15.08.2012

DENNE ARTIKEL KRÆVER KØB AF EBOGEN: DANSK POLITIK 2007-2012 [199 KR.]. ”De reformer som står tilbage – en reform af SU og kontanthjælp – vil regeringen formentlig udskyde til efter nytår. Fordi det er reformer, Enhedslisten ikke bryder sig voldsomt meget om – og finanslovsforhandlingerne er komplicerede nok i forvejen. Så efterårets hovedemner bliver: opgøret med EL omkring finansloven og folkeskolereformen”.

Udvalgte pointer:
– Vejlegården: Fordi fagbevægelsen har allieret sig med S og SF, går V i offensiven
– Efteråret: Regeringen tager en reformpause
– Regeringen mangler stadig at formulere sit projekt
– Skattesagen bliver også en belastning for Thorning
– Dansk Folkeparti kommer ikke til at indgå store aftaler med regeringen
– Thulesen Dahl glider i ét med de andre borgerlige partiledere

Interview af Johan Moe Fejerskov

RÆSON: Er sagen om Vejlegården et udtryk for, at fagbevægelsens solidaritetsværdier har et godt tag i danskerne eller det modsatte?
WINTHER: Vejlegården er en faglig konflikt, den er fuldt lovlig. Det særegne ved sagen er, at især V er gået så skarpt imod det, der er sket. Der har været målinger, som har vist, at der faktisk er en opbakning til 3F. Hvis jeg skal svare kort på spørgsmålet, så synes jeg, det er svært at sige ud fra den konkrete sag.
RÆSON: Hvorfor er det lige netop denne sag, V går ind i?
WINTHER: I takt med at fagbevægelsen har allieret sig mere S og SF, som de har gjort de senere år, ser V en større mulighed for at tage et opgør med dem. De har ikke så meget at tabe længere. Tidligere da V sad i regering, skulle de jo bruge fagbevægelsen indimellem til at få reformer igennem. Nu har de ikke længere regeringsansvaret, og fagbevægelsen har allieret sig med fjenden, derfor er der frit løb til at skyde på fagbevægelsen. Så det vil vi formentlig se mere af.
RÆSON: Hvilke emner kommer til at dominere den politiske dagsorden i efteråret?
WINTHER: Vi får et hårdt opgør om finansloven, hvor EL og regeringspartierne indtil videre står rimelig skarpt over for hinanden. EL kræver store indrømmelser – at man går ind og kompenserer for nogle af de ting, man mener, regeringen har ydet af uretfærdigheder over for dem på overførselsindkomster i skattereformen. Til gengæld siger regeringen og Helle Thorning-Schmidt, at der ikke er penge til det, og regeringen vil gerne køre sin egen dagsorden, som handler om uddannelse og de unges overgang til arbejdsmarkedet, flere praktikpladser og den slags. Så dét bliver det store stridspunkt.
De reformer som står tilbage – en reform af SU-systemet, som handler om at få de studerende hurtigere igennem deres uddannelse, og en reform af kontanthjælpssystemet, som handler om at få flere ud på arbejdsmarkedet, især de 25-30 årige som er på kontanthjælp – vil man formentlig skyde til efter nytår. Fordi det er reformer, som EL ikke bryder sig voldsomt meget om, så for ikke at genere finanslovsforhandlingerne, som er komplicerede nok i forvejen. Så efteråret kommer til at byde på opgøret med EL omkring finansloven, en folkeskolereform, som vil blive fremlagt og diskuteret, og dét vil være hovedemnerne.
RÆSON: Kan man forestille sig en situation, hvor EL stemmer imod, fordi finansloven ikke i tilstrækkelig grad kompenserer for 'svinestregerne' i skattereformen?
WINTHER: Det kan man sådan set godt. Men jeg mener ikke, det er så sandsynligt. Det beror på, at begge parter, både EL og regeringen har en meget stor interesse i, at det kommer til at lykkes. Det, vi ser lige nu, er, at de spiller nervekrig og kører de store kanoner frem: ingen tvivl om, at der hos EL er en stor mistillid til regeringen, og omvendt er der også i regeringen en ret stor mistillid til EL. Så klimaet er ikke det bedste. Når jeg alligevel tror, det vil lykkes, så er det fordi, interesserne på begge sider er så store for at nå et forlig – HVIS ikke man når et forlig, og regeringen bliver væltet, så ser det jo stærkt ud til, at det er Lars Løkke Rasmussen og de borgerlige partier, der kommer til at tage over. I sidste ende vil regeringen strække sig langt for at undgå det.
RÆSON: Vil regeringen følge sin 'kickstart' op med nye offentlige investeringer?
WINTHER: Nej, det er der ikke noget, der tyder på. Jeg tror, man har lavet den 'kickstart', som man har og håber på, at det virker. Det er jo sådan, at det tager noget tid, inden det slår igennem, fordi det er noget kommunerne først skal vedtage, de her anlægsprojekter, og så skal de modnes og alt mulig andet, og først derefter får man sat gang i arbejdet, hvis det er kloakrenovering eller almennytteboligbyggeri. Så derfor er der en forsinkelse i det. Der er heller ikke mulighed for at øge de offentlige udgifter mere, end man har gjort, og det hænger simpelthen sammen med, at vi har en henstilling fra EU hængende over hovedet, som sætter nogle snævre bånd for, hvor meget man kan øge de offentlige udgifter med. Så muligheden for at lave nogle ekspansive finanspolitiske tiltag er ikke til stede, hvis man skal prioritere nogle anlægsopgaver, så bliver man nødt til at skære ned nogle andre steder.

