02.07.2013

”Det tog ikke lang tid for investeringsbanker som Goldman Sachs og JP Morgan at præstere rekordstore overskud”. Det forklarer Hisham Foad, der er adjunkt i økonomi på San Diego State University. Han understreger, at genopretningen efter finanskrisen i USA har øget uligheden: ”Modsat er de folk, der befinder sig i den nedre del af indkomstspektret, endnu værre stillet, end da krisen var værst”.

INTERVIEW af Albert Teilmann


RÆSON: Kan du i store træk forklare, hvordan den amerikanske økonomi har klaret sig siden recessionen sluttede i 2009?
Hisham Foad: Hvis du alene kigger på økonomisk vækst, har den præsteret ganske godt sammenlignet med de europæiske økonomier. Måske ikke helt lige så godt som den japanske, men overordnet har USA klaret sig acceptabelt. Hvis man udelukkende ser på vækstraterne og ser bort fra befolkningen, arbejdsmarkedet og de forskellige sektorer som helhed altså. Folk, der har investeret store penge i aktiemarkedet, i tiden efter recessionen sluttede, er kommet utrolig stærkt igen. Modsat er de folk, der befinder sig i den nedre del af indkomstspektret, endnu værre stillet, end da krisen var værst. Det aktuelle opsving er altså ikke nået hele vejen ned til samfundets lavere lag, så det har absolut været en ulige genopretning af økonomien. Det reflekterer en tendens, vi har set siden 1970’erne, hvor en uforholdsmæssig stor del af væksten er gået til toppen af indkomstfordelingen.

RÆSON: Den globale økonomiske afmatning blev udløst af en finansiel krise i USA, hvordan kan de finansielle markeder allerede være tilbage på sporet, mens gennemsnitsborgeren stadig er mærket af krisen?
Hisham Foad: Den finansielle krise er slut. Banksektoren er relativ sund og kom hurtigt tilbage på sporet bl.a. med hjælp fra regeringens redningspakker. Det tog ikke lang tid for investeringsbanker som Goldman Sachs og JP Morgan at præstere rekordstore overskud. Vi er dog stadig i en bredere økonomisk krise, der tager længere tid at få vendt. Beskæftigelse er en forsinket indikator, fordi firmaer på den ene side er usikre på fremtiden – de har set det store økonomiske chok og fald i efterspørgslen – mens de på den anden side ser et historisk stærkt aktiemarked. Efter krisen var de fleste firmaer tvunget til at fyre folk, hvilket normalt går ud over de mindst produktive medarbejdere. De mest produktive beholdes, og produktiviteten i forhold til antal medarbejder stiger dermed, således at man ikke nødvendigvis genansætter det samme antal folk, man i sin tid fyrede. Når efterspørgslen stiger, vil de lidt efter lidt komme tilbage i beskæftigelse, men det tager lang tid. Så det tager meget længere tid at få den ”brede” økonomi tilbage på sporet sammenlignet med den finansielle sektor, der kan betragtes som sund og stærkt igen.

RÆSON: De årlige vækstrater har, siden recessionen sluttede i 2009, været relativt lave sammenlignet med tidligere tiders opsving efter økonomiske kriser, men blandt andre kongressens budgetkontor har konkluderet, at det svage opsving skyldes, at det potentielle BNP er faldet, således at den aktuelle genoprejsning af den amerikanske økonomi ikke er så svag som først antaget. Kan du forklare denne sammenhæng?
Hisham Foad: Basalt set viser dét, at der er sket et fald i den strukturelle vækst – i økonomiens kapacitet. Så måske er det store problem ikke de aktuelle lave vækstrater, men i højere grad hvorfor den potentielle vækstrate, der har betydning på længere sigt, er faldet.

