27.08.2012

Før FN-­topmødet rio+20 taler man ikke om smeltende gletsjere, men om at få fabrikkernes maskiner i gang – blot med langt færre resurser. Kan paradigmeskiftet redde den pressede planet?

Det var banebrydende, da verdens ledere i 1992 samledes til The Earth Summit i Rio de Janeiro og lærte alle at sige „menneskeskabte klimaforandringer“ og „bæredygtig udvikling“. I juni i Brasilien, når 50.000 deltagere mødes til opfølgeren, RIO+20, skal vi lære et nyt begreb. FN’s generalsekretær har udråbt „Grøn Økonomi“ til den overskrift, der rummer svaret på verdens udfordringer de næste 20 år. Og der er hårdt brug for et svar.

Klimakrisen er nemlig ikke løst endnu. Og siden topmødet i 1992 er to nye kriser føjet til: finanskrisen, der smertende tydeligt har vist, at vi ikke kan låne eller spekulere os til vækst, men er nødt til at finde noget nyt at leve af. Og resursekrisen, der udstiller, hvordan de nuværende produktionsmønstre presser vores fælles reserver af vand, mad, råstoffer og olie til det yderste. Tænketanken New Economics Foundation har døbt de tre kriser „The Triple Crunch“ (den tredobbelte benlås), og de stiller RIO+20, politikere og forretningsfolk over for et historisk krav om kreativitet. For kriserne kan ikke løses hver for sig.

Ifølge FN-rapporten „Towards a Green Economy“ hersker der en „stigende erkendelse af, at opnåelsen af bæredygtighed hviler næsten fuldstændigt på at få økonomien indrettet rigtigt.“ Den lægger op til en grundlæggende ændring af vores økonomiske system, hvor en bedre prissætning
af natur, resurser og biodiversitet skal sikre, at vi planlægger udvikling og investering, så vi ikke udpiner vores lager af „naturlig kapital“, der også er levegrundlaget for næste generation. 

Men det er også en taktisk manøvre, FN har gang i. Det siger værtslandets chefforhandler, André Corrêa do Lago, der på RIO+20 vil „afmiljøficere“ bæredygtighedsbegrebet og på den måde sende det længere ind i finansministerier og direktørkontorer verden over. Per Meilstrup, klimadirektør hos Mandag Morgen, forklarer: „De store topmøders udfordring er, at de er født ud af en miljøverden. Det har vist sig i forhandlingerne, at det er endog meget svært at få økonomiministre og finansministre til at bide til bolle, når vi snakker om realøkonomien. Derfor lancerer man RIO+20 under overskriften Grøn Økonomi, fordi man forventer, at det giver større buy-in fra andre aktører end de traditionelle bæredygtighedsaktører.“

Den føromtalte rapport starter da også med en gulerod til de slunkne vestlige økonomier: „Omstillingen til grønne økonomier har potentialet til at være en ny vækstmotor, en nettogenerator af anstændige job og en afgørende strategi til bekæmpelsen af vedholdende fattigdom.“ „Det er det fuldstændig rigtige budskab,“ mener Thomas Becker, tidligere chefforhandler for Danmark i FN’s klimaforhandlinger og nu direktør for den danske virksomhed Genan, der er verdens førende inden for genanvendelse af brugte bildæk, hvor man separerer gummi, stål og tekstil til meget høje renhedsgrader, så det kan subsidiere jomfruelige råvarer, og som omsætter for en milliard kroner om året. „I det budskab ligger der en mulighed for verdensøkonomien. Ikke en hæmsko.“

Virksomhedernes vilkår er allerede ved at forandre sig drastisk som følge af den stigende mangel på resurser. I løbet af 20 år vil tre milliarder mennesker have sluttet sig til middelklassen og øget efterspørgslen på forbrugsgoder – og dermed de råvarer, der skal til for at producere dem – voldsomt. I en rapport fra konsulentfirmaet McKinsey vurderes det, at der i 2030 bliver behov for 175 mio. hektarer ekstra landbrugsjord og 30 % mere rent drikkevand end i dag. Landbrugsjorden skal primært skaffes gennem afskovning, og vandbehovet skal lægges til det faktum, at 800 millioner mennesker allerede i dag mangler adgang til rent drikkevand. Dertil kommer ekstremt pres på råvarer som korn, gummi, stål og sjældne metaller, der skal bruges til alt fra vindmøller til mikrochips.

