17.12.2013

Opbrud eller nybrud? Efter 10 år i opposition sidder Socialdemokraterne igen på magten og ministertaburetterne. Men hvor står partiet egentlig henne efter valgsejren i 2011, og i hvilken retning peger udviklingen? RÆSON sætter fokus på det socialdemokratiske landskab med hjælp fra en række eksperter og politikere. Dette er en længere udgave af den artikel, der findes i RÆSON 16.

INTERVIEWS af Mette Thomsen, Johan V. Bendtsen og Frederik Buhl Kristensen


Hvilke interne fraktioner er der i Socialdemokraterne anno 2013?

Arne Hardis: Der er jo de tre velkendte grupperinger: „Midtergruppen‟ – det er Mette Frederiksens folk – „Rustbankerne‟ omkring Carsten Hansen og „Morgenmadsklubben‟ – den gamle Nyrupfløj. Det mest markante, der er sket, er, at der er opstået uro i „Morgenmadsklubben‟ som følge af de politiske omkostninger ved familiesammenføringen af Socialdemokratiet med Henrik Sass Larsen. Det blev ganske omkostningsfuldt at få ham ind i regeringslejren. Det kostede en ministerpost og en forskydning af nogle af dem fra „Morgenmadsklubben‟: Nick Hækkerup fik en mindre ministerpost, og den efterfølgende udnævnelse af tidligere SF’er Jesper Petersen som finansordfører skete også på bekostning af folk fra „Morgenmadsklubben‟.
Erik Meier Carlsen: Det helt markante er, at der ikke for alvor er fløje i Socialdemokratiet i dag. S-toppen er simpelthen historisk enig. Forleden fortalte en central S-minister mig, at hun ikke havde oplevet en så, både ideologisk og politisk, konfliktfri situation i partiet i de tyve år, hun havde været med. Jeg mener heller ikke, at jeg i de 40 år, jeg har beskæftiget mig med politik, har oplevet så høj grad af enighed.
Lars Trier Mogensen: Skillelinjerne går i stigende grad mellem Socialdemokraterne inde på Christiansborg og de lokale partisoldater uden for – snarere end internt i folketingsgruppen. Selvfølgelig er der stadig kaffe-sladreklubber, men ingen af de mange socialdemokratiske folketingsmedlemmer, der er dybt, dybt frustrerede over SRSF-regeringens kurs, tør formulere deres kritik direkte, og derfor er den interne opposition efterhånden blevet ligegyldig. Den afgørende brudflade tegner sig i stedet mellem en lukket partitop, der lytter til embedsmændene på Slotsholmen, og så et bagland, som i dagligdagen står direkte over for de frafaldne kernevælgere, som har mere end svært ved at finde den røde tråd i regeringens fumlerier. Den væsentligste „fløj‟ i S i dag er de stadig færre bykonger, der tør opfordre til et kursskifte – med øget vægt på en afbalanceret hverdagspolitik, baseret på social retfærdighedssans. Kort sagt: De neo-klassiske socialdemokrater, som ønsker sig tilbage til den fremtid, som Nyrup-regeringerne tegnede i 90’erne.
Amalie Kestler: Det er jo ikke nyt, at der i folketingsgruppen er forskellige politiske bud repræsenteret, men det, som er interessant, er, at dele af den gamle højrefløj tilsyneladende har allieret sig med venstrefløjen om at være utilfredse med regeringens politik. Det er sigende, at en Henrik Sass Larsen offentligt kritiserer selskabsskattelettelserne, og vi ved også, at de ikke var Mette Frederiksens og Nick Hækkerups kop te. Det er signaler, som siger, at toppen af Socialdemokratiet godt nok står sammen lige nu, når de sidder i regering, men at der er forskelligheder i den måde, politikken bliver vægtet fremadrettet. Men hvordan, det lander, er svært at forudsige. En kilde sagde for nyligt til mig, at “cementen er blød”, forstået på den måde at der bliver rykket rundt på de famøse kaffeklubber i øjeblikket, men at det ikke er til at sige, hvordan det lander.

Kan Socialdemokraternes fraktioner føre til fremtidige nybrud?

