10.06.2013

Før den seneste tids uroligheder i Tyrkiet brød ud startede ministerpræsident Erdoğan og hans AKP-regering en overraskende fredsproces med kurdiske PKK. Umiddelbart ser fremtiden lysere ud for det hårdt prøvede kurdiske mindretal. Men der kan være grund til at holde igen med optimismen. I to artikler fortæller Jakob Lindgaard hvorfor ud fra to perspektiver. I denne artikel er de nationale dynamikker i fokus.

ANALYSE af Jakob Lindgaard

LÆS OGSÅ: Det Kurdiske Forår – et regionalt perspektiv

Det kan være svært at blive klog på Tyrkiet i denne tid. Nu taler man om ”occupy Taksim” efter ”occupy Wallstreet” og navnet på Istanbuls centrale plads, eller om et ”tyrkisk forår” efter det arabiske.
For få uger siden handlede det hele om det såkaldte ”kurdiske forår”. Der er stadig optimisme at spore hos kurderne. Som en del af en fredsaftale mellem Tyrkiets ministerpræsident Recep Tayyip Erdoğan og den fængslede PKK-leder Abdullah Öcalan, er PKK ved at trække sine guerillaer ud af Tyrkiet. Og der er store forventninger blandt kurderne til, at Erdoğan honorerer denne tilbagetrækning med kulturelle, sproglige og demokratiske rettigheder.

Ved at holde lav profil i forhold til de seneste uroligheder prøver kurderne at undgå at give Erdoğan en undskyldning for at løbe fra sin del af aftalen. De vil for alt i verden sikre sig, at det nu ikke blot er begyndelsen på endnu en af de cyklusser af håb og skuffelse, som de ellers er blevet alt for vant til. Men ligesom det var tilfældet med det arabiske forår, så er der god grund til at bevare en sund skepsis i denne omgang. Selvom både Erdoğan og Öcalan tilsyneladende er indstillede på en løsning, er der nok flere grunde til bekymring, end der er grunde til optimisme.


De mest umiddelbare grunde til bekymring

Den første grund til bekymring er den stadigt mere synlige modvilje mod en fred med kurderne, der er at spore hos de tyrkiske nationalister. Nationalismen er så rodfæstet i Tyrkiet, at den er blevet ophævet til en næsten religiøs pligt i skolebøger. Og så har den været drivkraften bag den række af statskup, tyrkerne har været vidne til siden 2. verdenskrig. Og nationalisternes to hovedmodstandere har altid været de kurdiske separatister og de reaktionære konservative muslimske grupperinger.
Nu har de konservative muslimer formet en alliance med de separatistiske kurdere. Man skal ikke undervurdere, hvad det kan gøre ved nationalisterne.

Den anden grund til bekymring skal vi finde blandt kurderne selv. Modsat de billeder, som især den kurdiske diaspora i Europa giver os, er kurderne langt fra én homogen størrelse. For en måneds tid siden kom det for eksempel til et voldsomt masseslagsmål på et universitet i den kurdiske by Diyarbakır mellem sekulære og socialistiske kurdere på den ene side, og mere religiøst konservative tilhængere af den kurdiske Hizbollah på den anden.

Kurderne taler heller ikke samme sprog. Der er så store forskelle mellem Kurmanji og Zaza dialekterne, at de ikke kan forstå hinanden. Dertil kommer de stamme- og familiefejder, der stadig dominerer de kurdiske samfund, og som er svære at forene med udviklingen af et fælles regionalt styre. Flere kurdere bor desuden i Istanbul, langt fra det kurdiske område. Nogle er meget velhavende, andre ekstremt fattige.
Sidst, men ikke mindst, er der i dag stadig omkring 80.000 såkaldte ’landsbyvagter’. Det vil sige lokale kurdere, der er betalt og bevæbnede af den tyrkiske stat til at beskytte landsbyerne imod PKK. Der er spændinger nok internt blandt kurderne til i sig selv at kunne afspore en fred.

