27.09.2012

1. december 2012 udkommer det næste trykte nummer af RÆSON, RÆSON12. Løssalgspris: 125 kr. Tegn abonnement nu og få adgang til masser af ekstraartikler på nettet, inklusiv denne: 250 kr./året, 200 for studerende og pensionister].

Hvordan får man en fleksibel, situationsbestemt, og tilpasningsdygtig udenrigspolitik til at signalere lederskab, ufravigelighed og retning? Obamas svar er at fremstå mere præsidentiel end Lincoln selv – en strategi, der muligvis leverer effektiv branding, men samtidig undergraver store dele af det, der var Obamas oprindelige politiske budskab.

Af Vibeke Schou Tjalve

Ugens begivenheder vidner om et dybt skisma både i præsident Obamas udenrigspolitiske kurs og i hans måde at kommunikere den på. For Obamas afvisning af et møde med Israel’s leder Netanyahu mandag, og hans tale til FN tirsdag, afspejler et grundlæggende og voksende modsætningsforhold mellem indholdet i Obamas politiske budskab, og formkravene til hans politiske adfærd og retorik.

Fra første færd har en central pointe i Obama’s udenrigspolitik været, været, at det 21. århundrede er så multipolært, så komplekst – så drevet af medier, masser og hurtig teknologi, fremfor statsmænd, eksperter og langsigtet strategi – at det kun kan håndteres via en ny, mere fleksibel, mere indirekte og mere flerstrenget amerikansk udenrigspolitik. På formsiden har fire år i Det Hvide Hus imidlertid lært ham, at både internationale forhandlingspartnere og hjemlig offentlighed stiller det stik modsatte krav: Her forventes lederskab at være synonymt med entydighed, ufravigelighed og kompromisløshed. Spørgsmålet er, om Obama kan gøre sin politik, og den læsning af fremtidens globale virkelighed, som den udspringer af, forståelig for sit internationale såvel som sit hjemlige publikum. Lige nu prøver han ikke engang, og derfor hviler hans fremtoning på en række tilbagevendende paradokser.

Er tiden løbet fra faste alliancer?
Lad os tage det afviste møde med Benjamin Netanyahu først. At en amerikansk præsident har ’for travlt’ til at mødes med en israelsk premierminister på rundrejse i USA er nyt, hvorfor flere har spurgt: Hvad tænker Obama dog på? For en meget vred Netanyahu og for en række af Obamas Republikanske modstandere – herunder en særdeles højlydt John McCain – synes svaret ligetil: Obama tænker slet ikke. Han er for dum eller for svag til at forstå hvad en ’allieret’ er. Og han er for blød til at fange alvoren bag Irans atomprogram – hele omdrejningspunktet for Netanyahus ønske om et møde.

En anden forklaring kunne dog være, at Obama simpelthen læser det 21. århundredes globale politik anderledes end Netanyahu og McCain – og at han derfor også opfatter dygtigt diplomati og moderne sikkerhedspolitisk styrke, anderledes end dem. I Obamas kritik at Bush-administrationens ’med os eller mod os politik’, i hans berømte Cairo-tale, og i udnævnelsen af sikkerhedspolitiske rådgivere med specialer i ’globalisering’, ’den multipolære verden’ eller ’netværkssamfundet’, er det tydeligt at Obama ser det 21. århundrede som grundlæggende anderledes end det 20: ’Før’ var der færre magtfulde aktører, mere faste strukturer, og indlysende klare alliancer. ’Nu’ er der mange aktører, der på grund af alt fra ideologiske strømninger og hastige økonomiske forandringer til nye teknologiske kommunikationsmuligheder, skifter form og farve i hastigt tempo.

Sådan forstår Obama – groft sagt – den nye verden han opererer i, og derfor gav han mandag Netanyahu den kolde skulder. Obama fik bare ikke forklaret sig ordentligt, og resultatet blev en slags fejlslagen kommunikation mellem det 20. århundredes traditionelle, ’monogame’ alliancepolitik og det 21. århundredes mere fleksible, flerstrengede og – vil jeg hævde – mere folkelige eller ’offentlighedsorienterede’ diplomati.