Arne Hardis: Der er jo sket det, at der er indtrådt relativt fred i Socialdemokratiet, og det hænger blandt andet sammen med, at Henrik Sass er kommet med i regeringen. Sass og Mette Frederiksen har en ret tæt alliance gående ud på, at hun skal have en stor fremtid i S. Der er masser af spændinger mellem top og bund – mange menige socialdemokrater har svært ved at forstå, hvorfor man nu ikke skal være for lovgivning om kædeansvar, den gamle sag med selskabsskattelettelser, Bjarne Corydons konkurrencestatsbegreb og så videre. Men det udløser kun frustration i bunden af de tre grupperinger – der er fred i toppen. Man har simpelthen fået pakket alle fløjene ind i magtansvaret. Nu står de alle sammen inde i teltet og pisser ud og ikke omvendt.
David Troels Garby: Jeg tror, at når man har tre nogenlunde lige store grupper, så er det på mange måder et nulsumsspil. Oprørsplanerne er, som jeg ser det, skudt til hjørne. Ikke mindst i kraft af, at man har en klar formodning om, hvad der skal ske, hvis man taber næste valg. Altså at Mette Frederiksen står utroligt stærkt. Hun har formået at være en loyal minister og samtidig være sig selv. Det er lykkedes hende at fedte sig uden om de ting, som har tændt baglandet mest af.
Lars Trier Mogensen: Ja, for før eller siden vil Socialdemokraterne være nødt til at dæmme op for den massive vælgermobilisering, som Dansk Folkeparti har skabt med paroler om at ville investere endnu mere i fælles velfærd, end SRSF-regeringen selv tør love. Hvis Socialdemokraterne skal genrejses som parti på mere og andet end Lars Løkke Rasmussens kollaps – hvilket jeg mener, at partiet potentielt kan gøre – vil det kræve, at markant flere borgere vælger partiet positivt til. Og her kan Socialdemokraterne faktisk finde optimisme i fremgangen for Dansk Folkeparti: Et solidt flertal af vælgerne ØNSKER jo tilsyneladende stadig en socialt afbalanceret velfærdspolitik, hvor fælles løsninger prioriteres over private. Intet tyder foreløbigt på, at et flertal af danskerne har vendt ryggen til det, som de selv opfatter som socialdemokratisk politik – det er snarere Socialdemokraterne, der har fravalgt vælgerne.
Amalie Kestler: Det er tydeligt, at der foregår en politisk kamp i partiet lige nu, som handler om, hvad der skal ske efter et valg, hvis Socialdemokratiet taber. Hvordan magten i så fald skal fordeles. I den positionering er Mette Frederiksen meget central, fordi hun er den mere eller mindre ubestridte kronprinsesse og forventes at skulle overtage en dag. Men også Bjarne Corydon er interessant – ikke fordi jeg tror, han vil gå efter formandsposten, men fordi han er i gang med at skabe sig en platform som hård reformsocialdemokrat, der står et andet sted end den traditionelle højrefløj i partiet.

Er Helle Thorning den rette formand for Socialdemokraterne?

