05.04.2013

De europæiske ledere ville ikke betale for at redde Cyperns banker, men sendte regningen videre til kunderne. Det bliver ikke sidste gang.

Af Kenneth Praefke

Tag ikke fejl: Med den redningspakke, der 24. marts forhindrede Cyperns banksektor i at smelte ned, har Eurozonens ledere åbnet et nyt kapitel:

I stedet for at lade raslebøssen gå rundt blandt de europæiske skatteydere, tvang man kreditorer og indskydere i to cypriotiske banker til selv at redde de banker, deres penge er placeret i. Dét kan blive et forvarsel om, hvordan Eurozonen fremover vil redde og afvikle nødlidende banker; fordi Euro-fællesskabet ikke længere hverken har lyst eller råd til at sende svimlende milliardbeløb til lande med en dårligt drevet banksektor.
”Mange steder er der en stor kærlighed til princippet om, at det ikke er skatteyderne, der skal betale,” siger Jesper Berg, der er underdirektør i Nykredit og tidligere chef i Nationalbankens afdeling for finansiel stabilitet.
Men her og nu tør Eurolederne ikke tale højt om, hvorvidt Cypern er skabelonen for, hvordan redningspakker fremover skal skrues sammen. Ifølge Jesper Berg rummer den cypriotiske model nemlig ”det evige problem med bankredninger og bankrekonstruktioner”:
På den ene side ønsker man at komme ud over, at det altid er de europæiske skatteydere, der skal betale for redningspakkerne. På den anden side ønsker man ikke at skabe panik i banksektoren. Bekymringen er som følger: Når trojkaen – sammenslutningen af EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond, IMF – nu én gang har vist, at den er villig til at lade indskyderne betale, vil bankkunderne i andre kriseramte lande trække deres penge ud af truede banker – af begrundet frygt for, at også deres opsparinger kan blive ramt. Det kaldes et ’bank run’ – og det kan skabe en akut mangel på penge i banksystemerne i de kriseramte lande, hvis/når opsparerne trækker pengene ud. Frygten kan blive en selvopfyldende profeti, fordi et ‘bank run’ kan få banker, der balancerer på kanten, til at falde ud over afgrunden.
Fra Jesper Rangvid, der er professor i finansiering på Copenhagen Business School, lyder vurderingen ”Det er et sundt princip, at store indskydere kan tabe penge, fordi det giver dem et incitament til at holde øje med risikoen, når de låner banker penge og på den måde kan det være med til at disciplinere banker til ikke at løbe for store risici”.
Jesper Berg siger: “At bede kunderne betale [bail-in, red.] er i fredstid en god måde at få folk til at være opmærksomme på, at der er risici og man skal monitorere sin bank, men i krigstid skaber det panik”..
Cyprioternes redningspakke er delt i to. En hjælpepakke til staten – som også lande før Cypern har fået – på ti milliarder euro. Men med pengene følger et krav om at restrukturere de konkurstruede cypriotiske banker, ikke med europæiske skatteyderkroner, men med de penge, der allerede er i banken – skudt ind af kreditorer og opsparere med indestående på over 100.000 euro, som ikke er dækket af EUs indskydergaranti.
Det er første gang at man i Eurozonen lader kreditorer og indskydere betale for at genpolstre en nødlidende bank – og ligefrem gør det til et krav for at udløse hjælpepakken. I skrivende stund ser det ud til, at op mod 60 pct. af opsparernes penge kan gå tabt.

DISKUSSIONEN OM, hvorvidt Cypern danner forbillede for, hvordan eurozonen fremover vil håndtere nødlidende banker, har særligt kredset om en udtalelse fra den nyvalgte formand for Eurogruppen, den hollandske finansminister med det uudtalelige navn Jeroen Dijsselbloem.
I et interview med Financial Times og Reuters et par timer efter, at redningspakken kom i stand, sagde Dijsselbloem, at man med redningspakken havde skubbet risikoen tilbage til investorer og kreditorer, og dermed fik han mere end indikeret, at det nok ikke var sidste gang, at Eurogruppen ville bruge den teknik til at redde overmodige banker. At nu er det bail-in frem for bail-out.
Men Dijsselbloems ord fik ikke lov at stå mange timer, før han selv måtte tage afstand fra udtalelserne, som fik markederne over hele verden til at gå i rødt ved udsigten til at risikoen fra bankkollaps ikke længere skulle bæres af skatteyderne men af… dem.
Dijsselbloem blev efterfølgende hårdhændet sat på plads af den luxembourgske premierminister Jean Claude Junker, der er hollænderens forgænger på posten i spidsen af Eurogruppen – de to byttede tjans i januar i år. Junker er premierminister i et andet lille land med en stor banksektor – der dermed ligner Cypern – og som derfor sikkert havde ikke bare én men flere grunde til at slå lidt ekstra hårdt til sin hollandske kollega.
Den tyske finansminister Wolfgang Schäuble, der ligesom hollænderne er blandt høgene i forhold til disciplin i Eurozonen, lagde sig et sted mellem de to med en udtalelse, der mest af alt havde til formål at få folk til at glemme, hvad Dijsselbloem i første omgang havde sagt. Senest har også chefen for den europæiske centralbank Mario Draghi afvist Dijsselbloems udtalelse, ”Cypern er ikke en skabelon [for bail-in, red.]; Cypern er ikke et vendepunkt i forhold til eurozonens politik.”
Tilbage står dog, at kommentatorer og lederskribenter også på velanskrevne medier som Financial Times og The Economist er enige om, at Dijsselbloems fortalelse, nok egentlig er alt det, høgene i Eurozonen tænker, men som de nødig vil have ud.