Det tvinger virksomhederne til at omstille sig. Men det skaber også nye forretningsmuligheder. Mandag Morgen har i en stor analyse med titlen „Økonomiens nye spilleregler“ for nylig beskrevet, hvordan resursekrisen fundamentalt forandrer markedsvilkårene, så det vigtigste konkurrenceparameter ikke længere er billig arbejdskraft. Thomas Becker er enig:

„Fremtidens samfund ligger i en intelligent udnyttelse af de begrænsede resurser, vi har. Vinderne af den erhvervspolitiske konkurrence i verden bliver dem, der kan få mere ud af mindre og kan anvise løsninger til det. Der er en kolossal efterspørgsel efter stort set alle de ting, som Danmark er meget langt fremme med: biomasse, vind og generel resurseoptimering.“

Men også traditionelle klimaskurke som shippingvirksomheden Maersk Line tager den nye dagsorden meget alvorligt. For at forbedre resurseeffektiviteten satte selskabet for et par år siden gennemsnitshastigheden for deres containerskibe markant ned for at spare på brændstof-forbruget. Ifølge deres „Sustainability Progress Report 2010“ giver en hastighedsnedsættelse på 20 % en brændstofbesparelse på over 40 %. De eksperimenterer med at sætte sejl på containerskibene for at give gratis fart og med at bygge nye containerskibe ud fra vugge til vugge-princippet, hvor flest muligt materialer recirkuleres. Ikke fordi de er blevet specielt interesserede i at redde klimaet. Men fordi øget resurseeffektivitet er afgørende for en god forretning. „Bæredygtighed er en del af vores forretningsstrategi”. Der er store besparelser at hente på reduktion af vores brændstofforbrug, og når vi genanvender materialerne, kan vi reducere omkostningerne på længere sigt. Og så handler det selvfølgelig også om at tage ansvar og minimere vores miljøbelastning,“ siger Søren Stig Nielsen, der er Head of Sustainability hos Maersk Line, til RÆSON.

Og det er netop pointen her. Kampen om de tilbageværende resurser behøver ikke kun betyde mere overfiskning, afskovning og udpining af mineralreserver, i takt med at knapheden øges. Den kan også være med til at flytte samfundet i en bæredygtig retning, fordi den nødvendige innovationsproces bliver speedet op. „Resurseeffektivitet i yderste konsekvens handler om at skabe produktionsforløb, som er lukkede kredsløb, hvor du producerer tæpper, bruger tæpperne og returnerer tæpperne til fabrikken, som kører dem igennem maskinerne, og så kommer der et nyt tæppe ud i den anden ende med brug af nøjagtig de samme resurser,“ siger Per Meilstrup.

Alligevel er markedskræfternes ubønhørlige pres næppe tilstrækkeligt til at standse den nuværende udvikling, som Katherine Richardson, der er er professor og leder af Sustainability Science Center på Københavns Universitet, i Mandag Morgen kalder et „subprime-lån, vi er ved at tage på naturens vegne“. Resursekrisen har nemlig også den omvendte effekt, hvor eksploderende priser bliver motivation for virksomheder – eller stater – til at drive rovdrift på resurserne i jagten på profit. Som i Canada, hvor de tårnhøje oliepriser har betydet, at olieproduktionen fra det såkaldte tjæresand er udbygget voldsomt, selvom denne udvindingsform udleder tre gange så mange drivhusgasser som konventionel olie og skaber enorme, giftige søer, hvor ænderne må holdes væk med propankanoner.

Thomas Becker efterlyser derfor politisk mod til at sætte rammerne: „Store infrastrukturelle ændringer af et samfund sker ikke, fordi nogen finder et marked og så lige udnytter det. Det sker som følge af politisk vilje. Du kan godt opfinde en ny tandpasta, uden at du behøver retning fra det politiske lag, men du kan ikke omstille hele den danske økonomi til en resurseeffektiv økonomi, uden at politikerne beslutter sig for, at det er den vej, vi skal.“

„Dengang amerikanerne byggede jernbaner vestpå, var der ikke grænser for, hvor vanvittigt og tåbeligt, man syntes, det var at bygge dyre jernbaner til indianerne i ødemarken. Men de politisk ansvarlige holdt fast, og de finansierede stort set det hele med statslige midler. Det gjorde de af politiske grunde. Der var alle mulige økonomiske grunde til ikke at gøre det, men de opvejede ikke de politiske grunde.“

Becker mener, at RIO+20 bør indlede arbejdet med at sætte helt konkrete rammer op for det globale resurseforbrug, så udviklingen kan styres politisk: „FN kunne begynde at interessere sig systematisk og seriøst for hele resource management-cyklen, hvor man gennemtænker produkters og materialers livsforløb, og lave vejledende målsætninger for åbenlyse grupper af forarbejdede varer og råvarer, som de så senere kunne stramme til mere bindende. Fx mål for, hvor mange kilowatt-time-ækvivalenter man må bruge til at producere et ton cement. Det kan nemt komme til at lyde, som om jeg var fortaler for en sovjetisk planøkonomi. Det er jeg ikke. Men hvad enten vi kan lide det eller ej, bliver sådanne målemetoder en meget central del af fremtidens samfund. Det ville have enorm betydning, hvis landene begyndte at følge det. Så ville vi være på vej mod en bæredygtig økonomi.“