Arne Hardis: Hun er helt grundlæggende ikke nogen stærk formand eller statsminister. Men hun sidder ret stærkt i øjeblikket. Det skyldes 1) at man har fået pakket alle grupperinger ind i et medansvar for magten. Det kommer simpelthen ikke på tale at revoltere, og 2) i kølvandet på Lars Løkkes trængsler er det pludselig ikke udelukket, at hun vinder et kommende valg. Det betyder i det store hele, at alle, som for blot få måneder siden havde travlt med at vende bedetæpperne væk, nu skynder sig at få dem vendt tilbage i Thornings retning. Det giver alt andet lige større loyalitet, hvis der er en chance for, at det også er hende, der bestemmer om to år.
David Troels Garby: Thorning er den rette formand i kraft af, at hun har mange kvaliteter. Hun er en enormt stærk leder med en stor vilje, et solidt drive og kommunikationsevner, som er fine. Så har hun nogle udfordringer, f.eks. hendes væremåde og privatliv – som er meget langt fra den almindelige danske kernefamilie – men alternativet er jo altid andre personer, som også vil have nogle problemer i baggagen.
Erik Meier Carlsen: Thorning har haft problemer med at fremstå som en autentisk socialdemokratisk leder – til dels på grund af sin personlige baggrund. Hun er en mellemklassekvinde, der har giftet sig ind i et slags euro-aristokrati, og hendes stærke EU-engagement er en udfordring i forhold til et skeptisk vælgerkorps. Derudover har hun været tilbøjelig til at tro, at hun som statsminister kunne køre showet alene; hun lukkede på usagligt grundlag døren for Sass og kommunikerede herefter mest med sin spindoktor og embedsmændene. Det førte naturligvis til en række alvorlige fejl, men med krisen i foråret synes hun at have lært af disse, og det samlede ministerholds øgede erfaring giver mulighed for et mere konstruktivt samspil i den resterende del af perioden. Statsministerembedet har store muligheder for at omforme det menneske, der sætter sig i stolen, og Thorning kan godt blive en stærk og populær leder, hvis hun kan lære af sine fejl.
Lars Trier Mogensen: Thorning er i hvert fald den bedste formand, som Socialdemokraterne har kunnet mønstre. Socialdemokraternes problemer kan ikke blot reduceres til statsministerens personlighed og psykologi. Langt fra. Det virkelige krisetegn for Socialdemokraterne er derimod, at der ikke har været og heller ikke er en formandskandidat i partiet, som både kan overtrumfe hendes åbenlyse svagheder i forhold til såvel ideologisk retningssans som social indignation, og i det mindste matche hendes åbenlyse styrker i forhold til udholdenhed, international klasse og manøvredygtighed.
Amalie Kestler: Helle Thorning-Schmidts nuværende situation er alvorlig, fordi hun tilsyneladende har fået begge strømninger imod sig og står lidt alene. Men de kommer ikke til at skifte formand lige nu, for der er ingen alternativer til hende.
Lars Olsen: Jeg har ikke lyst til at personliggøre det, så jeg vil hellere sige, at den ledelse, man har i Socialdemokratiet i dag, siden 2011 har defineret en form for politik, hvor man lukker øjnene for de voksende klasseskel i samfundet, og man bryder med den tradition, S tidligere havde for at insistere på social retfærdighed i kriseløsninger. Det er først hen ad vejen, at det er blevet klart, hvad svaghederne er ved hendes politik. Det, der efter min mening er det problematiske ved 1240 K-tendensen [teknokratitendensen, opkaldt efter Christiansborgs postnummer, red.] er, at den orienterer sig ekstremt meget mod de øjeblikkelige muligheder i 1240 K. Da Helle Thorning blev formand, indgik hun et meget stort velfærdsforlig med den daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, hvilket er et klassisk midtsøgende socialdemokratisk kompromis, og senere stod hun så i spidsen for “Fair Forandring” og “Fair Løsning”-programmerne i 2010-11, hvorved Socialdemokratiet rykkede til venstre. Så hun har først været midtersocialdemokrat, så var hun venstresocialdemokrat, og nu er hun blevet højresocialdemokrat. Man kan jo argumentere for alle tre politiske standpunkter, men hvor er Helle Thorning?

Hvem overtager formandsposten efter Helle Thorning?

Arne Hardis: Mette Frederiksen. Det er for mig at se relativt entydigt. Det vil blive afgjort mellem tre mennesker: Frederiksen, Sass og Corydon. Sass’ støtte til Frederiksen vil være betinget af, at man ikke skriver Corydon af. Han skal være en del af en fremtidig ledelse i partiet. Og Sass vil så også sørge for, at “Rustbankerne” føler sig repræsenteret. I den forstand er Sass en nøgleperson, der kan sørge for, at Frederiksen bliver formand, i kraft af alliancer, som Henrik Sass får en meget stor indflydelse på.
David Troels Garby: Mette Frederiksen virker mest oplagt, men sådan noget kan skifte meget hurtigt. Det er en proces, som afhænger meget af, hvordan man taber et eventuelt valg. Oplagte kandidater kan nå at løbe ind i dårlige sager. Men i øjeblikket er det helt oplagt Mette Frederiksen og så derefter Nicolai Wammen, Bjarne Corydon og Nick Hækkerup. Og så er Henrik Sass Larsen en slags outsider. Mette Frederiksen har den fordel, at hun kan tale godt til traditionelle socialdemokrater, men hun forstår også den pragmatiske tilgang. Endvidere har hun et godt forhold til både fagbevægelsen og ligestillingsfolkene. Hun er meget bredt favnende.
Lars Trier Mogensen: Mette Frederiksen er det eneste realistiske bud, i hvert fald på denne side af et større generationsskifte. Det djævelske i pagten mellem Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon er, at en fremtidig formand vil have en ekstrem smal margen for nye udsving. For efter løftebruddene har Socialdemokraterne tabt så meget troværdighed, at et nyt kursskifte kun – i hvert fald i første omgang – vil opløse den allersidste flig af troværdighed. Samtidig vil det være stort set umuligt at kritisere en eventuel Venstre-ledet regering for at videreføre SRSF-regeringens politik, som i sig selv er en videreførelse af VK-regeringens politik. At blive formand efter Helle Thorning-Schmidt vil i praksis være en så udsat og skrøbelig post, at det meget vel først vil blive den næste formand igen, som har en chance for at blive statsminister. Arvtageren fra Helle Thorning-Schmidt risikerer at blive en overgangsfigur, og det ved mulige bejlere til posten udmærket. Alene derfor vil enhver socialdemokrat med en formandsdrøm i maven trække sit kandidatur så længe som overhovedet muligt.

