07.03.2013

„Kære danske virksomheder, kom til Grønland!“ Sådan siger direktør for Grønlands Arbejdsgiverforening Brian Buus Pedersen. Invitationen kommer efter en lang periode, hvor danske politikere og dansk erhvervsliv har været tøvende med at forholde sig konstruktivt til udviklingen i Grønland, mens udenlandske geologer og mineselskaber flokkes om landets undergrund. Og selvom den danske stat næppe kaster sig ind med offentlige investeringer, sådan som flere ellers har foreslået, er der under alle omstændigheder opgaver at hente for dansk erhvervsliv.

ANALYSE af Andreas Baumann

FRA RÆSON KOMPAKT #1: Torsdag d. 7. marts udkom premierenummeret af RÆSONs nye kvartalsmagasin: KOMPAKT. RÆSONs abonnenter har automatisk adgang til alt materiale fra KOMPAKT i digital form her på vores website.

TEGN ABONNEMENT NU: 250 kr./året inkl. porto og ekspedition. Pris for studerende og pensionister kun: 200 kr./året.

„Danske virksomheder skal vågne op, fordi de er ved at gå glip af nogle gode forretningsmuligheder,“ siger Buus Pedersen. Der forventes nemlig et hav af opgaver afledt af den kommende konstruktion af jernminen Isua 150 km nordøst for Nuuk, som selskabet London Mining med støtte fra kinesiske investorer står bag. Dertil kommer et stort antal andre endnu ikke igangsatte udvindingsprojekter.

Spørgsmålet er, om danske politikere og virksomheder er klar på at udnytte mulighederne i Grønland. Det har nemlig været svært for grønlænderne at råbe danskerne op. I november inviterede selvstyreformand Kuupik Kleist i en kronik i Politiken til et tættere samarbejde i rigsfællesskabet nu, hvor Grønland står over for historisk store investeringer i sin undergrund. Den blev mødt med gabende dansk tavshed. I stedet blussede diskussionen om Grønlands storskalalov og de lavtlønnede kinesiske minearbejdere op.

Den socialdemokratisk-ledede danske regering positionerede sig som forsvarer af Grønlands vilje, måske med en snært af berøringsangst for at gå grønlænderne imod, imens både Venstre, Enhedslisten og Dansk Folkeparti kritiserede storskalaloven. I januar krævede Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, at få en timeout i de grønlandske forhandlinger med mineindustrien og kigge efter et alternativ til storskalaloven, som blev vedtaget en måned tidligere. Han sagde til Jyllands-Posten: „Jeg deler fuldt ud det grønlandske samfunds ønske om at udvikle sig og skabe vækst og velstand med afsæt i naturressourcerne, og jeg kunne ikke drømme om at spænde ben for det. Men jeg er bekymret over den model, der er valgt, og de langsigtede konsekvenser for det grønlandske samfund.“

Da Venstres tidligere grønlandsordfører Birthe Rønn Hornbech valgte at kritisere sit eget parti for at være hyklerisk, understregede det mest af alt, hvor ufrugtbar og hysterisk den danske debat om Grønland var blevet. I begyndelsen af januar langede skibsmægler og pensioneret kontreadmiral Torben Ørting Jørgensen voldsomt ud efter den tøvende danske holdning til Grønlands råstofinvesteringer i en kronik i Berlingske Tidende og i et interview i DR2’s Deadline. Her revsede han danske politikere og virksomheder for at være for tilbageholdende og afventende: „Det er simpelthen for dumt, hvis vi ikke udnytter de muligheder, der kommer i Grønland.“

Om baggrunden for sin kritik siger Ørting Jørgensen til RÆSON: „Det, jeg havde håbet på, var, at vi her i den aktuelle indenrigspolitiske situation måske kunne vælge at gøre rigsfællesskabet til et område, hvor vi allesammen forsøgte at finde visioner og udviklingsperspektiver frem, frem for at gøre det til en del af den indenrigspolitiske mudderkastning.“

Siden har statsminister Helle Thorning-Schmidt haft besøg af Kuupik Kleist, hvor de 10. januar blev enige om et af Kleists egne forslag, nemlig at nedsætte et samarbejdsudvalg, der skal glatte vejen for et bedre dansk-grønlandsk samarbejde. På det efterfølgende pressemøde på Christiansborg opfordrede Kleist derfor endnu en gang dansk erhvervsliv til at komme til Grønland for at lære mere om mulighederne i råstofbranchen. Og faktisk vokser interessen for Grønland hos dansk erhvervsliv:

