01.12.2013

Det egyptiske demokrati faldt ikke med Mohamed Morsi. Broderskabet tog selv aktiv del i en udemokratisk magtkamp med deres gamle ærkefjender og spildte revolutionens momentum. Nu betaler de en stor pris, mens striden mellem de revolutionære og de reaktionære kræfter fortsætter.

ANALYSE af Rasmus Bøgeskov Larsen


Der er blevet sagt og skrevet meget om Egypten de seneste måneder. Igen og igen er det blevet diskuteret i Vesten, om forløbet i sommer var et militærkup eller ej. Igen og igen er det blevet debatteret, om ikke det er i strid med demokratiske principper at styrte en folkevalgt præsident fra magten, blot fordi han efter et år har mistet popularitet. Og igen og igen er det blevet fremført, at Vesten burde indtage en stærkere position imod militæret og kuppet.

Set fra Egypten har hele denne debat fremstået virkelighedsfjern. At betragte den egyptiske magtkamp ud fra, hvad der er principielt rigtig og forkert i et demokrati, er helt grundlæggende nyttesløst. Det svarer til at betragte en boksekamp som en balletforestilling, blot fordi bokserne bærer skørter. Realiteten er, at det, der er foregået i Egypten de seneste år, har været en beskidt, politisk kamp mellem forskellige eliter, hvor alle har anvendt udemokratiske metoder for at svække deres modstandere. Ingen har rene hænder og ingen kan ærligt sige, at de ikke var bekendte med præmisserne.

Det Muslimske Broderskab er blevet de store tabere og kan primært takke sin egen ledelse for, at det endte sådan. Sikkerhedsapparatets brutale angreb på brødrene kan aldrig forsvares, og det truer med at skabe en ny generation af marginaliserede og potentielt voldelige islamister. Men samtidig nytter det ikke at være blind for, at et sådant udfald altid var en risiko i det spil som Broderskabet forsøgte at spille med dets gamle ærkefjender.

Resultatet af Morsis katastrofale år som præsident er, at generalerne nu igen har indtaget dirigentrollen. Nogle kommentatorer hævder, at alt nu er tilbage ved det gamle i Egypten. Når det gælder den politiske undertrykkelse af islamisterne og mediernes propaganda, er forholdene faktisk værre end under Hosni Mubarak. Men det vil være en fejl at tro, at de seneste to et halvt år intet har forandret. Egypten er ikke et demokrati, men det er heller ikke det autokrati, som fandtes før revolutionen. Det er en mellemting og må forstås ud fra den præmis.

Revolutionen har hele tiden været i fare
Oprøret mod Mubarak i januar og februar 2011 bør bedst betragtes som begyndelsen på en revolution, hvilket også hele tiden har været de revolutionære gruppers indstilling. ’Al-Thawra Mustamirra’, Revolutionen Fortsætter, blev hurtigt det nye slagord, efter at Hosni Mubarak var blevet sat af, og kampen mod resten af det gamle system fortsatte. Militærjuntaen lod Mubarak og hans NDP-parti skylle ud med badevandet, men statsapparatet forblev intakt med alle dets korrupte og autokratiske institutioner – også kendt som ’den dybe stat’.

Egypten undslap en blodig krig som i Libyen eller Syrien, men beholdt til gengæld et sikkerhedsapparat, der stadig var fuldtalligt og magtfuldt. Helt fra starten stod det derfor klart, at revolutionens succes i høj grad ville afhænge af, hvordan de nye politiske kræfter håndterede interessekonflikten med den dybe stat. For der er ingen hurtig måde at komme uden om den realitet, at militæret og politiet igennem 60 år har været statens rygrad, og at dem med geværerne ikke er særlig interesserede i forandring.

