13.02.2012

„Vi vil ikke med i finanspagten – vi vil derimod gerne lægge os i en anden position ligesom Storbritannien”, siger Liberal Alliances EU-ordfører Merete Riisager, der slår fast, at LA ikke vil have euro, og røber, at LA overvejer at ændre deres anbefaling ved en folkeafstemning, så retsforbeholdet laves om til noget andet end den foreslåede tilvalgsordning.

Udvalgte pointer:
– ”LA støtter ikke regeringen i en budgetlov, hvor fremtidige revideringer af budgetloven skal godkendes af EU.”
– ”LA er imod energieffektivitetsdirektivet‟
– ”LA er skeptiske over for EU´s planer for kollektiv rettighedsforvaltning på det digitale område, direktiv om forældreløse værker, rammedirektiv om databeskyttelse og nye standarter.”
– „LA vil afskaffe EU’s globaliseringsfond‟
– ”LA bakker Storbritanniens forslag op om, at alle initiativer fra EU, skal måles ud fra, om det skaber vækst”.

———————————————————————————————————————————————–

INTERVIEW af Lasse Marker, medlem af RÆSONs chefredaktion

– FINANSPAGTEN
RÆSON: LA er imod finanspagten. Merkel og Sarkozy håber, at de strammere budgetkrav og de automatiske sanktioner vil forhindre en ny gældskrise. Hvis det ikke er ved en finanspagt, hvordan vil LA så sikre, at der ikke kommer en ny gældskrise?
Merete Riisager: Jeg tror ikke, at man fuldstændig kan sikre sig imod gældskriser – det er en illusion, som politikere forsøger at skabe. I debatten lige nu, er det som om, at budgetdisciplinen er det eneste, der kan redde EU. Jeg ønsker en stram økonomisk styring i Danmark, og jeg forstår godt, at eurozonen forsøger at stramme op. Men budgetdisciplin gør det jo ikke alene. Jeg mener, at man burde have større fokus på konkurrenceevnen. Hvis virksomhederne i et land er konkurrencedygtige, står de godt rustet i forhold til fremtidige kriser.
RÆSON: Men, hvis det ikke er ved en finanspagt, hvordan sikrer man så, at Grækenland ikke bare forgælder sig igen?
Riisager: Det er svært at løse Grækenland og Irlands problemer inden for eurozonen, og jeg mener, at man bliver nødt til at frisætte de lande fra euroen, der ikke kan leve op til kravene, og som er langt fra at nå dem.
RÆSON: Så man bør smide Grækenland og Irland ud af euroen?
Riisager: I hvert fald Grækenland.
RÆSON: Hvad med Italien, Spanien og Portugal?
Riisager: Det er ikke min opgave at sige, hvad der skal ske med disse lande, men man kan overordnet konstatere, at der er en udfordring med at skabe et finansielt samarbejde mellem lande, der har helt forskellige forudsætninger og politiske kulturer. Og det giver ikke mening at have en klub med regler, og bryder du reglerne gentagne gange, bliver du alligevel ikke smidt ud.
RÆSON: Så det er ikke truslen om økonomiske sanktioner, der skal sikre EU mod en ny gældskrise i fremtiden – men truslen om, at man bliver smidt ud af euroen, hvis ikke man lever op til EU-kravene?
Riisager: Ja.
RÆSON: Udelukkelse fra euroen er en trussel, man kun kan opstille, hvis man så også er parat til at gøre håndhæve den. Det vil sige, at man skal være parat til at smide et hvilket som helst EU-land ud af euroen, hvis de ikke har styr på deres økonomi?
Riisager: Ja. Det fungerer ikke at beholde alle lande inde i eurozonen uanset den måde, de opfører sig på. Men hvor grænsen skal gå, det er ikke min opgave at fastsætte. Men det er jo paradoksalt, at jeg skal sidde og komme med løsningsforslag for eurozonen, al den stund, at jeg mener, at Danmark skal stå uden for euroen.

