13.05.2013

Af Mikkel Vedby Rasmussen

RÆSON 13 er trettende trykte nummer af RÆSON, der blev grundlagt på nettet i 2002 og i 2007 lanceret på tryk. Fra og med dette nummer udkommer RÆSON 4 gange om året – i nyt format: 64 sider, 19 x 29 cm, 64 kr.

700 meter fra Udenrigsministeriet på Asiatisk Plads ligger restaurant Noma. Fra Claus Meyer til René Redzepi har ‚det nye nordiske køkken‘ handlet om at se på danske traditioner som for første gang. Globaliseringen gav de danske kokke et nyt sted at stå: På afstand var det pludselig muligt at se værdierne i gamle kødgryder og genopdage det, damebladene kalder ‚mormorkøkkenet‘. Den selvbevidste, senmoderne mor havde i de foregående årtier introduceret pasta og andre retter fra resten af verden, på bekostning af traditionerne. Denne internationalisering gav mulighed for at genopdage det danske i en global sammenhæng og, som det hedder i manifestet for det nye nordiske køkken, skabe et nyt nordisk køkken, som „i kraft af sin velsmag og egenart kan måle sig med de største køkkener i verden“.

USA‘s navnkundige Henry Kissinger har betegnet diplomatens opgave som at oversætte visioner for det internationale til nationale realiteter. Men globaliseringen er ikke kommet til Asiatisk Plads 2 på samme måde, som den er kommet til Noma.

Efter afslutningen på Den Kolde Krig blev dansk udenrigspolitik selvbevidst anderledes. Fra udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen og senere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har skiftende regeringer ført udenrigspolitik under overskriften ‚aktivisme‘, som først og fremmest betegnede et brud med en politik, der blev opfattet som passiv. Jeppe Aakjær henvendte sig i 1917 til Danmark som et „Pusling- Land, som hygger dig i Smug, mens hele Verden brænder om din Vugge“. Den mulighed havde Danmark ikke længere efter terrorangrebene på New York og Washington. 20/9 2011 fastslog statsminister Poul Nyrup Rasmussen, „at der ikke længere findes noget neutralt hjørne – noget tæppe, bag hvilket vi kan gemme os i tryghed og sikkerhed – nogen horisont, hvor vi kan sige: Her kommer de ikke“.

Den nødvendighed, som Nyrup identificerede, gjorde hans efterfølger, Anders Fogh Rasmussen, en dyd ud af: „alt for ofte i historiens løb har vi danskere blot sejlet under bekvemmelighedsflag og ladet andre slås for vor frihed og fred,“ sagde Fogh i 2003 ved en mindetale for opstanden mod den tyske besættelse, der blev en hyldest til opgøret med samarbejdspolitikken: „læresætningen fra 29. august 1943 er, at hvis man mener noget alvorligt med vore værdier, med frihed, demokrati og menneskerettigheder, så må vi også selv yde et aktivt bidrag til at forsvare dem. Også imod svære odds. Selv når der skal træffes upopulære og farlige beslutninger“.

Anders Fogh Rasmussens historiefortolkning skal ses på baggrund af hans beslutning i marts 2003 om at gøre Danmark til en del af koalitionen bag invasionen af Irak. Men sammenskrivningen af dansk uden- rigs- og sikkerhedspolitik fra 1940 til 1990 som kendetegnende en selvfed kræmmernation var mere end en retfærdiggørelse af en politik; det var også et opgør med 1980’ernes fodnotepolitik.

En politik, der spillede en central, opdragende rolle for en hel generation af politikere. I sig selv var fodnotepolitikken blot en fodnote i dansk udenrigspolitik, men dens effekt på en generation af politikere og, ikke mindst, embedsmænd var som et sort hul, der sugede hele danmarkshistorien fra 1940’erne til 1980’erne ned i ét punkt, ned i én debat. Måske fordi fodnoteperioden markerede konklusionen på Den Kolde Krig og således berøvede Danmark muligheden for at smage sejrens sødme, blev den set som definerende for hele perioden og genstand for ikke så lidt bitterhed fra dem, der var imod politikken dengang.

