11.11.2013

Krigen i Syrien har stor indflydelse på hele regionen, ikke mindst på grund af de massive flygtningestrømme, der rammer de omkringliggende lande. Libanon har modtaget det største antal syriske flygtninge, og det har store konsekvenser for den libanesiske befolkning. Det bliver stadig tydeligere, at landet ikke kan løfte opgaven uden hjælp.

ANALYSE af Camilla Paulsen


”I krisens begyndelse var de syriske flygtninge vitterligt velkomne. To år inde i krisen er antallet af flygtninge blevet så enormt, at det er skyld i store spændinger. Tallene taler for sig selv.” Det fortæller Roberta Rosso fra FN’s flygtningekommission, UNHCR, om situationen i Libanon. Den voldelige konflikt har sendt 2.192.222 syrere på flugt, og det største antal, 805.741 flygtninge, befinder sig i Libanon, som også er det mindste af modtagerlandene. Herudover befinder 126.121 syrere sig i Egypten, 197.844 syrere i Irak, 506.532 syrere i Tyrkiet og 541.025 syrere i Jordan.

Siden begyndelsen af 2013 er antallet af flygtninge vokset markant. Der er 1 mio. registrerede flygtninge, men mange tør ikke registrere sig, da de er bange for, at deres navne ender i hænderne på den syriske regering. Størstedelen af flygtningene er afhængige af hjælp, da de ofte ikke medbringer andet end ganske få ejendele og det tøj, de har på. Dette lægger et enormt pres på modtagerlandene.

I de fleste af landene er der oprettet lejre, hvor flygtningene kan bo under rimelige forhold. Det vil sige, at de har adgang til mad, vand, sanitet, uddannelse og lægehjælp. Den største lejr er Zaatari i Jordan. Her bor 109.998 syrere. Det er ofte bedre for den økonomiske situation i modtagerlandet, hvis der oprettes deciderede lejre. Internationale humanitære organisationer sørger nemlig for at dække de basale behov i disse tilfælde. Den libanesiske regering har alligevel valgt ikke at oprette lejre, hvilket lægger et stort pres på landets uddannelsessystem, sammenhængskraft og ikke mindst økonomi. Krigen i Syrien har derfor store konsekvenser for libaneserne.

Libanon vil ikke oprette flygtningelejre
De mere end 800.000 syriske flygtninge udgør omkring 20% af Libanons befolkning på 4,4 mio. Landet, der i forvejen er præget af mange års borgerkrig og store socioøkonomiske udfordringer, har alligevel åbnet landets grænser, skoler og hospitaler for de kriseramte syrere. Roberta Russo understreger: ”Libanon har været ekstremt generøs, da man lukkede flygtningene ind.” Men det har konsekvenser.

Når man går ned af Hamra Street – en af Beiruts fashionable gader – møder man et hav af syriske drenge, der vil pudse ens sko, syriske piger, der forsøger at sælge tyggegummi, og kvinder, der tigger på gaden med et eller flere sovende børn omkring sig. Men dette tegner kun en del af billedet. Der er også mere velslåede syrere, der har lejet sig ind i lejligheder. Derudover bor 10.000 hos generøse, libanesiske familier, og resten bor på gaden i tomme butikker, garager, telte eller hvor som helst, de kan finde husly. De syriske flygtninge er spredt ud over hele Libanon, og det er derfor svært at lave en generel vurdering af deres levestandard. Det afhænger af den enkelte families ressourcer. Men siden tallene er så høje, mener Roberta Russo, at det bliver stadigt sværere at finde husly: “Det vi kan se er, at med det høje antal flygtninge, hvor ca. 3000 registreres om dagen, så er mange nødt til at leve under uværdige forhold.”

Den akutte mangel på flygtningelejre, og flygtningenes spredning ud over hele landet, gør det svært at få bragt nødhjælp ud til alle. Der er ikke nogen officiel begrundelse for, at regeringen ikke ønsker at oprette lejre, De fleste medier mener dog, at det er fordi, at Libanon stadig har store palæstinensiske flygtningelejre. Eksempelvis har lejrene Sabra og Shatila været i landet i mere end 60 år, og de er efterhånden omdannet til små byer. Libanons styre ønsker ikke, at det samme sker for syrerne.

”Den tabte generation”
29. oktober holdt det uafhængige, amerikanske researchcenter, Wilson Center, et seminar i Washington under overskriften “Humanitarian crisis: Impact of Syrian Refugees in Lebanon”. Her blev uddannelsessituationen omtalt som en af de mest problematiske udfordringer for det libanesiske samfund. Man frygter at tabe en hel generation på gulvet. Uddannelsesministeriet giver ganske vist de syriske børn lov til at gå i libanesiske skoler, men 2 år inde i krisen er antallet af børn i skolealderen så højt, at der ikke er ressourcer nok til alle. Ninette Kelley fra UNHCR påpegede under seminaret, at der er 30.000 syriske flygtningebørn i skole, og at der er mulighed for at nå op på 70.000, hvis der kan skaffes lærere, bøger, klasselokaler osv. Men selvom dette lykkes, vil der stadig være 200.000 børn i den skoledygtige alder, som ikke har mulighed for at komme i skole.

