28.11.2013

”Det er et OK resultat. På ingen måde fantastisk og du får ikke mig til at kalde det en succes, når der ikke træffes flere konkrete beslutninger, men vi kom faktisk på rette spor”. Det siger EU’s klimakommissær Connie Hedegaard efter det netop afsluttede COP19 i Warszawa.

INTERVIEW af Peter Bjerregaard, RÆSONs klimaredaktør


RÆSON: 132 lande og mere end 800 forskellige NGO’er udvandrede fra dette års klimatopmøde [uden fortilfælde i FN’s klimaforhandlinger, red.] i protest mod den manglende fremgang i forhandlingerne. Hvordan kommer COP19 til at stå i din erindring?
Hedegaard: Vi vidste jo, før vi tog hjemmefra, at dette ikke blev en COP, hvor de store beslutninger hverken kunne eller skulle tages. Blandt andet fordi vi i Durban [COP17, red.] blev enige om, at den helt store klimaaftale ikke skulle indgås før 2015. Så det vi sagde forud for COP19 var, at vi skulle have en tidsplan frem mod 2015. En tidsplan, der udstak retningslinjerne for, hvordan vi kommer videre frem mod en succes i Paris i 2015, og hvor det står fuldstændig lysende klart, at alle skal bidrage til omstillingen – og dét fik vi. Alle lande blev opfordret til at gå hjem og gøre deres hjemmearbejde, og dem, der er klar til at reducere deres udledninger, skal vise verden, senest i første kvartal i 2015, hvad de har tænkt sig at gøre.

RÆSON: Og hvad så hvis alle disse tilkendegivelser tilsammen ikke er nok til at nå målet om at undgå temperaturstigninger på mere end 2 grader i 2100?
Hedegaard: Så skal der være tid til, at vi internationalt kan diskutere, hvordan vi så håndterer det gab – og det var en vigtig pointe for EU: at der skal være tid til det. Og hvorfor er det så vigtigt? Fordi alternativet er en ren bottom-up-model, hvor landene bare gør, hvad de gør, og hvis vi kun har bottom-up, så bliver ambitionerne ikke høje nok. Under COP15 i København forsøgte vi med en top-down-model, hvor landene bliver pålagt reduktionskrav, og det var der ikke nok, der ville deltage i. Vi har derfor brug for en blanding af de to. Og her kom der faktisk noget godt ud af mødet i Warszawa. Vi blev enige om denne tilgang efter store kampe med dem, der kaldte sig ”like-minded”, altså de ligesindede – Bolivia, Venezuela, Saudi Arabien og nu også med Kina, Indien og Brasilien. De kæmpede hårdt for, at den gamle brandmur mellem i- og ulande skulle genindføres (hvor rige lande skulle reducere deres udledninger, og fattige lande var undtaget, red.), men her blev det endnu engang slået fast, at ALLE skal bidrage til den fremtidige proces. Det accepterede de i de sidste timer på topmødet, men når det tog så lang tid at få dem til at acceptere noget, som de allerede accepterede for to år siden, så kan man godt sige, at vejen mod Paris bliver svær.

RÆSON: Præcis. Status quo kan vel næppe betegnes som en succes, og hvis vi skal se disse landes accept af noget, de sagde ja til for to år siden, så ligger der vel også en implicit erkendelse af, at processen simpelthen er for langsom, og at vi ganske enkelt ikke når 2-graders-målsætningen?
Hedegaard: Det, der vel er det nye, er, at rigtig mange lande – herunder også USA – har sagt, at de vil være klar første kvartal i 2015. Det er nyt. Så sent som i juli havde jeg møder med USA, hvor de sagde, at det kunne de ikke nå, og det kunne de ikke love, men nu gør de det rent faktisk.

RÆSON: Men hvis du ser helt overordnet på landenes tilkendegivelser, så har du Australien, der lige har skrottet deres ”carbon”-skat, Japan er gået fra at ville reducere deres udledninger med 25 % i 2020 ift. 1990-niveauet til nu at ville udlede 3 % MERE i 2020 osv. Man kan vel roligt konstatere, at regeringernes ambitioner systematisk halter bag videnskabens anbefalinger?
Hedegaard: Det kan man roligt konstatere. Det, som er spørgsmålet, er så, om vi tror, at det hjælper noget – overhovedet – at have en international proces. Skaber den overhovedet noget ekstra? Skaber den overhovedet noget ekstra pres? Der må man vel sige, at når eksempelvis Kina, Brasilien og Indien endnu engang forsøgte at kæmpe imod at skulle levere noget efter 2015, så er det vel bevis for, at processen ikke er helt ligegyldig. Hvis det var ligegyldigt, ville det jo ikke være værd for dem – foran hele gruppen af progressive ulande – at trække i land fra Durban. Det koster jo noget at trække i land. Så på den måde tror jeg stadig, at det betyder noget, at der er det her pres fra denne proces. Men jeg vil så også sige, at hvis processen ikke kan levere en ambitiøs aftale i 2015, så mener jeg ikke, at der er troværdighed tilbage i processen. Nu kom der så nogle beslutninger på en række andre områder på COP19. Der blev faktisk truffet over 40 forskellige tekniske beslutninger, og det er ting, der flytter sig fremad. Det flyttede sig lidt fremad på den Grønne Klimafond og det her „loss and damage‟ [omkostninger fra klimaforandringer, der medfører uoprettelige tab og skader, red.]. Her blev der rent faktisk truffet større beslutninger i Warszawa, end der er blevet de sidste 20 år på dette område.