RÆSON: Hvad mener LA om, at regeringen vil opfylde kravet om, at finanspagten skal indskrives i de nationale lovgivninger med en særlig budgetlov, der fastsætter udgiftsloftet og rummer straffeforanstaltninger mod kommuner, der overskrider budgettet?
Riisager: Hvis vi fra dansk side måtte ønske en budgetlov, så kan vi indføre den af egen drift. Der er ikke noget som helst rationelt for Danmark i forhold til at tilslutte sig finanspagten. Når jeg har spurgt økonomiministeren, så kommer det hver gang ned til, at det handler om at sende et signal til omverdenen. Men når det handler om at sende et signal, så er det et langt bedre signal at sende – at føre en fornuftig økonomisk, reform- og vækstpolitik. Det at skrive under på en finanspagt udsender ikke noget signal i sig selv. Så det signal er ikke noget værd.
RÆSON: Jakob Ellemann-Jensen siger , at ”en manglende tiltrædelse ville være det samme som at sige til markederne: Ja, vi vil overholde det, men vi vil ikke skrive under på det, fordi vi forbeholder os retten til at optræde uansvarligt. Det har vi ingen interesse i”. Så det kan godt være, at underskrivelsen af finanspagten ikke har en positiv signalværdi, men har Ellemann-Jensen ikke en pointe i, at en manglende underskrivelse ville have en negativ signalværdi?
Riisager: Nej. Sony Kapoor (adm. Direktør for den internationale tænketank Re-define, red.) – en ankerkendt ekspert, der med rette kan siges at repræsentere det marked, til hvem regeringen og Venstre ønsker at sende et signal – siger helt klart, at det ikke vil blive opfattet sådan af markederne. Det eneste, markederne ser på, er, hvad et land plejer at gøre, og hvad de rent faktisk gør. Så når vi underskriver Finanspagten veksler vi politisk handlefrihed og demokratiske rettigheder for et signal, der ikke har nogen betydning. Vi bevæger os i en retning, hvor man vil nedsætte love, der skal regulere politikerne. Det er på en måde paradoksalt, at politikere siger, at de ikke vil tage ansvaret – men i stedet vil have det lagt ind i nogle love, som regulerer politikerne. Det en måde at fraskrive sig ansvaret på. Det er jeg meget imod.
RÆSON: Så du mener, at finanspagten alene er en måde for regeringen at fraskrive sig ansvaret på?
Riisager: Det er da oplagt, at regeringen vil komme til at bruge Finanspagten til at fraskrive sig ansvaret for sin egen økonomiske politik, når der skal træffes svære valg.
RÆSON: Corydon kalder budgetloven en garanti for, at der er styr på de offentlige budgetter, over for EU og de internationale markeder. Har budgetloven – ligesom du siger om underskrivelsen af finanspagten – heller ikke nogen signalværdi?
Riisager: Vi kan gennemføre en budgetlov i Danmark efter svensk forbillede af egen drift, hvis vi ønsker det. Det behøver vi ikke EU til. Fordelen ved det vil være, at vi så kan afskaffe den igen, hvis en fremtidig regering ønsker det. Det er sværere, hvis man indskriver sig i Finanspagten.
RÆSON: Så LA støtter ikke regeringen i en budgetlov, hvor fremtidige revideringer af budgetloven skal godkendes af EU?
Riisager: Nej. Jeg har ikke noget imod en budgetlov, men som sagt kan Danmark træffe valg omkring vores økonomiske politik og bør gøre det uden at indskrive sig i den regelramme, der har med euroen at gøre.

RÆSON: LA kræver ligesom EL og DF finanspagten til folkeafstemning. Hvorfor?
Riisager: Fordi der er tale om en afgivelse af politisk suverænitet. Vi afskriver os rum til at manøvrere.
RÆSON: Så regeringen og V og K mistolker grundloven, når de ikke mener, at finanspagten skal til folkeafstemning?
Riisager: Vi har ikke fået en udtalelse fra Udenrigsministeriets jurister endnu. Forventningen er, at de vil sige, at der ikke er tale om suverænitetsafgivelse ift. grundloven. Det vigtige her er, at vi med Finanspagten lægger ansvar for noget så centralt som Danmarks finanspolitik ind i en EU-ramme. Det bør udløse en folkeafstemning.

