23.09.2012

I dag går hviderusserne til valg uden valgmuligheder. Oppositionskandidaterne er enten blevet nægtet opstilling, sidder i fængsel eller boykotter valget. Men selvom befolkningen genvælger præsidentens lakajer, ulmer utilfredsheden under overfladen. Meget tyder på, at Lukasjenkos diktatur snart hører fortiden til.

KOMMENTAR af Ota Tiefenböck, RÆSONs Østeuroparedaktør

Spørgsmålet er: Hvor mange år tager det endnu? Hvor længe finder hviderusserne sig i den behandling, deres præsident Aleksander Lukasjenko udsætter dem for? Meningerne er mange. Mens nogle mener, at Lukasjenko vil forsøge at holde to embedsperioder endnu og efterfølgende overdrage magten til sin søn, mener andre, at det kun er spørgsmål om tid, før det hviderussiske diktatur bryder sammen. De to lejre er uenige om, hvad hviderusserne kan forvente af fremtiden. Til gengæld er de enige om, at dagens valg intet har at gøre med et demokratisk valg, som man ellers forstår ordet i Europa.

De to lejres uenigheder, når det kommer til præsidentens holdbarhed, skyldes i høj grad en tredje gruppe og dens holdning til den politiske situation i Hviderusland og til præsident Lukasjenko som landets leder. Gruppen består af pensionister, bønder og folk, som savner tiden, hvor Hviderusland var en del af Sovjetunionen. De har set, at den postsovjetiske udvikling i nogle af de andre tidligere sovjetiske republikker har ført til kaos og fattigdom. I mange år har de derfor været taknemmelige for den stabilitet, det hviderussiske system og præsident Lukasjenko har kunnet diske op med. Men nu er præsidenten kommet i problemer. I de seneste år har han ikke været i stand til at fastholde den forholdsvis høje levestandard i landet. Den enkelte hviderusser skal i dag bruge langt flere kræfter på at overleve eller fastholde en nogenlunde levestandard, end for blot nogle år siden. Det skyldes blandt andet, at EU-sanktionerne, der blev indført efter urolighederne og fængsling af flere fremtrædende oppositionspolitikere efter præsidentvalget i 2010, er begyndt at virke. De forhindrer vestlige investeringer i Hviderusland, en import af hviderussiske varer til EU og fører til isolation af Hviderusland i Europa.

Udviklingen betyder, at præsident Lukasjenkos trofaste støtter stille og roligt er begyndt at vende ham ryggen. Det viser uafhængige meningsmålinger, som kun giver Lukasjenko tilslutning fra omkring 30 procent af vælgerne. Meningsmålingerne betyder ikke, at den hviderussiske opposition stormer frem, men viser, at opbakningen til Lukasjenko falder. For nogle år år siden var den oppe på mere end det dobbelte. Det er et tegn, der glæder den hviderussiske opposition.

Krav om samlet opposition
Det er dog den selvsamme opposition, der ikke har været i stand til at bruge udviklingen til sin egen fordel. Det mest afgørende for den kommende udvikling i Hviderusland bliver, om oppositionen vil kunne fremstå som et reelt alternativ til Lukasjenkos styre. I den nuværende politiske situation i landet er det vigtigt, at partierne er i stand til at lægge eventuelle politiske uoverensstemmelser på hylden og arbejde for et fælles mål her og nu. Målet er at vælte Lukasjenko og indføre demokratiske tilstande i Hviderusland. Det burde partierne kunne blive enige om. Men for at kunne arbejde frem i mod det, må de samarbejde, gå på kompromis og samle sig under et fælles politisk program.

Aleksander Lukasjenko arbejder derfor for at splitte oppositionen. Han har hidtil været god til at forhindre partierne i at danne en koalition. Mange af de hviderussiske oppositionspolitikere sidder nemlig fortsat i fængsel, er flygtet til nogle af nabolandende eller bliver chikaneret af myndighederne i Hviderusland. Oppositionspartierne står derfor ikke sammen ved dagens valg. To af landets største partier opfordrer hviderusserne til at boykotte valget, mens andre mener, at oppositionskandidaterne skal stille op ved valget for blot at minde hviderusserne om oppositionens eksistens. Alt tyder på, at Aleksander Lukasjenko i den kommende tid vil bruge endnu mere brutale midler til at fastholde magten. Det bliver uden tvivl oppositionspartierne største udfordring at modstå præsidentens pres.

Økonomi under pres
Om Lukasjenkos popularitet vil fortsætte med falde og til sidst ende ud, at systemet bryder sammen, afhænger af, om Aleksander Lukasjenko vil være i stand til at genoprette en nogenlunde tilfredsstillende levestandard i Hviderusland. Det kan han eksempelvis ved at orientere Hviderusland fuldstændigt mod Rusland og opnå en direkte økonomisk støtte herfra. Rusland er interesseret i at få Hviderusland under sine vinger, og vil gøre alt for at binde Hviderusland økonomisk fast til Rusland. Hviderusland er foreløbigt blevet medlem af den euroasiatiske toldunion sammen med Rusland og Kasakhstan og har allerede forhandlet sig til billigere leverancer af russisk gas. Det betyder, at Lukasjenko kan udskyde reformerne af landets tilbagestående økonomi; reformer, som uden tvivl ville resultere i tab af arbejdspladser og faldende eksport, dvs. noget der er et potentiel fare for uroligheder i landet.

Det nylige russiske medlemskab af WTO ( Verdenshandelsorganisation) kan derimod vise sig at blive en hovedpine for præsidenten. I kraft af det hviderussiske medlemskab af toldunionen med Rusland vil russernes medlemskab at WTO også påvirke Hviderusland, og blandt andet betyde, at de hviderussiske toldafgifter bliver reduceret, og at det hviderussiske marked bliver åbnet for varer fra andre WTO lande.

En ting er sikkert: Den hviderussiske økonomi og den anspændte politiske situation i landet vil uden tvivl gøre det svært for Aleksander Lukasjenko fortsat at fastholde hviderusserne i en osteklokke.

Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag, Tjekkiet) er RÆSONs Østeuroparedaktør. Ota er tidligere redaktør ved Sjællandske Medier og nu freelancejournalist med speciale i Balkan, Kaukasus og Øst- og Centraleuropa. Han skriver blandt andre for Information, Kristeligt Dagblad og enkelte norske aviser. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole, samt fra Rytmisk Musikkonservatorium i Prag. (Foto: The Observers)