Hvilke fremtidige samfundsudviklinger kan skabe ideologiske udfordringer for Socialdemokraterne?

David Troels Garby: Der er ingen tvivl om, at Socialdemokratiet er udfordret af, at arbejderbevægelsen er blevet mindre. Socialdemokratiets grundlag er jo, at man har et parti, som er en overbygning på fagbevægelsen, boligbevægelsen og en lang række frivillige organisationer. De udgør alle sammen et rekrutteringsgrundlag, men samtidig også den folkelige forankring, partiet bygger på. Når det lag eroderer, så mister Socialdemokratiet vælgere; når fagbevægelsen ikke er i stand til at uddanne gode tillidsfolk, som tør tage debatterne på arbejdspladserne, så forsvinder kommunikationen. Færre arbejder på industriarbejdspladser. Så man er helt klart ideologisk, og i virkeligheden også identitetsmæssigt, udfordret. Folk ser ikke længere Socialdemokratiet som deres naturlige interessevaretager. Man er også blevet lidt for god til at lave politik, som er henvendt til kvinder i den offentlige sektor og for lidt til privatansatte mænd. Vi er ikke særlig gode til at fortælle især yngre mænd, at hvis de går på arbejde og spiller efter reglerne, så får de lov til at have et hus og en bil, og så lader vi dem ellers være i fred og sørger sådan set bare for deres tryghed. Den diskussion har man haft problemer med i mange år.
Lars Trier Mogensen: Socialdemokraternes ideologiske udfordring kan sættes på spidsen ved at konstatere, at partiet er endt som et nyt Centrum-Demokraterne – et apolitisk sovebysparti, som har ladet sig trække baglæns fremad gennem historien, uden tilstrækkelig social indignation til at kunne stille skarpt på tidens skel mellem blandt andet de veluddannede og de overflødiggjorte og uden evne til at opdatere sin økonomiske politik til en ny brydningstid, hvor den nordiske model trænger til et elektrochok, snarere end en tilbagerulning. Helle Thorning-Schmidt har – nøjagtigt som Frank Jensen advarede om i deres formandsopgør – trukket Socialdemokraterne hen et sted, hvor partiet som et nyt CD reducerer socialpolitik til lidt hattedame-aflad, kombineret med konservativ politik og Halleluja-EU-defensorater, og så i øvrigt koncentrerer indsatsen om de bedst stillede inden for mellemindkomstgrupperne, der allerede har deres på det tørre. Socialdemokraterne udviser ikke længere nogen reel vilje til at bygge bro og skabe solidaritet mellem på den ene side de flere hundrede tusinde, som er parkeret passivt uden for arbejdsmarkedet, og på den anden side den nederste del af middelklassen, som kun lige hænger på et globalt presset jobmarked med det yderste af neglene. Socialdemokraternes ideologiske udfordring er således, at partiet selv aktivt har bidraget til at øge de sociale kløfter i Danmark, klassedelingen, og vel at mærke har stillet sig på borgerskabets side – og dermed efterladt et tomrum af frustration for alle de klemte og glemte, som så i stedet stemmer på Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne er endt med at føre klassekamp imod egne gamle kernevælgere, og dét reagerer folk naturligvis imod.
Amalie Kestler: Den økonomiske krise har været koblet på en individorienteret megatrend, som understreger spørgsmålet om, hvordan man oversætter fællesskab i en ny tid. Det, mener jeg stadig, er opgaven for Socialdemokraterne. Vi kan ikke komme tilbage til Lars Olsens drømmesamfund [jf. hans bog “En bygning slår revner” om Socialdemokraterne, red], hvor alle var organiseret i den lokale SiD-afdeling [Specialarbejderforbundet i Danmark, i dag 3F, red] og drak kaffe og havde politiske diskussioner til klokken 23 om aftenen. Det er ikke den måde, politik fungerer på i dag, og derfor er det en udfordring, hvordan man på en ny måde får liv i den politiske samtale, der er relevant for folks hverdag samtidig med, at man skaber tryghed.
Lars Olsen: Hvis Socialdemokratiet skal have en fremtid som et stort parti i Danmark, er man nødt til ikke bare at være et 1240 K-parti, men holde fast i at være et parti med meget bred folkelig forankring. Det betyder, at de ledere, man har – uanset deres baggrund – må gøre meget mere for at komme i overensstemmelse med Socialdemokratiets rødder, men det er også et spørgsmål om, at man rundt om i landet erkender nødvendigheden af at være en folkebevægelse. At man udvikler samarbejdet med fagbevægelsen, og at man udvikler nye former for folkelig deltagelse og mobilisering. Ligesom man gjorde i SKÆVT-kampagnen op til folketingsvalget i 2011, som 3F satte i gang, for den var med til at flytte rigtigt mange stemmer i arbejderklassen og i nogle af de mindre privilegerede dele af vores samfund – i kraft af nye måder at lave organisering på. Det er i de baner, man er nødt til at tænke, hvis man vil blive ved med at være et stort parti i Danmark.