De revolutionære, politiske kræfter var derfor tvunget til at finde måder, hvorpå de enten kunne presse eller akkommodere statsapparatet, hvis de ønskede at skabe forandring. De etablerede institutioner og deres ansatte kunne ikke bare fjernes uden videre. Man var nødt til at indlede en vanskelig reformproces, som langsomt kunne bringe staten under civil kontrol og dermed fuldbyrde, hvad opgøret med Mubarak havde påbegyndt. En proces som ville kræve både kløgtigt politisk håndværk fra de folkevalgte og et fortsat pres fra gaden gennem civile bevægelser, fagforeninger og aktivistgrupper.

Hvor vanskelig denne proces var, stod dog hurtigt klart. Allerede inden for det første år havde militæret adskillige gange brugt vold imod demonstranter, og gennem dets kontrol med statsmedierne lykkedes det at skade de revolutionæres omdømme og dermed stække aktivisternes evne til fortsat at mobilisere folket til protest. Imens formåede det korrupte retssystem at holde hånden over sikkerhedsapparatet i en sådan grad, at ingen politibetjente blev dømt for drab eller overgreb begået under revolutionen.

Samtidig var det også ganske klart, at den dybe stat ikke blot havde tænkt sig at overlade den politiske scene til de nye aktører. Ved parlamentsvalget led tidligere NDP-medlemmer nederlag, men ved præsidentvalget var en af Mubaraks tidligere ministre Ahmed Shafik en stærk kandidat. Det Muslimske Broderskab forstod faren. De brød deres løfte om ikke at opstille en præsidentkandidat for at forhindre det gamle regime i at gennemføre et comeback ved at snuppe præsidentposten. Morsis sejr blev dog så kneben, som den kunne være – 51 pct. – og Shafiks popularitet indikerede klart, at den gamle, konservative, nationalistiske retorik fortsat har en stærk appel i Egypten. Det var på en måde et forvarsel til det udbrud af populistisk nationalisme, som vi så et år senere, da Morsi blev fjernet fra magten.

Egypten var og er ikke et fungerende demokrati
Den dybe stats overlevelse og fortsatte magtudøvelse har i stor stil spændt ben for de spæde demokratiske tiltag. Egypterne har været ved stemmeurnerne seks gange siden revolutionen, men har i realiteten ingen af gangene fået deres vilje. Først stemte de ja til en midlertidig forfatning, der lagde en politisk køreplan for tiden efter revolutionen, blot for at militærjuntaen senere ændrede denne køreplan, når det passede den. Dernæst valgte egypterne kandidater til parlamentets overhus og underhus, blot for at en politiseret dommerstand et halvt år senere opløste underhuset (der har mest indflydelse), mens ’kupvolutionen’ den 3. juli gjorde det af med overhuset. I foråret 2012 stemte egypterne så over to runder Morsi ind som ny præsident, men han blev som bekendt afsat efter et år på posten. Endelig blev en ny forfatning stemt igennem af et flertal i december 2012, men den tekst bliver nu i disse dage omskrevet af juridiske eksperter og en komité af blandede politiske aktører, hvoraf de fleste er sekulært orienterede.

Folkets vilje har med andre ord indtil videre kun været vejledende i det nye Egypten. Eller sagt på en anden måde: En valgsejr giver kun retten til at forhandle med den dybe stat, ikke til at bestemme over den.

Derfor lykkedes de folkevalgte – inden de fik frataget deres mandater – heller ikke med at opnå meget, når de forsøgte at gennemføre forandringer. Præsident Morsi virkede nærmest magtesløs, og Broderskabet har – særligt efter kuppet – åbent erkendt, at de var ude af stand til at få kontrol med det bureaukrati, de havde overtaget.