———————————————————————————————————————————————–

– DANMARKS EU-FORBEHOLD
RÆSON: ”LA mener, at Danmark skal afvente eurosamarbejdet til nuværende eurolandes økonomier er sundere”. Betyder det, at LA på sigt vil have euro?
Riisager: Nej, det ser jeg som meget usandsynligt. Merkel lægger op til, at eurosamarbejdet skal udvikle sig til en egentlig føderation med en fælles finanspolitik. Hvis man vil have en velfungerende euro, er jeg enig med Merkel i, at man bliver nødt til at skabe en egentlig føderation.
RÆSON: Og I ønsker ikke en føderation?
Riisager: Nej.
RÆSON: Og derfor vil LA ikke have euro, fordi I forudser, at euroen kun kan fungere i en føderation?
Riisager: Vi må jo erkende, at en række lande har ønsket at indgå i en monetær union. Men en monetær union, der uværgerligt fører til en føderation med centraliseret styring af medlemslandene, er ikke en vision, vi deler. Det betyder naturligvis ikke, at vi ønsker, at euroen ramler sammen. Gør den det, vil det få betydning for alle europæiske lande. Men vi mener, at der er andre veje, Europa kan gå end at stramme styringen og indføre en enhedsstat.
RÆSON: Deler I alligevel Venstre og de Konservatives ønske om, at euroforbeholdet sættes til afstemning sammen med rets- og forsvarsforbeholdet?
Riisager: Vi har ikke noget imod at euroen sættes til afstemning, men ser det heller ikke som særlig aktuelt, da hele euroens skæbne er uvis. Men hvis ja-partierne ønsker en sådan afstemning, skal de have lov til at gennemføre den. Når det gælder LA’s holdning, så er den helt klar: Vi vil vi ikke veksle vores politiske handlefrihed for at deltage i en eurozone, der ikke fungerer.

RÆSON: LA vil også have retsforbeholdet til folkeafstemning. Vi I ligesom regeringen lave retsforbeholdet om til en tilvalgsordning, eller skal det fjernes helt?
Riisager: Vi ønsker ikke retsforbeholdet fjernet helt. Indtil nu har vores politik været, at vi ligesom regeringen ønsker, at retsforbeholdet laves om til en tilvalgsordning – men vi sidder lige nu og overvejer, om vi skal ændre vores anbefaling ved en folkeafstemning, så retsforbeholdet laves om til noget andet end den foreslåede tilvalgsordning. Årsagen til dette er, at der sker en voldsom vækst på det retlige område, hvor EU går ind og regulerer på områder, som landene selv bør have ansvaret for.
RÆSON: LA ønsker også forsvarsforbeholdet afskaffet og sat til folkeafstemning. Hvad er det konkret, som Danmark skal få ud af at afskaffe forsvarsforbeholdet?
Riisager: Vi skal afskaffe forsvarsforbeholdet for at have mulighed for at deltage i EU-aktioner, hvis der opstår problemer i EU’s baghave.
RÆSON: Både med Irak, Afghanistan og senest med Libyen har EU-landene ikke kunne blive enige om en fælles EU-aktion. Aktionerne er derfor røget over i andet regi. Forsvarsforbeholdet har altså indtil nu ikke forhindret os i at deltage i opgaver i EU’s baghave. Når LA vil have fjernet forsvarsforbeholdet, er det så fordi, I ønsker flere EU-aktioner i fremtiden?
Riisager: Nej, EU skal være et supplement og en medspiller til FN og NATO, men skal ikke overtage de opgaver, som i dag varetages af FN og NATO.

