10.06.2013

Den tyrkiske ministerpræsident Erdoğan og hans AKP-regering startede tidligere på året en overraskende fredsproces med kurdiske PKK. Umiddelbart ser fremtiden lysere ud for det hårdt prøvede kurdiske mindretal. Men der kan være grund til at holde igen med optimismen. I to artikler fortæller Jakob Lindgaard hvorfor ud fra to perspektiver. I denne artikel er de regionale dynamikker i fokus.

ANALYSE af Jakob Lindgaard

LÆS OGSÅ: Det Kurdiske Forår – et regionalt perspektiv

”Ekstremt værdifuld!” Således lød Sebahat Tuncels vurdering af fredsprocessen under mit og mine studerendes besøg i den politiske fløj af den tyrkisk-kurdiske bevægelse, BDP’s partikontor i Istanbul i marts i år. Tuncel er klassificeret terrorist. Og så er hun rykket ind i det tyrkiske parlament direkte fra fængsel. Partikontoret ligger i Tarlabaşi, et nedslidt område, der primært huser kurdere, der tvunget af lovgivning og krig er flyttet til byen fra det kurdiske sydøstlige hjørne af Tyrkiet. Oppe på hjørnet, små hundrede meter fra partikontoret, ligger der en politistation med en kolossal pansret mandskabsvogn parkeret i et bur udenfor. Men indenfor, i partikontoret nede ad gaden, var der optimisme at spore.


Fornemmelser for forår kommer efter den værste krise i 13 år

Stemningen var en helt anden, da jeg besøgte Sebahat Tuncel i oktober 2012. Da var det fortvivlelse, der mødte os. Hun var glad for vores interesse, men ville ønske, at de såkaldte ”store mænd” i Tyrkiet og resten af verden ville lytte til dem. Fortvivlelsen kom på det tidspunkt til udtryk i en omfattende sultestrejke, først blandt mange af de fængslede kurdiske politikere og senere også blandt parlamentsmedlemmerne.

AKPs regeringsleder Erdoğans reformiver fra pro-EU årene i begyndelsen af 00’erne var blevet afløst af arrestationer og skinger nationalistisk retorik. Og PKK havde igen optrappet den borgerkrig, der siden 1984 har dræbt over 30.000 mennesker i Tyrkiet. 2012 var særligt trøstesløs. I tråd med stort set alle væsentlige analyser fra den sidste halvdel af 2012, noterede International Crisis Group sig for eksempel i en rapport fra d. 11. september, at konflikten havde kostet 700 liv i de seneste 14 måneder, det højeste antal i 13 år.

Det var kulminationen på kurdernes 90-årige historie i republikken Tyrkiet, hvor kamp for frihed og selvstændighed gang på gang er blevet mødt med et stærkt fokus på Tyrkiets nationale enhed, kravet om ’tyrkificering’ og militær overmagt. Tyrkiet har NATOs andenstørste hær.


Et magtstrategisk skifte giver grund til optimisme

Der er umiddelbart grund til optimisme på vegne af freden, fordi den kurdiske region har oplevet et magtstrategisk skifte i de seneste år. PKK og den kurdiske bevægelse er kommet styrket ud af udviklingen i Syrien, Irak og Iran, de andre tre lande med en kurdisk befolkning i regionen.

I august 2011 indgik Iran en våbenhvile med PKK’s søsterorganisation i Iran, PJAK. Det har gjort det muligt for PJAK at støtte PKKs operationer i Tyrkiet. I Nordirak har en stærk Massoud Barzani med sin kurdisk regionale regering (KRG) skabt et refugium for PKKs daglige leder Murat Karayılan og hans tropper. Endelig er PKK’s syriske søsterorganisation PYDs de facto selvstyre i det nordlige Syrien langs grænsen til Tyrkiet – i begyndelsen støttet af Bashar al-Assad som modspil til Tyrkiets støtte til oprøret – den måske væsentligste regionale faktor i PKKs og Tuncels pludselige fornemmelser for forår.