For Uffe Ellemann-Jensen var fodnoteperioden et udtryk for en fatal mangel på selverkendelse og geopolitisk forståelse fra dansk side. I sin ‚Fodfejl‘, der er en nådesløs analyse af socialdemokratisk udenrigspolitik, beskriver den tidligere udenrigsminister således Danmark under Den Kolde Krig ud fra „den skæbneløshed, der stod i grel modsætning til det liv og den virkelighed, der blev andre til del – alle dem, der henslæbte et halvt århundrede i ufrihed bag jerntæppet“. Både de politikere, som Uffe Ellemann-Jensen havde opdraget i Venstre, og Poul Nyrup Rasmussens sejr over socialdemokratiets venstrefløj bragte en generation af politikere til magten, som havde stort behov for at markere deres aktivisme i modsætning til fodnoteperiodens passivitet.

Efterfølgende blev Socialdemokratiets regeringsduelighed – både internt og eksternt – i høj grad målt på, hvorvidt der var ‚tilbagefald til fodnoteperioden‘. Socialdemokratiets modstand mod Irakkrigen blev således – i første omgang – et indenrigspolitisk selvmål, netop fordi Anders Fogh Rasmussen retorisk kunne placere det i en række af historiske svigt fra samarbejdspolitikken og frem. I sin første tale til Folketinget som statsminister understregede Helle Thorning-Schmidt derfor, at også i hendes regering ville Danmark være „aktiv fra Afrika til Afghanistan“.

Aktivisme var dybest set en internationalisering af dansk udenrigspolitik. Den historieløshed, som Uffe Ellemann-Jensen havde fordømt, skulle erstattes af engagement i at forme historien. Hvis Danmark havde været ‚skæbneløs‘ under Den Kolde Krig, skulle Danmark nu have en skæbne. I statskundskabstermer skulle Danmark være en „strategisk aktør“, med politologen Sten Rynnings ord. Og afslutningen af Den Kolde Krig betød, at Danmark kunne påtage sig en skæbne med betydelig lavere risici end under Den Kold Krig. Dette fokus på at være en del af historien passede godt med Bush-administrationens læsning af tidens ånd. Som George W. Bush udtrykte det i sin anden tiltrædelsestale i 2005: „history has an ebb and flow of justice, but history also has a visible direction, set by liberty and the Author of Liberty“.

Det var denne hegelianske tro på historiens mening, som den danske aktivisme på det idémæssige plan var en del af. Aktivismen var således fokuseret på det historiske mandat for international forandring, men tilsvarende uinteresseret i den historiske tradition. Fordi danske interesser og værdier blev forbundet med fodnoter og svaghed, så skulle dansk udenrigspolitik forbindes med internationale, vestlige interesser og værdier. Dette mål blev lejlighedsvist formuleret som et middel til at få indflydelse på amerikansk udenrigspolitik med det mere eller mindre eksplicitte formål at knytte USA til danske interesser. Men det var et tomt argument, fordi Danmark jo netop ikke satte sine egne mål på basis af egne interesser. Det var politik nok for Danmark at forfølge amerikanske udenrigspolitiske mål. Snarere end at formulere uafhængige mål påtog vi os en skæbne.

Efter krigene i Irak og Afghanistan er denne skæbne blevet for tung at bære. „Der er brug for en ny realisme i dansk forsvars- og sikkerhedspolitik,“ udtalte forsvarsminister Nick Hækkerup i en tale holdt på Københavns Universitet i marts 2013: „Vi skal føre en aktiv forsvarsog sikkerhedspolitik, fordi det er sådan vi kan varetage vores egne, nationale interesser.“ Dermed brød forsvarsministeren med internationaliseringen af dansk udenrigspolitik til fordel for et fornyet fokus på danske interesser og værdier.