DE KRISERAMTE banker i Eurozonen er indtil nu blevet reddet på en af to måder; enten er staten direkte trådt til med et stort indskud og har helt eller delvist nationaliseret banken. Eller også har trojkaen bevilliget et lån til staten, som det for eksempel skete i Spanien i sommeren 2012, så bankerne kunne rekapitaliseres. Begge dele er eksempler på det, økonomerne kalder bail-out.
, Dijsselbloem, der jo ellers fremstillede den cypriotiske redning op som et forbillede, har for mindre end et par måneder siden, kort efter at han tiltrådte som leder af Eurogruppen, selv nationaliseret Hollands fjerde største bank SNS Reaal, der var på randen af kollaps. Med andre ord: ”Selv hollænderne og den hollandske finansminister, der har været ude relativt offensivt, har ikke selv valgt den model, man valgte på Cypern,” siger Jesper Berg.
I Italien har landets tredjestørste bank – som også er verdens ældste bank – Banca Monte dei Paschi de Siena – i starten af året fået et stort indskud fra den italienske stat. Afvejningen mellem at skabe panik og spare skatteydernes penge er indtil tilfældet Cypern faldet ensidigt ud – i form af bail-out. Men i både Holland, Italien og de andre eurozonelande, hvor bankerne er reddet med skatteyderkroner, har landene selv haft pengene til at redde bankerne. Det har man ikke på Cypern.
Der har også været spekuleret i om ikke eurozonens beslutning om at sende Cypern-regningen til de store opsparere reflekterer det faktum, at op mod en tredjedel af indskuddene i de cypriotiske banker kommer fra russiske rigmænd, der blandt andet nyder landets lave selskabsskat.
Jesper Berg ser redningspakken til Cypern som en pragmatisk løsning kombineret med, at ”man har haft et mere eller mindre berettiget øje til, hvordan den cypriotiske finanssektor fungerer. Og en mere eller mindre velbegrundet mistanke om, at der foregår ting, som der muligvis ikke burde foregå”. Ifølge Berg var det ganske enkelt ”politisk umuligt for Tyskland at ’baile’ store russiske oligarker ud”.

BLIVER Cypern nu til fortilfældet for bail-in i eurozonen,? Modellen for bankredninger fremover,? Et element i den bankunion, som Eurolederne er i gang med at lave de første udkast til?
”Jeg tror i hvert tilfælde, at det er den vej man helst vil gå,” siger Jesper Rangvid. ”Man har denne gang [i forhold til Cypern, red.] vurderet, at der ikke ville komme for store afledte effekter på andre landes banker af beslutningen om at man godt turde lade store kreditorer tabe penge. Indtil videre ser det ud til at holde stik. Det er dog spørgsmålet, om man tør bruge samme model, hvis f.eks. en stor spansk bank skulle komme i problemer. Her kan de afledte effekter for andre banker være så store, at man ikke tør være helt så hård.”
”Man ved ikke, hvilket ben man skal stå på,” vurderer Jesper Berg: ”Om man skal sige, at det er måden, som man vil gøre det på fremover – som var det, den hollandske finansminister sagde. Eller om man skal prøve at sende det budskab ud, at Cypern var et special-tilfælde og ingen andre bankindskydere behøver at være bange – dvs.: Hvis du er bankindskyder i Spanien, behøver du ikke trække dine penge ud”.
En af fortalerne for at lade Cypern-håndteringen danne skabelon for fremtidige redninger er den danske økonom Jacob Funk Kirkegaard, der er tilknyttet den anerkendte økonomiske tænketank Peterson Institute i Washington, DC.
”At indføre den cypriotiske model er ikke uden kortsigtet risiko, men det er til at håndtere, og det burde ikke forhindre Europa i at tage endnu et skridt fremad,” skriver han i en kommentar. Han henviser til Eurolandet Slovenien, der blandt andet i en nylig IMF-rapport vurderes til at have en banksektor, der kan være i farezonen: ”Den cypriotiske redning vil have den virkning, at det nu opmuntrer Slovenien til at gøre noget ved problemerne, mens de stadig kan, og dermed undgå behovet for en hård redningspakke – med cypriotisk behandling af bankerne”.

HVIS HAN skal lægge hænderne på spåkuglen, opstiller Jesper Berg – der tidligere har arbejdet for to af trojkaens tre medlemmer; i Den Internationale Valutafond og som chef for kapitalmarkedsdivisionen i Den Europæiske Centralbank – en simpel model for, hvad der kan være bestemmende for, om eurolederne også næste gang vil gribe til bail-in frem for bail-out:
Jo større banksektor i procent af BNP, jo større er sandsynligheden for, at kreditorer og indskydere skal være med. For hvis landet ikke selv vil være i stand til at absorbere tabet, men skal have hjælp fra udlandet, som det var tilfældet med Cypern, kommer pengene sandsynligvis ikke før, at de, der allerede har skudt penge i banken, hjælper med at bære byrden. Kan landet selv redde bankerne, vil man forsøge det, af frygt for den panik, det vil skabe, hvis et stort antal indskydere – som på Cypern – mister en stor del af deres opsparing.
Berg forklarer: ”Dem, der er mest i risikozonen, er dem, der ikke selv kan betale; små lande med en stor bank. Dem, du eksperimenterer på, er dem, der ikke har råd til at sige nej. Alle lande, der selv har en mulighed for at påvirke udviklingen, vil på nuværende tidspunkt holde sig langt væk fra bail-in”.

Kenneth Praefke (f.1987) er cand.polit. og kontorleder i sekretariatet for Søren Pind, Lykke Friis, Peter Christensen, Karen Ellemann, Jakob Ellemann-Jensen og Martin Geertsen. Tidligere økonomisk redaktør på magasinet RÆSON.

BERLIN: Barroso, Hollande og Merkel til vækstmøde 18/3 2013 [foto: EU]