————————————————————————————————————————

– ET SMALLERE EU
RÆSON: Skal Danmark integreres mere eller mindre ind i EU?
Riisager: Mindre. Vi er overordnet positiv over for EU-projektet, når det handler om det indre marked, værdiskabelse og demokratistyrkelse, men vi er kritiske over for den retning, som EU i dag bevæger sig i: mod en føderation. Vi ønsker EU som en konføderation med højere grad af national selvbestemmelse.
RÆSON: LA skriver, at “EU skal begrænse sin overstatslige lovgivning til kerneområdet, som er udviklingen af et fælleseuropæisk marked med fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft.” Når I skriver ”begrænse”, betyder det så, at al overstatlig EU-lovgivning, der ikke har at gøre med det indre marked, skal fjernes?
Riisager: Vi skal i hvert fald reducere antallet af love, der ikke har at gøre med det indre marked, værdiskabelse og demokratistyrkelse. Det er blandt andet ud fra en decentraliseringstankegang, der handler om, at alt, der lige såvel kan varetages i medlemslandene, skal varetages af medlemslandene. Og så er det ud fra en iagttagelse af, at der foregår mange reguleringsinitiativer fra EU, som har et positivt udgangspunkt, men som viser sig være en uheldig overregulering, fordi regler, der giver mening i et land, ikke nødvendigvis er fornuftige i andre lande.
RÆSON: Så når I skriver, at EU lovgivningen skal ”begrænses” til det indre marked, så mener I ikke, at al lovgivning uden for det indre marked skal fjernes, men blot begrænses?
Riisager: Ja, i første omgang vil der være tale om en reduktion – men en kraftig reduktion. EU skal ikke detailregulere skolefrugtordninger eller de juridiske systemer i forhold til, hvordan man fører et bevis.
RÆSON: Hvorfor er det et problem, at EU laver detailregulering?
Riisager: Meget af den regulering, som EU indfører er kontraproduktiv. Et eksempel er legetøjsdirektivet, som bliver implementeret i 2013. Her vil man indføre en form for omvendt bevisførelse, hvor virksomhederne selv skal bevise, at der ikke er noget giftigt i deres legetøj. Det kan blive en uoverskuelig opgave for mindre virksomheder. Man vil det gode, men i praksis kommer man til at lukke nogle virksomheder – samtidig med, at vi importerer legetøj fra lande, som stort set ingen regulering har overhovedet. Samtidig centraliserer man magten og fjerner den fra borgerne. Det øger det demokratiske underskud.

RÆSON: Miljøområdet har – måske med undtagelse af dele af kemikalielovgivningen – ikke noget med det indre marked at gøre. Vil LA fjerne overstatslig EU-lovgivning, når det gælder naturbeskyttelse, affald, støjforurening osv.?
Riisager: Man kan sagtens have EU-lovgivning, som beskæftiger sig med grænseoverskridende problemer, som fx grænseoverskridende forurening. Udfordringen her er, at man bevæger sig langt uden for det, som er grænseoverskridende.
RÆSON: Så vil LA fjerne EU-lovgivning om naturbeskyttelse?
Riisager: Ja. I de tilfælde, hvor der ikke er et grænseoverskridende behov for naturbeskyttelse.
RÆSON: Vil I også fjerne EU-lovgivning om støjforurening?
Riisager: Ja.
RÆSON: Og EU-regler for affald, så længe der ikke er tale om grænseoverskridende forurening?
Riisager: Ja.
RÆSON: Vil LA også fjerne EU’s kemikalielovgivning?
Riisager: Der kan bestemt være fornuft i dele af kemikalielovgivningen: så vi vil ikke fjerne kemikalielovgivningen. Problemet er, hvis man detailregulerer så hårdt, at man ødelægger sin egen industri, og bagefter importerer varer, som ikke lever op til kravene.
RÆSON: Er der ikke en fare for, at hvis man reducerer detailreguleringen af kemikalielovgivningen og af industrien generelt, så vil vi se et race to the bottom, hvor det bliver den laveste fællesnævner, der sætter standarden.
Riisager: Det system, vi har i dag, betyder, at der er nogle lande, der lever op til kravene, mens andre lande ikke lever op til kravene.