Regeringen mangler stadig at formulere sit projekt
RÆSON: SANDT eller FALSK – Regeringens top har været så optaget af EU-formandsskabet, at den reelt først kan bedømmes for sit indenrigspolitiske projekt over de kommende måneder?
WINTHER: Der er det rigtige i dét, at formandsskabet sådan rent logisk har optaget meget tid hos både statsministeren og ministrene. Og der har været rigtig meget rejseri, så de har ikke haft mulighed for at møde vælgerne, kommunikere, tilrettelægge en indenrigspolitisk dagsorden, som betyder, at vælgerne får større forståelse for det politiske projekt. Et formandskab tager rigtig mange kræfter, og når man samtidig kører en ret offensiv indenrigspolitisk reformlinje, så løber man ind i problemer.
RÆSON: Er det derfor, regeringspartierne klarer sig så dårligt i meningsmålingerne?
WINTHER: Det kan man ikke skyde på EU-formandsskabet alene, man kan jo også forestille sig, at man havde udnyttet EU-formandsskabet til at lave en offensiv, der måske styrkede populariteten. Så det er ikke forklaringen alene, men det er måske én af forklaringerne. Mange af de vælgere, som har stemt på S og SF, er blevet skuffet efterfølgende – og de fordeler sig i nogle forskellige grupper. Der er dem, der havde håbet på en meget rød, ny, socialistisk regering, som ville styrke den offentlige sektor og forbedre overførselsindkomsterne, sådan traditionel rød politik. Og de er blevet skuffet, fordi man har lagt sig så meget på den økonomiske midterkurs, som nogle vil kalde en blå kurs. Så er der en gruppe, som havde håbet på, at man kunne undgå nedskæringer, besparelser, reformer; som havde håbet på, at man kunne bevare efterlønnen, og at den offentlige sektor ikke ville blive skåret ned osv., og de er også blevet skuffede, fordi økonomien er sådan, at det har man altså været nødsaget til at gøre. Den første gruppe, der havde håbet på en rød regering, kan man måske se lidt stort på – de er formentlig, de fleste af dem, kun gået til EL. Den anden gruppe er nogle af de vælgere, der forlod V ved det seneste valg og gik til Socialdemokraterne, og de ser ud til nu at være vendt tilbage. Den her gruppe af midtervælgere, middelklassevælgere, prøvede den røde vej og fandt ud af, at det kunne de så alligevel ikke, og nu er de så vendt tilbage til Lars Løkke Rasmussen. Og denne her diskussion om løftebrud har for den sidste gruppe vælgere været den, der har skubbet på for, at de er vendt tilbage til V.
RÆSON: Men har Helle Thorning også været for fraværende i den offentlige debat?
WINTHER: I forhold til det reformprogram, man har lagt frem, må man jo nok sige, at hun har været for fraværende. Det ER jo ligesom hende, der skal gå forrest og forklare, hvad det er for en regering, hvad der er forskellen på den her regering og den tidligere, hvad er det for et politisk projekt, man gerne vil rulle ud? Det er ikke alene et spørgsmål om synlighed – om hun optræder flere gange – det er også et spørgsmål om, at hun har et budskab, en forklaring og en fortælling om, hvorfor den her regering er vigtig, hvordan den adskiller sig, og hvad det er den vil. Så jeg tror ikke, det hjælper, at hun blot er mere synlig og giver flere interviews på tv og optræder i dagbladsannoncer. Det er også et spørgsmål om at formulere, hvad regeringen står for, og hvad den kan gøre af forandringer i forhold til den tidligere.
RÆSON: Man har simpelthen været for dårlige til at formidle budskabet?
WINTHER: Man har måske ikke formuleret budskabet. S og SF havde jo ligesom lavet en fortælling, som byggede på, at de to nu ville lave en ny kurs, og man formulerede det i de to oplæg: 'Fair Løsning' og 'Fair Forandring'. Og det var dem, man gik til valg på. Så gik de Radikale ind og lavede tilbagetrækningsreformen sammen med den tidligere regering, og så fik vi et valg. Og så skulle de to parter finde sammen. R og S og SF har en meget forskellig politik på en lang række områder, så derfor blev det kaotisk og også svært at forklare, fordi regeringsgrundlaget, der kom ud af det, var en masse kompromiser, og det var også ting, som på nogle områder lå langt væk fra det, man var blevet enige om i 'Fair Forandring' og 'Fair Løsning'. Det er ikke så enkelt at kommunikere, som det f.eks. var for den tidligere regering, som havde et fasttømret flertal med DF, når Anders Fogh eller Claus Hjort gik ud og sagde: 'sådan er det', så kunne man stole på, at 'sådan var det'. Når Thorning, Corydon og Thor Møger går ud nu og siger: 'sådan er det', så kan de ikke gøre det, før de har klappet det af internt i regeringen med S, SF og R, men også med EL, fordi ellers så kommer debatten bagefter. Derfor er det rent kommunikativt en langt sværere opgave for den her regering end for den tidligere. Selvfølgelig kan man sige, at de kunne have kommunikeret bedre, men der er også en grænse for, hvor stort spillerummet i virkeligheden er, for det er nogle vanskelige vilkår.