Hvilke mærkesager bør definere fremtidens Socialdemokrati?

Thomas Gyldal, borgmester i Herlev: At løse den dobbelte udfordring, som altid har været Socialdemokratiets opgave: På den ene side at skabe tryghed omkring statens finanser med en strategi for vækst og arbejdspladser, og på den anden side i det konkrete at vise ambitionen for de fællesskabsinstitutioner, som danskerne bruger hver eneste dag – vores daginstitutioner, skoler og ældreomsorg. Hvis ikke man leverer gode, konkrete bud og svar i begge af disse udfordringer, kan folk ikke genkende Socialdemokratiet. Det har altid været vores udfordring at svare på begge dele, for det kan vi som det eneste parti i landet – og det vil det fortsat være.
Regeringen har på det seneste slagtet flere ligestillingsløfter fra regeringsgrundlaget, herunder øremærket barsel til mænd. Er det den rigtige vej at gå?
Lige præcis på forslaget om øremærket barsel til mænd var det, for i sin grundsubstans ville det for en gruppe af familier skabe en økonomisk udfordring. Hvis Socialdemokratiet i ligestillingens hellige navn skaber nogle løsninger, som for en række af de mennesker og familier, som har store forventninger til vores parti, betyder, at de får mindre frihed og færre muligheder, rammer man helt ved siden af skiven. Det betyder ikke, at man skal holde op med at tænke over, hvordan man får mere ligestilling, men grundlæggende skal Socialdemokratiet respektere, at beslutninger mellem far og mor om, hvordan de lever deres liv omkring køkkenbordet i lille Herlev, skal træffes derhjemme. Ellers risikerer man at skubbe nogle mennesker fra sig, som faktisk havde en forventning om, at vi kan skabe en ramme, inden for hvilken de kan trives og udvikle sig. Det handler om, at den enkelte skal se sig selv som en del af et fællesskab, hvor de bidrager og modtager. Det nytter ikke noget, hvis fællesskabet tager noget af det fra dig igen, som fællesskabet har været med til at give dig, fordi vi vil løse et problem, som vi måske ikke helt løser alligevel.
Rasmus Horn Langhoff, ligestillingsordfører (MF): Jeg ved ikke, om man overhovedet kan sige, at mærkesager skal definere et parti. Men de mest aktuelle mærkesager, som Socialdemokratiet skal kaste alt ind efter lige nu, er to ting: At sikre at alle får en uddannelse, så vores arbejdskraft bliver opkvalificeret, og at skabe arbejde til folk. Det er to overordnede mærkesager, som står over alt andet, og det gælder for regeringen, men i særdeleshed for Socialdemokratiet. Uanset, om vi snakker på landsplan i Folketinget eller ude i kommunerne. Hvis vi så hiver os lidt op og taler Socialdemokratiets værdier – vores pejlemærker ude i fremtiden – bliver det nødt til at være lidt større end mærkesager.
Hvorfor er ligestilling en socialdemokratisk kamp?
Jeg mener, at det er en af de socialdemokratiske hjørnesten. Ligestilling har traditionelt drejet sig om minimum halvdelen af befolkningen, men i dag er det blevet endnu mere relevant, fordi det handler om os alle sammen – både kvinder og mænd. Jeg mener, at det er en socialdemokratisk kerneopgave at sikre, at alle mænd og kvinder har reelle muligheder for både at leve et aktivt familieliv og have tid sammen med børnene, samtidig med at de har mulighed for at gøre karriere. Og der er i dag en lang række barrierer, som i dag afholder mænd fra at få tid sammen med deres børn og kvinder fra at gøre karriere. Når vi som socialdemokrater kæmper for frihed, handler det netop om at få gjort op med disse barrierer. For mig er ligestilling et frigørelsesprojekt. Det vil være godt for Socialdemokratiet, at vi bekymrer os lidt mindre om, hvad der skal siges for at appellere til en bestemt gruppe vælgere, og så bekymre os lidt mere om, hvad vi selv inderst inde synes er det rigtige at gøre.
Peter Hummelgaard, folketingskandidat: Fremtidens mærkesager for Socialdemokratiet handler om at sikre fuld beskæftigelse og gøre det på en ordentlig måde. Det handler om at genoplive den værdi, som har været gennemdrivende for Socialdemokratiet i mange, mange år, men som vi lidt har glemt. Nemlig, at et lige samfund rent faktisk er en fordel på alle tænkelige måder.

