Valg i Serbien: Socialisterne afgør Serbiens regering

Valg i Serbien: Socialisterne afgør Serbiens regering

08.05.2012

.

Socialisterne er Serbiens tredjestørste parti efter parlamentsvalget i søndags. Deres mandater bliver afgørende for dannelsen af den kommende serbiske regering. Og partiet får formentligt også det sidste at skulle have sagt i præsidentkapløbet.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

LÆS OGSÅ:
Valg i Serbien: På vej mod EU uanset hvad
EU: Kroatiens optagelse isolerer Serbien

Den kommende serbiske premierminister kommer efter alt at dømme til at hedde Ivica Dacic. Dacic har været vicepremierminister og indenrigsminister i den serbiske regering før valget og er formand for Serbiens Socialistiske Parti (SPS), som blev den store vinder i det serbiske valg søndag. Socialisterne fik tilslutning fra næsten 17 procent af serberne. Det er mere end en fordobling i forhold til sidste valg i 2008. De mange mandater giver partiet mulighed for at vælge og vrage mellem Demokraterne (DS) og Serbiens Progressive Parti (SRS), som er parlamentets to største partier. Ingen af de to partier har dog fået stemmer nok til selv at danne en regering og er derfor afhængige af Socialisternes mandater. Partierne vil derfor gå langt for, at magten ikke havner hos modstanderen. Det giver selvsagt Ivica Dacic gode kort på hånden. Kort efter offentliggørelsen af valgets første resultater søndag aften, gav Ivica Dacic da også udtryk for, at nøglen til formningen af den kommende serbiske regering ligger hos hans eget parti.

“Det er foreløbigt uklart, hvem der bliver landets præsident, men det er klart nok, hvem der bliver premierminister,” sagde han til det serbiske nyhedsbureau Tanjug, med en klar henvisning til hans eget parti og sig selv.

Valgets vinder i opposition?
Valgets vinder målt i antallet af stemmer blev Det Serbiske Progressive Parti med Tomislav Nikolic i spidsen. De fik 24,1 procent af stemmerne, efterfulgt af Boris Tadics Demokraterne med 22,4 procent af stemmerne. Det er tvivlsomt, hvorvidt Det Serbiske Progressive Parti kommer til at bruge sin sejr til noget. Demokraterne har umiddelbart bedre muligheder for at danne regering sammen med Socialisterne. Partiet har dannet regerende koalition med Socialisterne før valget, og en fortsættelse af koalitionen ligger umiddelbart til højrebenet. Intet er dog afgjort på forhånd. Et nyt regeringssamarbejde mellem de to partier afhænger af, om Demokraterne er parat til at give Socialisterne indflydelse og politiske poster. Set i lyset af, at Demokraterne formentlig ikke vil risikere, at magten havner hos Tomislav Nikolic, vil partiet utvivlsomt gå langt for at kunne præge serbisk politik i fremtiden.

Nej til nationalisme, ja til EU
Socialisternes store vælgertilslutning er valgets største overraskelse. Meningsmålingerne før valget gav kun partiet 10 procent vælgertilslutning. Valgets anden overraskelse er det ultranationalistiske parti, Serbisk Radikale Parti, som ikke kommer med i det kommende parlament. Partiet, hvis formand Vojislav Seselj sidder anklaget for krigsforbrydelser i Haag, fik mindre end 5 procent af stemmerne og klarer derfor ikke spærregrænsen. Uanset hvem der kommer til at sidde i den kommende regering, er valgets resultat et klart signal om, at de serbiske vælgere ønsker at lægge nationalismen bag sig og i fremtiden vil orientering sig mod EU. Valgets resultat er derfor et klart tegn på, at Serbiens integration i EU vil fortsætte i samme spor som under den tidligere regering.

Præsident i anden runde
Mens resultaterne af parlamentsvalget ligger klar nu, vil det serbiske præsidentvalget – ikke helt uventet – først blive afgjort i anden runde. Boris Tadic og Tomislav Nikolic var de to af de i alt 12 opstillede kandidater, der opnåede flest stemmer. De skal nu dyste om posten den 20. maj. I første runde opnåede Boris Tadic 27,4 procent af stemmerne, mens Tomislav Nikolic måtte nøjes med 24,8 procent. Socialisternes leder Ivica Dacic endte på tredje pladsen med 15,2 procent af stemmerne. Socialisternes stemmer kan også vise sig at blive afgørende for udfaldet af præsidentvalget. Og de socialistiske vælgere vil formentlig gøre som partiet anbefaler. Derfor er de kommende regeringsforhandlinger lige så afgørende for præsidentvalget som for regeringsdannelsen.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. ILLUSTRATION: Ivica Dacic (Foto: Presse)