18.12.2013

Lars Løkke Rasmussen og Venstre tabte godt nok nøglerne til Statsministeriet ved valget i 2011, men siden da er det kun gået fremad for partiet i meningsmålingerne. Med GGGI-sagen for nyligt endte Løkke og Danmarks Liberale Parti imidlertid i alvorlige problemer, og nu er spørgsmålet: Hvor står Venstre med Løkke ved roret, og hvordan ser fremtiden ud for partiet? RÆSON kaster med hjælp fra eksperter og politikere lys over fremtiden for V. Dette er en længere udgave af den artikel, der findes i RÆSON 16.

INTERVIEWS af Mette Thomsen, Johan V. Bendtsen og Frederik Buhl Kristensen


Hvilke interne fraktioner er der i Venstre anno 2013?

Henrik Qvortrup: Som jeg oplever det, er der ikke nogen ideologisk betingede fraktioner, men der er ikke nogen tvivl om, at der sidder folk i periferien omkring Kristian Jensen, der oplever sig selv som værende ikke i politisk opposition, men i opposition til den nuværende ledelse. Jeg mener bestemt godt, man kan tale om to ikke-politisk betingede men personbetingede fraktioner. Den ene kreds omkring Lars Løkke og den anden kreds omkring Kristian Jensen. Hele Kristian Jensen-fløjen er jo et langt stykke hen ad vejen kørt ud på et sidespor. Vi ser Kristian Jensen med et ikke særlig godt forhold til Lars Løkke Rasmussen. Hvor Løkke-fløjen tidligere kunne samles om en ubestridt leder; en formand ingen – end ikke i deres svageste øjeblikke – ville driste sig til at sætte spørgsmålstegn ved, så samler Løkke-fløjen sig nu omkring en mand, som i dén grad står svækket efter det forløb, vi har haft i de sidste seks-syv uger. Man skal måske også notere sig – jeg vil ikke sige, at der er folk, der er parat til at gøre oprør – men de holder sig klar.
Kan du uddybe, hvordan Kristian Jensen-fraktionen holder sig klar?
Det er en fornemmelse, jeg har. Der er jo ikke nogen, der siger ordene ”Løkke må gå”, fordi når ånden er ude af flasken, er der ikke nogen vej tilbage. Det er bare mit og mine kollegaers indtryk, at der foregår nogle kontakter for øjeblikket, så man står rigtigt positioneret, hvis pludselig ham, som alle betragtede som den helt sikre kandidat for to måneder siden, alligevel ikke er det efter et forløb, som ingen kan forudse.
Rulle Grabow Westergaard: Der findes en gruppe, som man kan man kalde en fløj, omkring formanden, hvor Søren Pind og Peter Christensen eksempelvis hører til. Der er mange spekulationer omkring, hvor Kristian Jensen står i forhold til dem, men der er ikke nogen tvivl om, at Kristian Jensen står et andet sted. Der er flere spekulationer om, hvorvidt Kristian Jensen er meget isoleret i partiet. Jeg tror, at han selv og gruppen på Christianborg som helhed har opfattelsen af, at det muligvis er gruppen omkring formanden, der er den faktisk isolerede gruppe.
Søs Marie Serup: Lad os kalde dem „alliancer‟. Blandt andet har Hans Christian Schmidt været meget dygtig til at samle en gruppe MF’ere omkring sig, som ikke sådan lader sig koste rundt med. Og den er stor. Nogle kalder den „Klub 19‟, fordi den eftersigende rummer 19 MF’ere – så stort tal kan jeg dog ikke umiddelbart associere med gruppen – mens andre kalder den andre ting. Men den gruppe er i hvert fald blevet en magtfaktor i Venstre. Der er også en gruppe af de meget økonomisk liberale, men de tilhører i andre sammenhænge forskellige grupper. For eksempel er Jacob Jensen, Jacob Ellemann-Jensen og Peter Christensen alle økonomisk liberale, men stemmer ikke sammen og er heller ikke en del af den samme sociale gruppe. Hvis man spørger de ældre MF’ere, så er der altid en oplevelse af, at de unge holder sammen. Og det gør de også. Hvis du spørger til, om der er en åbenlys gruppe omkring Kristian Jensen og en omkring Søren Pind, så er svaret nej.
Anders Langballe: Venstre har ikke så fasttømrede fløje og fraktioner som mange af de andre partier. Der er dog strømninger og grupperinger. Der er nogle, som internt i Venstre, og med et smil på læben, omtaler sig selv som „Det Kloge Venstre‟. Det er en strømning omkring mere ideologisk funderede Venstre-folk, der har en frisindet og meget liberal tilgang til tingene. Det er især Bertel Haarder, Søren Pind og også Lykke Friis, da hun stadigvæk var med. Blandt de folk, som for mig at se repræsenterer den mindre frisindede del af partiet, finder vi blandt andet Michael Aastrup Jensen, Inger Støjbjerg og Torsten Schack. Derudover er der den store mellemgruppe. Det er stærke folk i partiet, som udgør en solid magtbase. Profilerne tæller blandt andre Hans Christian Schmidt og Kim Andersen. En sammentømret magtfaktor. Kristian Jensen har en god forbindelse til den store mellemgruppe. Den reelle ledelse i Venstre har bestået af Lars Løkke og Peter Christensen. Peter Christensen er formentlig den absolut mest indflydelsesrige i Venstre, når man ser bort fra Lars Løkke Rasmussen.

