Det tyske valg: Steinbrück leverede endnu en bommert

Det tyske valg: Steinbrück leverede endnu en bommert

17.09.2013

.

De mindre partier trak i sidste uge en del af overskrifterne i den tyske valgkamp, da spørgsmålet om blandt andet udenrigspolitikken og EU kom på dagsordenen. Men det blev alligevel Steinbrück, der dummede sig og løb med den største opmærksomhed.

NYHEDSOVERBLIK af Lukas A. Lausen


LÆS OGSÅ:
TYSKLAND. Merkel har vundet. Inviterer hun SPD med i sin regering?

SPD er i den seneste uge gået lidt frem i de fleste meningsmålinger, men partiet led alligevel sidst på ugen endnu engang under kanslerkandidatens mærkværdige opførsel. Efter at han først på ugen i et ARD-program virkede meget overbevisende – selvom starten på programmet forekom lidt uforberedt – var de tyske medier ikke blege for at puste ham op til den suveræne kandidat, der desværre ingen vinderchance har. De mange fejltrin i løbet af valgkampen (se sidste uges nyhedsoverblik) og det enorme forspring i meningsmålinger til CDU og Angela Merkel efterlader et næsten tragisk billede af kandidaten.

I et billede-interview i Süddeutsche Zeitung i fredags viste han imidlertid langemand til alle sine kritikere. En optræden, der både skabte uro i egen lejr og hos de øvrige partier i oppositionen. Steinbrücks finger blev hurtigt grebet af diverse politiske iagttagere og indlemmet i politiske kampagner, delt på nettet og photoshoppet ind i alskens motiver.

Selvom hans rådgivere klart advarede imod at godkende billedet, landede det alligevel med kandidatens indforståelse på bladets forside. Siden da er der blevet spekuleret i årsagerne: Synes han rent faktisk, at det var et klogt politisk træk, eller er han ganske enkelt træt af at føre en valgkamp, hvor partiet bestemmer hans rolle og udtryk? Det er svært at vurdere, selvom det sidste synes mest sandsynligt. Men det kan dog næppe overraske ham, at det på mange måder konservative Tyskland ikke kvitterer med klapsalver.

De kristeligt-sociale er tilbage i fokus
Bayern blev i torsdags af den tidligere forbundsdag Karsten Voigt til et arrangement på Københavns Universitet betegnet som Tysklands Texas. Tager man forbundsstatens enorme økonomiske kraft og særegenhed over for resten af Tyskland i betragtning, er det en meget rammende beskrivelse. Det er således kun i Bayern, at et parti, CSU, i mere end et halvt århundrede har kunnet regere fuldstændigt alene. Denne position slog partiet fast i søndagens landdagsvalg, hvor partiet fortsat har et massivt flertal.

Det har altid været CSU’s eneste styrke i national politik, at de har regeret det næststørste forbundsland med absolut flertal. Derfor vil Bayern efter søndagens resultat kunne opretholde deres krav på en anden og mere priviligeret behandling end de 15 andre delstatsafdelinger, der ligger i partiet.

Men det er samtidig vigtigt, at de sikrer Unionen stor opbakning den 22. september til forbundsdagsvalget. Søndagens udfald medfører nok også den nødvendige rygvind, der skal til for at støtte de kristeligt-sociales resultat på forbundsplan.

Det var ikke kun det kristeligt-sociale CSU, der trak overskrifter i denne uge. Die Linke fik atter engang bekræftet styrken af deres spidskandidat, og FDP røg ud af landdagen i Bayern. Samtidig ser det heller ikke alt for rosenrødt ud hos De Grønne.