„Det er overordentlig positivt,“ siger Torben Ørting Jørgensen til RÆSON. „Men den danske reaktion burde nok være kommet med det samme i november, da den første håndsrækning kom med Kuupik Kleists kronik. Og jeg regner da også med, at det kun er første skridt i en større udvikling. Vi skal ikke gøre det for nogen blå øjnes skyld. Vi skal gøre det, fordi det forretningsmæssigt giver mening. Kineserne investerer jo ikke for sjovs skyld. De gør det, fordi de vil tjene penge.“

Inspirationen fra Newfoundland
„Den store udfordring er at skabe en selvbærende økonomi, hvor råstofinvesteringerne omsættes til jobs for befolkningen. Det står og falder med det. Ellers vil de offentlige finanser på sigt ikke hænge sammen,“ siger professor i økonomi og tidligere overvismand Torben M. Andersen

Det er ikke råstofferne selv, der skaber velstand, men en erhvervsudvikling baseret på dem – den kan skabe jobs og dermed lette Grønlands velfærdsudgifter. Andersen var formand for den grønlandske Velfærds- og Skattekommission, der arbejdede fra 2009 til 2011 efter at have været indskrevet i koalitionsaftalen mellem de tre regerende partier efter sidste valg. Da kommissionen færdiggjorde sit arbejde i foråret 2011, var det med nogle dystre tal: Udgifterne til velfærd, understøttelse og sociale problemer i Grønland overstiger nemlig langt de indtægter, der kommer fra skatter og afgifter. Den grønlandske økonomi er derfor trøstesløst afhængig af det danske bloktilskud. Og Grønlands erhvervsliv har oddsene imod sig isoleret i et lille samfund, hvor det er dyrt at investere på grund af dårlig infrastruktur, råt klima, høje skatter og en ringe uddannet arbejdskraft.

„Det er ikke realistisk at forestille sig en erhvervsudvikling i Grønland, som ikke er baseret på udnyttelsen af naturressourcer. Grønlands forudsætninger, placering osv. gør, at dét er den eneste realistiske mulighed,“ siger Torben M. Andersen. Resultaterne fra Velfærds- og Skattekommissionen har skabt grundlag for det grønlandske selvstyres fremtidsstrategi frem mod 2025, som blev lanceret i efteråret 2012. Heri skriver selvstyret: „Naalakkersuisut [Selvstyret, red.] ønsker at udvikle råstof- og storskalasektoren til at blive et veletableret erhvervsområde, der skal bidrage væsentligt til, at Grønland bliver mere økonomisk selvbærende. […] målet er at skabe forudsætningerne for, at vi på sigt har mellem 5 og 10 aktive miner, hvoraf mindst 2 kan betegnes som storskalaprojekter.“

Strategien prøver at vise, hvordan udviklingen skal gavne hele samfundet og ikke kun de multinationale selskaber. Svaret er ifølge Andersen at satse på en slagkraftig erhvervsudvikling i Grønland frem for blot at beskatte de udenlandske mineselskaber: „Med multinationale selskaber er man oppe imod de sædvanlige problemer med bl.a. skattely. Og bortset fra sådanne regnskabstricks, så vil der alligevel gå meget lang tid, før virksomhederne skaber et reelt overskud, man kan beskatte. Derfor er det helt afgørende at satse på andre samfundsmæssige gevinster, og her er udviklingen af erhvervslivet central.“

I sin 2025-vision fastslår Selvstyret, at man ønsker 50 % lokal arbejdskraft i råstofindustrien. Det er ambitiøst, mener Torben M. Andersen. Men han siger, at det er nødvendigt at være ambitiøs i forhandlingerne med mineindustrien – og hvis ikke der kommer en betydelig andel lokal arbejdskraft ind i projekterne, så bliver udvindingsprojekterne hurtigt uinteressante for det grønlandske samfund.

