27.09.2013

FN’s klimapanel IPCC udgav i dag første del af den længe ventede rapport, der kommer til at danne grundlag for de kommende års globale klimaforhandlinger. Men hvad er IPCC for en organisation, hvordan arbejder den, og hvordan er de strengt videnskabelige vurderinger knyttet an til de politiske forhandlinger? RÆSON giver nogle af svarene her.

BAGGRUND af Anna-Katrine Vingtoft-Andersen

Optakten har været lang, og rygterne har svirret længe. Hvad siger de nye tal om den globale opvarmning, og hvilken betydning har det for livet i oceanerne, hvis rygterne om en uventet hurtig forsuring af verdenshavene er rigtig?

IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change) vedtager i dag den første delrapport, som har været undervejs siden 2007, hvor den seneste rapport blev udgivet. Siden da har en stribe skelsættende begivenheder i klimaverdenen passeret: COP15 kom til København, Katrina fejede hen over USA og smadrede løs for en værdi af ca. 81 mia. dollars, og vi danskere fik også en forsmag på klimaforandringerne, da et skybrud i juni 2011 lagde store dele af Danmark midlertidigt under vand og kostede forsikringsselskaberne anslået 4,88 mia. kroner.

Medierne svirrer i disse dage med artikler og indslag, der handler om IPCC. Politikere, beslutningstagere, forskere og meningsdannere udtaler sig i øst og vest om klimakurver og forsuringstal af havene, men hvad er det egentlig for en organisation, der gemmer sig bag de nok så omtalte klimarapporter? Og er den i virkeligheden politisk motiveret, som flere højreorienterede politikere – fx Villum Christensen – hævder?

Politisk neutrale vurdering trods sprængfarligt indhold
IPCC er en FN-organisation, der går tilbage til 1988. Den blev blandt andet grundlagt som en reaktion på Brundtland-rapporten ”Vores fælles fremtid” og det tiltagende politiske fokus på de klimaforandringer, som man var begyndt at observere. Det blev derfor besluttet, at der var brug for et organ, der kunne producere vurderingsrapporter om den naturvidenskabelige viden om klimaforandringer, klimatilpasning og afbødning af klimaforandringerne.

IPCC er nedsat under to FN-organisationer; henholdsvis den meteorologiske organisation (WMO) og miljøorganisationen (UNEP). Formålet med IPCC er at forsyne verdens beslutningstagere med et videnskabeligt grundlag om klimaændringer og deres potentielle miljømæssige og samfundsøkonomiske konsekvenser.

„IPCC-rapporterne skal være politisk relevante. Klimapanelet er nedsat af FN for at give viden med henblik på at underbygge de politiske beslutninger. Dog må det ikke være præskriptivt, hvorfor man ikke må komme med anbefalinger. Sommetider bliver det refereret, at IPCC har anbefalet 2-graders målet. Men nej, det gør klimapanelet ikke,” fastslår Katrine Krogh Andersen, afdelingschef i DMI og mangeårig medlem af den danske delegation i IPCC.

Den politiske neutralitet bliver understøttet af IPCC’s organisering af arbejdet med at skrive rapporterne. Den er blevet kritiseret for at være omstændig og tung, men omvendt sikrer de mange gennemlæsninger af slutprodukterne, at de er sobre, neutrale og videnskabeligt velunderbyggede, selvom de har potentiale til at være politisk sprængfarlige.

IPCC’s organisering
Hvert land i IPCC er repræsenteret ved et såkaldt focal point, der har den formelle kontakt til IPCC. De er regeringsudpeget og typisk nogle, der arbejder i statslige institutioner og har en videnskabelig forståelse af IPCC’s arbejde. Den nuværende focal point i Danmark arbejder fx i DMI og har en baggrund i astrofysik. I mange lande er repræsentanterne fra meteorologiske organisationer, men de kan også være fra miljøministerier, energiministerier, klimaministerier eller andre statslige institutioner.

IPCC har repræsentanter fra stort set alle FN-lande, og de mødes et par gange om året i plenaren, der er det primære beslutningsorgan. Her tages således alle grundlæggende beslutninger. Desuden er der en række mindre beslutningsfora: blandt andet bureauet og den administrative komité, en række tekniske hjælpefunktioner samt et lille sekretariat bestående af kun 12 fuldtidsansatte.

Når IPCC arbejder på en hovedrapport, sker det med udgangspunkt i tre arbejdsgrupper, der hver har sit fokus: 1) Det fysiske grundlag for klimaændringer. 2) Emner som effekter, tilpasning og sårbarhed. 3) Modvirkningen af klimaforandringer. På baggrund af disse tre rapporter bliver der til sidst skrevet en såkaldt synteserapport, der i denne runde bliver præsenteret i København den 1. november 2014.