Måske var det ikke noget tilfælde, at netop Nick Hækkerup kunne tale sådan. Hans generation var ikke personligt engageret i fodnotedebatten, mens han havde familiemæssige bånd, der gik hinsides 1980’ernes debatter. Hans farfar, udenrigsminister Per Hækkerup, skrev således i sin klassiske beskrivelse af prioriteterne i dansk udenrigspolitik: „Danmark har ca. 1,5 promille af jordens befolkning. Det er derfor helt klart, at vi ikke bestemmer verdensudviklingen. Vi kan øve indflydelse på den, vel endda en indflydelse, som ofte er større end vort folketal begrunder, men kun hvis vi er meget påpasselige i anvendelsen af vore kræfter og vor good-will.“ Som sit barnebarn lagde Per Hækkerup vægt på, at udenrigspolitik skulle være baseret på en ‚nøgtern‘ analyse, og han fandt, at idealistiske mål var noget, som man skulle arbejde efter på lang sigt, mens kortsigtede mål skulle defineres af de reale magtforhold.

Per Hækkerups tilgang til udenrigspolitik lægger stor vægt på analyse og på at dosere sin indsats. Denne tilgang er i virkeligheden langt mere strategisk end aktivismen. Aktivismen definerede strategisk handling (‚strategisk aktør‘) som dét at spille med de store på den store scene, men derved undslog man sig for den helt grundlæggende strategiske overvejelse, som er forholdet mellem mål og midler. Som den amerikanske strategiforsker Richard Rumelt har udtrykt det, så er strategi nødens barn.

Helt modsat aktivismen, der tillagde handling værdi for handlingens egen skyld, og som – fordi den var en værdipolitik – havde vanskeligt ved at stille strukturelle eller pekuniære begrænsninger op for sin politik (for hvem kan sætte en pris på det gode?). Det er præcis, fordi man ikke kan gøre alt – eller har ressourcerne til det – at strategiens strukturering af valg og fravalg bliver nødvendig. I en tid med økonomisk krise, og efter at forsvarets ressourcer blev drænet af to dårligt planlagte krige, er det selvsagt spørgsmål, som står højt på forsvarsministerens dagsorden. Udenrigspolitikkens svar på mormorkøkkenet er farfars analyse.

Men det er ikke kun i temperament, at udenrigspolitikken søger tilbage til fortidens dyder. En række af de centrale udenrigspolitiske spørgsmål, der var definerende for dansk udenrigspolitik i det 20. århundrede, er vendt tilbage i deres klassiske form, efterhånden som aktivismens hyperaktive fokus på fjerne egne tager af. Det er i denne forbindelse, at udenrigspolitikken for alvor kan finde inspiration i det nye nordiske køkken. „Vi ønsker,“ skriver Claus Meyer og hans kolleger i deres manifest, „at Det Ny Nordiske Køkken skal tage sit udgangspunkt i traditionelle nordiske værdier, men samtidigt sætte dem til diskussion.“

Denne diskussion er netop mulig, fordi internationalisering (pasta!) har gjort det muligt at forholde sig kreativt til traditionelle råvarer og retter. På samme måde var både fodnotepolitikken og aktivismen, der på hver deres modstridende og dialektiske måde var et opgør med den konsensus, som Per Hækkerup beskrev, forudsætningen for at kunne gå til etablerede interesser, værdier og problematikker på en ny måde. Det meget fordømmende debatklima om udenrigspolitikken, som aktivismen og opgøret med fodnotepolitikken skabte, har også skabt et behov for den nye enkelhed, som er et centralt koncept i det nye nordiske køkken. I manifestet tales der således om „ærlig mad – at maden bliver til uden overflødige anstrengelser, komplikationer, manipulationer og transformationer“. Der er et tilsvarende behov for en ærlig udenrigspolitik.