Er der grobund for mobilisering af de socialdemokratiske værdier i fremtiden?

Thomas Gyldal: Ja, der er kæmpe muligheder og potentiale. Jeg tror på, at 80 procent af borgerne i Danmark ligger inden for det holdningsmæssige spektrum, som gør, at Socialdemokratiet kunne være partiet for dem – hvis vi vel at mærke gør os fortjent til det. Danskerne ønsker ikke en grundlæggende anden samfundsmodel end den, vi har skabt. Det betyder ikke, at vi nogensinde får 80 procent af stemmerne, men det betyder, at der er et stort potentiale for at hente en massiv opbakning, hvis bare vi er klare nok i vores ambitioner på de to udfordringer, jeg startede med at tale om.
Rasmus Horn Langhoff: Jeg mener, vi har rigtigt gode betingelser for at mobilisere socialdemokratiske vælgere. Det er meget sigende, hvor mange andre partier, der kigger på Socialdemokratiets historie med stor misundelse og tænker: ”Tænk, hvis vi kunne være det store, brede folkeparti. Tænk, hvis vi kunne få den position i dansk politik”. Så i virkeligheden skal vi ikke bekymre os så meget, men bare være os selv. Socialdemokratiet er jo mange ting, og det er vores allerstørste styrke. Vi skal ikke skæres ned til at appellere til én slags vælgere. Jeg mener, det er at degradere Socialdemokratiet til noget meget mindre end det, vi er.
Hvilke udfordringer er der for mobilisering af de socialdemokratiske værdier i fremtiden?
Jeg ser særligt, at diskussionen omkring frihedsbegrebet har taget en meget skarp drejning hen imod en liberal opfattelse af, hvad frihed er. En frihed fra at betale skat, en frihed til ikke at skulle tilhøre fællesskabet, en frihed til ikke at skulle tage ansvar på andres vegne. Det er det dominerende frihedsbegreb, og på rigtig mange områder – særligt på mit ordførerområde inden for ligestilling – ser vi det her borgerlige frihedsbegreb være meget stærkt i den offentlige debat. Og en gang imellem kan det sågar bevæge sig ind i vores lejr.
Hvordan ser du, at det har bevæget sig ind i jeres lejr?
Jeg oplever det som det dominerende frihedsbegreb, og jeg tror, det har overtaget både i den offentlige debat og også i Socialdemokratiet og resten af regeringspartierne. Derfor har vi som socialdemokrater en forpligtelse til at erobre frihedsbegrebet tilbage.
Hvad er det socialdemokratiske frihedsbegreb?
Det er et anderledes frihedsbegreb. Det er ud fra en erkendelse af, at ikke alle bliver født med præcis samme muligheder. Der er nogle ydre omstændigheder, som engang imellem kan sætte barrierer op, som gør det lidt omsonst at sige, at enhver bare er sin egen lykkes smed. Fordi social ulighed, social arv og andre faktorer spiller ind og gør, at mange ikke har de samme muligheder som alle andre. Derfor handler det socialdemokratiske frihedsbegreb om at frigøre. At vi fra fællesskabets side kan være med til at sætte folk fri.
Thomas Gyldal: Der er nogle strukturer, der skal brydes ned – nogle barrierer der skal væltes, sådan at alle mennesker bliver sat fri. Hvis vi taber, mister vi muligheden for at styrke fællesskabsinstitutionerne, og så går samfundet i den retning, hvor man tror på, at hvis bare man giver det enkelte menneske fri for sig selv, bliver alle stærke. Så Socialdemokratiets skæbne er i virkeligheden også den her samfundsmodels skæbne: Hvis ikke vi fastholder tillid og opbakning, vil den samfundsmodel, vi har stået forrest for at skabe, tabe. Så jeg vil forandre, men ikke revolutionere. Hvis vi svigter, bryder samfundsmodellen sammen, og så vil der slet ikke være brug for et socialdemokrati. Så det, som Socialdemokratiet skal, er ikke at være et „catch-all-parti‟, men vi skal være så gode som muligt til at leve op til de forventninger, som 80 procent af danskerne har til os.
Peter Hummelgaard: Det, der er udfordringen, er, at de borgerlige over hele Europa har bildt sig selv og andre ind, at årsagen til krisen ligger i velfærdssamfundet. Derfor udspiller der sig i disse år en stor værdikamp om, hvad det er for en model, og hvad det er for et samfund, vi gerne vil leve i i fremtiden. Når Angela Merkel siger ”der Wohlfahrtstaat ist nicht mehr finanzierbar” [velfærdsstaten er ikke længere finansierbar, red.] er det et led i en bredere kritik af velfærdsmodellen. Man kan fikst sige, at der er skabt en socialdemokratisk generation 2008. Dels er det et wake up call fra 00’erne, hvor vi alle sammen bildte hinanden ind, at det kun kunne gå frem, dels har det været en ideologisk vækkelse på den måde, at jeg og andre i efterdønningerne af krisen ser endnu større grund til at være socialdemokrat end nærmest nogensinde. De socialdemokratiske værdier står stærkere end nogensinde i svaret på, hvad det er for en krise.

