12.06.2013

Det Muslimske Broderskab har sat sig på magten i Egypten, og i Syrien har islamiske ekstremister fra udlandet gjort borgerkrigen blodigere og mere kompliceret. Men islamisterne får ikke lov at beholde magten for sig selv, hvis det står til nogle af de unge kvinder, der er aktive i kampen for demokrati og sekulære samfundsformer i Mellemøsten. RÆSON har mødt tre af dem.

PERSPEKTIV af Malene Fenger-Grøndahl


”Islamisterne råber højest, men de er ikke de eneste spillere på banen, og de er ikke de stærkeste.” Sådan lyder det fra Samaa Hosny, en ung egyptisk kvinde, der til daglig underviser i statistik og økonomi på Cairo Universitet. Sammen med ni andre egyptere er Samaa taget til Danmark for at deltage i et seminar om religion, forsoning og integration. Seminaret bringer religiøse ledere, meningsdannere, journalister og civilsamfundsaktivister fra Egypten, Syrien, Libanon og Danmark sammen i fire dage i foråret 2013. Her har de mulighed for at udveksle erfaringer og diskutere muligheden for at skabe dialog og forsoning i lande, hvor religionen spiller en afgørende rolle.

Også trusler og forhindringer mod dialog og forsoning bliver gjort til genstand for debat. De autokratiske tendenser hos regeringen i Egypten og udenlandske jihadisters rolle i den syriske borgerkrig er blandt det, der bekymrer deltagerne. Også diskrimination og forfølgelse af kristne i både Egypten og Syrien nævnes. Ifølge en ny undersøgelse fra det amerikanske PEW Forum hører Syrien til i den gruppe af lande, hvor kristne udsættes for ekstrem forfølgelse, mens forfølgelsen i Egypten er ’moderat’, men dog med en stigende tendens i løbet af foråret 2013.

I Libanon har de sekteriske kampe i Syrien medført politisk uro med flere dræbte til følge, og traditionen for at organisere det politiske liv efter sekteriske skel ser ud til at blive forstærket. Parlamentet skal snart tage stilling til et forslag om en forfatningsændring, som vil medføre, at alle Libanons religiøse grupper skal stemme hver deres repræsentanter ind i parlamentet. Det bekymrer Christelle Madani fra Libanon. ”Forslaget er fremsat af nogle af mine trosfæller fra den græsk-ortodokse kirke, men for mig giver det ingen mening, for hvorfor skal jeg stemme på nogen ud fra deres hudfarve eller religion eller navn. Jeg efterlyser politiske visioner,” siger hun.

RÆSON talte på seminaret med tre arabiske kvinder om mangfoldighed, demokrati og fremtiden. Kvinderne stammer fra Syrien, Libanon og Egypten; en er ikke-troende med alavitisk baggrund, en er kristen og en er praktiserende sunni-muslim. Selv om de tre kvinder sagtens kan identificere udfordringer og bekymrende tendenser, er de generelt optimistiske, når de vurderer fremtidsudsigterne to år efter det arabiske forårs begyndelse. Det samme gælder et stort antal unge i Nordafrika og Mellemøsten. Det fremgår af den årlige Arab Youth Survey fra ASDA’ A Burston-Marsteller. Rapporten, som baserer sig på interviews med unge i 15 lande i Nordafrika og Mellemøsten, udkom i april 2013 under den sigende titel ”our best days are ahead of us”.

Samaa Hamed Hosny, Egypten, underviser på i økonomi og statistik på Cairo Universitet
– Det er to år siden, det arabiske forår nåede Egypten. Hvordan vil du beskrive situationen i Egypten nu?
”Den måde jeg ser det på, vil måske chokere nogen. For jeg mener, at enten så begynder det for alvor lige nu, eller også vil det først begynde om et par måneder eller om et år eller to. Da revolutionen begyndte i 2011, var der mange, der spurgte mig om forandringerne og mine forventninger til, hvor smukt det hele ville blive. Jeg sagde til dem, at det ikke ville begynde for alvor før fire år ude i fremtiden. For det er så lang tid, præsidentperioden varer. Jeg vidste, at den første præsident ikke ville være god, uanset om han kom fra et religiøst eller et sekulært parti. Men jeg tror, at vi vil opleve en demokratisering i de næste par år, for mange af de spørgsmål, der før blev anset for tabu, bliver nu diskuteret åbent. Og nu de forskellige politiske grupper kommet frem i lyset, så vi ved, hvad vi har at kæmpe med og imod. Den virkelige samtale begyndte først efter det seneste præsidentvalg i juni 2012. Så jeg mener, at der er gode muligheder for en sundere politisk udvikling i de kommende år.”

– Set fra Vesten vil nogle sige, at det, der kom frem til overfladen, var islamisterne, og at hvis de kidnapper revolutionen, vil de forvandle Egypten til en islamisk republik. Hvordan ser du på det?
”Islamisterne er ganske vist de mest synlige grupper i Egypten nu, men de er ikke de eneste, og de er ikke på nogen måde de stærkeste. Så snart Det Muslimske Broderskab var blevet valgt, begyndte jorden at ryste under fødderne på det. For deres historiske bevidsthed går kun 140 år tilbage. De ved intet om det, som jeg mener, er Egyptens sande styrke: vores 7000 års historie og kultur og interaktion med mange forskellige folkeslag. Det Muslimske Broderskab kender ikke til vores historie og ved ingenting om mangfoldighed. Det er det, jeg mener med, at de er svage. For efter min mening er mangfoldighed lig med styrke.”

