06.10.2013

“Det bliver jo lidt sært, at man skal have mål om, hvor mange gange man må vende tilbage til en situation, hvor man har brug for et herberg eller et kvindekrisecenter. Det er en falliterklæring, at man er nødt til at sætte mål for det.” Det siger Bettina Post, direktør i Headspace og tidligere formand for dansk socialrådgiverforening. Hun mener, at regeringens 2020-mål for de socialt udsatte mangler fokus på forebyggelse.

SOCIALE 2020-MÅL: Socialminister Annette Vilhelmsen (SF) præsenterede i starten af september et udspil til en socialplan med målsætninger, der skal opfyldes i 2020. Flere udsatte unge skal blandt andet tage en ungdomsuddannelse, og de hjemløse skal have et hjem igen. RÆSON undersøger i denne interviewserie regeringens sociale ambitioner.
– Pernille Skipper om sociale 2020-mål: Tanken er sød, men naiv
– Karin Nødgaard om sociale 2020-mål: Regeringen er ikke ihærdig nok
– Thyra Frank om sociale 2020-mål: Individer kan ikke kommes i kasser
– Jann Sjursen om sociale 2020-mål: Strategi og finansiering mangler

INTERVIEW af Simon Kærup

RÆSON: Hvad synes du, de sociale 2020-mål mangler?
BETTINA POST: De her mål tager fat i mennesker, som allerede er ude i meget tunge problemer. Der mangler noget om, hvordan vi forebygger, at det kommer så vidt.
RÆSON: Er der områder i den sociale indsats, der negligeres?
BETTINA POST: Sådan noget som at mindske hjemløsheden, forbedre effekten af misbrugsbehandlingen og mindske tilbagekomsten til kvindekrisecentre og herberger. De burde være formuleret sådan, at vi skal forebygge, at der overhovedet er nogen, der kommer ud i hjemløshed, misbrug, og at vi har så stort et run på krisecentrene. Jeg savner ønsket om, at vi skal forhindre, at det overhovedet kommer så vidt for så mange.
RÆSON: Flere har kritiseret, at 2020 målene mangler en ruteplan. Er målene konkrete nok, ift. hvordan man rent faktisk skal nå at indfri de ambitiøse målsætninger?
BETTINA POST: Nej, man kan ikke beskylde dem for at være for konkrete. Men samtidig har vi jo i gennem rigtig mange år brokket os over, at man på Christiansborg tror, at man kan orkestrere, hvordan der skal arbejdes ude lokalt. Nu har man så valgt ikke at sige, hvordan det konkret skal gøres. De opstiller nogle mål, og så finder man ud af, hvordan man vil gøre det lokalt. Det, synes jeg, faktisk er en forbedring.
RÆSON: Er målsætningen realistisk?
BETTINA POST: Der kunne godt være et idekatalog, der eksempelvis kunne give bud på, hvordan man kan forhindre, at så mange anbringelser bryder sammen. Det ved vi faktisk rigtig meget om. Det er blandt andet, fordi der sker mange sagsbehandlerskift derude, og fordi det er kompliceret at lave det rigtige match mellem et barn, der skal anbringes, og anbringelsesstedet. Det tager enormt lang tid, og tid er en mangelvare for de medarbejdere, der skal lavet matchet. Samtidig er der meget stort pres på, for at vi nærmest kun skal anbringe i plejefamilier eller slægtspleje. Og det kan i sagens natur ikke altid være det ultimativt bedste match. Hvis man gerne vil reducere antallet af anbringelser, er man nød til at sørge for, at vilkårene for at lave de gode match, bliver bedre.


Falliterklæring at man er nødt til at sætte mål

RÆSON: Hvordan er dit syn på den manglende økonomiske dimension bag 2020-ambitionerne?
BETTINA POST: Det er nok lidt optimistisk at tro, at man kan lave en meget bedre indsats uden at forholde sig til, om der er penge til det. Men jeg er sådan set enig i, at der bliver sendt rigtig mange penge den vej, og at mange af dem bruges på alt muligt og især bureaukratiske krumspring, som ikke hjælper nogen som helst. Men det er svært at tro, at man kan højne succesraten uden at tilføje midler, før de har ryddet op i det.
RÆSON: Hvad er det for nogle værktøjer, den sociale 2020-plan mangler?
BETTINA POST: Så længe at økonomi bliver vigtigere end det, at der er effekt af de indsatser, der laves, så bliver det ikke bedre. Vi er nødt til at slække lidt på den meget, meget stramme budgetskrue på de kommunale indsatser. Sidste økonomiopgørelse viste jo, at der er et 5 milliarder stort underforbrug – simpelthen fordi de lægger luft i budgetterne af skræk for at overskride dem. Det skal der gøres noget ved, hvis vi skal have det her til at spille bedre. Kommunerne skal have lidt mere snor til at turde gøre noget, at gå nye veje og se om det virker bedre, end det man gør i forvejen.
RÆSON: Hvad er alternativerne til denne plan?
BETTINA POST: Så længe man kun fokuserer på de meget spektakulære sociale problemer, dem vi alle sammen kan se på gaden, så bliver det der, man lægger indsatsen, og så risikerer vi måske, at forebyggelsen bliver nedprioriteret. Det ville være en katastrofe. Vi er nød til at skrue op for den for at sikre, at vi får færre af de voldsomme sociale problemer. Det bliver jo lidt sært, at man skal have mål om, hvor mange gange man må vende tilbage til en situation, hvor man har brug for et herberg eller et kvindekrisecenter. Det er en falliterklæring, at man er nødt til at sætte mål for det.


Bettina Post (f. 1961) er direktør i Headspace og tidligere formand for dansk socialrådgiver forening. Simon Kærup (f. 1981) er Master of Social Sciences (MSSc) i politisk kommunikation og ledelse fra CBS. Tidligere erhvervsøkonomiske studier på Syddansk Universitet; han har sidenhen forsket og publiceret indenfor bl.a. mobilitet. FOTO: Songkran via Flickr.