Regeringen sidder perioden ud – men det bliver turbulent
RÆSON: Det er langt fra første gang, man ser et regeringssamarbejde mellem S og R, hvad er det, der gør, at projektet lader til at have sværere eksistensbetingelser denne her gang?
WINTHER: Det er først og fremmest, fordi man har SF med, og at EL udgør det parlamentariske grundlag. Man skal spænde fra de mest revolutionære i EL til de økonomisk mest borgerlige i R. Det er et stort spænd. Tidligere tilbage i 90'erne samarbejdede SR-regeringen meget med midterpartierne med CD og Kristeligt Folkeparti, som man på et tidspunkt havde et flertal sammen med – så der var det mere entydigt, hvad politikken ville være. EL og SF havde den holdning, at de ikke væltede regeringen, de stod og skældte ud og var nogle gange med i forlig. Det, der tegner sig nu, er, at man ikke på den korte tid, der er gået siden regeringen kom til, har fået sat spillereglerne for, hvordan den her regering skal arbejde fremover. EL har ikke fået defineret sig selv i forhold til regeringen, hvordan vil man optræde, og SF har heller ikke fået defineret sig ordentligt i forhold til baglandet, som føler sig skuffet over den politik, der bliver ført. Så der er en masse interne spændinger, som er uforløste. Hvis det går som i alle gode ægteskaber, så bliver kanterne slebet af hen ad vejen, og så finder man en måde at leve sammen uden at ryge i totterne på hinanden hele tiden, ellers går man fra hinanden efter kort tid.
Jeg tror, regeringen holder den her periode ud. Mest fordi alt andet ville være tåbeligt set fra hele den røde bloks side, så alene det vil holde dem sammen. Jeg tror også, det bliver en meget turbulent periode. Vi vil se store nedture, og vi vil se kritiske SF'ere osv. Spørgsmålet er så, om man kan genvinde regeringsmagten efter et valg, det er det nok for tidligt at sige, men i hvert fald vil man se en regering, der nogle gange ser ud, som om den går fra krise til krise, fordi der er alle de indre spændinger. Den borgerlige opposition vil jo gøre alt, hvad den kan, for at spille på de spændinger og puste til dem.
RÆSON: Oppositionen: Hvor alvorlig en udfordring bliver skattesagen for V/Løkke?
WINTHER: Det er svært at sige, som den ligger nu. Det er klart at skattesage, bliver en belastning for Troels Lund Poulsen, men også for Lars Løkke, fordi der vil blive stillet spørgsmålstegn ved den måde, de forvaltede deres regeringsmagt på. Det afhænger selvfølgelig af, hvordan de her vidneudsagn lyder, og hvad der bliver konklusionen, men alene det forhold, at pressen vil følge intenst med og dække fra retsmøderne, betyder, der vil være et fokus på de uheldige sider af den tidligere regering. Der vil så også være et fokus på Helle Thorning-Schmidt, hendes mand, deres skatteforhold og deres samliv osv. Og det er ikke entydigt positivt for statsministeren og regeringen. Så hvem det bliver den største belastning for, det må tiden og afhøringerne vise. Men indtil nu tror jeg, det er sådan 50-50.

