04.12.2012

Der mangler handling på klimaområdet, og den økonomiske krise har lagt låg på de vestlige landes ambitioner. Derfor kommer verden sandsynligvis til at opleve temperaturstigninger over de 2 grader, som det ellers har været målet for FN-forhandlingerne at undgå. Det mener Yvo De Boer, tidligere formand for FN’s Klimasekretariat og nuværende klimarådgiver hos KPMG.

INTERVIEW af Anna-Katrine Vingtoft-Andersen og Esben Alslund-Lanthén, RÆSONs klimaredaktør

Dette er et kort uddrag af et større interview med Yvo De Boer. Læs hele interviewet i RÆSON12.

RÆSON: COP18 er i gang, og klima- og miljøministre er fløjet ind fra hele verden for at deltage. Hvad bliver resultatet af forhandlingerne?

De Boer: Der er tre kritiske emner, som COP18 bliver nødt til at forholde sig til. For det første udviser de industrialiserede lande ikke nok lederskab i forhold til at reducere deres emissioner. Vi kommer sandsynligvis til at opleve en temperaturstigning på mere end 2 grader, fordi landene for øjeblikket ikke gør nok. Derfor handler en af de store diskussioner om ambitioner og mangel på ambitioner. I øjeblikket er det meget svært for de industrialiserede lande at vise større ambitioner på grund af den økonomiske krise. For eksempel tror jeg ikke, at EU er i stand til at gå fra minus 20 til minus 30 procent.

Det andet emne handler om finansieringen. Hvordan kan vi rejse nok penge gennem Den Grønne Klimafond til at støtte udviklingslande? Her tænker jeg særligt på udviklingslande, der skal tilpasse sig væksten i udledninger af CO2. Diskussionen kommer til at blive særdeles svær på grund af den økonomiske og finansielle krise. Det er svært for de industrialiserede lande at finde penge til Den Grønne Klimafond for øjeblikket.

Det tredje emne handler om, hvad der skal ske med Kyotoprotokollen. Her er vi i det mindste i en situation, hvor EU, Schweiz og Australien har sagt, at de er villige til at underskrive Kyotoprotokollen, såfremt det sker i en bredere kontekst med henblik på at arbejde frem imod en international aftale.


Situation i dag minder om før COP15

RÆSON: Hvad skal forhandlingerne ende med for at lette forhandlingerne til COP19 næste år?

De Boer: Efter min mening bør COP18 levere en klar køreplan med anvisninger til, hvordan vi kommer frem til en ny international aftale i 2015. Altså hvordan arbejdet skal organiseres for at sikre, at vi rent faktisk når de resultater i 2015, som der blev aftalt i Durban sidste år. Et resultat, som Connie Hedegaard og Europa kæmpede hårdt og succesfuldt for. En sådan køreplan vil derfor være et vigtigt resultat af COP18.

RÆSON: Er det på nuværende tidspunkt klart, hvordan vi kommer frem til 2015 og et nyt aftalegrundlag?

De Boer: Nej, en af de komplicerende faktorer er spørgsmålet om, hvad vi rent faktisk arbejder os hen imod i 2015. Det er ikke helt klart. Den beslutning, der blev taget i Durban sidste år, skitserer en aftale, en protokol eller en serie af beslutninger, og det er ikke et specielt klart mandat. Det var også en del af problemet i København. Her arbejdede man også på basis af et mandat, som man havde fået to år forinden i forbindelse med COP13 på Bali. COP13 angav, at vi i København skulle have et aftalt resultat. Men det var ikke klart, hvilket aftalt resultat det skulle være. Det var en af grundene til den forvirring, vi så i København. På en måde har vi en tilsvarende situation nu, fordi Durban-mandatet heller ikke er specielt klart. Det vil være hjælpsomt, hvis man under COP18 kunne beslutte, at vi næste år til COP19 skal fastlægge, hvad der helt præcist skal være enighed om i 2015 – skal der være en aftale eller ej? COP18 skal levere to ting: Først og fremmest en klar køreplan med anvisninger til, hvordan vi opnår enighed i 2015. Og for det andet at vi næste år kan beslutte, hvordan den juridiske form for enighed i 2015 kommer til at se ud.


Yvo De Boer (f. 1954) er tidligere formand for FN’s Klimasekretariat, hvor han virkede fra 2006-2010. Han var derfor med til at lede forhandlingerne under COP15 i København. I dag han rådgiver han virksomheder om klimaforandringer og bæredygtighed i sit job som Global Special Advisor i konsulentfirmaet KMPG, og han er bredt anerkendt som en af verdens bedste kendere af de internationale klimaforhandlinger.

Anna-Katrine Vingtoft-Andersen (f. 1986), cand.scient.pol., har beskæftiget sig indgående med klima- og energipolitik gennem sit studie, hvor hun senest skrev speciale om Udenrigsministeriet og COP15. Hun har været i praktik ved bl.a. FN’s Atomenergiagentur (IAEA) og arbejder i dag i et privat konsulentfirma.

Esben Alslund-Lanthén (f. 1985) er RÆSONs klimaredaktør. Han har studeret international klimapolitik ved Freie Universität i Berlin, er uddannet faglig formidler fra Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus og skriver speciale om grøn vækst på statskundskab ved Københavns Universitet. Esben har tidligere arbejdet for Mandag Morgen og Politiken, været i praktik på DR2 Deadline og undervist i journalistisk formidling på København Universitet.