05.11.2013

Udviklingsministeren præsenterede d. 2. oktober en strategisk ramme for Danmarks rolle i EU’s samlede udviklingsarbejde. Regeringen har tre prioriteter – menneskerettigheder, sikkerhed og grøn vækst – og taler for en udviklingspolitik, der i langt højere grad er koordineret på EU-plan. Interviewet er en længere udgave af det interview, der findes i RÆSON 15, som udkom torsdag d. 31. oktober 2013.

INTERVIEW af Johan Moe Fejerskov, RÆSONs ansv. chefredaktør


RÆSON: Hvorfor skal vi overhovedet have en EU-udviklingsstrategi, når vi forvejen har en generel strategi?
Friis Bach: EU er verdensstørste udviklingsaktør, og udviklingspolitikken har altid været et af EU’s stærkeste udenrigspolitiske instrumenter. Den har potentialet til virkelig at placere EU meget stærkt i verden. Den er et stærkt bidrag for EU til at forandre verden. Derfor er det helt afgørende, at vi forholder os til, hvordan vi fra Danmarks side påvirker, bruger og bidrager til EU’s udviklingsstrategi. Det er det, den strategiske ramme handler om.
RÆSON: Så der er et særligt potentiale i at lave en strategisk ramme for udviklingsarbejdet i EU?
Friis Bach: Der er bestemt et stort potentiale. Hvis vi kan blive bedre – gennem stærkere prioriteringer, programmer og politikker – til at påvirke udviklingsarbejdet i den rigtige retning, får vi virkelig muligheden for at sætte et markant fingeraftryk på verden gennem det europæiske samarbejde. Det er den ambition, vi har, men det kræver, at vi har skarpere prioritereringer – at vi ved præcis, hvad vi vil.
RÆSON: I dag kanaliserer man ca. 1,5 mia. af udviklingsbistanden igennem EU. Det svarer til omkring 9 pct. af den samlede danske udviklingsbistand. Bør man kanalisere flere midler gennem EU, hvis der er et stort potentiale?
Friis Bach: Det handler ikke kun om at kanalisere penge igennem EU. Det, der sker i mange lande, er, at vi kanaliserer pengene sammen med EU. Det er det, der hedder fælles programmering med et lidt teknisk udtryk. Det går sådan set bare ud på, at man i det enkelte land – fx Tanzania, Nepal, Bangladesh, Etiopien eller Ghana – sætter sig sammen i EU-kredsen og finder ud af, hvordan man i fællesskab vil bruge den fælles pulje af penge. Pengene behøver ikke nødvendigvis at gå gennem en EU-konto i Bruxelles. Men de skal bruges i samspil og samarbejde med de andre lande i EU. I virkeligheden bruger vi flere penge sammen med EU, men ikke nødvendigvis igennem EU. Men når det så er sagt, så tror jeg på sigt, at en større del af det danske udviklingssamarbejde vil blive kanaliseret igennem EU. Og det har jeg da også et ønske om.
RÆSON: Kan du uddybe det. Hvorfor vil det være en fordel at få flere penge kanaliseret igennem EU?
Friis Bach: Det kan give en mere effektivt koordineret indsats, hvor vi giver EU en stærkere stemme, og dermed sikrer Danmark sig igennem EU en stærkere indflydelse på verdens udvikling. Ved at stå sammen kan vi få mere slagkraft. Fx når Danmark går med i en statsopbygningskontrakt i Mali eller Somalia, som EU laver med landene for at bygge staterne op. Når vi placerer vores penge i den samme statsopbygningskontrakt, så får vi et mere koordineret, effektivt og slagkraftigt samarbejde.
RÆSON: Det bliver en mere effektiv indsats. Hvorfor adresserer I det så ikke i strategien?
Friis Bach: Det gør vi jo også. Hele idéen om at bruge EU, der hvor EU er mest effektiv – inden for fx budgetstøttemekanismer eller statsopbygningskontrakter og udviklingskontrakter – handler i høj grad om at lave effektiv udviklingsbistand.
RÆSON: Men der bliver ikke lagt op til flere penge gennem EU?
Friis Bach: Nej, men jeg tror, det vil komme til at ske, hvis vi får det her til at fungere. Hvis vi får EU til i høj grad at stå på mål for de danske prioriteter, så tror jeg, vi vil komme til at se et stærkere samarbejde.
RÆSON: Så hvad er det, der forhindrer, at I beslutter jer for nu at smide flere penge gennem EU?
Friis Bach: Vi bruger flere penge sammen med EU. Vi styrker EU ved at samarbejde med dem i landene, hvor vi får den bedste af alle verdener: En dansk deltagelse, men samtidig et stærkere europæisk samarbejde. Der skal ikke nødvendigvis gå flere penge gennem Bruxelles, men vi skal arbejde mere sammen med EU-landene.
RÆSON: Men er det ikke sådan på nuværende tidspunkt, at fx modtagerlandene skal rapportere tilbage til samtlige donorlande, der er aktive i det pågældende land, selvom interesserne meget er de samme?
Friis Bach: Det kommer ikke til at ske, når vi laver fx statsopbygningskontrakter i fælleskab, eller når vi laver fælles puljer – trustfonde – hvor vi sammen udmønter pengene. Der får du et meget mere effektiv samordnet udviklingsarbejde, hvor landene ikke skal sende rapporter til os allesammen, men kun en fælles rapport.