Kan Venstres fraktioner føre til fremtidige nybrud?

Henrik Qvortrup: Det, der de facto er sket, er, at mange af de ting, Kristian Jensen har sagt de seneste år, i forhold til hvor Venstre skal placere sig – nulvækst og den slags – er gået hen og blevet den officielle politik i Venstre. Kristian Jensen var jo den første, der var ude med hele nulvækst-snakken. I dag er det den officielle politik, selvom de kalder det „udgiftsstop‟. Det er jo bare en strid om ord. Det er i hvert fald ét eksempel på, at der er sket et skred i det, vi kan kalde „Løkke-fraktionens‟ syn på, hvordan man skal lægge snittet.
Søs Marie Serup: Desværre – tillader jeg mig at sige – fylder højskoletænkningen og det liberale frisind mindre i dag end for blot ti år siden. Med al sandsynlighed kommer partiet til i de næste ti år at forsøge at balancere nogle af de her modsatrettede hensyn.
Hvilke profiler kommer til at tegne Venstres fremtidige linje?
Udover de åbenlyse, nemlig Søren Pind og Kristian Jensen, så skal man holde øje med Peter Christensen, der har en meget imponerende næse for, hvor silden står i Venstrehavet. Han bliver utvivlsomt en mand med magt, uanset hvordan fremtiden ser ud for Venstre. Man skal heller ikke afskrive Troels Lund Poulsen, der altid har været en mester til politikudvikling. Inger Støjberg har kæmpet sig til en markant rolle i Venstre som partiets svar på en værdiordfører, og Sophie Løhde er en utrolig dygtig politiker, der bliver den nye Lars Løkke – altså den med de nye idéer til at løse samme gamle problemer – især på sundhedsområdet.

Er Lars Løkke den rette formand for Venstre?