Hvordan vokser Socialdemokraternes ideologiske rødder sig ind i fremtidens politik?

Thomas Gyldal: Vi har en højrefløj, som altid har været meget optaget af økonomi og arbejdspladser, og så har vi haft en venstrefløj, som har været meget interesseret i, hvordan man skulle fordele goderne. Det, der har været Socialdemokratiets enestående rolle, har været at kombinere de to ting, og det er derfor, vi har haft den enorme tillid og opbakning, som vi historisk set har haft.
Rasmus Horn Langhoff: Den overordnede værdi for Socialdemokratiet, mener jeg, er fællesskab. Det har altid været Socialdemokratiets pejlemærke og skal også være det i fremtiden. En tro på at fællesskabet kan løfte individet – altså at et stærkt fællesskab ikke begrænser vores udfoldelsesmuligheder, men at det styrker dem. En tro på, at hvis min nabo har det godt, så er det også godt for mig. Socialdemokratiet vil altid være et arbejderparti, og vi vil altid være arbejderpartiet. Men vi skal også være så meget andet. Vi skal også være et parti, hvor der er plads til „tree huggers‟, og hvor man ikke bliver udrenset, hvis man kalder sig feminist, og vi skal også være et parti for skolelærere og studerende og så videre. Vi er arbejderpartiet, men også meget mere end det.

Hvor er Socialdemokraterne i 2020?