Samtidigt er Erdoğan og hans AKP regerings forhold til alle tre medlemmer af den stadig mere prominente Shia-muslimske akse fra Teheran over Bagdad til Damaskus gået fra dag til nat i løbet af de sidste 3-4 år. Fra at lancere sig selv som mægler mellem Vesten og Iran for få år siden, har især Erdoğans tilladelse til, at USA og NATO kan stille missil-forsvarssystemer op i Tyrkiet vakt Teherans vrede.

Billedet i forhold til Irak er stort det samme. I 2008 var Erdoğan den første tyrkiske leder, der besøgte Irak i 20 år. Ved udgangen af 2012 var de gode toner forvandlet til en konflikt, dels om en planlagt olierørledning mellem KRG i Nordirak og Tyrkiet, dels om den tyrkiske amnesti til den Sunni-muslimske irakiske vicepræsident Tariq al-Hashimi, som den stadig mere autokratiske Shia-muslimske ministerpræsident Nuri al-Maliki har beskyldt for at orkestrere nogle dødspatruljer i Bagdad tilbage i 2005.

Også forholdet til Syrien har fulgt den samme skabelon. Først positionerede Erdoğan sig som mægler mellem Vesten og sin mangeårige ven og allierede Bashar al-Assad. Men langsomt tvang omstændighederne Erdoğan til at vende al-Assad ryggen. Nu er Kurdernes støtte en vigtig brik, såvel i forsøget på at vælte al-Assad som i et efter alt at dømme kaotisk Syrien, når al-Assad nu snart er fortid.

Det kan alt sammen vise sig at være godt nyt for freden. For hver gang Tyrkiet er faldet i unåde i et af de tre nabolande Iran, Irak og Syrien, er kurdernes strategiske position blevet styrket. Det stiller naturligvis kurderne stærkt, rent strategisk. Derfor kan der være god grund til at tro, at Erdoğan vil strække sig langt for ikke at skuffe kurderne.


Et økonomisk win-win-win scenarie

Den anden regionale grund til optimisme skal findes i Erdoğans økonomiske ambitioner. Med en tredobling af BNP pr. indbygger under AKP de sidste 10 år, vækstrater på 8-9% de seneste år (bortset fra 2012s 2,2%), og et mål om at avancere fra 16. til 10. pladsen på listen over verdens største økonomier, er et stabilt handels- og energi-klima en af Erdoğans højeste prioriteter. Efter Erdoğan populært sagt har vendt EU i vest ryggen, er krig i øst ikke just, hvad han har brug for.

Den kurdiske region i Nordirak er i dag Tyrkiets næststørste samhandelspartner. Desuden har Tyrkiske olieselskaber allerede hænderne langt nede i den begyndende udvinding af store olie- og gasreserver i Nordirak. Handel med Nordirak og oprustning af Tyrkiets geopolitiske rolle som transportland for olie og gas har været en stor gulerod for Erdoğan, hvis magt i høj grad hviler på den økonomiske succes.

Dette glæder PUK, den politiske gren af de irakiske Kurdere. Berham Salih, et højtstående medlem af PUK, strutter da også af selvtillid: ”Hvis Tyrkiet ser sig omkring, så er irakisk Kurdistan den mest stabile, sikre og troværdige ven Tyrkiet har”, udtalte Salih d. 23. april.


Erdoğans ambition om at være rollemodel for regionen er også godt nyt

Endelig vil Erdoğans ellers noget kuldsejlede ambitioner på det udenrigspolitiske område igen få vind i sejlene. Med en stærk økonomi, et sekulært demokrati i et muslimsk land og en mere end almindelig skinger tone over for Israel i bagagen, befinder Erdoğan sig godt som en alfaderlig rollemodel for regionen. En fred med kurderne og dermed følgende indflydelse langt ind i de tre nabolande passer som fod i hose på denne position. Det er et post-nationalistisk billede, der lader etniske og sproglige skel glide om i baggrunden for i stedet at række ud til især Sunni-muslimske ’brødre’. Det er godt nyt for freden, da kurderne også i al overvejende grad er konservative Sunni-muslimer. Selv socialistiske og kurdisk-nationalistiske Öcalan appellerede i et skelsættende brev, der blev læst op d. 21. marts i forbindelse med fejringen af kurdernes nytår, Newroz, til 1000 års sameksistens tyrkere og kurdere imellem ”under Islam”.