RÆSON: Er LA enige i EU’s målsætning om at reducere CO2-udledningen med 20 % inden 2020?
Riisager: Man kan godt sætte nogle overordnede mål. Men man skal ikke diktere, hvordan landene skal efterleve målene.
RÆSON: Energieffektivitetsdirektivet ligger meget højt på regeringens dagsorden for det danske EU-formandskab. Er LA for eller imod energieffektivitetsdirektivet?
Riisager: Vi er imod, fordi det detailregulerer, hvordan landene skal opfylde målsætningen. EU kan understøtte vidensdeling og samhandel omkring forskellige energiløsninger, men man får ikke bedre energieffektivisering ved at detailregulere, fordi landene er så vidt forskellige.
RÆSON: Må EU sanktionere medlemslande, hvis ikke de efterlever EU’s målsætninger?
Riisager: Nej. Jeg tror ikke på, at bødestraf er den bedste måde at regulere på. En fælles aftale og en fælles vision er i sig selv et stærkt styringsværktøj. Problemet er, hvis man fastsætter nogle mål, som medlemslandene ikke er enige i.

RÆSON: Er LA imod en overstatslig EU-lovgivning på immigration, flygtninge og asylpolitikken?
Riisager: Vi mener, at alle immigranter uanset nationalitet skal være velkomne, så længe de kan tage et arbejde og forsørge sig selv – og tegner en sundhedsforsikring og samtidig ikke modtager sociale ydelser. Den tankegang kunne vi godt tænke os overført til EU også.
RÆSON: Skal EU have en fælles asyl- og flygtninge politik?
Riisager: Vi mener, det er fornuftigt at have et fælles samarbejde på asyl og flygtninge området, og at EU her skal læne sig op ad de traktatmæssige forpligtelser, som medlemslandene har påtaget sig på FN-niveau.
RÆSON: Er Eurodac, Europol, SIS så fornuftige systemer?
Riisager: Bekæmpelse af kriminalitet på tværs af grænser er fornuftigt. Men et internationalt politisamarbejde nødvendiggør ikke en detailstyring af de juridiske systemer. Når love, der griber ind i borgernes hverdag vedtages i EU og implementeres direkte i landene, får borgerne ingen mulighed for at påvirke og protestere. Det er et demokratisk problem.

RÆSON: LA skriver, at ”EU’s erhvervsstøtteordninger som landbrugsstøtten og regionalstøtten skal afskaffes”. Er det alle erhvervsstøtteordninger, der skal afskaffes?
Riisager: Vi er imod subsidiering og mener, at den bedste måde at støtte erhvervslivet på er ved at give gode rammevilkår.
RÆSON: Skal EU’s globaliseringsfond – der støtter reintegration af europæiske arbejdstagere og i juli 2011 tildelte Danmark 20,42 mio. euro til omskoling og videreuddannelse af fyrede medarbejdere fra Lindøværftet og LM Glasfiber –afskaffes?
Riisager: Jeg er sikker på, at Danmark kunne have støttet de fyrede medarbejdere fra Lindø og LM Glasfiber lige så godt, hvis vi havde givet efteruddannelsen direkte i stedet for at kanalisere den gennem EU. Landene kender jo deres egne problemer bedst. Det giver ikke bedre forhold for Lindø-medarbejderne, at pengene har været en tur omkring Bruxelles.
RÆSON: Så LA vil afskaffe EU’s globaliseringsfond?
Riisager: Ja. Landene får ikke bedre omskoling af fyrede medarbejdere ved, at midlerne har været en tur omkring Bruxelles.
RÆSON: Regionalstøtten består af strukturfondene, Samhørighedsfonden, EU’s Solidaritetsfond, Den Europæiske Investeringsbank (EIB). Skal de afskaffes?
Riisager: Nogle former for støtte, der skaber vækst og velstand, kan fortsætte. Det, der skal fjernes, er ”død” støtte eller ”passiv” støtte , hvor man understøtter noget, der ikke på sigt kan komme til at stå af sig selv. Der er kommet et forslag fra Storbritannien om, at alle initiativer fra EU, skal måles ud fra, om det skaber vækst. Det er et udmærket forslag.
RÆSON: Så regionalstøtten skal ikke afskaffes – men skal målrettes initiativer, der er vækstskabende?
Riisager: Ja. Man bør fx. målrette støtten til infrastrukturelle anlægsprojekter og et fælles energimarked, der understøtter samhandel og det indre marked.