Henrik Qvortrup: Spørger man i Venstreforsamlinger, om Løkke er den rigtige formand, så får man et dybt suk, fordi han jo altså er valgt. Og konsekvenserne af en udskiftning forekommer for rigtig mange at være uoverskuelige. Jeg tror, mange har svært ved at se Kristian Jensen som formand. Søren Pind har bestemt sine kvaliteter, men han er ikke afrettet til at kunne være Venstres formand for øjeblikket, og derfor har man Lars Løkke, der jo ubestridt er en dygtig politisk håndværker, men så måske har nogle ting i forhold til sin karakter og sin integritet imod sig.
Søs Marie Serup: Claus Hjort sagde engang til mig, at “der er altid noget galt med formanden.” Og det har han 100 procent ret i. Der er altid et karaktertræk, som bliver en sten i skoen. Henning Christophersen var ikke folkelig, Fogh var en robot, og Løkke er så en levemand. Man skal huske, at før Lars Løkke blev statsminister, der havde han været næstformand i Venstre i ikke færre end 11 år. De kender ham og har haft rig mulighed til at forkaste ham. Så ja, han er i hvert fald deres rigtige formand.
Vil han blive siddende frem til valget i 2015?
Ja. Jeg kan simpelthen ikke forestille mig noget som helst scenarie, hvor han går selv.

Hvem overtager formandsposten efter Lars Løkke?

Søs Marie Serup: Det kommer an på, hvornår Løkke går af. Hvis det sker hurtigt og overraskende, så snupper Kristian Jensen stolen. Hvis han trækker sig tilbage i god ro og orden, så kan man ikke udelukke, at han selv åbner ballet for flere spillere. Uanset hvad vil flere navne komme i spil, hvis Løkke ikke får en hurtig exit, men derimod en planlagt exit.
Henrik Qvortrup: Hvis Lars Løkke gik af i næste uge, så ville det blive Kristian Jensen. Det ville være et valg uden nogen form for entusiasme i Venstre. Det ville være det naturlige valg, når man slår op i Venstretabellen: Her har vi manden, der er næstformand. Ergo må det blive Kristian Jensen. Men det vil være et valg i mangel på bedre. Det er det, der i et vist omfang er Løkkes livsforsikring: Der er ikke så mange andre oplagte kandidater. På en længere bane kan der sidde folk, som vi ikke i dag kan se for os, som kan aspirere. Søren Pind kan jeg på en måde godt se for mig som Venstreformand. Forudsat at han blev afrettet; forudsat at man fik trukket det mest enfant terrible-agtige ud af ham.
Hvis vi tager udgangspunkt i et fremtidsperspektiv med Søren Pind som formand, hvilken indflydelse vil det så have på den fremtidige, politiske linje?
Jeg tror sådan set ikke, at vi er ude i den store, politiske skelnen. Jeg tror ikke, Søren Pind faktisk bliver formand, men hvis man siger, at han repræsenterer én gruppering, så har han på mange måder fået sin vilje. Hvis man for eksempel ser på de berømte „Ti teser‟ formuleret af Søren Pind for en seks-syv år siden, som han blev skældt ud for, så er de langt hen ad vejen blevet Venstrepolitik i dag.
Kan Søren Pind positionere sig til at kunne samle partiets fløje?
Det prøver han i hvert fald, fornemmer man.
Hvordan konkret?
Det gør han ved at rejse rundt og pleje sit bagland – også den del af baglandet for hvem en vild og blodig, ideologisk frådende Søren Pind fremstår som noget ganske uspiseligt. Dem prøver han også at pleje ved at være mindre ekstrem og være mere rund. Han er jo også mindre provokerende i partisammenhæng, end han var for bare seks-syv år siden. Pointen er så også, at det er blevet nemmere for ham at være mindre provokerende, fordi diskursen har ændret sig.
Rulle Grabow Westergaard: Hvis Lars Løkke trak sig i morgen, ville Kristian Jensen blive formand. Han ville blive en udmærket og populær formand. Han ville blive populær i baglandet. Og så ville en gruppe mennesker finde noget andet at lave.
Hvilken indflydelse vil det have på den fremtidige, politiske linje, hvis Kristian Jensen bliver formand?
Kristian Jensen er jo en holdningspolitiker. Han er en god liberal med et fornuftigt forhold til det private erhvervsliv – en „Venstre-classic‟. Kristian Jensens styrke – men måske også problem – er, at han ikke er opportunistisk nok. Han er meget populær i baglandet ude i landet. Det er han, fordi han er enormt flittig til at komme derud, og fordi de godt kan lide den folkelige facon, han har. Hans folkelighed er en anden form for folkelighed end den, der handler om at drikke meget kaffe med journalisterne – det er jo gerne dén folkelighed, de politiske journalister mener, Kristian Jensen ikke har.Jeg tror, at alle historierne om, at Venstre er et parti, der er på vej i graven, hvis Lars Løkke ikke er formand, fordi Kristian Jensen slet ikke kan samle partiet, dybest set er plantet af folk, som ikke kan lide Kristian Jensen. Historierne om, hvem der er mod hvem, kommer til at fylde ufattelig meget.
Også internt?
Ja, både hos journalisterne og også internt, fordi alle sidder og opgør deres egen markedsværdi i, hvor langt man er fra en selvudråbt topgruppe. Når man så er dér, så opdager man det ikke engang: „Gud, er jeg med i en fraktion?‟
Anders Langballe:Den oplagte efterfølger er Kristian Jensen, men jeg er slet ikke i tvivl om, at der foregår et stærkt arbejde i partiet for, at det ikke skal være Kristian Jensen. Modstanden er størst på Christiansborg. Her står han utroligt svagt, hvorimod hans popularitet i baglandet er betydeligt større.