RÆSON: Udfordringerne ved ”loss and damage” har fyldt usædvanligt meget ved dette års COP. Er det forkert at sige, at dét tema har indtaget en endnu større rolle end „mitigation og adaptation‟, som har været hovedtemaet siden begyndelsen af klimaforhandlingerne?
Hedegaard: Det mener jeg er en forkert opfattelse. Hele hovedteksten og hele vejen til Paris handler jo både om „mitigation og adaptation‟, og „loss and damage‟ skal forankres i adaptation-sporet. Men vi skal have fundet en mekanisme, hvor vi tager højde for, hvad vi gør, når den almindelige tilpasning ikke strækker, og de små sårbare ø-stater eller et fattigt afrikansk land for eksempel bliver udsat for meget store ødelæggelser som følge af klimaforandringer. Her blev der også taget nogle reelle skridt frem på COP19, uden at vi endte i en mekanisme, hvor man automatisk kan sende regningen til ilandene, hver gang der er et mudderskred eller en oversvømmelse et eller andet sted i et uland. Og jeg kan se på noget af den internationale presse, at det synes de mest sårbare ulande altså også.

RÆSON: Så siger du, at hvis jeg var statsoverhoved på Kiribati, Maldiverne eller et andet udsat land, så skulle jeg være godt tilfreds med COP19?
Hedegaard: De af os, der har ambitioner på klimaområdet, vil ikke sige, at COP19 var en kæmpe succes, men her er jeg altså bare nødt til at sige, at det var der ikke nogen, der regnede med. Og det var der jo blandt andet ikke, fordi vi alle sammen ved, hvor konferencen blev afholdt, og vi ved, hvad der var indenfor mulighedernes rækkevidde. Det kan jo syntes mærkelig at sige, at hvis ikke hver eneste COP kan levere, så er det en fiasko, men det behøver rent faktisk ikke at være sådan. Det er et OK resultat. På ingen måde fantastisk, og du får ikke mig til at kalde det en succes, når der ikke træffes flere konkrete beslutninger, men vi kom faktisk på rette spor. Og hvis landene nu går hjem, som de har lovet, og går i gang med at levere på det her, så vil COP19 have givet et rigtig godt bidrag til et ambitiøst resultat i Paris.

RÆSON: Når du ser frem mod COP21 i Paris, hvor er det så, du ser fremgangen komme fra? Er det større folkelig opbakning, en større forståelse af de videnskabelige indsigter? Hvor skal omstillingen komme fra?
Hedegaard: Det er begge dele. Det er virksomheder, som forstår, at business-as-usual kommer til at koste rigtig mange penge, og at det måske vil være klogere at begynde at investere i denne omstilling. Men der er også flere stater, der faktisk gør noget. Jeg vil også sige, når Verdensbanken, IMF, OECD og andre store liberale økonomiske internationale organisationer i stigende grad begynder at sige: „Kære venner, I får ikke løst jeres vækst- og økonomiske problemer, før I forstår, at klima skal tænkes ind i det”, så ser jeg noget håb for, at verden er på vej til et paradigmeskifte. Det ser altid bøvlet ud når man står i en overgangsfase, men jeg tror rent faktisk, at der er ved at ske et mere fundamentalt skifte i tænkningen omkring disse ting.

RÆSON: For at integrere klimahensyn i de centrale politikområder, har du sat dig i spidsen for mainstreamingen af klimahensyn i EU-Kommissionens arbejde. Hvilken rolle spiller miljø- og klimahensyn i de igangværende forhandlinger om en atlantisk frihandelsaftale med USA?
Hedegaard: Det står fuldstændigt krystalklart i mandatet, at aftalen ikke må udvande miljøreguleringer. Så kan du sige, at det er klart, men det er altså ikke klart for amerikanerne. Vi har sågar set chefforhandleren for Det Hvide Hus på dette område give et svar til Kongressen, hvor han sagde, at de ville forsøge at angribe det europæiske forsigtighedsprincip. Bare for at tage et eksempel. Både internt i Kommissionen, men også blandt nogle medlemsstater, er vi meget opmærksomme på, at vi ikke får en handelsaftale, der ikke tager højde for klimahensyn og ikke prøver at fremme den grønne omstilling. Så det er en selvstændig bekymring og udfordring i forhold til disse forhandlinger, at vi sikrer, at moderne handelsforhandlinger bruges til at fremme omstilling, og at vi undgår, at vi konkurrerer på lavest mulige miljøhensyn.


Peter Bjerregaard (f. 1986) er RÆSONs klimaredaktør. Uddannet cand.soc fra CBS og har tidligere været presseattaché for Udenrigsministeriet under COP15 og klimaanalytiker ved Mandag Morgen. Han er foredragsholder med speciale i ressourceøkonomi og klimapolitik, og skriver bl.a. for ATLAS Magasin og Huffingtonpost. FOTO: Connect.euranet.