RÆSON: LA skriver, at det indre marked skal styrkes. Hvorhenne?
Riisager: Blandt andet ved deregulering. Man skal tilbagerulle de regler, der er skadelige for markedet. Et fælles energinet og investeringer i infrastruktur er også måder at styrke det indre marked på. Der er meget debat om det digitale indre marked, men her tror jeg, at man skal passe på med ikke at overregulere. For det, der sker, hver gang EU overregulerer, er, at de værdiskabende aktiviteter flytter et andet sted hen.
RÆSON: Er i så enige i målsætningen om et digitalt indre marked i 2015?
Riisager: Man skal huske, at det er virksomhederne, der skaber vækst og ikke politikerne. Når vi skal understøtte virksomhederne, skal vi lade være med at stille hindringer i vejen. Udfordringen med det digitale område er, at politikerne konstant er årevis bagud i forhold til udviklingen. Jeg er mere bekymret for, at man ved indsatsen kommer til at lægge hindringer i vejen i stedet for at understøtte udviklingen.
RÆSON: I er altså ikke enige i målsætningen om et digitalt indre marked i 2015?
Riisager: Kommissionen ønsker at investere i en forbedring af det digitale højhastighedsnet. Det er en infrastrukturel forbedring, der kan fremme vækst – det støtter vi. Vi er mere skeptiske overfor EU´s planer for kollektiv rettighedsforvaltning på det digitale område, direktiv om forældreløse værker, rammedirektiv om databeskyttelse og nye standarter. Der er en reel risiko for, at EU på disse områder kommer til at spænde ben for væksten inden for det digitale område ved at fastlægge rigide og komplekse retningslinjer og standarter, der ikke i tilstrækkelig grad er tilpasset udfordringerne på markedet og den hastighed det digitale marked udvikler i.
RÆSON: Styrkes det indre marked alene ved at fjerne regler (liberalisering) – eller kan regulering også styrke det indre marked?
Riisager: Fælles standarder – et klassisk eksempel er EU-pallen – kan virke understøttende og faciliterende for det indre marked. Problemet er, hvis man opfinder standarderne inde på et kontor i Bruxelles. Standarderne skal opfindes af markedet og kan så vedtages på EU-niveau.
RÆSON: Så markedet har brug for regler for at kunne fungere.
Riisager: Jeg agiterer ikke for et regelfrit EU, men for et EU, der kun stadfæster overordnede regler, men ikke detaillovgivning.

————————————————————————————————————————

– DET DANSKE EU-FORMANDSSKAB
RÆSON: EU-minister Nicolai Wammen siger, at ”skrækscenariet er en opsplitning mellem euro- og ikke-eurolandene”. ”Danmark skal være brobygger, og regeringen ønsker så langt som muligt ét fællesskab på 27 lande”. Er du enig?
Riisager: Jeg synes ikke, at en opsplitning er et skrækscenarie. Vi vil ikke med i finanspagten – vi vil derimod gerne lægge os i en anden position ligesom Storbritannien. Jeg ønsker et EU, hvor landene i højere grad kan sige til og fra – i stedet for gennem tvang at blive pålagt en masse fra EU. Et EU, der bygges på frivillighed, vil blive et bedre og mere velfungerende EU, der også kan få en bedre folkelig opbakning.
RÆSON: Så en form for tilvalgsordning for alle lande på alle områder?
Riisager: Går man ind i samarbejdet omkring det indre marked, engagerer man sig naturligvis i det og må leve op til de krav, der ligger i dette samarbejde, men der bør generelt indbygges en større frivillighed i systemet. Hvis hele dogmatikken ændrede sig til at være en frivillig integration, så ville man få en helt anden dynamik. Man risikerer, at dagsordenen med tvang og trusler giver en kraftig modreaktion, som man fx ser i Storbritannien, men også i Tjekkiet og i Frankrig, hvor der snart er præsidentvalg, hvor Hollande, der står til at vinde det franske valg, er modstander af finanspagten.