For det tredje skal det bemærkes, at den pludselige post-nationalistiske ånd lader etniske og sproglige skel glide i baggrunden, men kun for at blive erstattet af en stadig klarere religiøs brudlinje. Det kom for eksempel som en stor overraskelse for mange, at den ellers sekulære og socialistisk-nationalistiske PKK-leder Öcalan i sit brev til den kurdiske befolkning i forbindelse med det kurdiske nytår, Newroz, d. 21. marts refererede til 1000 års sameksistens kurderne og tyrkerne imellem, ”under Islam”. Erdoğan følger trop med uendelige referencer til sine Sunni-muslimske ”brødre”. Det går bl.a. ud over landets omkring 10 millioner (ikke-Sunni) Alevi muslimer, sidst med navngivningen af den 3. bro over Bosporus strædet, som de lige har taget det første spadestik til. Erdoğan og AKP regeringen har valgt at opkalde den efter Sultan Selim I; en sultan der historisk bl.a. er kendt for nedslagtningen af op mod 40.000 Alevier.


Fravær af demokratisk dybde, den grundlæggende kim til bekymring

Den største grund til bekymring skal dog findes i den høje forventning til udviklingen af demokrati og minoritetsrettigheder. 2014 er valgår, først med lokalvalg til foråret og så med præsidentvalg til august. Interne AKP-forordninger forhindrer Erdoğan i at fortsætte som ministerpræsident efter denne sin tredje periode. Derfor har han blikket stift rettet især mod præsidentposten med en sejr i lokalvalgene som en vigtig løftestang.
Her kommer Öcalan og PKK ind i billedet. Erdoğan har brug for kurderne og Öcalans støtte. I sit brev fra d. 21. marts lægger Öcalan op til, at kurderne vil støtte et skift til et præsidentielt system i forbindelse med den nye grundlov, der arbejdes på i øjeblikket.

Men der er al mulig grund til at tro, at kurdernes forventninger til et præsidentielt system forholder sig til Erdoğans planer som vand til olie. Som betaling for PKKs tilbagetrækning ønsker Kurderne sig vidstrakt regionalt selvstyre og undervisning på kurdisk med mere, alt sammen gerne under et løst føderalt system a la det amerikanske.
Erdoğans forventninger stikker i en helt anden retning. En AKP repræsentant løftede sløret for disse forventninger over for mig for nylig: Uden PKKs ’våben-kontrol’ og manipulation af vælgerne i den kurdiske region, vil AKP og Erdoğan stå meget stærkere også der til lokalvalgene til næste forår. I den optik er det ikke overraskende, at alt her i den første fase af fredsprocessen handler om, at PKK skal trække sig ud af Tyrkiet inden årets udgang.
Lokalvalgene har for AKP ikke stået mål med de nationale valg. De gik fra 42% i 2004 til 40% i 2009, hvor de i de nationale valg gik fra 34% i 2003 over 47% i 2007 til 49,8% i 2011. Men med et godt lokalvalg for AKP i det kurdiske område næste forår, vil Erdoğan stå meget stærkt i præsidentvalget i august 2014 og i tilgift få mange af sine egne folk placeret lokalt i det kurdiske område.


AKPs forslag til en ny forfatning


Men præsidentembedet er i dag uden den store magt i Tyrkiet. Der er her processen hen i mod en helt ny grundlov – Tyrkiets første demokratiske grundlov – som der har været arbejdet på i et par år nu, for alvor kommer ind i billedet.
Erdoğan og AKP har været meget tilbageholdende med konkret at spille ud med deres eget forslag hertil. I november sidste år og februar i år er der dog kommet nogle enkelte konkrete forslag på bordet. De danner et billede af, hvad Erdoğan forestiller sig af den nye grundlov og det nye system.
Ifølge forslagene vil præsidenten komme til at sidde inde med en række ekstraordinære beføjelser. Mest markant er retten til at ophæve parlamentet. Desuden vil præsidenten få en vetoret i forhold til al lovgivning, der vil kræve 60% flertal i parlamentet for at omstøde mod 50% i dag.

