04.07.2012

Narkobander, rå gadekriminalitet, korruption, militant revolutionsretorik og en kræft- og magtsyg Hugo Chavez har gjort Venezuelas demokrati ENDNU mere skrøbeligt og polariseret. Til oktober vælger de ny præsident.

ANALYSE af Morten Lund

Mens verdens øjne de seneste mange år har været rettet mod Mexicos narkokarteller og Rio de Janeiros favelaer, har rå gadekriminalitet, trafikerede narkoruter og dyb fattigdom i al ubemærkethed gjort det olierige Venezuela til et af verdens mest voldelige lande.

19.336 mennesker blev i løbet af 2011 myrdet i Venezuela ifølge NGO’en The Venezuela Violence Observatory – det er 53 om dagen eller en mordrate på 67 ud af 100.000 – den højeste i Sydamerika. I Mexico er den 18 per 100.000 indbyggere, i Colombia 32. Antallet af mord i Venezuela steg med 30 procent imellem 2010 og 2011.

Voldens årsager
Venezuelas kriminalitet er diffus. Man kan ikke forklare den med narkobander (som i Mexico) eller med borgerkrig og væbnet konflikt (som i Colombia og El Salvador). FN opererer eksempelvis med seks parametre, der er med til at øge kriminaliteten i et givent land: Den institutionelle krise, den socio-urbane kontekst, den sociale kapital, den organiserede kriminalitet, fængselsvæsenet samt de økonomiske problemer. Samtlige parametre, argumenterede den venezuelanske sociolog og leder af NGO’en Paz Activa [Aktiv Fred, red.] Luis Cedeño for i avisen El Nacional i april, er til stede i Venezuela.

Skal vi et spadestik dybere, er det dog oplagt at hive fat i den organiserede kriminalitet som en af hovedårsagerne til Venezuelas kriminalitetsproblemer; mere specifikt landets forholdsvist nyfundne status som centralt transitland for narkokartellernes panamerikanske narkoruter.

Det er en status delvist fremprovokeret af den såkaldte balloneffekt i nabolandet Colombia: Pablo Escobars hjemland er ikke længere verdens største kokaineksportør, det har en målrettet militærindsats ændret på, men til gengæld er problemerne rykket videre til nabolandene Peru – nu den største eksportør – og Venezuela samt Mellemamerika, som den colombianske narkovoldsforsker Alonso Tobón påpegede i Weekendavisen i marts [i artiklen Specialstyrkernes halve sejr skrevet af RÆSONs chefredaktør, Magnus Boding Hansen, red.].

Den Bruxelles-baserede NGO International Crisis Group, der blandt andet rådgiver EU og FN, skriver i sin seneste rapport om Venezuela fra august 2011, at landet ”er blevet en væsentlig narkotrafikeringskorridor, og forskellige grupper, inklusive colombianske guerillaer, paramilitære grupper og deres efterfølgere, har fået selskab af mafiabander fra Mexico og andre steder, som drager nytte af den vidtrækkende korruption og af sikkerhedsstyrkernes medvirken, der tilsyneladende er accepteret af personer øverst oppe i regeringen.”

Tallene støtter umiddelbart op om International Crisis Groups konklusioner. På Transparency Internationals korruptionsindeks for 2011 er Venezuela placeret helt nede som nummer 172 ud af 183 lande. Landets politistyrke er berygtet i befolkningen for at være bundkorrupt og medansvarlig for en stor del af kriminaliteten.

Venezuelas justitsminister anslog i 2009, at politiet stod bag 15 til 20 procent af al kriminalitet. Samtidig forbliver 91 procent af alle mordsager i landet uopklaret. Senest vakte det international furore, da en nittenårig chilensk konsuldatter i marts blev skudt og dræbt af en lokal politienhed i Maracaibo, landets næststørste by, da hendes bil ikke stoppede ved en politiafspærring.

Men landets problemer bunder som nævnt dybere end udelukkende tilstedeværelsen af narkobander og et korrupt politikorps. Ifølge sociolog og leder af The Venezuela Violence Observatory Roberto Briceño León mangler det venezuelanske samfund at leve op til tre ting: 1) forkaste lovprisningen af kriminaliteten og den manglende ordenshåndhævelse, 2) sørge for, at politistyrkerne rent faktisk beskytter borgerne og 3) indføre et retssystem med effektive straffe.

