18.03.2013

Debatten har ikke skortet på argumenter, der problematiserer brugen af droner. Men få har taget sig tid til at se på, hvilke reelle alternativer, der findes til dronerne. På nuværende tidspunkt er dronerne muligvis det mindste onde.

ANALYSE af Mirco Reimer

LÆS OGSÅ:
– Erslev om Obama: Dronekrig knækker al-Qaida, men undergraver folkeretten
– USA’s nye CIA-direktør: John O. Brennan, dronekrigens reformator

Debatten om USA’s brug af Unmanned Aerial Vehicles, bedre kendt som droner, har efterhånden stået på i et godt stykke tid. Kritikere påpeger de lovmæssige og etiske problemstillinger, mens fortalere for programmet henviser til dets effektivitet og den minimale risiko i forhold til egne tab.
Yderligere diskuterer man flittigt, hvorvidt brugen af droner vil resultere i et såkaldt blowback; altså om droner på kort sigt kan være en god løsning, men på længere sigt underminerer USA’s strategiske mål.

Samtidig findes der stadig ikke noget entydigt svar på, om dronepolitikken har ”skabt” flere terrorister, hvilket tit hævdes af dens modstandere. Det seneste studie fra den amerikanske tænketank RAND cooperation påpeger dog, at rekrutteringen af terrorister i Pakistans Føderalt Administrerede Stammeområder (FATA) ikke er lykkedes, på trods af USA’s utallige droneangreb.

En anden relevant problemstilling er debatten om antallet af dræbte civile. Her opgøres dødstallet ofte i forhold til tal fra pakistanske medier, som har en tendens til at overdrive markant for at fremme en indenrigspolitisk agenda. I den anden ende af skalaen regner den amerikanske regering, ifølge New York Times, automatisk alle dronedræbte mænd i den våbenføre alder for at være kombattanter.

Obama-administrationen har hele vejen igennem været aldeles sparsom med informationerne om programmet, og det tog sikkerhedsrådgiveren John Brennan tre år, før han officielt bekræftede at programmet eksisterede.
I virkeligheden har man måske skudt sig selv i foden ved at være tavs. Et kig på alternativerne til drone-programmet viser nemlig tydeligt, at problemstillingen omkring dronerne langt fra er sort/hvid.
For at forstå situationen, kan man se på potentielle alternativer i Pakistans Føderalt Administrerede Stammeområder (FATA), hvor de fleste droneangreb er blevet udført.


Alternativ 1: USA lader Taliban operere ”frit”

Selvom dette selvfølgelig er et alternativ, så er der nok ikke den store tvivl om, at det ikke vil være hensigtsmæssigt. Selvom Al Qaeda og Tehrik-i-Taliban Pakistan (TTP), de pakistanske Taliban, er blevet svækket, så udgør de stadig en trussel. Og hvis TTP styrede FATA områderne, ville dette være mere problematisk for befolkningen end brugen af droner. For ikke at tale om den markante begrænsning af muligheden for at mødes frit og pigers mulighed for uddannelse, som det forfærdelige Taliban-angreb på den 14-årige Malala Yousufzai demonstrerede. Yderligere vil dette give Taliban mulighed for at oprette en sikker havn ved den afghansk-pakistanske grænse. Herfra vil man kunne angribe afghanske og amerikanske styrker i Afghanistan.


Alternativ 2: USA sender landtropper ind

I modsætning til sin forgænger, så vil Obama helst undgå at sende soldater ind i kampzoner. Her giver dronerne Obama en mulighed for at undgå udsendelsen af tusindvis af soldater. Kritikere hævder, at denne mulighed for ”fjernstyrede drab” kan gøre amerikanske præsidenter mere ”krigsglade”, fordi den hjemlige politiske risiko er mindre. Mange hævder også, at Obama nok ikke havde bekæmpet al Qaeda og Taliban med samme energi i Pakistan, hvis han ikke havde haft dronerne.

Efter to langvarige, blodige og omkostningsrige krige i Irak og Afghanistan, er der ikke folkelig opbakning til endnu en lang krig, som involverer landtropper. En meningsmåling fra instituttet Rasmussen fra sidste måned viste, at næsten 60 procent af amerikanerne mener, at amerikanske præsidenter for ofte sender soldater ud i kamp.

Lektien fra Irak og Afghanistan krigen er samtidigt, at en militær intervention koster langt flere civile menneskeliv, end brugen af droner gør. Irakkrigen menes at have kostet mere end 100.000 civilister livet, mens krigen i Afghanistan bevæger sig omkring 12.000 dræbte civile. I begge tilfælde er der taget højde for de lavest figurerende tal. Samtidig forekommer det ikke særlig realistisk, at den pakistanske regering skulle støtte en amerikansk intervention, da det ville udstille Pakistan som et land, ikke kan tage hold om sine egne problemer.


