Ulrich Beck: Eurokrisen har skabt monsteret Det Tyske Europa

Ulrich Beck: Eurokrisen har skabt monsteret Det Tyske Europa

14.03.2012

.

Tyskland har sat sig tungt på magten i Europa. Men det europæiske projekt er i fare, hvis tyskerne egenrådigt får lov til at bestemme, hvordan EU skal håndtere eurokrisen. Det siger den anerkendte sociolog Ulrich Beck til RÆSON.

INTERVIEW af Andreas Baumann

Under en nylig forelæsning på London School of Economics advarede den tyske sociolog Ulrich Beck mod at lade Tyskland dominere i Europa. Det går ud over demokratiet, sagde han.

”Eurokrisen river Europa i stykker. I processen for at redde den fælles mønt tilsidesættes de demokratiske spilleregler,” sagde Ulrich Beck med henvisning til bureaukratregeringerne i Italien og Grækenland. Beck er ellers indædt fortaler for et forenet Europa, men han er yderst skeptisk over at lade Tyskland dirigere eurokrisen og derigennem føre taktstokken i Europa:

”Der er i dag mere brug for Europa end nogensinde før. Men ikke det Europa vi ser for tiden, som er et tysk Europa,” sagde han.

Tyskland ved roret
Efter forelæsningen uddybede han i et interview med RÆSON sin bekymring. Gældskrisen i EU har ifølge Beck skabt en ny magtlogik i Europa. Kreditorer regerer over debitorer. Det har rykket Tyskland, som er den største økonomiske kraft i EU, helt ind i styrerummet for magtudøvelsen. De tyske politikere i Berlin kan nu afgøre den økonomiske og politiske skæbne for andre medlemslande.

”Tyskland har ikke selv søgt deres magt,” fortalte Beck omringet af sine akademiske beundrere, som var på jagt efter et håndtryk og en autograf. Roligt men engageret forklarede han, at et tysk Europa er i direkte modstrid med et af de store traumer i tysk identitet. Siden Nazityskland forgæves stræbte efter europæisk overherredømme, har tyskernes parole lydt: ”Aldrig igen et tysk Europa.”

Men gældskrisen og forsøget på at redde Euroen har skabt forestillingen om, at Europa er på afgrundens kant. Derfor er Tyskland blevet sat i en førerposition, som er ved at tage overhånd.

”Forventningen om en nærtforestående katastrofe har allerede skabt et monster”, sagde Beck: ”Det tyske Europa.”

D-marknationalisme skyld i tysk dominans
”Det var aldrig på den politiske agenda”, forklarede han. Derimod er det konsekvensen af franske krav fra begyndelsen af 90’erne. Frankrig krævede, at Vesttyskland skulle opgive den højt elskede D-mark og tilslutte sig en fælles valuta. Til gengæld kunne det gamle Østtyskland blive en del af det Europæiske fællesskab. Tyskerne opgav godt nok deres møntfod, men det økonomiske system bag D-marken fortsatte de med. Det præger det europæiske økonomiske system i dag:

”D-marknationalismen var nøgleidentiteten for Tyskland efter Anden Verdenskrig. Den tyske model for økonomisk stabilitet blev løftet op som en ledende ide for Europa,” sagde Beck og fortsatte:

”Men hvor Euroen til at starte med var en del af det europæiske projekt om at genforene Europa, ser det efterhånden mere ud som om, at Euroen er i gang med at splitte Europa ad”, sagde han.

Eurokrisen er endt i en europæisk identitetskrise
Tilbage på talerstolen i London forklarede Beck, at de økonomiske vanskeligheder i Europa har skabt dybere problemer.

”Krisen handler ikke bare om økonomi. Den handler om identitet og demokrati. En risiko ved krisen er, at alle medlemmer trækker sig tilbage til nationalstaten, fordi alle tror, de kan gøre det bedre alene,” sagde Beck. Det kan bringe det europæiske projekt i fare, advarede han:

”Det er ikke bare Grækenlands skæbne, der afgøres i disse dage. Det er Europas identitet.”

Som kur på krisen efterspørger Beck en gentænkning af EU. Demokratiet skal i højere grad blomstre op fra græsrodsniveau, og de demokratiske spilleregler må ikke fejes til side, selvom der er krisetid.

”Jeg foreslår modellen om en Europæisk Union af Demokratier,” sagde Ulrich Beck i slutningen af sin forelæsning. Han forestiller sig fælles folkeafstemninger i Europa, europæiske partier og mere samarbejde på græsrodsniveau. Alt sammen tiltag, der kan engagere en fælles offentlighed i Europa.

Europa er et kontinent uden europæere
Det var imidlertid ikke alle, der var lige begejstrede for Beck idéer. Den engelske sociolog Anthony Giddens sad på en af de forreste rækker under Becks forelæsning. Da han fik mikrofonen i spørgerunden, holdt han sig ikke tilbage med at kritisere Becks ide om en Europæisk Union af Demokratier. Giddens pegede på, at det lød fuldstændigt som en europæisk version af USA.

Lettere irriteret svarede Ulrich Beck, at der er en klar forskel.

”USA er et migrationens land. Det har ikke en historie for nationer. Den amerikanske model vil mislykkedes i Europa, fordi den prøver at tilsidesætte de nationale identiteter,” sagde han og forklarede, at nationalismen i Europa er så stærk, at vi lever på et kontinent uden Europæere.

”Demokrati nede fra og op kan være redningen på et Europa uden Europæere,” sagde Beck og lod ikke sin britiske kollega få mikrofonen igen.

Andreas Baumann (f. 1986) er bachelor i statskundskab med sidefag i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og er nu i gang med en Master i international journalistik på City University London. Han har skrevet for blandt andet Djøf Bladet, Ræson og Ugebrevet Europa og har netop været i praktik på Monocle Magazine. ILLUSTRATION: Ulrich Beck (Foto: FR via flickr)