Det er ganske enkelt en del af kulturen at italesætte volden og den væbnede konflikt som et grundvilkår i samfundet, mener León – især når der ikke er nogen retsmæssig konsekvens efterfølgende. Til avisen El Nacional har han sagt: ”I Brasilien og Colombia har man besluttet sig for at styrke institutionerne for derigennem at kunne overholde lovene. I begge lande har man fordømt volden og dens udøvere. Man har besluttet at forfølge og afvæbne forbryderne. I Venezuela sker dette ikke.”

Chávez’ ansvar
Dermed berører han et helt centralt emne i diskussionen: Præsident Hugo Chávez’ grad af ansvar. Ved sin tiltrædelse i 1999 arvede Chávez et land i social og økonomisk nedsmeltning, martret af 80’ernes faldende oliepriser og leveforhold, så man skal passe på med entydigt at tillægge den karismatiske og – med egne ord nu – kræfthelbredte præsident det fulde ansvar.

Men tallene er ikke gode for ham. 1998, året før Chávez indtog regeringskontoret, bød på 4.550 mord – væsentligt under de 19.336 personer, som blev myrdet i 2011. Og 47 kidnapninger blev i gennemsnit registreret om året i sluthalvfemserne – i 2011 var tallet steget til 1000.

Det ene sociale boligbyggeri efter det andet er i de mellemliggende år skudt op i Venezuela. Det samme er offentligt støttede uddannelsesprogrammer for de fattigste. Men det er sket på bekostning af det øvrige offentlige uddannelsessystem, som er blevet udhulet. El Chavismo har ikke for alvor formået at løfte Venezuelas underklasse ud af fattigdom, og landets skyhøje inflationsrater, de pt. højeste i Sydamerika, har ikke gjort opgaven lettere.

Fattigdommen – i samspil med svage institutioner, som politi og domstole – har forværret den gadekriminalitet, der mere end noget andet står som eksponenten for landets kriminalitetsproblemer.

Mere ubesvaret står spørgsmålet om, hvorvidt Chávez’ berømmede revolutionsretorik, der trækker tråde direkte tilbage til den cubanske revolution og Simon Bolívar [1783-1830, venezuelaner, befriede Peru, Venezuela, Colombia og Ecuador fra spansk koloniherredømme, red.], også kan tilskrives sin del af ansvaret? Ikke entydigt, svarer Jan Gustafsson, lektor i latinamerikanske studier ved CBS: ”Chávez’ retorik er selvfølgelig militant i og med, at hans populisme er vendt mod en elite og er meget inspireret af den cubanske retoriks snak om ’det bevæbnede folk’. Den retorik har Chavez overtaget, og den er blevet forstærket, fordi oppositionen forsøgte at vælte ham i et kup i 2002. Hvor vigtig en faktor retorikken er, er jeg lidt tvivlende overfor. Men har man en generel diskurs i samfundet, der er konfliktorienteret og det gør nok ikke problemet mindre.”

Chávez’ retorik afspejler den dybe politiske polarisering, som Gustafsson kalder ”den største trussel mod demokratiet i landet”. Han begrunder det: ”Vi skal huske, at selvom Chávez anklages for at have en autoritær stil, så forsøgte oppositionen altså for ti år siden at vælte ham i et kup – det er jo heller ikke særlig demokratisk.

Til valget i oktober har oppositionspartierne for første gang i mange år en reel vinderchance, efter de har udvalgt en fælles kandidat, den unge tidligere borgmester Henrique Capriles. Gustafsson: ”Oppositionen kæmper med fortidens skygger fra 80’erne og 90’erne, og derfor forsøger de sig nu via en ung og relativt ny politiker at give et anderledes billede af oppositionen. De har længe haft to modsatte politiske projekter og haft meget svært ved at anerkende hinandens ret til eksistens.”

Også førnævnte International Crisis Group angiver den politiske polarisering som et væsentligt problem. I en rapport om Venezuela fra sidste år skriver de: ”Under alle omstændigheder er det sandsynligt, at graden af polarisering og militarisering i samfundet er på vej til at underminere chancerne for enten en ikke-voldelig fortsættelse af det nuværende regime eller en fredelig overgang til en post-Chávez æra.”

Morten Lund (f. 1983) er freelancejournalist og redaktør, uddannet i journalist fra Syddansk Universitet i 2010, hvorfra han også har en BA i International Virksomhedskommunikation (spansk og medier). Han har boet i Buenos Aires fra 2010-2011 og har skrevet artikler til blandt andre Berlingske, Fyens Stiftstidende og Ingeniøren. FOTO: Chavez til topmøde i Unasur, De Sydamerikanske nationers forbund, 26. juni 2012 (Chavez‛ Prensa Presidencial/Flickr).