Arne Hardis: Socialdemokratiet i 2020 vil fokusere meget på uddannelse af dem, hvis arbejdsmarked er forsvundet, eller som aldrig kom ind på det arbejdsmarked. Det bliver en varig identifikation, og så har den samtidig indbygget solidaritet og historiske rødder.
David Troels Garby: Jeg tror blandt andet, at man vil se en mere kritisk tilgang til EU. Den begejstring, man havde for Europa-politikken omkring 1992 og frem, hvor man skiftede fra at være et splittet europapolitisk parti, til at være meget EU-begejstret over hele linjen, er ved at aftage. Der er en stemning i forhold til, at EU ikke er ubetinget godt. Der er nødt til at blive sat nogle hegnspæle op. Danskerne gider ikke have, at der ligger hjemløse i gaderne, og de gider ikke have, at deres job forsvinder i håndværkerbranchen. Det er slut med, at vi skal være klassens pæne pige.
Erik Meier Carlsen: Socialdemokratiet har tabt vælgere i historisk omfang og må indstille sig på at være et mindre dominerende parti i dansk politik, hvorfor samarbejdet med andre partier bliver helt afgørende. Socialismen i egentlig forstand er for længst lagt på hylden. Tilbage er en socialliberalisme, som kun ved nuancer er forskellig fra de fleste andre partier i Folketinget.
Lars Trier Mogensen: De danske socialdemokrater kan finde fortrøstning i udviklingen i vores nabolande. Både i Norge, Sverige og Storbritannien står de socialdemokratiske partier stærkt, og derfor er der ingen grund til her i Danmark på forhånd at afskrive selve grundidéen om potentialet for en solidarisk og resultatsøgende politik, der i sin ideologiske kerne søger at løfte bunden med op i middelklassen. På længere sigt tror jeg faktisk, at Socialdemokraterne kan få en ny glansperiode, ikke mindst fordi de sociale skel øges år for år, frustrationerne stiger – og det før eller siden vil blive afsløret, at hverken Dansk Folkeparti eller Enhedslisten har gangbare svar i praksis. Indtil videre har SRSF-regeringen kørt på underskudsenergi og derfor manglet selvtillid. Hvis meningsmålingerne vender varigt, kan man heller ikke udelukke, at selv Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon vil vinde ideologisk selvværd til at turde lytte til det nye oprør fra vestegnen om større social balance i vækstinitiativerne og derfor begynder at bevæge sig ind på det opbyggelige spor, som søsterpartierne i nabolandene er slået ind på. For vælgerflertallet ved faktisk godt, helt intuitivt, hvad socialdemokratisk politik går ud på, både i dag og i 2020. Spørgsmålet er kun, om partitoppen når at slå tilbage på sporet, inden Socialdemokraterne overlever sig selv som en slidt CD.
Thomas Gyldal: Lige nu er dansk politik ved at udvikle sig, ligesom fodbold gjorde det i slutningen af 90’erne, hvor den norske landstræner „Drillo‟ havde succes med at skabe et fodboldsystem, hvor man hele tiden kunne vinde på de andres fejl. Det er der, dansk politik er ved at bevæge sig hen, så det med at understrege, at vi kommer med den stærkeste politik, er gledet lidt i baggrunden. Nu sidder man lidt på hænderne og håber på, at de andre begår fejl. Hvis dét ender med at blive dansk politik, så står danskerne af. Vi skal tilbage til en situation, hvor vi stolt og med ambitioner fortæller om, hvad vi vil, og det skal være så konkret, at den enkelte dansker kan se, at det betyder noget for vedkommende.
Peter Hummelgaard: Ønsker man fortsat at kombinere vækst og fællesskab, eller tror man bare på, at den vækst og fremgang, der skabes, skal komme de stærke kapitalinteresser til gode? Det er en af de centrale værdikampe, hvor der går en klar historisk linje fra Socialdemokratiets rødder, men vi er også nødt til at forstå og analysere 2008 som begyndelsen på en ny socialdemokratisk tidsregning for de kommende 10, 15, måske 20 års store politiske slagsmål. Som 1929 [Wall Street-krakket, der førte til depressionen i 1930’erne, red.] var det for den politik, der blev ført næsten hele vejen op til 50’erne.


Arne Hardis er politisk redaktør på Weekendavisen. Erik Meyer Carlsen er journalist og tidligere chefredaktør på BT. Lars Trier Mogensen er politisk kommentator på Information og radiovært på Radio24syv. Amalie Kestler er lederskribent på Politiken. David Troels Garby er redaktør på socialdemokratiske Netavisen Pio. Lars Olsen er journalist og forfatter. Thomas Gyldal (S) er borgmester i Herlev. Rasmus Horn Langhoff er MF og ligestillingsordfører for Socialdemokraterne. Peter Hummelgaard er tidligere formand for DSU og folketingskandidat for S.

Frederik Buhl Kristensen (
f. 1988) er BA og kandidatstuderende i Global Studies og Journalistik ved Roskilde Universitet, freelanceskribent ved Soundvenue og tidligere praktikant for Socialdemokraterne på Christiansborg. Mette Thomsen (f. 1992) studerer statskundskab på Københavns Universitet. Hun har tidligere arbejdet med politisk presse- og kampagnearbejde for en nuværende minister samt frivilligt integrationsarbejde. Johan V. Bendtsen (f. 1990) studerer Journalistik og Politik & Administration på Roskilde Universitet, er daglig redaktør på „GRÆNSEN – magasin for mindretal, sprog og kultur“ samt tidligere vært på Universitetsradioen. FOTO: Socialdemokraterne via Flickr