Alternativ 3: Den pakistanske hær sendes ind

Det pakistanske militær annoncerede i starten af 2009, at det ville ”rydde ” Swat-dalen i det nordvestlige Pakistan for terrorister. Disse havde i årevis systematisk myrdet ældre klanmedlemmer og politibetjente og ødelagt hundredvis af skoler og regeringsbygninger. Denne operation resulterede dog snarere i en masseflugt fra området end i en reel forbedring af forholdende. Ifølge FN ‘s højkommissær flygtede mere end 300.000 mennesker, og da kampene mellem TTP og den pakistanske hær sluttede, var mere end en million mennesker blevet fordrevet fra Swat-dalen.

Kamphandlingerne i FATA-området siden 2004 har fordrevet næsten 3,5 millioner mennesker og har dræbt op til 35.000 mennesker ifølge Røde Kors. Alt dette uden at den pakistanske hær har opnået særlig meget. Det vil være et humanitært mareridt igen at sende den pakistanske hær ind, og det vil snarere forværre situationen end forbedre den.

Brugen af droner har ikke ført til masseflugt i for eksempel Waziristan, hvor de fleste af USA’s droneangreb foregår. Derimod flygtede tusindvis af mennesker fra området i august 2012, da der i pakistanske medier opstod rygter om, at den pakistanske hær forberedte endnu militær operation i området. Faktisk synes beboerne i FATA i langt større omfang end resten af landet at støtte brugen af droner: En undersøgelse fra Institute for Social Policy and Understanding noterede i 2012, at opbakningen er otte gange større end i resten af landet. Og det på trods af, at de er mere personligt udsat i forbindelse med droneangrebene.

Mens resten af landet kun læser eller hører om droneangreb i medierne og fra den pakistanske regering, som misbruger angrebene indenrigspolitisk, så frygter beboerne i FATA både Taliban og det pakistanske militær langt mere end de frygter droneangreb.
En undersøgelse af Community Appraisal and Motivation Programme (CAMP), en pakistansk ngo, dokumenterede, at der i 2010 – det år med suverænt flest amerikanske droneangreb i Pakistan – kun var 6 % i FATA, som kategoriserede droneangreb som stammeområdernes største problem. Talibans indflydelse blev derimod af mere end hver syvende set som det største problem, og også bombesprængninger ansås for at være et langt større problem end droneangreb.

Årsagen kan findes i en anden del af undersøgelsen: Hvis der er noget indbyggerne savner, så er det en fornemmelse af sikkerhed. I 2010 var der et stort flertal, som ønskede, at regeringen skulle sørge for sikkerhed i områderne. De ønskede også, at regeringen skulle tackle terrorismen i området. Det magter den pakistanske regering imidlertid ikke, og terrorangreb anses fortsat for at være den suverænt største sikkerhedstrussel i FATA. Derfor er dronerne ikke så forhadte, som man ellers kunne tro. Indbyggerne kender til alternativerne og anser dronerne for at være ”the lesser evil”.


Droner er det mindste onde

På kort sigt er der måske ikke bedre muligheder end brugen af droner, da de byder på færrest ulemper og negative virkninger i forhold til alternativerne. Men dette betyder ikke, at brugen af droner er uproblematisk. Fra en folkeretslig vinkel er der mange spørgsmål, som stadig er ubesvarede. Det samme gælder retten til selvforsvar og den amerikanske lovgivning under The Authorization for Use of Military Force, som blev vedtaget tre dage efter angrebet den 11. september 2001, og som stadig er en del af det juridiske fundament for droneangrebene.

Der er brug for mere transparens. F.eks. er brugen af ”signature strikes” meget bekymrende. Det samme gælder for det såkaldte White Paper, som blev offentliggjort for to uger siden. Især beskrivelsen af, hvad der udgør en ”umiddelbar trussel” (imminent) og (det ikke eksisterende) bevisgrundlag er bekymrende. Papiret gav et indblik i nogle af Obama regeringens retslige overvejelser, og det giver stof til eftertanke og bekymring.

Amerikansk ret og international lovgivning er forberedt på de udfordringer, dronerne giver, men manglen på brugbare alternativer gør, at der næppe er et kursskifte på vej. Dronerne er kommet for at blive.


Mirco Reimer (f. 1986) er kandidatstuderende i Amerikanske Studier ved Syddansk Universitet.
FOTO: US army – Flickr