14.03.2013

Et bredt forlig i folketinget har vedtaget en ny Helmandplan, som afsætter 385 millioner kr. til træning og udrustning af den afghanske hær. Desuden vil det ifølge denne plan være muligt at sende F16-fly til Afghanistan. RÆSON har spurgt tre eksperter, om Hamid Karzai har ret i sin påstand om, at Helmand var fredeligere, før tropperne kom. Og om den nye Helmandplan kan skabe stabilitet.

INTERVIEW af Sahar Asif

LÆS OGSÅ:
– Udenomssnak: Afghanske tolke er i fare – Hvad skal der ske med den, Hækkerup?
– Når vi trækker os fra Afghanistan: Krigen slutter ikke, den fokuseres

1) Et bredt forlig i folketinget har vedtaget en ny helmandplan. Danmark vil sætte omkring 385 millioner kr. af til træning og udrustning af den afghanske hær fra 2013 til 2017. Hertil kommer muligheden for at sende F16-fly til Afghanistan. Kan Danmarks nye Helmandplan være med til at bringe stabilitet til området?

Peter Viggo Jakobsen: Ja, den kan købe afghanerne tid til at finde en politisk løsning. Hvis vi bare trak os ud i 2014 og droppede den økonomiske støtte, ville konsekvensen blive borgerkrig. Så længe vi støtter den afghanske regering økonomisk og militært, så er situationen vanskelig for Taleban. Men samtidigt betyder nedtrapningen af vores støtte, at regeringen heller ikke kan gøre sig håb om en militær sejr. Derfor kan den fortsatte støtte potentielt skabe en situation, hvor alle parter erkender, at de ikke kan vinde militært og derfor sætter sig ved forhandlingsbordet. Udfordringen er at finde en løsning og en form for magtdeling, som giver de regionale krigsherrer og Taleban så meget medindflydelse, at de opgiver den væbnede kamp. Det skal være en decentraliseret styreform, som giver regionerne og de forskellige grupper i landet mere magt. Sådan bliver det mere i tråd med den måde, Afghanistan har været regeret gennem det mest af landets nyere historie. Eksperimentet at skabe en centraliseret stat har ikke været nogen succes. Det skal justeres.
Nagieb Khaja: Danmark militære bidrag i Helmand er så lille, at det ikke har en mærkbar effekt på den overordnede strategi i Afghanistan. Den tegnes af amerikanerne. Det er fuldstændigt misvisende at tro, at Danmark helt uafhængigt kan have en indflydelse på stabiliteten i Helmand. Danmarks bidrag er et af tandhjulene i den store maskine, som USA styrer. Danmark støtter op om en overordnet strategi, hvor vi er overladt til amerikanernes nåde. Hvis den amerikanske strategi er rigtig, vil det danske bidrag tjene et godt formål. Hvis den amerikanske strategi skulle vise sig at være forkert, vil det danske bidrag tjene et forkert formål. Så simpelt er det.
Det er ikke til at vide, hvordan ANA vil klare sig uden den markante støtte, som de får fra vestlige styrker i øjeblikket. ANAs situation afhænger af, hvor længe Vesten vil fortsætte den store, økonomiske støtte. Samtidig afhænger sikkerhedssituationen også af Taleban og andre oprørsgruppers styrke. Sidder de blot og venter på, at Vesten trækker et stort antal tropper ud, før de intensiverer deres kamp? Eller er de stærkt svækkede, sådan som USAs præsident påstår? Tiden vil vise, hvem der har ret.
Sten Rynning: Danmarks indsats er et bidrag til den ”tænkepause”, som afghanernes politiske ledere skal bruge for at revurdere deres forfatning og den politiske aftale, som ligger til grund for landet. Aftalen blev indgået med stort håb i perioden 2001-2004. Men centraliseringen af magten i Kabul har forhindret opbygningen af en normal stat. Det har ikke fungeret. Afghanistan har brug for en politisk balance mellem hovedgrupperne i landet. Det gælder både i Kabul og ude i provinserne. Opbygningen af sikkerhedsstyrker er en vigtig platform for at gøre denne proces troværdig, men i sidste ende vil processen afhænge af politiske kompromisser. Her skal man ikke mindst holde øje med præsidentvalget i foråret 2014 og Pakistans opbakning til Talebans.