Aktivismens internationalisering af udenrigspolitikken var i vidt omfang en konsekvens af, at dens udgangspunkt var sikkerhedspolitisk. I fraværet af en militær trussel fra øst lå de aktuelle sikkerhedsproblemer uden for Danmarks nærområde og var som sådan ikke defineret af snævre, danske geopolitiske interesser. Det gjorde, at den internationale politiske økonomi kom ud af fokus på et tidspunkt, hvor globaliseringen betød en fundamental omlægning af produktionsmønstre og en omfordeling af den globale velstand. Men økonomi er den første faktor i den nye nordiske udenrigspolitik. Det er et klassisk spørgsmål for et lille land, hvor forholdet til omverdenen altid vil være defineret af handel i langt højere grad end diplomatisk og militær interaktion. Samtidig har finanskrisen placeret ‚economic governance‘ centralt i europæisk politik og således bidraget til, at den danske udenrigspolitiks fokus således også i stigende grad vil være på økonomiske forhold.

Imidlertid kan økonomisk udenrigspolitik ikke blot handle om at implementere direktiver. Udenrigsminister Villy Søvndal forsøgte sig i december 2011 med at sætte en egentlig politisk-økonomisk dagsorden ved at gå imod den europæiske finanspagt, der netop ikke var i tråd med en ekspansiv keynesiansk politik, som en SF’er kunne formodes at støtte i en krisetid. Den modstand måtte han tage i sig igen og blot konstatere, at han var glad for, at de danske forbehold ikke blev udfordret. Men Søvndals politiske instinkter var de rigtige. Ikke mindst Cypernkrisen viser, at små lande ikke kan regne med, at EU’s systemer og Unionens stormagter viser særlig meget hensyn til nationale økonomier.

Det er de små landes eget ansvar at sikre en økonomisk politik, der hænger sammen for dem. For andre vil ikke varetage deres interesser. Er man i tvivl, kan man bare spørge folk med indeståender i cypriotiske banker. En ny, ærlig og nordisk udenrigsøkonomisk politik vil netop skabe sammenhæng mellem den nationale og den internationale økonomi. Ved at se Danmark som en del af åbne, globale markeder og skabe de bedste muligheder for, at de mindre danske virksomheder kan operere på de store åbne, globale markeder, kan udenrigspolitikken være en vigtig del af den økonomiske genopretning.

Det økonomiske område viser, hvordan udenrigspolitikken omfatter langt flere aktører end det traditionelle billede af stat-stat-relationer. Aktivismens sikkerhedspolitiske fokus har i et vist omfang skygget for dette. Hvor det faktum, at individer, grupper, firmaer og andre i en global, åben og forbundet verden har deres helt egne internationale relationer uafhængigt af udenrigsministeriets diplomater, måske udfordrer udenrigstjenestens traditionelle selvbillede, så er denne åbne tilgang til spørgsmålet meget nordisk – for dansk udenrigspolitik har netop traditionelt været præget af en stor inddragelse af erhvervsliv og civilsamfund. Vores lidenhed har gjort, at afstanden mellem det officielle og det private Danmark aldrig var særlig lang. Det er en styrke, hvis man – åbent og ærligt i den nye nordiske ånd – kan formulere udenrigspolitiske målsætninger, som en lang række aktører har interesse i, og som man kan implementere i fællesskab. Det nye nordiske køkkens koncept om at kombinere værdier og råvarer er værd at bruge som grundlag her. Eksportrådets ‚Cool Denmark‘- kampagne er et første forsøg på at designe en sådan strategi.