– Hvordan vil du få flere egyptere til at se positivt på mangfoldighed og sige fra over for islamisterne?
”Heldigvis er vi mange, der kæmper den samme kamp, og flere vil komme til. Selv skriver jeg poesi, jeg har en blog, jeg er ret aktiv på Facebook og sociale medier. Jeg tror, at ideer spredes hurtigere, end vi aner, via de sociale medier, og jeg tror på, at det er med til at føre til en gradvis forandring af samfundet. Jeg tror, at det bliver en stærk og vedvarende forandring, for der er meget styrke i Egypten, men den har ikke vist sig endnu.”

– Mange mener, at de kristne vil få det sværere og sværere, hvis Det Muslimske Broderskab bliver på magten. Hvad mener du om minoriteternes forhold?
”De kristne er ikke alene. Der er mange, mange muslimer, der vil kæmpe de kristnes sag. Der er så mange udsatte grupper. Kvinderne. De fattige. Lægger man alle disse grupper sammen, er de langt flere end Det Muslimske Broderskab. Jeg tilhører også dem, hvis fremtid er på spil. Selv om mit tørklæde kan forlede nogen til at tro, at jeg hører til Det Muslimske Broderskab, er jeg også udsat, hvis de bliver siddende på magten. For den måde, jeg ser Egypten på, er meget forskellig fra den måde, de ser det på. De ser Egypten som en del af kalifatet; jeg ser Egyptens 7000 års historie, kultur, civilisation, videnskab, filosofi… og det er alt dette, der er på spil.”

Ola Saleh, Syrien, studerer engelsk i Indien
– Hvordan vil du beskrive det, der foregår i Syrien, i forhold til religionens rolle?
”Revolutionen begyndte som ikke-religiøs revolution. Det var en folkelig revolution mod undertrykkelse. Men så begyndte religionen at blive en del af revolutionen, og den blev udnyttet og manipuleret på mange måder for at skaffe flere tilhængere af opgøret med det, man kaldte et alavitisk regime. Det har alt sammen at gøre med finansieringen af modstandsbevægelsen; der er arabiske golflande, der finansierer jihadister udefra, som rejser ind og deltager i kampene.”

– Udefra set vil nogen sige, at det her er et sunni-oprør mod et alavitisk regime. Men du siger, at sådan er det ikke. Kan du uddybe det?
”Hvis vi kigger på Syriens befolkning, har den altid været sammensat, og det har generelt ikke været den religiøse identitet, der var vigtigst for folk; det var den nationale identitet, der kom først. Og ser man på de fanger, som det syriske regime har taget, kan vi se, at de tilhører alle de forskellige grupper i det syriske samfund: alavitter, drusere, ikke-troende, sunni-muslimer.”

– Hvilken betydning har det for dig, at du har alavitisk baggrund, sådan som situationen er nu?
”Lad mig først slå fast, at Den Frie Syriske Hær ikke begyndte som en religiøs bevægelse, men blev etableret af fredelige demonstranter, som greb til våben, fordi de så nogle af deres kære blive dræbt. Siden kom soldater fra hæren til. Men efterhånden som der kom penge fra Golfstaterne, fik det et mere ekstremistisk islamisk præg, og i det hele taget begynder folk i Syrien at vende tilbage til deres religiøse identitet, fordi de mangler en klar national identitet. På grund af konflikten begyndte folk at regrediere og uddybe gamle fjendebilleder. Så det syriske samfund er meget opdelt nu, og den religiøse fragmentering af samfundet skærer sig dybt ned i befolkningen. De kristne og druserne vælger ikke side, mens alavitterne stadig generelt støtter regimet, som de har følt sig beskyttet af. Det er derfor, det ser ud, som om det er en sunni-revolution mod et alavitisk regime.

– Du har fortalt mig, at du ikke selv er troende. Så hvordan ser du dig selv i et fremtidigt Syrien, hvor religion vil spille i hvert fald en eller anden form for rolle?
”Jeg tror, at religion vil komme til at spille en hovedrolle. For vi kan se ud af det arabiske forår, at religiøse grupper overtager magten alle steder. Men alligevel tror jeg på styrken af mit lands historie. Det er vores opgave som sekulære syrere, både troende og ikke-troende, at skabe bevidsthed om betydningen af en national identitet, der kan omfatte alle grupper i samfundet. Jeg tror på, at det kan lade sig gøre. Jeg har venner fra alle religioner, og jeg har endda venner, som er salafister. De ved, at jeg er ikke-troende, og de accepterer mig, og jeg accepterer dem. Kan det lade sig gøre for mig i mit personlige liv, må vi kunne gøre det i større skala i fremtidens Syrien.”

