17.02.2012

Kinas formentligt kommende præsident Xi Jinpeng er i disse dage på besøg i USA. Besøget markerer starten på de næste ti års relationer mellem de to lande. Xi har fået en god debut i Washington, hvor han har vist sig mindre teknokratisk end Hu Jintao. Præsidenten in-spe har da også ry for at være pragmatisk og reformvenlig, men spørgsmålet er, om han får magt, som han har agt.

Af Mikael Bomholt Nielsen

Læs også:
– Det ukoordinerede Kina: Ingen ved, hvem der fører den kinesiske udenrigspolitik
– Kina: Hvem bliver verdens (næst?)mægtigste mand i 2012?

Da Joe Biden i august sidste år besøgte Kina, var vicepræsident Xi Jinping vært. De to holdt ikke blot møder, men rejste også sammen til blandt andet Sechuan-provinsen, hvor Xi tidligere har været guvernør. Nu replicerer amerikanerne så for Bidens besøg ved at være vært for Xi’s 5-dage lange visit i USA. Tirsdag mødtes Xi med præsident Barack Obama, udenrigsminister Hillary Clinton, forsvarsminister Leon Panetta og andre toppolitikere i Washington. Derefter lægger han vejen forbi den lille by Mascutine i Iowa, hvor han vil besøge en familie, han også besøgte i 1985 som en del af en kinesisk landbrugsdelegation. Senere står en basket ball-kamp med Lakers på programmet i Los Angeles.. Om han også får tid til at besøge sin datter på Harward University er til gengæld uvist. Besøget er altså lige dele charmetur og lige dele politik. Ikke desto mindre giver besøget de to parter lejlighed til at se hinanden an, inden de for alvor giver sig i kast med at udstikke retningen for deres relationer i det næste tiår.

Sikkerhedspolitiske uenigheder og økonomiske tvister
Besøget kommer på et tidspunkt, hvor Obama er under heftigt indenrigspolitisk pres. Han skal vise, at han kan være ’tough on China’. Xi skal derimod signalere, at han kan begå sig på den internationale scene. Samtidig står sikkerhedspolitiske uenigheder og økonomiske tvister mellem de to lande øverst på dagsordenen i både Beijing og Washington. Fra Washington lyder der fortsat kritik af Kinas konkurrenceforvridende subsidier og handelsrestriktioner, manglende håndhævelse af patentlovgivning og særligt af den kunstigt lave kinesiske valuta. Den er ifølge amerikanerne årsag til den store handelsubalance. Oven i købet foregår der i disse dage en kongreshøring om kinesisk industrispionage. Kineserne nærer på den anden side stærke ønsker om amerikanske lempelser af restriktionerne på eksport af højteknologi og på kinesiske investeringer i USA. På den sikkerhedspolitiske scene spiller de to lande også hovedrollerne i en endeløs række sager. Situationen i Nordkorea er efter Kim Jong-Ils død om muligt blevet endnu mere højspændt, mens det kinesiske veto mod en Syrien-resolution i FNs Sikkerhedsråd og Irans atomprogram begge er højaktuelle emner. Omvendt giver et nyligt amerikansk våbensalg til Taiwan og den nye amerikanske sikkerhedsstrategi, hvor det Sydkinesiske Hav og en betydelig oprustning i regionen er to af hovedpunkterne, sikkert kineserne anledning til et par opklarende spørgsmål.

Retningen for de næste 10 år
Spørgsmålene er, deres vigtighed til trods, underlagt det mest interessante udviklingstræk i international politik i de seneste år: De politiske, økonomiske og strategiske effekter af Kinas opstigning og USA’s reaktion herpå. De to landes sikkerhedspolitiske betydning og deres tætte økonomiske integration betyder, at antallet af tvister og disputter mellem dem vil stige. Kinas opstigning vil gøre det nødvendigt at finde en strategisk ligevægt i Stillehavsasien. Det bliver altafgørende ikke bare for dem selv og resten af Stillehavsregionen, men for hele verden, hvordan de to lande håndterer udfordringerne.

Kronprinsen Xi
Xi’s besøg skal mest af alt ses som det første skridt mod at sikre en bedre modus vivendi mellem Beijing og Washington, end tilfældet har været under Hu Jintao. Derfor var amerikanernes primære hensigt med mødet da også at blive klogere på, hvem Xi er, og hvad de kan forvente af hans lederskab.
Xi Jinping er 58 år og har fremstået som Hu Jintaos efterfølger, siden han blev udpeget til Politbureauets stående komité på Kommunistpartiets seneste kongres i 2007 . Arvefølgen blev sidste år manifesteret, da han blev forfremmet til Vicepræsident. I løbet af det kommende år overdrages magten formelt. Til efteråret udnævnes han til partiformand, og næste forår overtager han præsidentposten.