Det er nemt for Broderskabet at fremstille alt dette som brud på demokratiet og gøre sig selv til ofrene. Men faktum er, at brødrene helt fra starten accepterede disse præmisser og tog aktiv del i det beskidte magtspil. De støttede næsten helt blindt militærledelsen i dets autoritære ledelse af landet efter revolutionen, og Morsi lod generalerne bevare alle deres privilegier og dets rolle som en stat i staten. Heller ikke det politi, som i årtier havde torturet og fængslet tusinder af brødre, gjorde Morsi noget for at reformere. Egyptiske menneskerettighedsorganisationer og grupper af reformvillige politibetjente fremlagde udførlige forslag til, hvordan forandringer af sikkerhedsapparatet kunne indledes uden at starte en krig med de uniformerede mænd – forslag som alle blev ignoreret af Morsis folk. Kun domstolene forsøgte præsidenten at passivisere, og dét med en forfatningsdeklaration, som var et klokkeklart udemokratisk træk, der efterlignende militærjuntaens omgåelse af love og forfatning.

Morsi lavede en katastrofal fejlberegning
Mohamed Morsi trådte til som præsident med et spinkelt mandat, men syntes aldrig at ville erkende dette. Broderskabet lod sig selv overbevise om, at det var mediernes skyld, at Morsi blot fik 25 pct. af stemmerne i første runde (hvor de blev delt mellem fem kandidater) og 51 pct. i anden. I stedet for at inkludere sine politiske modstandere i ledelsen af landet – sådan som han havde lovet dem, da han bad om deres støtte i duellen mod Shafik – regerede Morsi som en enehersker. De eneste partier, som fik poster i Morsis regering, var to små islamistiske partier, som støttede Morsi i tykt og tyndt. Resten blev holdt uden for indflydelse, og i stedet udpegede Morsi et flertal af ministre, som kom fra bureaukratiets egne rækker. Selv salafisterne, som ellers havde bakket op om den nye forfatning, der blev gennemtrumfet uden de sekulæres accept, begyndte snart at distancere sig fra Morsi. De gik så vidt som til at holde møder med sekulære partier om at lave en fælles alliance imod Broderskabet, og da kuppet fandt sted støttede de op om militæret og de sekulære.

At lede landet så enerådigt efter en kneben valgsejr var i sig selv uklogt af brødrene. Men det var decideret livsfarligt, når man tænker på, at Morsi overtog et statsapparat, som i vidt omfang var fjendtlig indstillet overfor netop Broderskabet. Ikke blot i sikkerhedsapparatet, som i årtier havde haft som hovedopgave at undertrykke brødrene, men også iblandt store dele af den øvrige magtelite hersker der en udbredt mistillid, om ikke had, til Broderskabet, som bliver set som en upatriotisk, ekstremistisk bevægelse. Dette kendte brødrene selvsagt alt til, men alligevel indså de ikke faren ved at lægge arm med den dybe stat helt på egen hånd. Havde Broderskabet først søgt bred opbakning, havde det været langt vanskeligere for bureaukratiet at modsætte sig Morsi. I stedet lod Morsi sig blive mere og mere politisk isoleret, mens den dybe stat mere og mere aktivt modarbejdede ham og til sidst så sit snit til helt at komme af med ham, da der udbrød store folkelige protester.

Broderskabet troede, at det ved at behage det gamle regimes institutioner kunne sikre sig, at de ikke modsatte sig den nye orden. Det var en katastrofal fejlberegning. Resultatet blev, at den dybe stat efter at være blevet rystet af revolutionen lykkedes med at komme til hægterne igen og lave en kontraoffensiv. Brødrene spildte det revolutionære momentum ved helt fra starten at lade de andre revolutionære kræfter i stikken og i stedet forsøge at gøre sig venner med den gamle elite i en forfejlet tro på, at de på den måde ville blive lukket ind i statens varme.

De sekulære og salafisterne har ikke noget valg
Broderskabets enegang polariserede det politiske landskab, og det var derfor ikke overraskende, at stort set alle de væsentligste politiske grupperinger foruden Broderskabet støttede op om militæret, da det satte Morsi fra magten. De bryder sig ikke alle om sikkerhedsapparatets efterfølgende nedskydninger og masseanholdelser af muslimske brødre, men selv de revolutionære grupper, der tidligere har demonstreret så ofte mod politiet og militæret, går stille med deres kritik.