Vi kan påvirke EU i den rigtige retning

RÆSON: Så er din vision også, at man på sigt får et fælles europæisk udviklingsprojekt. At man ikke differentierer det efter lande, men har et fælles projekt?
Friis Bach: Kig fx på Ghana og Etiopien, hvor Danmark har været med, og samprogrammeringen er langt fremme. Der går man fælles sammen i EU-kredsen og kører ét vandprogram, ét menneskerettighedsprogram eller ét uddannelsesprogram, som alle EU-lande står bag. Så kan det være, at fx Danmark står i spidsen for programmet i Ghana på vegne af hele EU-kredsen, og briterne står i spidsen for programmet i Etiopien. Jeg tror, at den måde at gøre det på kan give os meget betydelige resultater og et meget mere effektivt og slagkraftigt udviklingssamarbejde. Vi må bare også erkende, at vi er oppe imod en storpolitisk udvikling, hvor stadig flere aktører forsøger at få indflydelse i de her lande. Udviklingssamarbejdet i lande som Kina, Indien og Brasilien bliver stærkere og stærkere. Selv Sydafrika har nu sit eget udviklingsengagement i andre lande. Hvis EU skal have indflydelse på verdens gang, hvis EU skal have synlighed og slagkraft, og hvis vi skal kunne stå på mål for nogle af de europæiske principper, værdier og politikker, så bliver vi nødt til at stå skulder ved skulder.
RÆSON: Er der ikke en risiko for, at mange af de beslutninger, du som minister nu tager, bliver rykket til EU. At der sker et tab af suverænitet?
Friis Bach: Der er jo ikke kun en hvis mængde suverænitet i verden, som vi kan fordele, og hvis vi giver suverænitet videre til andre, så mister vi noget selv. Det er en gammeldags og forældet forståelse af suverænitet. Jeg tror, at hvis suverænitet handler om, hvorvidt Danmark som en nationalstat kan påvirke verdens gang, så får vi mere indflydelse ved at gå igennem EU og påvirke et så markant budget som det europæiske i den rigtige retning end ved at stå alene.
RÆSON: Men konkret vil det vel betyde, at nogle beslutninger her fra ministeriet, vil blive rykket ned til Bruxelles og til EU’s kontorer. Er det ikke rigtigt?
Friis Bach: Jo, det vil betyde, at vi tager beslutninger i fællesskab. Ikke nødvendigvis i Bruxelles som sagt – det vil netop ofte foregå i Kampala, Nairobi eller Dhaka. Det vil foregå ude i landene i høj grad og i et samarbejde med den fælles europæiske udenrigstjeneste, som fortsat bliver stærkere. Det er rigtigt, at vi så ikke tager beslutningen i København, men i landene sammen med de andre EU-lande. Men det giver bedre beslutninger.
RÆSON: Hvordan kan du så være overbevist om, at du får indflydelse på de projekter, du er en del af. Nu kan du konkret bestemme, hvilke projekter du tager del i bilateralt, men hvis du går ind i et multilateralt samarbejde, så kan du række hånden op, men det er ikke ensbetydende med, at du nødvendigvis får indflydelse?
Friis Bach: Nej, men som sagt, det er en gammeldags forståelse af suverænitet, hvis man tror, at fordi man samarbejder med andre, så har man ikke noget at skulle have sagt selv. Vi tror, at hvis vi har skarpe prioriteter og virkelig noget at byde på, så får vi indflydelse på EU’s udviklingspolitik. Danmark er kendt i EU-kredsen som et af de lande, der har det absolut bedste udviklingsprogram. På det her område har vi en vis selvbevidsthed, og vi tror på, at vi faktisk kan påvirke EU i den rigtige retning.
RÆSON: Men det er vel også at gamble. Du ved det ikke med sikkerhed?
Friis Bach: Jo, jeg ved og tror på, at vi kan. Tag fx EU’s udviklingspolitik, som nu også baserer sig på menneskerettigheder: Det er i høj grad et dansk resultat. Det kæmpede vi for, og i dag er vi kendt i EU som dem, der placerede en menneskerettighedsbaseret tilgang i EU’s udviklingssamarbejde. Danmark afholdt i sommers et seminar sammen med EU-kommissionen om menneskerettigheder i udviklingssamarbejde. Vi er kendt for den dagsorden – det er os, som er gået forrest. Et andet eksempel er bæredygtig energi til alle, som er det store initiativ fra generalsekretæren, som blev lanceret under det danske EU-formandskab. Vi pressede meget på for, at EU skulle engagere sig, og EU står i dag helt i front. Erfaringen viser os, at vi kan få indflydelse.