Hvilke fremtidige samfundsudviklinger kan skabe ideologiske udfordringer for Venstre?

Henrik Qvortrup: Venstres ideologiske udfordring er, at demografien tilsiger, at der skal foretages økonomiske reformer, for ellers er der ikke råd til det hele – det er der almen enighed om. Det, der er problematisk for Venstre, er, at Venstre i de seneste år har udviklet sig fra at være et borgerligt, liberalt parti til at være et folkeparti. Der er mange af de nytilkomne vælgere, som ikke har den liberale grundskoling, som man ellers kunne være sikker på var basis for mange af vælgerne for 10-15 år siden.
Så er der overordnet plads til Venstres liberalisme i universalistiske Danmark på sigt?
Nej, ikke hvis man mener Venstres liberalisme set i klassisk forstand. Derfor har man også fået nye spillere på banen. Det er det, der har givet plads til et parti som Liberal Alliance.
Rulle Grabow Westergaard: Jeg tror, samfundsudviklingen arbejder for Venstre. Der er sket en liberalisering af samfundet henover de seneste år. Vi har fået flere penge mellem hænderne; vi har fået flere ting, der binder os til systemet „Det liberale Danmark‟; vi har haft krisen, som har skabt mulighed for „ret-og-pligt‟. Så det kan være en ideologisk udfordring at finde på noget, der ikke allerede er gennemført.
Hvad kan det for eksempel være?
Jeg tror, vi vil se de største, ideologiske slag blive slået i de kommende år på det område, vi alle er dybt uinteresserede i: EU og sundhedspolitikken i forhold til regionerne. Så der er mange ideologiske kamppladser, men den ideologiske udfordring er i virkeligheden – hvis man skal sætte det meget på spidsen – at samfundet er rykket derhen, hvor Venstre er.

Hvilke mærkesager bør definere fremtidens Venstre?