Den mere åbne dagsorden med flere aktører er tydelig på det arktiske område. Grønland og kongerigets nordatlantiske besiddelser er ellers et klassisk spørgsmål i dansk udenrigspolitik. Men efter 1989 glemte man hurtigt den sikkerhedspolitiske betydning, som Grønland havde haft under både Anden Verdenskrig og Den Kolde Krig, og man fortrængte de geopolitiske stridigheder om Grønlands tilhørsforhold med USA og Norge i begyndelsen af 1900-tallet. Disse spørgsmål er vendt tilbage. Som udenrigsminister Villy Søvndal udtalte på Aarhus Universitet i marts 2012: „For med Rigsfællesskabet med Grønland har Danmark en geopolitisk og geostrategisk interesse og betydning som jeg slet ikke tror vi helt har forstået det fulde omfang af. Men tag ikke fejl. Også her står historien og banker på“. Imidlertid er der en del tvivl om, hvis dør det er, historien har valgt. For med selvstyreloven har Nuuk fået status af selvstændig aktør – i stigende grad også på det udenrigspolitiske område.

Det er et klassisk emne, der skal genopfindes i samarbejde mellem Nuuk og København. Her har Danmark en unik mulighed for at skabe sig en udenrigspolitisk platform, der har rod både i Arktis og i Europa, og som kan vise vejen for bæredygtig udnyttelse af store naturressourcer. Den retfærdige og velovervejede økonomiske udvikling, som de nordiske lande er kendt for, kan sikre integritet og bæredygtighed i udviklingen i Grønland. Det kræver imidlertid en aktiv og engageret politikformulering, som man simpelthen hidtil hverken har evnet i Nuuk eller København. En grund til denne manglende evne har været fraværet af et sprog til at tale om interesser. For Nuuk og København har både fælles og modstridende interesser. Disse interesser har aktivismen ikke haft ord for, og derfor har man ikke kunnet formulere fælles visioner, hvor der var fælles interesser, og have en oplyst diskussion og forhandling, hvor der var uenighed.

Problemerne med at forholde sig til udviklingen i Grønland er et udtryk for, hvor svært det er at håndtere et politikområde, når det skifter kategori. Grønland er på kort tid gået fra at være et perifert forvaltningsområde, hvor det handlede om at understøtte den grønlandske økonomi, til at være kongerigets største potentielle økonomiske vækstzone og som sådan genstand for stor international opmærksomhed. På samme vis har den stærke danske udviklingspolitiske profil svært ved at håndtere det faktum, at traditionelle udviklingslande i Afrika og Asien i stigende grad er i vækst, og traditionelle udviklingspolitiske dagsordener således er mindre relevante over for dem. Samtidig med at en række tidligere udviklingslande er i vækst, er de fattigste lande (dem, som Paul Collier beskriver som „the bottom billion“) fastholdt i en nedadgående spiral af konflikt, dårlig regeringsførelse og kollapsende økonomier – forhold, som udviklingsbistanden på mange måder har bidraget til at fastholde disse lande i.

Der er således et enormt behov for at nytænke politikken over for både Afrika og Asien. Hvor svært det end måtte være, så giver den store danske tilstedeværelse i traditionelle udviklingslande netværk og tilstedeværelse, som udnyttet rigtigt kan betyde, at Danmark kan blive en afgørende partner i ‚den afrikanske renæssance‘. Det kan have store fremtidige konsekvenser for danske afsætningsmarkeder og internationale netværk. Handelsminister Pia Olsen Dyhr har indset dette og kalder venstrefløjen og bistandsmiljøet for „jomfrunalsk“. „Vi skal være mindre berøringsangste og blive bedre til at udnytte Danmarks gode ry i Afrika og den store danske udviklingsbistand,“ udtalte ministeren i marts 2013.

Men de vigtigste netværk for Danmark er dem i Europa. Det er også her, Danmark er mest sårbar. Aktivismen var netop karakteriseret ved at have en lav risiko for Danmark, også selvom om risikoen for de soldater, som vi sendte til fx Afghanistan, var høj. Risikoen for Danmark er langt større, når det kommer til udviklingen af Europa. Vores internationalisering af udenrigspolitikken har betydet, at vi har sat dansk interesse lig interessen i en fortsat integrationsdagsorden – hvad der var godt for EU, var godt for Danmark.