RÆSON: Hvorfor er den potentielle vækstrate faldet?
Hisham Foad: Det er der flere grunde til. Økonomiens langsigtede kapacitet beregnes grundlæggende på baggrund af arbejdsstyrkens størrelse og uddannelsesniveau, mængden af kapital i økonomien og den teknologiske udvikling. Den potentielle vækst var med al sandsynlighed overvurderet, allerede inden finanskrisen sprang ud. Boligmarkedet var overvurderet, og bankerne lånte penge ud over evne, så efter det finansielle kollaps er vi begyndt at se et mere realistisk og præcist billede af den amerikanske økonomis potentiale. Bankerne er ikke lige så villige til at låne penge ud og dermed facilitere investeringer, som de var før krisen. Til dels som en konsekvens af nye regulativer, men i endnu højere grad fordi investorer efterspørger, at de finansielle institutioner øger deres egenkapital, så de sidder med flere kontanter end tidligere. Og hvis de selv bliver nødt til at beholde pengene, kan der lånes færre ud. Så den finansielle sektors rolle som motor i økonomien er svækket. Ikke at det nødvendigvis er en dårlig ting.


Nu skal regningen betales

RÆSON: Økonomiens langsigtede kapacitet er faldet. Betyder det ikke, at regeringen og centralbanken burde fokusere mindre på at stimulere efterspørgslen her og nu for i stedet at forsøge at skabe de strukturelle betingelser, der gør, at økonomien kan præstere bedre i fremtiden?
Hisham Foad: Hvis man mener, at faldet i potentiel BNP er det største problem, vil man forsøge at hæve det gennem forbedringer i økonomiens infrastruktur. Hvis man er bekymret for problemerne, vi er i lige nu, bliver man nødt til at gennemføre tiltag, der kan stimulere efterspørgslen. Det tager lang tid før initiativer på udbudssiden får en reel indvirkning på økonomien. Så de folk, der er pressede økonomisk og lever fra lønseddel til lønseddel, ville være endnu værre stillet i dag, hvis der ikke var gjort noget fra politisk hold. Tiltag, der stimulerer efterspørgslen, er samtidig mere målbare og attraktive for politikere at gennemføre og hjælper til at formindske smerten fra krisen.

RÆSON: Hvad er faren ved den ekspansive finans- og pengepolitik, der er blevet ført de senere år?
Hisham Foad: Den er vi ved at se nu med den massive gæld, som staten sidder med. Hvis staten og Obama ikke havde grebet ind var den økonomiske krise blevet længere og mere smertefuld, men regningen skal til at betales. Det politiske miljø er giftigt, og det er småt med det tværpolitiske samarbejde. Konsekvensen af ”sequesteret” (der betød nedskæringer i det offentlige forbrug red.) begynder at have indflydelse på økonomien. Militærindustrien og andre sektorer, der er afhængige af det offentlige forbrug, er på vej ned. Centralbankens udvidelse af pengemængden var afgørende for at få de finansielle markeder tilbage på rette spor, men det skaber samtidig en frygt for inflation. Det er ikke sket endnu, men når bankerne begynder at låne penge ud på samme niveau som før krisen, vil det kunne mærkes i hele samfundet og ikke kun i bankerne. Det kan potentielt føre til inflation.

RÆSON: Forventer du, at inflation bliver et reelt problem i USA de kommende år?
Hisham Foad: Jeg tror ikke, det bliver et stort problem. En af indikatorerne er prisen på guld, der faldt drastisk for nylig. Når folk er bange for at penge mister værdi gennem høj inflation, stiger prisen på guld. Guld er en sikkerhed mod høj inflation, og den seneste tids fald i guldprisen viser, at der er en konsensus i markedet om, at høj inflation måske ikke er en ligeså stor trussel som tidligere antaget.