Jens Husted: Vi skal have minusvækst i den offentlige sektor. Vi bør måle alle lovforslag efter, om de gør staten mindre – både absolut og relativt set – eller ikke. Og hvis et lovforslag har minusvækstkarakter – og staten bliver mindre – så synes jeg, vi kan være for det. Og hvis et lovforslag gør staten større, så skal vi selvfølgelig være imod det. Jeg synes, Venstre skal være mere ambitiøse end nulvækst. Udgiftsstop er fint nok, men slet ikke ambitiøst nok i min verden. Venstre har været for vakkelvorne. Vi har selv været med til at indskrænke den personlige frihed. Dét kan simpelthen ikke være tanken, når vi er Danmarks liberale parti. Derfor skal vi have et princip over de næste par år, der siger, at hensynet til den personlige frihed må gå forud for politisk smagsdommeri og statens sikkerhed. Der skal altid være et frit valg i den offentlige sektor. Gerne frit valg mellem en offentlig udbyder af en vare og en privat.
Hvilke nuværende samfundstendenser er de væsentligste at modvirke for Venstre, så de ikke forankrer sig for fremtiden?
Det er reguleringstrangen – at der er politikere på tværs af partier i dette land, der har en tendens til at tro, at man kan regulere sig ud af alting. Dét kan man altså ikke.
Carl Holst: Jeg tror på den personlige frihed. Jeg tror på, at pengene har det bedst i borgernes lommer. Personlig frihed er under ansvar for andre mennesker. Vi kan ikke gøre, som det passer os. Vi har brug for regler, hvis vi skal leve i et fællesskab med andre. Men vi har ikke brug for regler, der dikterer, hvordan borgerne skal indrette sig for at gøre sig fortjent til velfærdssamfundets goder. Der skal være plads til frihed til forskellighed. Netop derfor gik jeg forrest, da vi i Region Syddanmark sidste vinter kørte en kampagne imod ”regelrytteri” og unødvendigt bureaukrati i vores sundhedsvæsen. Den nødvendige reformdagsorden skal sættes. Reformer er forudsætningen for, at vores velfærdssamfund kan gå i arv til vores børn og børnebørn. Vi har allerede lavet reformer, og det er godt, at vores seneste reformer nu gennemføres, selvom vi ikke længere er i regering. Det er godt for Danmark, men det er ikke nok. Der er brug for mere. Ét sted, vi skal sætte ind, er i forhold til skatten. Skatten er for høj, og det koster konkurrenceevne og dermed velstand. Danmark bliver aldrig et lavskatteland – og det er heller ikke vores mål – men skatten skal ned, så væksten kommer op.
Vil værdipolitikken få en stærk fremkomst fremfor finanspolitikken og fordelingspolitikken?
Al politik er værdipolitik. Fordelingspolitik er jo netop værdipolitik. Mit udgangspunkt er, at den egentlige sondring er imellem værdipolitik på den ene og teknokrati på den anden side. Vi har i 00’erne talt meget om „New Public Management‟ – både på vores uddannelsesinstitutioner, i vores virksomheder og i vores offentlige bureaukrati. Nogle elsker begrebet, andre hader det. Nogle mener, det er en „DJØFisering‟. Andre mener, at det er en nødvendighed i konkurrencestaten. I min optik bør vi starte et helt andet sted: Politikere skal have stærke værdier, og så skal politikerne have de nødvendige redskaber til at føre deres politiske holdninger ud i praksis. Grundtvigs ord om, at ”da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt” gjorde Svend Auken jo socialdemokratisk. Svend Auken gjorde Grundtvig til socialdemokrat. Han misbrugte den sætning – som om det var Grundtvigs mantra omkring velfærdssamfundet. Jeg er uenig med Svend Auken. Jeg konstaterer, at det i vores velfærdssamfund ikke er Grundtvigs sætning, der gør sig gældende, men følgende sætning: ”Da er i rigdom vi gået amok, når alle har meget og ingen har nok.” Underforstået, at alle har meget i sig selv, og ingen har nok i andre. Det, tror jeg, er kommet af, at folk mentalt tænker, at deres høje skat fratager dem forpligtelsen til at hjælpe nabokonen til at stemme, at rydde sne for sine gamle svigerforældre og så videre, fordi det er kommunens opgave.
Bertel Haarder: Venstre vil kombinere tryghed og frihed. Blandt andet ved at få mulighed for, at borgerne selv kan bestemme, hvordan de vil betjenes, hvad enten de er syge, gamle eller har børn. Det er vores drøm at få en form for friskoleordning på alle velfærdsområder. Det har faktisk været min hjertesag allerede i min første bog fra 1974, så det er et 40 år gammelt tema for mit vedkommende. Jeg forestillede mig, at de hvidkitlede ville komme til patienterne i stedet for det omvendte. Det er lige præcis dét, der er ved at ske med telemedicin og så videre. Det vil blive Venstres sti på velfærdsområdet at videreudvikle fritvalgsordningerne – det er der slet ingen tvivl om. Begrundelsen er, at det myndiggør borgerne. For det første giver det borgerne frihed. For det andet gør det, at de i højere grad selv tager ansvar for den løsning, de vælger. Det handler om myndiggørelse.
Så der er for Venstre tale om at sætte et stort fokus på værdipolitikken med den mærkesag?
Ja. Vi har også den bagtanke, at vi gerne vil have flere dele af social-, sundheds- og undervisningssektoren til at udvikle sig, som Falck har udviklet sig. Det var godt, at man for 50 år siden udliciterede ambulancedriften. Det førte til oprettelsen af Falck, som i dag er et kæmpe foretagende, der tjener formuer hjem til Danmark. Dét havde ikke været muligt, hvis det ikke var tilladt at overlade opgaver i det offentlige til private.