Men den Sunni-muslimske forbrødring giver også grund til bekymring

Spørgsmålet er dog, hvordan de mon vil forholde sig til denne Sunni-Muslimske forbrødring i Teheran, Bagdad og Damaskus, den Shia-muslimske akse? Det er svært at forestille sig, at tyrkisk indflydelse langt ind i Iran, Irak og Syrien under en Sunni-muslimsk, Neo-Osmannisk fane vil gøre meget andet end at lægge op til nye spændinger og konflikter.
Irakisk kurdiske Berham Salih fandt det da også nødvendigt at understrege, at Bagdad ikke havde noget at frygte. Sådant et eftertryk dækker, som bekendt, oftest over eksistensen af et problem.

Endelig er store dele af Syrien i dag de facto kontrolleret af det stadig mere magtfulde, Al-Qaeda affilierede sammenrend af militante Sunni-jihadister fra regionen Og så er Syrien ved at udvikle sig til en slags passiv-aggressiv stedfortræder-kampplads ikke bare mellem USA/EU og Rusland/Kina, men også mellem Saudi Arabien og Iran (ja, endda Israel og Iran). Med rapporter om, at Erdoğan lægger lufthavne til Qatar- og Saudi-sponsorerede våbentransporter til de Sunni-muslimske oprørere i Syrien, og klare tegn på, at al-Assad finder støtte i Teheran, så kan det let blive værre før det bliver bedre.
En tyrkisk-kurdisk forbrødring under en Sunni-muslimsk fane er derfor skidt nyt for både Teheran, Bagdad og Damaskus. Det borger ikke godt for fred og fordragelighed i regionen.


Og så er kurderne internt splittede

Så er der den anden og sidste grund til regionalt at bevare en sund skepsis. Som vi har lært at forstå det med Fatah og Hamas i Palæstina, så er kurderne langt fra én homogen gruppe. En protest i den Syrisk-kurdiske by Amude d. 27. marts kan tjene som illustration. Nogle hundrede demonstranter havde forsamlet sig foran byens elselskab for at protestere over langvarige udfald på el og vand. Pludselig dukker en bil med 8-10 bevæbnede mænd op og de begynder at skyde ind i mængden. Demonstranterne, viser det sig, var alle medlemmer af grupper, der er tæt allierede med Barzani i Nordirak. De bevæbnede grupper, på den anden side, kom fra PKKs søsterorganisation PYD, som er ved at sætte sig på magten i de kurdiske områder i Syrien.

Kurdere skyder på kurdere i et land og en tid, hvor man skulle tro, at de havde nok at gøre med at stå sammen mod allehånde eksterne trusler. Det lover ikke godt for det interne kurdiske samarbejde, når og hvis de ikke længere har en fælles fjende at stå sammen overfor.


Grund til optimisme?

Har Tuncel noget at have sin nyvundne optimisme i? Ja, hvis vi ser på situationen, som et isoleret forhold mellem Erdoğan i Tyrkiet og kurderne i regionen. Der er lovende takter at finde i den nye magtstrategiske balance, i ønsket om handels- og energiaftaler og i muligheden for at få nyt liv i Erdoğans ellers skrantende regionale ambitioner. Nej, hvis vi zoomer lidt ud og ser på de nye brudlinjer, en sådan forbrødring kan skabe, især Sunni- og Shia-grupper imellem. Men også hvis vi zoomer ind og ser nærmere på de brudlinjer, der er kurderne imellem, og som snildt snart kan pible op til overfladen.

Kurderne i Tyrkiet har holdt vejret og forholdt sig i næsten krampagtig ro under de seneste dages optøjer. Der er meget på spil for dem.


Jakob Lindgaard, Ph.D., er lektor ved Danish Institute for Study Abroad, hvor han bl.a. underviser amerikanske college studerende på halvårlige studieophold i København i forholdet mellem kulturel diversitet og social kapital i Skandinavien og i Tyrkiet.

FOTO:Jan Sefti – Flickr