Vores forbehold for den fælles valuta har således vist sig at være en god beslutning, som har sikret lave renter i en tid med økonomisk krise. Ikke desto mindre fremstiller regeringen – lejlighedsvis med undtagelse af udenrigsministeren – stadig forbeholdet som et stort problem, fordi Danmark ikke er en del af den europæiske hovedstrøm. Men hvorfor er det et mål i sig selv, og hvad er det, Danmark gerne vil have ud af at være ‚med ved bordet‘? Det manglende svar på de spørgsmål afspejler, at regeringen – i hvert fald officielt – ikke synes at have erkendt, hvor dyb EU-projektets krise er. Euroens krise sætter ikke alene spørgsmålstegn ved hele projektet, som det blev opbygget fra det indre marked og frem. Det europæiske systems manglende evne til at håndtere krisen har været slående. Hvor USA har brugt krisen til at reformere centrale politikområder og øge sin konkurrenceevne, har Europa vist en mangel på evne til reformer, som sætter spørgsmålstegn ved Unionens evne til at tilgodese danske interesser. Storbritannien har på den baggrund konkluderet, at der er to muligheder: Enten vil EU tage sig sammen, eller også vil Storbritannien finde sine egne løsninger.

Selvom Danmark formentlig deler den britiske analyse, har vi indtil videre konkluderet, at vi ikke har andet valg end at håbe på fransk og tysk evne til at få Unionen til at virke igen. Vi har valgt ikke at vælge.

En mere selvsikker ny nordisk udenrigspolitik vil langt mere aktivt prøve at tage stilling til det faktum, at vi slog ind på den vej, som David Cameron har valgt, lang tid før briterne. Vores forbehold var netop et udtryk for en særlig definition af danske interesser i forhold til Unionen – et udtryk for, at vi kunne tænke på EU som et middel snarere end et mål i sig selv. Det er den måde at tænke på, som vi skal tilbage til, hvis vi skal føre en ærlig udenrigspolitik.

Internationaliseringen af dansk udenrigspolitik har betydet, at vores egen geografi blev underlig irrelevant. Vi skulle formulere mål for verden, men ikke for os selv, og derfor blev vores egne interesser uklare og ude af fokus. Det gav os fordele, når det kom til at reformere vores forsvar og til fulde forstå globaliseringens omfang – begge dele har været svært i Norge og Sverige. Imidlertid afskrev vi os samtidig muligheden for at bruge Norden som en ressource. Netop fordi vi har en stærk international profil, forventer vores samarbejdspartnere, at vi kan levere Norden fx i NATO-sammenhæng, men da vi ikke har villet investere i forholdet til vores naboer, kan vi ikke levere på den ambition.

En ny nordisk udenrigspolitik ville genopdage det nordiske samarbejde på samme måde, som det nye nordiske køkken har genopdaget de nordiske råvarer. På et tidspunkt, hvor klimaforandringer gør ikke alene Arktis, men også Lapland og Sibirien til områder af verden, hvor nye muligheder åbner sig, kan vi fungere som en port til det nye Norden. Danmark har forsøgt sig i den rolle ved at være en drivende kraft i Arktisk Råd og ved at etablere fredelige spilleregler i Arktis, men den rolle kan udvides til en lang række nordiske områder, hvor Danmark med sine internationale værdier kan sætte en ny dagsorden.

Der er kun 700 meter fra Udenrigsministeriet til restauranten, der genopfandt det nordiske køkken. Diplomaterne kan tænke på vejen fra aktivismens internationalisme til en ny nordisk udenrigspolitik som en kort tur ned ad Strandgade.


Mikkel Vedby Rasmussen (f. 1973) er Professor MSO ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. FOTO: Shutterstock.com.