Svært at se forskel på de 4 borgerlige partiledere
RÆSON: DF har løbende afgivet løfter om at sikre de svageste i samfundet også under en blå regering, bliver partiet et problem for Løkke?
WINTHER: Det seneste, vi har set, er jo, at den kommende formand for DF, Kristian Thulesen Dahl, har bebudet, at han gerne ser et tættere samarbejde på den borgerlige fløj, og det har V og K takket nej til. Thulesen Dahl vil formentlig gerne have især V til at garantere, at man ikke kræver nye skattelettelser, og at man vil holde den offentlige sektor i en ordentlig stand. Og det vil V ikke binde sig for på den her side af et valg. Til gengæld har de to partier så godt et internt forhold, så der er ikke nogen fare for, at DF laver store forlig med regeringen (men der vil være nogle mindre områder ligesom udmøntningen af trafikmilliarder og andre ting, hvor DF kan lave noget med regeringen). Så umiddelbart vil svaret være nej, også fordi den oppositionsrolle, som DF har i forhold til nedskæringer og de svageste i samfundet, i lige så høj grad kan rettes mod regeringen, som den kan rettes mod V, og det vil de formentlig hellere gøre.
RÆSON: Hvilken betydning får Pia Kjærsgaards afgang og Kristian Thulesen Dahls overtagelse af formandsposten hos DF?
WINTHER: Der er en stor gruppe vælgere, der ikke følger særlig godt med i politik, som lidt nedladende er blevet kaldt for bodega-danskere. Nogle som er konstant utilfredse med eliten og med det politiske system og føler sig 'overruled', den gruppe har DF været ekstremt gode til at samle op, proteststemmerne mod det etablerede, mod eliten. Det har været personificeret i Pia Kjærsgaard, fordi det har været hendes attitude, også med hendes baggrund som hjemmehjælper. Den har Kristian Thulesen Dahl ikke nogen mulighed for at videreføre. Med hans akademiske baggrund og måde at udtale sig på er han mere en mainstream-politiker, som glider i et med de andre borgerlige ledere. Lars Løkke, Lars Barfoed, Samuelsen og Thulesen Dahl bliver de fire mænd, som repræsenterer den borgerlige fløj, og hvis du ser på dem, er det svært at se forskel på dem. Så på lidt længere sigt, at det vil være svært for Thulesen Dahl at løfte arven ud fra den kalkule. Det kan godt være, man siger, han er en dygtig forhandler, han er dygtig til at begå sig på borgen, men han er ikke én, der kan appellere til den gruppe af vælgere, jeg beskrev lige før.
RÆSON: Vil vi se en hårdere udlændingepolitisk kurs med Thulesen Dahl som formand end tilfældet har været med Pia Kjærsgaard?
WINTHER: Nej, det tror jeg ikke. Den er jo temmelig hård i forvejen, hvis man går ind og ser de udtalelser, der har været, også fra Pia Kjærsgaard. Der er ingen tvivl om, at DF med mange midler vil forsøge at få udlændingedagsordenen tilbage, fordi det er deres hjemmebane, og der har de også mulighed for at skyde på regeringen og de lempelser, som regeringen har foretaget. Den vil være mere ad hoc-agtig, hvis man pludselig ser en mulighed for at rejse en dagsorden, så vil man gøre det med fuld kraft. Det kan godt være det opleves hårdere, men i virkeligheden er det jo det, DF har gjort i rigtig mange år. ■

Johan Moe Fejerskov (f. 1991) er bachelorstuderende i dansk litteratur og journalistik ved Roskilde Universitet. Han er medstifter af onlinemediet Samfung i samarbejde med Mandag Morgen og Yngresagen. Han deltager desuden som fast paneldebattør i TV2 Lorrys program “Meningsmaskinen”. FOTO: World Economic Forum