Erdoğan vil som præsident også kunne forblive som formand for AKP, og ikke som nu, hvor præsidenten officielt er upartisk.
Og endelig vil præsidenten og parlamentet være i stand til at udpege alle medlemmerne i to af den dømmende magts væsentligste institutioner, HSYK – det råd, der udpeger alle dommere og offentlige anklagere – og den historisk set meget magtfulde grundlovsdomstol.
Kort fortalt, vil forslagene samle den udøvende magt hos præsidenten og stække både den lovgivende og den dømmende magts muligheder for at holde den udøvende magt i ørerne. Som en redaktør for den liberale avis Radikal på et tidspunkt kom for skade at sige, så er der en voksende opfattelse af, at Erdoğan kom ind som en Obama, men er blevet til en Putin.


Den ”fjerde” statsmagt

Hvad så med den ”fjerde” statsmagt, medierne? På 2013 udgaven af den franske NGO Journalister Uden Grænsers pressefriheds-indeks, er Tyrkiet havnet som nummer 154 ud af 179. Det placerer Tyrkiet under lande som Afghanistan, Irak og Rusland. Ifølge en anden presse-NGO, Komiteen til Beskyttelse af Journalisters (KBJ) sær-rapport om Tyrkiet fra oktober 2012, er Tyrkiet nu også det land i verden, hvor der er flest fængslede journalister, flere end i Iran og Kina.
Problemet har to sider. På ene side, er der Erdoğans tendens til at forfølge alle former for kritik via offentlige intimideringer, finansielt pres eller et hav af retssager imod journalister og mediehuse. På den anden side er der straffe- og anti-terror lovgivningen. Broderparten af de forskellige presse-NGO’ers kritik er især gået på Tyrkiets ekstraordinært brede fortolkning af begrebet ’terrorisme’. Gennem de seneste år er snart 8000 kurdiske journalister og meningsdannere blevet fængslet på terrorisme-anklager, mestendels for at tale (ikke kæmpe) kurdernes sag.

Ifølge KBJ og Freedom House har AKP desuden bragt lovforslag til torvs i både 2011 og 2012, der dels tillader Erdoğan – i den nationale sikkerheds interesse – at lukke medier ned, dels begrænser mediernes dækning af domstolene.
Den ”fjerde” statsmagt har ikke meget magt. Det er også noget, der ligger til grund for den seneste tids uroligheder. Efter Erdoğan, vanen tro, kritiserede en navngiven Reuters journalist, gik journalisten på under et døgn fra godt 100 ’Twitter-followers’ til 54.000.


Begrænset pessimisme

Er det hele så sortsyn og mistillid? Nej, selvfølgelig ikke. Demokratiet i Tyrkiet har det bedre end i 80’erne og 90’erne, lad os slå det fast. Militærets politiske magt er blevet stækket, tortur og tilfældige bortførelser i den hemmelige statsenhed JITEMs frygtede hvide Renaulter hører ikke længere til dagens orden, det kurdiske sprog kryber nu ud af murene alle steder og mere generelt er der, som efter det arabiske forår, sket en gen-politisering af det tyrkiske samfund, som især kuppet fra 1980 ellers havde undertrykt. Det er godt nyt, også selvom det ser voldsomt ud i disse dage.

I en ny opinionsmåling fra MetroPOLL, giver 2/3 dele af Tyrkerne desuden deres opbakning til en politisk løsning med kurderne. Der er et lettelsens suk at spore i en befolkning, der er kørt trætte i krig og evig mistro. Det er også godt nyt.
Men med en højspændt nationalistisk modvilje, markante interne, kurdiske skel, skærpede religiøse brudlinjer og særligt et nærmest totalt fravær af demokratisk dybde at spore hos Erdoğan (som den seneste tids uroligheder også mest af alt er et udtryk for), så skal vi ikke lade os overraske, hvis vi, som sagt, er vidne til endnu én af de cyklusser af håb og skuffelse, som kurderne så ofte har oplevet før.


Jakob Lindgaard, Ph.D., er lektor ved Danish Institute for Study Abroad, hvor han bl.a. underviser amerikanske college studerende på halvårlige studieophold i København i forholdet mellem kulturel diversitet og social kapital i Skandinavien og i Tyrkiet.

FOTO: Kvindelige PKK-soldater – James Gordon