„Hvis vores virksomheder ikke får en god bid af kagen, så er hele mineprojektet rent spild. Så ville vi blive tilskuere fra sidelinjen, mens udlandet løber med gevinsterne,“ siger Brian Buus Pedersen fra Grønlands Arbejdsgiverforening. „For Grønland handler det om at få vores eget erhvervsliv i spil, sådan at vi kan få forankret den her værditilvækst lokalt. Og her er kompetenceforhøjelse helt centralt, fordi vi kan bruge den viden, vi tilegner os, til at byde ind på flere opgaver i kommende mineprojekter.“

Ifølge Buus Pedersen er skrækscenariet at gribe investeringer i undergrunden an på samme måde som i nogle af staterne i Mellemøsten, hvor rigdommen ikke er blevet lokalt forankret, fordi der kun er blevet ansat udenlandsk arbejdskraft. Det, som populært er blevet kaldt ‚ressourceforbandelsen‘, fordi fund af dyrebare naturressourcer i nogle lande ikke har givet anledning til nogen samfundsudvikling. Drømmescenariet er at finde nogle tusind kilometer stik syd for Nuuk, nemlig i nabolandet Canada, hvor byen St. John’s på Newfoundland har oplevet en rivende udvikling som følge af olieforekomster. Her er der skabt tusindvis af lokale arbejdspladser, og områdets erhvervsliv har formået hurtigt og effektivt at opbygge kompetencer i råstofindustrien.

Der er initiativer i gang for at opbygge dansk-grønlandske kompetencer i råstofsektoren. Et af de mest fremskredne bliver kørt af Danmarks Tekniske Universitet (DTU), som for godt et år siden skabte det tværfaglige forskningsbaserede center Polar DTU: „Et af hovedformålene i Polar DTU er at facilitere værdiskabende innovation for virksomheder i rigsfællesskabet. Det kan være teknologi, viden, knowhow, som på en eller anden måde kan være med til at løfte virksomhedernes kompetenceniveau,“ fortæller sekretariatsleder Sune Nordentoft Lauritsen. „Danmark er ikke i udgangspunktet en minenation. Men nu har vi en strategisk mulighed, og så gør Polar DTU i hvert fald, hvad vi kan, for at hjælpe danske og grønlandske virksomheder på det område.“

Polar DTU har iværksat et projekt, der gennem forskningsbaseret innovation og kompetenceudvikling skal bidrage til, at virksomhederne i rigsfællesskabet kan blive konkurrencedygtige underleverandører til mineindustrien i Grønland og resten af Arktis. Det danske kongerige er altså i det små i gang med at positionere sig med erhvervsmæssigt engagement i Arktis med dertilhørende ekspertise.

Ny vision for rigsfællesskabet
Det er netop sådanne initiativer, der er brug for, hvis rigsfællesskabet skal drage nytte af råstofferne, mener Torben Ørting Jørgensen. Han siger, at der stadig er en risiko for, at råstofeventyret i Grønland bliver en spildt mulighed. De store politiske visioner skal på plads først:

„Der er masser af muligheder. Vi har alt for længe gjort udviklingen i Grønland til sikkerhedspolitik. Men jeg synes ikke, at det skal være Udenrigsministeriet, der skal køre det. Det skal være de forskellige ressortministerier, så vi kan få normaliseret rigsfællesskabet.“

Helt konkret har Ørting Jørgensen de sjældne mineraler i Kvanefjeld i tankerne. Et af de helt store problemer her er, at der blandt de mange forekomster af sjældne jordarter også er uran, som Grønland har en nultolerancepolitik over for. Men hvis det var et offentlig-privat partnerskab af danskere og grønlændere, så ville man også kunne klare nogle af de myndighedsopgaver, der knytter sig til problemstillingerne, mener han.

Han fastslår: „Der er rigdomme nok i Grønlands undergrund til, at vi kan sikre en høj levestandard i fremtidens rigsfællesskab. Men det kræver altså, at vi får en vision. Og det kræver navnlig, at Danmark kommer på banen med en vision og en politik for rigsfællesskabet og ikke bare vender ryggen til problemet, indtil det hele falder fra hinanden.“


Andreas Baumann (f. 1986) er Master i international journalistik fra City University London og er nu kandidatstuderende i statskundskab og film- og medievidenskab ved Københavns Universitet. Han har skrevet for blandt andre Ugebrevet Europa, Ræson, Notat og Financial Times. FOTO: Visit Greenland.