„Det kan blive svært at se præcis, hvilken skole de danske skatteydere har betalt for‟

RÆSON: I snakker i strategien om, at politikker, der undergraver de fattige landes udvikling, skal man modarbejde. Er der ikke nogle meget store politikker, som er afgørende for de fattige landes udvikling, men hvor interesserne simpelthen er så store fra lande som Tyskland og Frankrig, at vi aldrig kan få gjort noget ved dem?
Friis Bach: Det er rigtigt, at det er svært. Det, du taler om nu, er ikke nødvendigvis udviklingssamarbejdet, men det bredere sæt af politikker. Den anden prioritet i denne strategi er, at vi skal forsøge at arbejde mere ihærdigt for at skabe sammenhæng mellem de forskellige politikker, så vi netop ikke kun tænker udviklingssamarbejde som noget, der har at gøre med udviklingsbistanden, men at det også handler om vores fiskeripolitik, handelspolitik og sikkerhedspolitik og landbrugspolitik. Skatteområdet er fx helt afgørende for verdens lande i dag, og der har EU en række kompetencer.
RÆSON: Det lyder lidt som om, du skal være den nye superminister. Det er en meget sympatisk tankegang, men er den ikke grundlæggende naiv?
Friis Bach: Nej, for det er traktatfæstet i EU, at vi skal tænke politik kohærens (sammenhæng mellem politikkerne, red.). Når vi laver en ny landbrugspolitik, skal vi også tænke over, hvordan den påvirker verdens fattigste lande. Når vi laver handelsaftaler med Kina, skal vi tænke over, hvordan de påvirker fattige lande. I strategien siger vi, at vi vil have en mere aktiv politik på dette område. Når der kommer et nyt regnskabsdirektiv eller en ny fiskeriaftale, så vil vi være dem, der også taler fattige landes sag i den sammenhæng. Det er ikke nemt, men kan vi få en lille indflydelse på EU, så skaber det måske langt større resultater, end hvis vi får en stor indflydelse på vores egen udviklingsbistand alene.
RÆSON: Men det betyder vel, at det bliver sværere at se, hvad de danske kroner reelt set går til. Vi poster mange penge ind i et stort system, men vi kan ikke mål effekten af dem konkret. Betyder det ikke mindre gennemsigtighed?
Friis Bach: Det er fuldstændig rigtigt, at det kan være svært at spore den enkelte skole direkte hjem til den danske skatteyder. Det kan blive svært at se præcis, hvilken skole de danske skatteydere har betalt for. Men jeg tror i virkeligheden, at danskerne ikke er så optaget af, hvilken skole de har betalt for. De er optaget af, om skolen virker. De er optaget af, om børnene kommer i skole. Det vil vi selvfølgelig måle hårdt på. Vi vil være kritiske og kontante, men selvfølgelig konstruktive i forhold til at måle, om det europæiske udviklingssamarbejde giver resultater. Men der er tal, der viser, at vi kan sparre over 40 milliarder bare ved at gøre det mere effektivt. Og jeg tror, at danskerne vil have, at det bliver effektivt.


Johan Moe Fejerskov (f. 1991) er RÆSONs ansvarshavende chefredaktør. Foto: Bjarke Ørsted, UM