2) Karzai udtaler i et interview med The Guardian og ITN (Independent Televersion News), at Helmand var mere fredfyldt før de britiske og amerikanske troppers ankomst i 2006. Har Karzai ret?

 
Peter Viggo Jakobsen: Ja, han har ret. Kampene blussede op, da UK indsatte styrker. Men det hænger jo sammen med, at Taleban indtil da kunne operere uforstyrret. Afghanistan var mere fredfyldt, inden USA angreb i 2001, for da kontrollerede Taleban 90% af landet og var på nippet til at besejre den nordlige alliance. Uden den amerikanske invasion ville Afghanistan være 100% styret af Taleban og utvivlsomt være meget mere fredfyldt end i dag. Men Karzai ønskede jo selv, at ISAF skulle indsættes i hele Afghanistan og hjælpe hans regering med at udvide sin autoritet. Og det var også Karzai, som pressede på for at få briterne til at sprede sig ud i de mindre byer. Det var derfor, der udbrød hårde kampe omkring Musa Qala i august 2006, som det første danske hold blev kastet ud i kort efter ankomsten. Så på den baggrund er Karzai’s påstand mærkelig. Den fortsatte ufred skyldes i høj grad Karzai-regeringens uduelighed og korruption. Den har ikke været i stand til at skabe opbakning i Helmand og andre dele af landet.
Jeg ser først og fremmest udtalelsen som et forsøg på at sende aben videre og give ISAF skylden for problemerne i Afghanistan.
Nagieb Khaja: Karzai har delvist ret i påstanden. Der var fredeligere i Helmand, før briterne og danskerne kom. Tilstedeværelsen af aktive oprørselementer var næsten ikke-eksisterende, og som rejsende behøvede man ikke at frygte for kidnapninger. Hvem end, jeg har talt med, om det var stammeledere, journalister eller repræsentanter for militæret, så var Helmand et meget sikkert sted at bo. Den del af historien, som Karzai selvfølgelig ikke fortæller, er, at det ikke kun var de vestlige styrkers tilstedeværelse, som destabiliserede Helmand. En del af årsagen til, at oprørsgrupper kom til området, og at „sovende‟ Talebanmilitser blev vækket, var Hamid Karzais egen politik. Den afghanske præsidents allierede, eksempelvist guvernør Sher Muhammed Akhundzadeh, marginaliserede store dele af befolkningen i området og skabte grobunden for Neo-taleban-bevægelsen. Et klart eksempel er den store Ishaqzaistamme, som på grund af elendig behandling begyndte at støtte Talebanbevægelsen. Generelt behandlede de lokale politichefer og distrikktsledere lokalbefolkningen meget dårligt, hvilket skabte et rekrutteringsgrundlag for Talebanbevægelsen.
Derfor er årsagen til Talebans „renæssance‟ i Helmand både en konsekvens af en fejlagtig, vestlig militærindsat og af den afghanske præsidents valg af korrupte og brutale alliancepartnere, der skubbede civilbefolkningen i armene på Talebanbevægelsen.
Sten Rynning: Karzai har ret i, at der var færre kamphandlinger, dræbte og sårede. Han har ikke ret i, at der var fredfyldt. Helmand havde udviklet sig til et stridspunkt mellem klaner. Kampen foregik mellem de klaner, som var i guvenør Sher Mohammed Akhundzadas fold, og de, som istedet støttede Talibans tilbagekomst. Akhundzada var narkohandler og militsleder, men han havde samtidigt forbindelser til Karzai, som han havde købt guvernørposten af. Fra denne position kørte Akhundzada en brutal forretning i Helmand, hvor der ikke var nogen væsentlig skillelinje mellem politik og kriminalitet.