RÆSON: Hvad vil der ske med den amerikanske økonomi, når gælden skal betales tilbage, og centralbanken må sænke pengemængden?
Hisham Foad: Det er to forskellige ting. At tilbagebetale gælden er op til politikerne, der skal skære i de offentlige udgifter og hæve skatterne. Man kan ikke betale af på gælden ved hjælp af pengepolitik – det er hvert fald en dårlig idé og vejen til hyperinflation bare at printe flere penge. Såfremt politikerne hæver skatten og sænker det offentlige forbrug, kan det lede til et negativt efterspørgselschok, der kan føre os tilbage i en ny recession. På den finansielle side vil markedet begynde at bekymre sig om USA’s kreditværdighed, hvis gælden fortsætter med at stige. Hvis man ikke kan nå til enighed om et nyt budget eller lignende, er det muligt, at kreditbureauerne vil nedjustere deres vurderinger, hvilket fører til højere renter og større lån, der svækker den private investering.


Flere ældre:Løsningen er immigration

RÆSON: Der bliver flere ældre både i USA og Europa, hvad betyder det for økonomien?
Hisham Foad: Vi har den store baby-boom generation, der er ved at gå på pension, hvilket efterlader en stor byrde til ”social security” (amerikansk velfærdsordning, red.). ”Social security” er bygget op på den måde, at de, der arbejder i dag, betaler for dem, der er pensionerede i dag. Når antallet af pensionister stiger uden en tilsvarende stigning i antallet af beskæftigede, udfordres systemet. Potentielt vil skatterne på ”social security” stige, og de folk, der arbejder i dag, vil begynde at spare mere op i frygt for, at de får en mindre pension, og at pensionsalderen hæves. Når opsparingen stiger, falder det private forbrug, og opsvinget risikerer at knække. Mange europæiske lande er endnu mere udfordret end USA på dette område. En løsning på problemet er at øge immigrationen.

RÆSON: Hvorfor vil flere immigranter hjælpe? Stjæler de ikke bare amerikanernes job?
Hisham Foad: Hvis et land mangler arbejdskraft, importerer det arbejdskraft. Der er mange folk rundt omkring i verden, der ville være bedre stillet – i det mindste finansielt – hvis de flyttede til et rigere land som USA. Politisk er det dog svært, og der er mange modstandere af at øge immigrationen. Når der kommer flere ufaglærte arbejdere i økonomien øges konkurrencen, men studier foretaget i områder med mange immigranter har vist, at de ufaglærtes løn ikke sænkes, og at arbejdsløsheden blandt ufaglærte ikke stiger i nævneværdig grad. Man ser i stedet, at de oprindelige arbejdere ofte vil stige i graderne og blive en form for supervisere for immigranterne. Efter min mening er det klart at foretrække, at arbejdsstyrken øges. Fordelene vil altid være større end ulemperne. Du kan finde folk, der mener det modsatte, men fra mit synspunkt bør immigrationen øges.

RÆSON: Økonomien er på vej tilbage, men du har skitseret en række fundamentale udfordringer for den amerikanske økonomi på både kort og lang sigt. Hvad kan vi forvente af USA i fremtiden?
Hisham Foad: Det er stadig en økonomi med et utroligt stort potentiale. Vi er over 300 millioner mennesker, og selvom uddannelsessystemet er blevet svagere sammenlignet med andre lande, er vi stadig godt med, særligt på de videregående uddannelser. Nogle forventer, at vi skal tilbage til det tyvende århundredes fabriksarbejde, men det tror jeg ikke på. Det er ikke et land, der nødvendigvis behøver at være ekstremt orienterede mod andre lande grundet markedets størrelse. Der er et kæmpe potentiale i vækstøkonomier som Indien og Kina, men der er potentiale i begge retninger. Vi kan ikke konkurrere med Kina på lønnen, men der er andre aspekter, hvor USA uden tvivl er meget konkurrencedygtige. Det er ikke et nulsumsspil. Bare fordi nogle lande begynder at klare sig godt, betyder det ikke, at USA og Europa klarer sig dårligere. Det kan blive til alles fordel, at økonomier i Asien og Sydamerika er på vej frem.

Albert Teilmann (f. 1991) læser politik og administration på Roskilde Universitet. Har tidligere været ansat i Klima- og Energiministeriet.FOTO: FaceMePLS