Rapporterne er opsummeringer af den nyeste forskning inden for de relevante områder, og der bliver således ikke præsenteret ny forskning. Der er 259 forskere, der har været medforfattere til den 5. hovedrapport, og ingen af dem modtager vederlag for deres arbejde.

„Den enkelte forsker modtager ikke økonomisk støtte. Vedkommende er betalt af sin hjeminstitution, men der er nogle lande, der vurderer, at der er så meget arbejde i at være i hvert fald koordinerende hovedforfatter, at man får betalt sine rejser eller en videnskabelig assistent, der kan hjælpe med noget af det almindelige arbejde ved siden af, men man er ikke hyret til at lave IPCC-arbejde som sådan, og man modtager ikke penge for det,‟ forklarer Katrine Krogh Andersen.

Det økonomiske incitament til at være bidragsyder er altså ikkeeksisterende. Til gengæld er det professionelt prestigefuldt og giver forskerne mulighed for ekspandere deres internationale netværk.

Neutralitet frem for alt
Når repræsentanterne i dag adopterer det såkaldte „Resumé for beslutningstagere‟, der er et ekstrakt på 20-30 sider af den flere tusinde siders lange baggrundsrapport og de tekniske resuméer, sker det ord for ord, linje for linje. Før plenarmødet i Stockholm har resuméet været sendt ud til kommentarer fra både forskere og regeringer over flere omgange for at sikre, at det på den ene side er så videnskabeligt validt som muligt og samtidig er politisk relevant. Desuden er der kommet 54.766 kommentarer til bare den første arbejdsgruppes rapport, og hver eneste er blevet vurderet og besvaret og har i større eller mindre grad givet anledning til justeringer af rapporten.

Kritikere af den langsommelige fremgangsmåde med de mange justeringer siger, at IPCC bliver for forsigtig i sine vurderinger, og at den omstændige proces tager så lang tid, at data i mellemtiden er blevet for gamle. Ikke desto mindre fastholder man proceduren, fordi IPCC vurderer, at det er afgørende at alle bliver hørt, og at der dermed sker en lang række checks and balances. Neutralitet og forskningsmæssig ubeklikkelighed sættes over alt.

Fra forskning til politiske forhandlinger
Dagens plenarsamling i Stockholm vil være fyldt med både forskere og diplomater fra alle IPCC’s 195 medlemslande. Formålet med dagens seance er at undersøge, om resuméet på 20-30 sider reflekterer de flere tusinde sider, der ligger bagved. Er det et balanceret uddrag? Det skal være balancerede og objektive opgørelser af klimaforskningen, dens effekter, sårbarhed og modvirkning med videre. Samtidig begynder diplomaterne at varme op til næste skridt, som er de internationale forhandlinger, hvor man vil gøre brug af de nyeste opgørelser fra rapporten.

COP19 starter i Polen den 11. november, og selvom den første rapport fra IPCC’s 5. hovedrapport næppe vil have en stor betydning for forhandlingernes resultat, er hvert eneste ord vigtigt. Eftersom der kommer til at gå en mindre årrække, før næste hovedrapport foreligger, kommer den nuværende til at udgøre en central videnskabelig kilde til de kommende års klimaforhandlinger.

”Det er vigtigt, at IPCC er omhyggelig i vedtagelsen af ”Resumé for beslutningstagere”, og at det sker linje for linje og ord for ord. For det første fordi der er altid er en videnskabelig usikkerhed at tage højde for. Og for det andet fordi de (IPCC, red.) har fjender, der forsøger at underminere dem politisk – sommetider gennem deltagerne på selve plenarmødet. Derfor er de nødt til at være meget forsigtige, så de ikke er åbne for angreb,‟ Michael Zammit Cutajar, der har mange års erfaring med globale klimaforhandlinger og blandt andet ledte det ene forhandlingsspor under COP15 i København.

Dagens samling samt de efterfølgende reaktioner vil vise, hvor stor grund til forsigtighed IPCC har.


Anna-Katrine Vingtoft-Andersen (f. 1986) er RÆSONs energiredaktør; hun er cand.scient.pol fra KU og har beskæftiget sig indgående med klima- og energipolitik gennem sit studie, hvor hun skrev speciale om Udenrigsministeriet og COP15. I 2008-2009 var hun i praktik ved bl.a. FN’s Atomenergiagentur (IAEA) og hun arbejder i dag i et privat konsulentfirma.