Det er svært at klandre dem. Revolutionen har aldrig kun handlet om at stå fast på idealistiske principper. Den har hele tiden indebåret en overvejelse af de aktuelle magtforhold, og i den nuværende situation står såvel de sekulære som de salafistiske partier i en meget svag position. Et flertal af egypterne bakker op om militæret, mens befolkningens tiltro til de politiske partier og bevægelser er meget lav efter to et halvt års stridigheder og ustabilitet. I en stærkt anspændt og polariseret atmosfære findes der ikke nogen midtbane at placere sig på, og muligheden for at mobilisere folket i protest mod politiets brutalitet på et tidspunkt, hvor der er daglige bombeangreb og skudkampe, er praktisk talt ikkeeksisterende.

Såvel de sekulære som salafisternes mulighed for at gøre en forskel ligger i, at militæret trods alt har brug for et civilt alibi. Mange progressive sekulære skikkelser har fået ministerposter i den nye regering og i den nye forfatningskomité. De kan ikke gøre meget for at ændre på sikkerhedsapparatets åbenlyse forsøg på at svække Broderskabet mest muligt. Men de kan presse på for at sikre, at en ny forfatning og de kommende parlaments- og præsidentvalg kommer til at blive nogenlunde fair og demokratiske.

Kampen mod ulighed og korruption fortsætter
Nogle i Vesten fokuserer meget på, om et nyt militærregime er på vej i Egypten, men dette spørgsmål bygger på en misforståelse af, hvad der er på spil. Militæret VIL fortsætte med at være en stat i staten og i vidt omfang bevare sin suverænitet, når det gælder spørgsmål om landets sikkerhed. Men det ønsker ikke at administrere hele det egyptiske statsapparat, og det ved desuden også godt, at demokratiske valg er blevet et imperativ i Egypten. Ved disse valg kan man sagtens forestille sig, at reaktionære, promilitære kræfter kunne opnå gode resultater, men de er stadig nødt til at kæmpe om folkets gunst.

Uanset hvilken regeringskoalition der er i vente, vil både den og statsapparatet blive udfordret nedefra igen. Revolutionen har endnu ikke ført til store forskydninger af den formelle magt, men den har politiseret det egyptiske samfund og skabt et utal af bevægelser og grupperinger, som kæmper for deres rettigheder: De egyptiske arbejdere vil fortsætte deres strejker for at få bedre arbejdsforhold. Revolutionære grupper vil modsætte sig overgreb på frihedsrettigheder. De uregerlige fodboldfans er med garanti ikke færdige med at modsætte sig politiets brutalitet. Og rundtom i landet vil der fortsat være et utal af lokale oprør mod ulighed, korruption og manglende justits.

Både militæret og politiet står dog i en stærk position til at bevare deres privilegier og modstå pres for reformer – særligt så længe den voldelige modstand mod den nye orden fortsætter. Men samtidig er det værd at bemærke, at ’den dybe stat’ nemt kommer til at lyde som en mere monolitisk og sammenhængende størrelse, end den egentlig er. I striden med Broderskabet har de forskellige institutioner haft en fælles fjende, men deres interesser er langtfra altid overlappende. Historisk har de forskellige ministerier, efterretningstjenester og institutioner altid kæmpet indbyrdes om magt og privilegier og er først og fremmest loyale over for deres egne. Sådanne indbyrdes rivaliseringer kan blande sig med de folkevalgtes politiske spil samt de fortsatte oprør fra ikkestatslige aktører og skabe en mudret og kompliceret magtkamp – men dog trods alt en magtkamp, hvor der fortsat ikke er én gruppering, som er i stand til at dominere staten.


Rasmus Bøgeskov Larsen (f. 1981) er freelancejournalist bosiddende i Cairo og har siden 2010 været tilknyttet Politiken som korrespondent i Mellemøsten. FOTO: Lorenz Khazaleh via Flickr.