skal løftes ind i middelklassen. Derfor hæver man nu mindstelønnen i USA. I Europa skal kampen mod social dumping optrappes. Det kræver bindende europæiske regler for mindsteindkomster, som folk kan leve af, i overensstemmelse med nationale forhold og modeller på arbejdsmarkedet, samt en politisk styrkelse af fagbevægelsen. Skattepolitikken skal reformeres. Arbejdsfri gevinster på boliger, spekulation og arv skal beskattes hårdere, kapitalflugt bekæmpes, og de allerrigeste skal betale mere, så de brede lag kan betale mindre.

Der skal investeres i uddannelse for folk flest. Sidst, men allermest presserende, skal arbejdsløsheden bekæmpes, og fuld beskæftigelse være et erklæret mål. Den europæiske krisepolitik har slået gevaldigt fejl og tvunget vores kontinent dybere i knæ. Konkret er der – efter amerikansk forbillede – brug for en fælles europæisk vækstpakke, der kan sparke gang i den frosne økonomi.

3) Vi skal tage nødvendigheden af rent faktisk at producere noget langt mere seriøst. Intet land kan leve af at sælge finansielle konsulentydelser eller af at lade borgerne klippe hinandens hår. Finansialiseringen mindskede investeringerne og har skadet vores velstand. Det er på tide at rodfæste økonomien i reel værdiskabelse. Vejen derhen: En ny offentlig-privat samfundskontrakt om at øge investeringer i og udvikling af nye arbejdspladser inden for de områder, hvor vi ved, der vil være global efterspørgsel i fremtiden, fx grønne og velfærdsteknologiske løsninger og produkter. Det har – og har historisk haft – stor betydning for nye vækstbrancher, hvor det offentlige vælger at fokusere og investere. Øget indflydelse til medarbejderen på gulvet kan blive en ny motor for innovation – ved at gøre det lettere for den enkelte lønmodtager at påvirke sin arbejdsplads og måden, der arbejdes på. Skatte- og afgiftssystemer skal designes, så investeringer i nye maskiner og produktivitetsforbedringer fremmes, bl.a. gennem afskrivningsfordele og begrænsning af skadelige afgifter. Der skal målrettet arbejdes på at forbedre infrastruktur og øge ressourceeffektiviteten. Resultatet vil være flere gode jobs inden for både viden, service og produktion.

Frem for en ny finansboble skal den økonomiske drivkraft i det kommende årti være en stærk – og voksende – middelklasse. Realiseringen af dén vision kræver politikere, der har modet til at blande sig i, hvordan markedet indrettes, og hvad vi skal leve af i fremtiden. Hvis ikke det sker, er jeg bange for, at krisen bliver permanent. De sidste tre årtier har man kunnet tjene flere penge på finansiel ingeniørkunst end på at bygge broer. Men spekulation, der skaber usikkerhed, skal ikke belønnes mere end ærligt arbejde, der skaber værdi for samfundet. Usikkerheden i arbejdslivet har ramt almindelige lønmodtagere, mens toppen aldrig har siddet på mere. Der er grundlæggende brug for en fornyelse af vores samfundskontrakt. Formuleret med inspiration fra Londons undergrund: „Please mind the gap.“


Gry Möger Poulsen (f. 1988) er formand for SFU og bachelor i international økonomi og politik fra Copenhagen Business School.