Lytter man til hvad medarbejdere og rådgivere tæt på Obama fortæller om overvejelserne i Det Hvide Hus, synes det klart, at Obama tilslutter sig det voksende kor af analytikere, der ser både Mellemøsten specifikt, og global politik generelt, som værende på vej mod en ny æra. En æra, der er præget ikke blot af større forandringshastighed, men også af politiske og sociale strukturer, hvor det ikke alene er statsmænd, men i meget høj grad også teknologisk og kommunikationsmæssigt veludstyrede befolkninger, der flytter holdninger, adfærd, og udvikling.

Som nærtstående embedsmænd beskriver det, har Obama gennem hele det arabiske forår insisteret på behovet for en mere fleksibel og tilpasningsdygtig diplomatisk kurs, der ikke lægger sin sympati fast på enkelte lande eller ledere – der i det hele taget ikke er bygget på relationer til ledere og regimer, men på kommunikation med sociale netværk og befolkninger – og som samtidig afstår fra alt for entydige og bombastiske udmeldinger. Noget af den forsigtighed den ’klassiske realisme’ som Obama ofte har bekendt sig til [realisme: en teoretisk skole i studiet og håndteringen af international politik, hvor stater tænker på sig selv og andre som potentielle fjender og derfor er optaget af at bevare og befæste (militære) magtpositioner, men den kloge stat også tænker på at begrænse egen indblanding i andres affærer, og respektere andre staters suverænitet, red.]. Men en del af den handler også om, at Obama er stærkt præget af de samtidsdiagnoser, der betragter fremtidens globale virkelighed som mere kompleks, folkelig og foranderlig end nogensinde før. Set i dét lys, er Obamas tøven overfor en last-og-brast alliance med Israel ikke så meget udtryk for traditionel, venstredrejet Israel-skepsis, men snarere for en tilpasningsdygtig ’risikostyringslinje’, der er alt andet end traditionel.

FN-talen: Ingen streger i sandet
Dermed er vi også fremme ved den tale til FN som Obama dagen efter ikke-mødet med Netanyahu holdt i New York. Talen har generelt mødt ros – i en dansk sammenhæng udtalte udenrigsminister Villy Søvndal ligefrem at den var ’fremragende’ – men den er også blevet karakteriseret som klassisk, pragmatisk balancegangspolitik Obama-style. Der støttes op om demokratiske oprør i både Mellemøsten, Asien og Afrika. Der gives generelle tilsagn om solidaritet med dem, der ønsker frihed og dialog, og modstand mod dem, der ønsker ufrihed, vold og konfrontation. Men der trækkes, som Netanyahu og hans fæller beklager, ingen ’red lines’ [streger i sandet, red.] – ingen absolutte grænser, intet skarpt ultimatum – og det udpeges ikke entydigt, hvem der er på det ’gode’ og hvem der er på det ’onde’ hold i verdenspolitikken. I det hele taget tegnes der et billede af en verden i fluks og forandring – og et ideal, hvor klog og etisk sikkerhedspolitik ikke prøver at fiksere eller kontrollere det fluks, men fleksibelt manøvrerer, og forsigtigt former, mange forskellige folkelige, ideologiske, religiøse, sociale, og politiske udviklinger.

FN-talen samler op på det, der hele vejen igennem de arabiske oprør har været Obamas gennemgående kurs: Pragmatisk, situationsbestemt, flerstrenget. Hans politik har i støtten til de folkelige oprør benyttet sig af alt fra retorisk opbakning til regulær militær intervention – men også af en bred diplomatisk manøvrering, der har forholdt sig nuanceret til de autokratiske styrer oprørerne har villet vælte, og som ikke har villet satse på få og faste partnere i regionen. Obama har kort sagt ført en politik, der har insisteret på retten til at differentiere og fastholde manøvrerum. Indeni Obamas egen administration taler man om en præsident, der tror mest på den indirekte magt: På at skubbe til igangværende folkelige strømninger, eller påvirke gennem appel til netværk, medier og masser. En mand, der sjældent ringer andre statsmænd op, og som kun nødigt opgiver manøvrefrihed for nære internationale venskaber. Det er muligvis en helt bevidst strategi. Men kan den sælges som bevidst og magtfuld ledelse?