Mange børn må undvære skolegang til fordel for arbejde i tomatplantager eller i plastic- og fiskefabrikker. Samtidig bor mange familier langt fra byerne og har ikke råd til de transportomkostninger, der er forbundet med at sende deres børn i skole. Antoine Chedid, den libanesiske ambassadør i Washington, fremhævede under seminaret, at der siden marts 2011 er blevet født 8.000 syriske børn i Libanon. Byrden på skolesystemet er derfor stigende, og behovet for flere ressourcer til skolerne er akut.

Økonomien halter
31. oktober lancerede Verdensbanken deres nye rapport “Lebanon Economic Monitor – The Brunt of the Syrian Conflict” på det anerkendte universitet AUB (American University of Beirut). Rapporten optegner de store økonomiske udfordringer, Libanon står overfor på grund af konflikten i Syrien. Og der er mange. Den libanesiske arbejdsløshedsrate er fordoblet på grund af krisen, mens landets BNP-vækst er faldet med 2,9 procentpoint for hvert år med konflikt.

Et andet problem er, at mere end 170.000 libanesere er blevet skubbet ud i fattigdom. Årsagen er, at syrerne har mulighed for at arbejde for en lavere løn end ufaglærte libanesere, da de også modtager nødhjælp. Syrerne er derfor mere attraktive for arbejdsgiverne. De eneste, der tjener på flygtningenes tilstedeværelse, er værelsesudlejere, som kan sætte lejen højere, og arbejdsgivere, der kan få billig arbejdskraft. U

Antallet af turister, som ellers er en af Libanons store indtægtskilder, er faldet i takt med krisen. Dette kan ikke forbindes med de mange flygtninge, men skyldes, at turisterne ikke tør besøge nabolandet til en raserende borgerkrig. De to anbefalinger, som Verdensbanken fremlagde ved lanceringen af rapporten, var enten flere fonde fra internationale donorer eller politiske reformer. Men eftersom der er mangel på internationale donorer, og Libanon i øjeblikket står uden regering, så efterlader det libaneserne i en form for dødvande.

Behovet for integration
Syrerne har ikke meget at komme hjem til, og det tegner ikke til, at de kan rejse tilbage indenfor en nær fremtid. Der er derfor brug for, at det internationale samfund finder måder at hjælpe syrerne og ikke mindst deres værtslande. Modtagerlandene har simpelthen ikke selv de ressourcer, det kræver at huse et så højt antal flygtninge. Og det lægger stort pres på lokalbefolkningen.

Problemerne forårsaget af de syriske flygtninge har skabt ambivalente følelser i den libanesiske befolkning. Den norske researchgruppe FAFO lavede i juni 2013 undersøgelsen ”Lebanese Contradictory Responses to Syrian Refugees Include Stress, Hospitality, Resentment” i samarbejde med AUB. Undersøgelsen viser, at over halvdelen af de adspurgte libanesere mener, at der ikke skal lukkes flere syrere ind i landet. Og de foretrækker, at de syrere, som er i landet, bliver bosat i FN flygtningelejre. FAFO’s undersøgelse viser også, at 3 ud af 5 libanesere er utrygge ved at have syrere som tætte naboer, og kun halvdelen vil være trygge ved at arbejde sammen med syrere.

Mange NGO’er arbejder for at forbedre forholdene for flygtningene, men behovet for at få integreret syrerne i det libanesiske samfund nedprioriteres ofte. FAFO påpeger, at arbejdet med sociale relationer er vigtigt for at forhindre splittelsen imellem syrere og libanesere. FAFO’s undersøgelse konstaterer en gennemgående frygt i befolkningen for, at krigen spredes til Libanon. Libanon vil ikke vælge side i krigen i Syrien. Men samtidigt involverer libanesiske, religiøse grupper, heriblandt Hezbollah, sig i Syrien på hver deres side. Det er blandt andet også imellem disse grupper, at der har været voldelige sammenstød i Libanon henover sommeren. Og det er disse sammenstød, der er den primære genstand for libanesernes frygt.

1. januar 2014 afholdes Geneve-konference om Syrien. Antonie Chedid’s opfordrer til, at man ikke kun taler om Syrien, men at problemerne i modtagerlandene også bliver diskuteret. For som han siger: ”Det er en trussel, ikke bare imod Libanon, men imod hele regionen.”


Camilla Paulsen (f.1989) studerer Internationale Udviklingsstudier og har en BA i Socialvidenskab fra Roskilde Universitet. Hun arbejder på en boligsocial helhedsplan i Sundholmskvarteret. Hun har tidligere læst arabisk på LAU i Libanon og er pt. i praktik i en NGO i Libanon.