RÆSON: Jakob Ellemann-Jensen (V) siger, at ”det er meget forståeligt og klogt, at regeringen ikke har meldt klarere konkrete succeskriterier ud, for det er situationen ikke til”. Er du enig?
Riisager: Nej. Jeg har omvendt kritiseret regeringen for at have for mange succeskriterier, fordi man hellere burde koncentrere sig om det væsentligste: Nemlig at finde nogle løsninger for de lande, der er i store økonomiske problemer, og finde løsninger for, hvordan man får samarbejdet til at fungere igen.

RÆSON: kritikere kalder Thornings genoptagelse af forhandlingerne om tyrkisk medlemskab for en dødfødt mission, fordi Thorning risikerer, at det bliver en tabersag, pga. den faldende opbakning i den tyrkiske befolkning, og fordi der fra tyrkisk side ingen politisk vilje er til at opfylde EU’s krav. Er det en fejl af Thorning?
Riisager: Nej.
RÆSON: Vil LA have Tyrkiet med i EU?
Riisager: Ja, hvis de lever op til de krav, som EU har sat. Men det er vigtigt at præcisere, at de skal leve op til kravene. EU har dårlige erfaringer med at optage lande, før de er parate.
RÆSON: Kritikere mener, at det er en fejl at optage Kroatien inden Serbien overhovedet har fået kandidatstatus, fordi det isolerer og ydmyger Serbien. Til marts skal EU igen tage stilling til Serbiens kandidatansøgning – som blev sendt i 2009, men som ikke er godkendt endnu, fordi Serbien ikke vil anerkende Kosovo. Godkendes Serbien ikke til marts frygter flere, at det nationalistiske parti i Serbien vil vinde frem og skubbe Serbien væk fra EU. Skal EU give Serbien officielt kandidatstatus, selvom Serbien ikke anerkender Kosovo?
Riisager: Nej. Man må ikke file på kravene. Ellers importerer man problemerne ind i EU. Problemet har været, at man har optaget lande, der ikke har levet op til enten de økonomiske eller demokratiske krav, og så har man fået problemerne. Vi skal fortsætte en dialog med de lande, der er interesseret i optagelse i EU, men de skal opfylde EU-kravene, inden de kan blive optaget.
RÆSON: Du siger, at de demokratiske krav er vigtige i forhold til kandidatlandene. I Ungarn har Orban siden 2010 indført en lang række udemokratiske love, der i praksis sikrer ham magten de næste mange, mange år. EU har indtil nu kun truet med at straffe Ungarn økonomisk. Er det kritisabelt, at EU endnu ikke har gjort noget?
Riisager: Jeg mener, at man bør tænke sig godt om, inden man gør noget. Men det begynder at blive kritisabelt. Vi skal snart til at se en reaktion, og her har vi også et ansvar som formandsland.
RÆSON: Hvad bør vi som formandsland konkret gøre?
Riisager: De første mange tiltag bør være af diplomatisk karakter. Men EU er jo blandt andet sat i verden for at sikre demokratiet, og EU har et klart ansvar for at sikre demokratiske rettigheder her.
RÆSON: Ville EU kunne gå ind og forbyde en række af de udemokratiske love, som Orban har fået gennemført?
Riisager: Udfordringen er, at hver gang man indfører en lov for et medlemsland, så indfører man det for alle.
RÆSON: Men EU ønsker ingen af de her udemokratiske love indført i noget EU-land. Så det er vel ikke noget problem?
Riisager: Det er altid et problem, hvis man indfører stramninger, der gælder alle, fordi et enkelt land ikke opfører sig ordentligt. Fokus bør være på Ungarn og bestræbelserne på at sikre demokratiske rettigheder for borgerne der.

Lasse Marker (f. 1986) er medlem af RÆSONs chefredaktion. Han har to bachelorgrader fra Københavns Universitet – en i Dansk og en i Statskundskab – og er kandidatstuderende på Statskundskab og Historie på KU. Desuden ansat på Politiken. ILLUSTRATION: pressefoto