– Så du mener ikke, at det er nogen løsning at ekskludere religion fra den offentlige sfære?
”Nej, vi skal aldrig ekskludere religionen fra den offentlige sfære, og det var faktisk vores største fejl i Syrien. I lang tid har Syrien været ikke blot en sekulær, men også en meget nationalistisk stat, og mennesker, der identificerede sig selv ud fra deres religiøse tro, blev stigmatiseret. Vi følte, at det var skamfuldt at sige ’jeg er alavit, jeg er sunni, jeg er kristen’. Vi skulle kun sige ’jeg er syrer’. Jeg mener fortsat, at den nationale identitet bør være overordnet de religiøse identiteter, men det er nødvendigt, at vi får kendskab til hinandens tro og lærer hinanden at kende på det plan også. Der halter vi langt bagefter.”

– Hvordan kan I indhente det efterslæb?
”De forandringer, jeg ønsker, kommer ikke ved et enkelt slag med en tryllestav. Det kommer til at koste noget. Men vi er mange, der insisterer på at blive i Syrien og kæmpe for en bedre fremtid. Vi er en gruppe, der har sagt gang i noget, vi kalder White Page. Målet er at bidrage til national fred og fremme konfliktløsningsmodeller via kunst og kulturelle aktiviteter. Til at begynde med var vi 13 syrere med forskellige religiøse og ikke-religiøse baggrunde, som blev samlet og trænet i konflikthåndtering og mægling, helt fra bunden. Ud af denne gruppe voksede der forskellige initiativer og lokale grupper, som alle venter på at gøre noget, når selve den militære konflikt er afsluttet, og transitionsperioden begynder.”

Christelle Madani, Libanon, psykomotoriker, arbejder med børn med særlige behov
– Situationen i Libanon er trods alt mere rolig ud end i mange andre lande i Mellemøsten. Har I erfaringer angående religionens rolle i samfundet, som kan komme andre arabiske lande til nytte?
”Jeg ved faktisk ikke, hvor meget fx syrere og egyptere kan lære af os. For jo, vi har omkring 18 forskellige trossamfund i Libanon, og på den ene side er det dejligt, fordi det er så mangfoldigt. Men på den anden side er det vanskeligt, fordi vi skal tackle så mange forskelligheder. Det er meget kompliceret at skabe enhed mellem alle disse grupper. Så der er to sider af medaljen, og lige for tiden synes jeg, at bagsiden fylder en del.

– Hvad er det, der får bagsiden til at fylde meget?
”Et eksempel er et nyt forslag til en ændring af forfatningen, som er blevet fremsat for nylig. Det er nogle græsk-ortodokse, der har fremsat det, men selv om det er mine trosfæller, bakker jeg ikke op om det. Forslaget går ud på, at pladserne i parlamentet skal fordeles ved, at hvert trossamfund vælger deres egne repræsentanter. Forfatningen vil fortsat være sekulær, men allerede nu er det i praksis et sekterisk samfund, ikke et sekulært, og det vil efter min mening kun blive værre, hvis den nye lov bliver gennemført. Samtidig oplever vi, hvordan sekterismen i Libanon vokser i takt med, at den sekteriske vold øges i Syrien.”

– Ville du foretrække at leve i et samfund med færre forskellige religiøse grupperinger?
”Personligt er jeg ikke bange for mangfoldighed, og jeg er selv troende. Men den måde, den libanesiske mosaik er bygget op, får mig til at spekulere på, hvad der vil ske, hvis de andre ikke bryder sig om den mangfoldighed? Vil vi komme til at opleve endnu en borgerkrig? Sårene fra de tidligere krige er ikke helet, så der er masser af ting, der kan udløse en ny krig, og jeg tror desværre ikke, at libaneserne er modne nok til at forhindre en ny krig. For det brænder overalt omkring os, og mange af de unge rejser væk for at studere i udlandet og drømmer om at skabe sig en tilværelse i et andet land.

– Hvad tænker du om fremtiden og om at blive i Libanon eller uden for Libanon?
”Jeg vil gerne bevare håbet. Jeg kan lide Libanon. Jeg kan lide mangfoldigheden, for den udfordrer én på en positiv måde. Men jeg er bekymret. Jeg er parat til dialog, men hvad hvis modparten ikke er parat? Den politiske situation er meget kompliceret, og medierne spiller en afgørende rolle i det, for de er med til at videregive og skabe fjendebilleder, der får folk til at tro, at de andre er de onde. Men se på det onde i dig selv, og du vil opdage, at det ikke er meget anderledes end det, du tror, de andre indeholder. Så mit håb er, at vi kan skabe en stærkere national identitet i Libanon. Det vil kræve, at medborgsskabsundervisningen i skolen bliver styrket, og at vi bryder traditionen med de religiøse skoler, hvor eleverne kun får forkyndende undervisning om deres egen religion.”


Malene Fenger-Grøndahl er journalist og forfatter. Hendes speciale er integration, etniske minoriteter, islam og Mellemøsten. De seneste ti år har hun rejst i Mellemøsten, Europa og Asien. ILLUSTRATION: Demonstranter i Egypten (foto: Shutterstock.com).