Præsident med stort P
Som Netanyahu og McCains anklager om svaghed viser, kommer fleksibilitet hurtigt til at ligne forvirring, inkonsekvens eller slet og ret vaghed. Og det er her, Obamas dilemma kommer ind – for det image synes han at have reageret på, ved rent kommunikationsstrategisk at iscenesætte sig selv som Præsident med stort P – til tider mere præsidentiel end selveste forbilledet Lincoln. Helt på tværs af en politik, der indholdsmæssigt handler om pragmatisme og åbenhed, har Obama i stigende grad valgt en nærmest arkaisk fremstilling af egen person som stålsat, ufravigelig, ’commander in chief’. Det var således med slet skjult skuffelse, at en række kommentatorer allerede efter de første hundrede dage bemærkede, at den samme præsident, der gennem Twitter-kampagner forstod at rejse flere græsrodsmidler end nogen anden præsident tidligere, nu lod sig style til den ene sort/hvid, Mad Men-inspirerede billedserie efter den anden: Modeleret over forældede maskulinitetsidealer, klinisk renset for visuelle associationer til den globaliserede verdens virkelighed. Magasin på magasin fejrede de første tre måneder i embedet, med reportager der på billedsiden viste nul laptops, nul mobiltelefoner – ingen tegn på det komplekse netværkssamfund Obama var blevet præsident i. Kun en bunke papir på skrivebordet i Det Hvide Hus, samt en cool beslutningstager, ligeså uudgrundeligt skuende mod de evige horisonter, som den Lincoln-statue han en frostkold januar-dag for snart fire år siden, lod sig indsætte foran.

Den type selviscenesættelse synes med valgkampen yderligere intensiveret. Mest indlysende er naturligvis supermandsfilmen ”The Road We’ve Travelled” – forårets 25 minutter lange valgkampsreklame om Obamas egenhændige sejr over økonomiens og slagmarkens (Irak, Afghanistans) udfordringer. Også den europæisk udskældte, men i amerikansk sammenhæng helt overvejende populære praksis omkring præsidentens personlige godkendelse af dronemissioner, kan ses som led i Obamas ’statsmands-strategi’. Som New York Times vidt citerede artikel om Obamas dronedrab understreger, var oplysningen om de ugentlige møder, hvor præsidenten egenhændigt sætter sin underskrift på næste uges dronemissioner, med al sandsynlighed udtryk for et bevidst, mediestrategisk læk. Man har fra Det Hvide Hus side vurderet, at dronemissionerne leverer noget af den klarhed, som det 21. århundredes forvirrende og foranderlige sikkerhedsdagsorden mangler. Her er fjenden klar og tydelig. Her er kampen lige så enkel og personlig som den var på de gode gamle dages prærie. Og her kan præsidenten udstille, at hans pragmatisme ikke er udtryk for svaghed, men snuhed. Når der skal trykkes på knappen, ryster han ikke på hånden.

Kloge vælgere, dumme vælgere
Hvorfor udgør den type kommunikation overhovedet et dilemma? At dømme ud fra de popularitetstal, Obamas sikkerhedspolitiske færden opnår hos både Demokrater og Republikanere, er den præsidentielle kurs tydeligvis succesfuld. Det er også tydeligt, at den taler til en gruppe i den amerikanske befolkning, der ellers har tendens til at kategorisere Obama som akademisk, elitær og arrogant. Når blot han formår at være ’deres’ præsident, kan arrogancen vender til noget positivt.

Alt sammen rigtigt. MEN: Problemet er, at den politik Obama reelt ønsker at føre – den samtidsdiagnose hans tale til FN egentlig er udtryk for – jo faktisk er akademisk. Den afhænger af en kompleks og nuanceret analyse. Obamas valgkamp i 2008 var delvist baseret på formodningen om, at vælgerne ville forstå dét. Faktisk var hele valgkampens fundraising-strategi baseret på de vælgere, og på en globaliseret verdens teknologiske og massedemokratiske mekanismer.

I 2012 synes Obamas stab imidlertid at finde vælgerne for dumme til at få den fulde og indviklede historie. Mon den fortielsesstrategi vil virke på det lange sigt? Kan man føre politik baseret på én type samtidslæsning, og samtidig føre valgkamp og vælgerkommunikation på en anden, uden til sidst at ende i et forvirret, misforstået og opbakningsløst signal?

Paradokset angår ikke kun Obama. For præsidentens udfordring deles af langt de fleste moderne ledere – hvordan får man fleksibilitet og tilpasningsdygtighed til at fremstå som bevidst og retningsbestemt ledelse?

ILLUSTRATION: Obama foran Air Force One [foto: The White House]