02.04.2013

Israel og Tyrkiet har været på kollisionskurs siden Flotilla-krisen i 2010, men efter Obamas besøg i Israel har Netanyahu nu undskyldt over for Erdogan. Det kan styrke Tyrkiets muligheder for en aktivistisk udenrigspolitik i Mellemøsten.

ANALYSE af David Jano


Det så ikke ud til, at der kom noget som helst ud af den amerikanske præsident Barack Obamas netop overståede besøg i Israel, Jordan og de besatte palæstinensiske territorier. Mange havde håbet, at der ville komme et nyt fredsudspil på bordet fra amerikanerne, så der langt om længe kunne komme fred mellem Israel og palæstinenserne. Flere havde også håbet, at der ville komme afgørende nyt om, hvad Israel og USA ville stille op over for Iran. Men i stedet kom den mest overraskende nyhed fra besøget i de sidste timer fredag aften, da Obama var på vej fra Israel til Jordan: Det var lykkedes Obama at presse Israels nyligt genvalgte premierminister, Benyamin Netanyahu, til at ringe til sin tyrkiske kollega, Recep Tayyip Erdogan, og undskylde for den såkaldte Flotilla i 2010, hvor otte tyrkere og én amerikaner mistede livet, da den tyrkiske organisation IHH forsøgte at bryde den israelske blokade af Gaza med skibet Mavi Marmara.

Israelerne havde hidtil kun været villige til at erklære, at man beklagede tabet af tyrkiske liv, men havde nægtet at udstede en offentlig undskyldning. Forholdet mellem de to tidligere allierede har derfor været lagt helt på is, og det kulminerede, da Israels ambassadør blev udvist af Ankara i kølvandet på offentliggørelsen af FN’s Palmer-rapporten i 2011. Den israelske blokade af Gaza blev erklæret lovlig, men rapporten kritiserede samtidig Israels voldsomme fremfærd i forsøget på at stoppe Mavi Marmara og andre skibe på vej mod Gaza efter Hamas’ overtagelse af magten i Gaza i 2007. Også den tyrkiske ambassadør blev kaldt hjem fra Tel Aviv, og samtlige militære og diplomatiske forbindelser mellem Israel og Tyrkiet har længe været lagt i graven.

Fra ”new Ottomanism” til arabisk forår
Israel og Tyrkiet har ellers været nære allierede i en lang årrække, hvilket blev officielt stadfæstet med indgåelsen af et militært partnerskab i 1996. Obama har formentlig overbevist Netanyahu om, at krisen i Syrien gør, at det er bedst for både Tyrkiet og Israel at samarbejde. Tyrkiet og Israel har brug for hinanden i en region, der bliver mere og mere usikker for hver dag der går. Derfor er det en kæmpe sejr for Obama, at han har fået to tidligere allierede til at indse dette. Om tyrkerne så kan fremme en fredsproces mellem Israel og palæstinenserne er en anden sag.

Tyrkisk udenrigspolitik har, siden premierminister Erdogan og hans AKP-parti kom til magten i 2003, kunnet beskrives som en form for ”new Ottomanism” med henvisning til de mere end 400 år med Det Osmanniske Riges dominans i Mellemøsten og på Balkan. Tyrkiet har forsøgt at samle de sunni-arabiske stater i Mellemøsten under sin ledelse, og det ville være en kæmpe diplomatisk, regional og global succes for Ankara, hvis det lykkedes. Siden begyndelsen på det arabiske forår i 2011 er Erdogans udenrigspolitiske linje dog faldet mere og mere fra hinanden.

Magthaverne i Tunesien, Egypten og Libyen er blevet mødt af folkelige opstande, mens det tyrkiske forsøg på at pleje et tættere forhold til Syrien også er gået fløjten. Bashar Assad er blevet ved med at slå hårdt ned på sin befolkning, og det er ikke kun blevet mødt med kritik fra hele vesten, men også personligt fra den tyrkiske premierminister Erdogan. Den palæstinensiske sag er derfor nu det eneste tilbageværende emne, som tyrkerne kan score betydelige point på i den arabiske verden.

Tyrkiet støtter både Fatah og Hamas
Set udefra har Tyrkiet tilsyneladende ingen problemer med at støtte både de ekstreme kræfter hos Hamas-bevægelsen i Gaza og det mere sekulære, vestligt indstillede palæstinensiske selvstyre (PA) på Vestbredden med Fatahs Mahmoud Abbas i spidsen. Hamas modsætter sig en permanent tostatsløsning på Israel-Palæstina-konflikten og vil kun erklære en ”hudna”, en såkaldt islamisk godkendt våbenhvile, der på sigt kan ophæves og lede til tilintetgørelsen af staten Israel. Abbas og Fatah støtter idéen om en tostatsløsning, men de endelige betingelser er langt fra blevet forhandlet på plads endnu.

Der er også stadig store uoverensstemmelser mellem Israel og Fatah omkring det palæstinensiske flygtningespørgsmål og de endelige bestemmelser vedrørende Jerusalems status. Det er heller ikke klart, hvorvidt Fatah vil gå med til at anerkende Israels krav om at være det jødiske folks stat. Israel er stadig betragtet som modparten hos både Hamas og Fatah, så ved at støtte begge organisationer, opnår Tyrkiet indflydelse hos både islamistiske og sekulære palæstinensiske bevægelser på samme tid. Over for USA og Israel støtter man Fatah, mens man sideløbende forsøger at påvirke Hamas.

Regional magtfaktor
De andre store spillere i regionen har for tiden masser at se til. Egypten jagter stadig modstandere af regimet på Sinai-halvøen, de være sig fra Hamas, Islamic Jihad eller fra Al-Qaida, mens man prøver at stille resten af den egyptiske befolkning en bedre fremtid i møde. I Jordan kæmper kongen for at holde masserne nede og bevare det moderate styre, men Kong Abdullah er voldsomt bange for at stabiliteten kan blive brudt, hvornår det skal være.

Tyrkiet har ikke længere nogen decideret Syrien-politik, hvilket gør, at Erdogan har måttet vende det pro-iranske Assad-styre ryggen, da ingen kan stå ved ham længere, mens tyrkiske tilnærmelser i Irak bliver opfattet som anti-kurdiske og ikke udpræget pro-shiitiske. Her læner den religiøse fraktion sig mere mod det iranske præstestyre.

Da drømmen om optagelse i EU ikke ser ud til at gå i opfyldelse lige foreløbig, satser man derfor helhjertet på at blive en regional magtfaktor i Mellemøsten. Den udenrigspolitiske kurs i Ankara ser nu igen ud til at være klar: Man vil først udmanøvrere og siden lede hele den arabiske verden.


David Jano (f. 1985) har en BA i Historie fra Københavns Universitet. Han har læst på University of Haifa i Israel og er i øjeblikket ved at afslutte en kandidat i Mellemøstenstudier på Syddansk Universitet, hvor han skriver speciale om det mangeårige komplekse forhold mellem Israel og Tyrkiet. ILLUSTRATION: Obama taler med Netanyahu under sit besøg i Mellemøsten (Foto: Det Hvide Hus).