Partiet Die Linke, der voksede ud af stumperne fra det tidligere kommunistparti i Østtyskland, anses for at være yderst populistisk. Spidskandidaten Gregor Gysi har en tvivlsom fortid i DDR’s Stasi, men er i Tysklands politiske offentlighed også kendt for sine retoriske evner. Det blev i denne uge igen slået fast, at manden er en fantastisk retoriker, og hans evne til at fange tilskuerne er uovertruffen. Han modtog store roser fra et uafhængigt hold af taleskrivere, som analyserede alle spidskandidaternes taler i denne valgkamp. SPD’s Steinbrück roses for at have en meget stor fakta-viden og faglige kompetencer, mens Angela Merkel bliver rost for sin rolige og nøgterne tone. Det er modsat især De Grønnes spidskandidat, Jürgen Trittin, der ikke kan overbevise eksperterne i sine direkte taler, da han springer fra emne til emne og hurtigt taber publikums opmærksomhed.

Men det er ikke kun hos eksperterne, at De Grønne falder mere og mere i gunst. Ifølge de nyeste meningsmålinger ligger partiet for første gang i mange år på bare 9 % – og også i Bayern skuffede partiet. De svækker dermed den samlede opposition og Peer Steinbrücks efterhånden meget små chancer for at ende på kanslerposten.

FDP lider også for tiden. Til forbundsdagsvalget i 2009 fik det liberale FDP ellers sit bedste valgresultat nogensinde. Med 14 procent lignede partiet mere og mere et folkeligt parti, der ikke kun var interesseret i lavere skatter, men også forfulgte andre politiske mål. Der skete hurtigt en afkøling af de høje forventninger til partiet, og efter bare nogle måneder var partiet gået ekstremt meget tilbage i meningsmålingerne. Det var resultatet af en åbenlys klientel-politik og problemer med at sætte aftryk på regeringsgrundlaget. Selv et formandsskifte og et fornyet fokus på kerneværdier har ikke hjulpet partiet længere op i meningsmålingerne end lige omkring spærregrænsen.

Nu bliver partiet tilmed farligt for Angela Merkel, fordi de røg ud af landdagen i Bayern. Mange konservative, der også sympatiserer med de liberale, vil nu måske bruge deres anden-stemme på FDP og dermed koste kansleren mange stemmer.

Det hjælper heller ikke – hverken FDP eller regeringen som helhed – at det økonomiske råd, der er tilknyttet Økonomiministeriet, ganske åbenlyst huser en del Euro-kritikere og medlemmer af Alternative Für Deutschland. De opfordrer nemlig vælgerne til at stemme på det nye parti, som hovedsageligt er kendt for hovedkravet: et tysk exit fra Euro-samarbejdet.

Udenrigspolitikken på dagsordenen
Merkel blev i forbindelse med G20-mødet og den tilspidsede krise i Syrien mod slutningen af ugen også nødt til at fokusere på udenrigspolitikken. Der er nok ingen tvivl om, at det er hendes yndlingsområde, og således savner hun nok ikke for alvor valgkampen derhjemme. Derfor er CDU’s kampagnestrategi for tiden også, at hun ikke skal fylde meget i de tyske medier.

I forhold til Tysklands rolle i udlandet er det afgørende, at SPD og De Grønne udelukker at indgå et regeringssamarbejde på forbundsplan med Die Linke, hvis de skulle vinde valget. Det skyldes, at partiet konsekvent stemmer anti-europæisk og tilmed har stemt imod alle tyske militære engagementer i udlandet.

Hvad Die Linke er for SPD, siges Alternative Für Deutschland at være for CDU. Partiet er først i de seneste måneder blevet en spiller i den politiske offentlighed, og det er et klart udtryk for en anti-europæisk holdning, der kan blive en fare for Tysklands rolle i Europa. Da der også er store overlap på andre politiske områder med de konservative i Unionen, lader det til at være en klog beslutning – taktisk såvel som politisk – at Merkel i denne uge endnu engang udelukkede et koalitions-samarbejde med partiet.

Efter at Bayern i søndags stemte som forventet, kan de kristeligt-sociale også regne med medvind i medier og offentlighed den sidste uge. Nu skal der et mirakel til for at vende skuden til Steinbrücks fordel.


Lukas Antaeus Lausen (f. 1990) studerer statskundskab på Københavns universitet. Han har tidligere arbejdet i både danske og tyske partier. FOTO: SPD i Niedersachsen