3) Hvad har Karzai at vinde ved at fremstille Helmand-indsatsen i et dårligt lys?

Peter Viggo Jakobsen: Han prøver simpelthen at fralægge sig ansvar til trods for, at han i sin tid selv pressede NATO til at udvide sin operation fra Kabul.
Nagieb Khaja: Karzai forsøger at vaske sine hænder og tørre fiaskoen i Helmand af på de vestlige lande. I virkeligheden bærer han selv et stort ansvarlig for destabiliseringen i området på grund af hans alliancer med de lokale krigsherrer.
Sten Rynning: Helmand har gennemlevet ekstreme situationer, og Karzai forsøger at overbevise verden om, at han kan tilbyde stabilitet og moderation. Ekstremerne er ifølge Karzai (a) Talibans undertrykkelse, (b) militsernes brutalitet, og (c) de internationale troppers demokratiseringsprojekt.

4) Hvordan forholder befolkningen i området sig til situationen før og efter indsatsen?

Nagieb Khaja: Befolkningen i Helmand er både vrede på den afghanske regering og på de udenlandske styrker. De holder dem ansvarlige for eskaleringen af konflikten i området. De lokale stiller sig uforstående overfor, at den afghanske regering og NATO brugte militær magt i Helmand i en fredelig periode, hvor Taleban enten var forsvundet eller holdt lav profil, fordi de var upopulære. De er overbeviste om, at tilstedeværelsen af Karzais despoter og ISAF-styrker er årsagen til Talebans nuværende styrke.
Sten Rynning: Alle meningsmålinger og undersøgelser, som vi observatører har adgang til, viser, at befolkningen er krigstrætte og ønsker fred og retfærdighed. Hverken Taliban eller militserne har opbakning. Der er frygt for, hvad der skal ske, når de internationale styrker trækker sig. Befolkningen ønsker fred, men de frygter for fredens karakter. Med tanke på Helmand og Afghanistans nyere historie er det en velbegrundet frygt.

5) Hvad har indsatsen gjort for befolkningen? 

Peter Viggo Jakobsen: Flere skoler, bedre veje, flere sygeklinikker m.m. Så situationen er bedre med hensyn til infrastruktur og institutioner. Men det store spørgsmål er, hvorvidt disse fremskridt kan fastholdes efter tilbagetrækningen i 2014.
Nagieb Khaja: Forholdene er blevet værre for civilbefolkningen siden 2004, hvor der
var relativt fredeligt. Alle statistikker viser, at Helmand var mere fredelig, før de første britiske styrker kom til området i 2006. 
Sten Rynning: Elendighed og frygt har igennem mange år været konstante temaer. Den internationale indsats har bragt muligheder og håb. Det er nyt. Håbet har dog haft svært ved at rodfæste sig, for de politiske forhold og magtstrukturer er stadig uafklarede.


Peter Viggo Jakobsen er lektor på Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og i Forsvarsakademiet. Han beskæftiger sig bl.a. med forsvars – og sikkerhedspolitik, konflikthåndtering og militær magtanvendelse.

Nagieb Khaja er dokumentarinstruktør, forfatter og journalist med dansk-afghansk baggrund. Han er bl.a. manden bag den omtalte dokumentarfilm „Mit Afghanistan‟. Han beskæftiger sig med terror, menneskerettigheder og krigen i Afghanistan.


Sten Rynning er professor på Institut for Statskundskab på Syddansk Universitet og leder af Center for War Studies siden 2011. Hans beskæftiger sig blandt andet med NATO og transatlantiske relationer, militær strategi og doktrin, militær innovation og civil-militære relationer.


Sahar Asif (f. 1991) er bachelorstuderende i statskundskab ved Syddansk Universitet med særlig interesse i Afghanistan og Mellemøsten.