Er der grobund for mobilisering af de liberale værdier i fremtiden?

Jens Husted: Jeg tror, at der er gode muligheder. Ungdommen bakker i højere grad op om vores idéer. Jeg tror sådan set også, at danskerne bakker op om vores idéer. Ser man på det i et historisk perspektiv, så er danskerne nogle af de mest frisindede mennesker på kloden. Dét er jo liberalt frisind. På trods af, at vi måske bor under en socialdemokratisk velfærdsstat, så er danskerne altså under overfladen meget, meget liberale i forhold til frihed til forskellighed.
Carl Holst: Jeg mærker en bølge af sund fornuft oven på 70’ernes politiske og kulturelle flip. Jeg er bestemt optimist. Vi oplever, at mange partier i dag er liberale i en eller anden form – selv de partier, som ikke er meget for at indrømme det. Vi er en del af verden – og skal være åben over for vores omverden.
Bertel Haarder: De liberale idéer er meget levedygtige i fremtiden. Det er karakteristisk for et parti som Venstre, at vi slet ikke har behøvet at skrive vores partiprogram om. Alle partierne til venstre for midten måtte skrive deres partiprogram om – og Enhedslisten har vist et stærkt behov for det, kan jeg forstå på den offentlige debat. Det har vi i Venstre ikke et behov for. Det er ikke tilfældigt, at jeg skrev det, jeg synes er vigtigst, for 40 år siden.

Hvilke udfordringer er der for mobilisering af de liberale værdier i fremtiden?

Jens Husted: Udfordringerne for de liberale idéer er, når de liberale ikke vil slås for dem – når de liberale begynder at gå socialisternes ærinde. Det må vi være ærlige og sige – dét har Venstre nogle gange gjort. Vores største fjende i forhold til at vinde kulturkampen er os selv. Hvis vi ikke slås for det, vi tror på, og hvis vi som parti bliver bange for, at vælgerne bliver sure, og at Socialdemokraterne bliver sure, så har vi tabt på forhånd.
Du mener ikke, særligt Anders Fogh-æraen markerede sig i forhold til kulturkampen „mennesket mod systemet‟?
Jo, men jeg synes ikke, vi havde mod nok. Vi kunne være kommet længere. Der var da fornuftige ting – skattestop – men vi havde ti år, og jeg synes ikke, vi nåede langt nok.
Carl Holst: At de demokratiske fremskridt, som vi ser i en række lande, bliver afløst af demokratisk stagnation. Demokrati er en lang proces, måske længere end Vestens ledere havde forudsagt. Vi ser voldsomme konflikter i mange skrøbelige stater – Afghanistan, Somalia, Sierra Leone, Irak og så videre. Her er freden ikke umiddelbart lige rundt om hjørnet. Vi har oplevet en finanskrise, hvor markedsøkonomien har haft problemer med at skabe velstand til alle mennesker. Vi ser et Europa, især i syd, som er præget af stagnation og gældskrise. Det er vigtigt, at reformdagsordenen vinder indpas – at partier eller stærke interessegrupper ikke arbejder imod denne dagsorden. Samtidig er det en udfordring, hvis den socialistiske dagsorden og systemtankegang vinder endnu mere indpas i Danmark.