Barn af førstegenerations kommunist
Xi tilhører gruppen af såkaldte ’princelings’. Det er en betegnelse for børn af højtstående partibureaukrater, som har haft en privilegeret opvækst, og som nærmest fra fødslen er blevet båret frem i partisystemet af fædrene og deres netværk. Xi’s far, Xi Zhongxun, var førstegenerations kommunist og kæmpede side om side med Mao under borgerkrigen. Senere indtog han flere topposter i partiet, men i 1962 faldt han i unåde, og blev sendt i arbejdslejr i 16 år. Efter Maos død vendte han tilbage til familien og partiet. I 1982 var han manden bag den første ’Special Economic Zone’, hvilket viste sig at være et afgørende skridt i Kinas økonomiske udvikling. Faderens pragmatisme og modstand mod massakren på den himmelske fredsplads i 1989 får flere til at håbe, at sønnen er gjort af samme stof. Xi regnes da også for at tilhøre den mere reformvenlige fraktion i partiet, som orienterer sig efter tidligere præsident Jiang Zemin. Zemins omfattende liberaliseringer i 1990’erne endte ud i det længe efterstræbte WTO medlemskab. Xi har været guvernør i to velhavende østkystprovinser, hvor fokus er på handel og investeringer, og hvorfra han har ry for at være en pragmatisk og efter kinesiske forhold meget lidt teknokratisk politiker. Derfor han kan måske igangsætte tiltrængte økonomiske reformer og forbedre relationerne til USA.

Xi får begrænset indflydelse
Under mødet med Obama skulle Xi da også have vist sig både jovial og villig til at indgå i en åbensindet drøftelse. Dermed står Xi både politisk og som person i klar modsætning til den mere rigide og teknokratiske Hu. Den siddende præsident betragtes som ekstremt bureaukratisk, og har ry for aldrig at fravige sine noter under forhandlinger. Politisk regnes han for at tilhøre den anden større fraktion i partiet, som er tilbageholdende over for større reformer. De hylder i stedet en statskapitalistisk model. Den politiske linje ligger bag Hu’s vision om ’det harmoniske samfund’, som især indebærer omfordeling fra østkysten til de fattige indlandsprovinser.
Selvom Xi bliver en anden præsident, vil han ikke kunne slippe ud af sin forgængers skygge. Hu’s politik gennemsyrede flere gange mødet mellem Obama og Xi, hvis eneste kommentar til menneskerettighedsspørgsmålet var en næsten ordret gentagelse af Hu’s udtalelse i Washington sidste år: ”Hvad angår menneskerettigheder er der altid plads til forbedring”. Ikke at nogen havde forventet andet, men det er et vidnesbyrd om, at selv efter Xi formelt overtager magten, vil Hu og hans generation af ledere fortsat trække i trådene. Kontinuiteten sikres, Xi’s råderum indskrænkes. Desuden bliver Xi ikke enevældig hersker i Kinas autoritære system. Han bliver kun først blandt ligemænd. De ligemænd er de otte øvrige medlemmer af politbureauets stående komité, som ”vælges” af partikongressen til efteråret. Hvem det bliver, afgøres af den interne magtbalance mellem fraktionerne i kommunistpartiet, og sammensætningen vil få stor betydning for den førte politik under Xi’s ledelse.

Interne magtkampe lammer regimet
Samtidig handler stagnationen i de kinesiske reformer ikke så meget om, hvem der sidder i præsidentembedet, men snarere om, at partitoppen er fuldt beskæftiget og nærmest lammet af interne positioneringer. Det vil fortsætte flere år endnu, og især i de første år af Xi’s præsidentperiode vil kampen om poster og embeder svække regimets handlekraft. Den skrøbelige interne magtbalance i Kina betyder, at der simpelthen ikke vil være politisk kraft og vilje til at gennemføre de nødvendige politiske og økonomiske reformer. Eller til at en præsident kan være fleksibel i internationale forhandlinger. Den afgørende forhindring for større forandringer i Kina er dog, at yderligere reformer vil betyde, at Kommunistpartiet må give afkald på kontrollen med helt centrale økonomiske sektorer. I Beijing frygter magthaverne, at det kan true regimets overlevelse. Og at bevare magten er, når alt kommer til alt, det primære mål for Hu, Xi og de andre kammerater i partitoppen.

Mikael Bomholt Nielsen (f. 1985) cand.scient.pol fra Aarhus Universitet og tidligere ansat ved den danske ambassade i Haag. Ekspertiser: international politik og globalisering, Kina og Nordøstasien, samt dansk og amerikansk politik. ILLUSTRATION: Pressefoto, The White House