Hvordan vokser Venstres ideologiske rødder sig ind i fremtidens politik?

Jens Husted: Det betyder utrolig meget for mig, hvilke skuldre vi står på. Venstres historie er spækket med eksempler på, at vi har stået på frihedens side i mange år. Derfor er der en forpligtelse til, at vi som Danmarks liberale parti tager historien seriøst og alvorligt og lever op til den. Derfor skal vi også være meget bevidste om, at hvis ikke vi slås for den personlige frihed, så er der ikke nogen, der gør det.
Carl Holst: Venstre er Danmarks liberale parti. Vi tror på den personlige frihed. Vi tror på frihed til forskellighed. Vi tror på frihed under ansvar. I disse fine ord finder vi en del af vores politiske tankegods. Vores parti har en lang og flot tradition for politisk debat og idé-udvikling. For liberalismens arvegods er dybt forankret i vores parti. Kampen om fremtiden bliver vundet af dem, der har de bedste idéer. Det har vi. Nogle gange skal vi bare lige mindes om dem. I Venstre er vi ikke historieløse – derfor er den ideologiske arv vigtig for Venstres politik. Den holdningsmæssige arv er derfor afgørende, ellers var vi bare et magtparti – til salg ved enhver konstituering til gengæld for en borgmesterkæde.
Bertel Haarder: Vi er ikke længere flove over vores fortid. Vi prøver ikke at distancere fra det landbrugssamfund, hvorfra vi opstod, fordi vi i den grad har brug for de værdier, der kendetegnede landbrugssamfundet, i dag.
Hvordan det?
Det er værdier som frihed, tillid og solidaritet i det lokale, så man kan bære nogle opgaver, uden at staten skal bestemme alting. Det var også kernen i højskolebevægelsen, som jeg har skrevet i min sidste bog „Op mod strømmen – med højskolen i ryggen‟. Jeg beskriver deri højskole-Danmark: Den særegne kombination af frihed, solidaritet og ansvarlighed over for helheden – over for både de lokale fællesskaber og det nationale fællesskab, som var kendetegnende for højskolen.
Kan du uddybe spændingsfeltet mellem frihed og solidaritet?
Solidaritet er noget, man har i et fællesskab. Det, der kendetegnede det Danmark, som groede frem med andelsbevægelsen, de frie skoler og menigheder – hele forenings- og DGI-Danmark – var, at det var meget stærke fællesskaber, men det var selvvalgte fællesskaber. Selvvalgt solidaritet. I øvrigt tror jeg, vi i det værdigrundlag fortsat har rigtig meget tilfælles med Det Radikale Venstre – hvis man hører, når Margrethe Vestager taler om tillidssamfund og tillidsreformer. Jeg tror, det er noget af det samme, der foreskriver hende.
Kan du uddybe, hvad værdifællesskabet med Det Radikale Venstre kan føre til i fremtiden for Venstre?
Det har altid været sådan med Venstre og Det Radikale Venstre, at vi, fordi vi på visse måder er så ens, altid har hadet og betragtet hinanden som forrædere. Det synes jeg, vi skulle komme over for i stedet at blive bevidste om det fælles værdigrundlag, vi udspringer af.

Hvor er Venstre i 2020?

Henrik Qvortrup: Hvis vi tager Fogh-æraen som et fikspunkt, så mener jeg klart, at Venstre anno 2020 er et mere liberalt, borgerligt parti, end partiet var op gennem nullerne. Men det siger heller ikke så meget, for det var Venstre ikke meget op gennem nullerne – muligvis på den værdipolitiske akse, men ikke så meget på den økonomiske. Så den almindelige udvikling i dansk politik betyder, at Venstre rykker til højre i forhold til, hvor Venstre har befundet sig, men vi kommer ikke til at opleve en tilbagevendelse til Venstre i Uffe Ellemann-Jensen-tiden. Det er Venstre for meget et folkeparti til at kunne gøre.
Anders Langballe: Hvis Lars Løkke Rasmussen er formand, så er han også statsminister. Og så vil det være et Venstre som i store træk minder om det Venstre, man har i dag. Det vil være velfærdstænkningen, der vil dominere, men sikkert med nogle markeringer i en mere liberal retning. På udlændingepolitikken tror jeg, at man vil se en opblødning. Jeg tror, den gamle frisinds- og rummelighedstanke vil vende tilbage. Men det store billede vil være, at Venstre og Socialdemokraterne ligger og appellerer til de samme vælgere i endnu højere grad, end vi ser det i dag.
Søs Marie Serup: I 2020 er Venstre i ideologisk splid med sig selv. Det traditionelle Venstre mod det moderne Venstre. Lidt firkantet trukket op: Landbrug mod klima, stram udlændingelov mod internationalt ansvar, frisind mod danskhed. Og så vil der være en stærk fællesmasse som altid, der har sit afsæt i frihandel, økonomisk ansvarlighed og personlig frihed. Men vi skal nok frem til 2025-2030, før det nye Venstre har materialiseret sig. Vælgerbefolkningen er i skred – parti og vælgere vil bevæge sig som en harmonika mod hinanden og væk fra hinanden i mange år frem.
Jens Husted: Vi er et parti, der kæmper for en benhård, liberal kurs både inden for økonomi, men så sandelig også inden for værdipolitikken. Dét er der i den grad behov for.
Bertel Haarder: Jeg tror, vi meget ligner det Venstre, man kender i dag. Vi har i modsætning til alle partierne til venstre for midten aldrig haft behov for at skrive vores partiprogram om. Det er de samme værdier, vi har haft, og de er blevet moderne. Hvor de i en periode var lidt gammeldags og lugtede lidt af stald, er de nu blevet hypermoderne. De passer perfekt i en informationstidsalder.
Hvordan konkret?
Informationssamfundet giver den enkelte så mange muligheder for at bevæge sig både geografisk, men også med hensyn til hvem man har kontakt til. Det styrker vores frihed, at vi i den grad kan kommunikere frit med alle. Det gør, at arbejderpartierne har det svært, fordi man som arbejder, bonde eller offentligt ansat føler sig som borger.
Carl Holst: Vi er ikke et holdningsløst folkeparti, men et folkeligt holdningsparti. Det kommer til udtryk ved, at vi netop kan appellere til forskellige typer, fordi vi ikke er en type som parti, men kendetegnet ved, at vi giver plads til alle typer.


Henrik Qvortrup er politisk redaktør på TV2 og tidligere pressechef for Anders Fogh Rasmussen. Rulle Grabow Westergaard er kommunikationsdirektør og tidligere særlig rådgiver for Henrik Høegh. Anders Langballe er politisk redaktør på TV2 Nyhederne. Søs Marie Serup er politisk kommentator på BT og tidligere særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen. Jens Husted er formand for Venstres Ungdom. Carl Holst (V) er regionsrådsformand i Region Syddanmark. Bertel Haarder er MF for Venstre og fhv. minister.

Frederik Buhl Kristensen (f. 1988) er BA og kandidatstuderende i Global Studies og Journalistik ved Roskilde Universitet, freelanceskribent ved Soundvenue og tidligere praktikant for Socialdemokraterne på Christiansborg. Mette Thomsen (f. 1992) studerer statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet med politisk presse- og kampagnearbejde for en nuværende minister samt frivilligt integrationsarbejde. Johan V. Bendtsen (f. 1990) studerer Journalistik og Politik & Administration på Roskilde Universitet, er daglig redaktør på „GRÆNSEN – magasin for mindretal, sprog og kultur‟ samt tidligere vært på Universitetsradioen. FOTO: Jens Astrup for Venstre via Flickr