Det er imidlertid ikke alle, der tror på, at resursekrisen kan løses gennem politisk kontrol. Eller at vi har en resursekrise for den sags skyld. Bjørn Lomborg, der er forfatter til bøgerne „The Skeptical Environmentalist“ og „Cool It“ og er kendt for sine cost-benefit-analyser af, hvilke af verdens
problemer det kan betale sig at løse, opponerer kraftigt mod, at vi skal regulere vores resurseforbrug politisk: „Det har vi ikke set nogen gode eksempler på de sidste 20 år. Til gengæld har vi set mange dårlige eksempler. Læg lige mærke til, hvad det er EU rent faktisk bruger flest penge på at genbruge. Det er glas og papir. Er der nogen, der seriøst tror, at vi er ved at løbe tør for sand eller træ i Europa? Vi har diskuteret siden midten af 1800-tallet, om vi er ved at løbe tør for ting, eller vi ikke er. Det er en forkert historie, at ‚hvis vi ikke til RIO+20 skriver under på, at nu skal vi nok lade være med at bruge så meget, så går det rigtigt grueligt galt‘.“

Derfor mener Lomborg, at vores penge ikke skal bruges på investeringer i dyr grøn teknologi, men på de områder, hvor vi bevisligt får mest ud af dem: „Vi skal ikke købe flere vindmøller af Vestas, for vi ved allerede, at den næste vindmølle, Vestas producerer, vil tjene penge til Vestas, og den vil få nogle politikere til at se godt ud, men den vil tabe penge for samfundet. I stedet burde RIO+20 beslutte, at vi tackler klimaproblemerne ved dramatisk at øge forskning og udvikling i grøn energi, sådan at alle lande lover at bruge 0,2 % af BNP på forskning og udvikling i grøn energi. Det er billigere, hvilket betyder, at det er mere politisk realistisk, og økonomisk forskning viser, at det er 500 gange mere effektivt, hvilket rent faktisk betyder, at det vil virke. Så vil den grønne energi om 30-40 år være så billig, at også kinesere og indere og alle de andre vil have lyst til at købe den.“

„Put a value on nature“

Det nyfundne fokus på grøn økonomi og i særdeleshed virksomhedernes rolle i omstillingen til en grøn økonomi er gennemgribende for dagsordenen til RIO+20. Men frygten for, at „grøn“ forsvinder helt ud af ligningen, så der kun står „økonomi“ tilbage, er stor hos både forskere, ngo’er og udviklingslande. „Faren er, at vi bliver mere optagede af at skabe vækst end af at skabe bæredygtighed. Man vil gerne snakke grøn vækst, underforstået at hvis I kan give vækst til mig, så er det helt okay. Men det med reelt at gå ud og ofre noget for fællesskabet, det er der meget mindre vilje til,“ mener Troels Dam Christensen, der er koordinator for de danske ngo’ers indsats ved RIO+20. Han nævner, hvordan EU taler om at fjerne subsidier til olie, men ikke vil røre ved subsidierne til egne kerneindustrier som fiskeri og landbrug. Og hvordan Sydkorea gerne vil snakke innovativ finansiering, men ikke er parat til at lade landets egen store skibssektor indgå.

Landenes enorme fokus på økonomisk vækst sætter hensynet til de begrænsede resurser til side. I forrige århundrede, hvor resurserne tilsyneladende var ubegrænsede, var den tilsidesættelse af mindre betydning, og de fleste grinede lidt af The Club of Rome – en klub af økologiske økonomer – da de i 70’erne lancerede rapporten „Limits to Growth – Grænser for vækst“. „Men nu begynder det at stramme til med resurserne på kloden,“ som Troels Dam Christensen siger, og derfor er vækstidealet igen til debat. Fx er den engelske økonom Tim Jackson, der sidder i den engelske regerings bæredygtighedskommission, populær med bogen „Prosperity Without Growth“.

Mod RIO+20 forsøger FN at omdefinere vækstbegrebet, så det kommer til at omfatte hele jordens husholdningsregnskab og tage hensyn til både miljømæssige og sociale effekter. Det er en tidligere investeringsbankmand fra Deutsche Bank, Pavan Sukhdev, der har stået i spidsen for den indsats, og det er ikke svært at gennemskue, at målgruppen er verdens pengemænd. Sukhdev argumenterer med sloganet „put a value on nature“ for, at nøglen til at skabe bæredygtig vækst er at sætte prismærker på planterne, papegøjerne og partiklerne i luften.

Centralt i den øvelse står et opgør med BNP som den altafgørende målestok for succes. FN-universitetets International Human Dimensions Programme har udarbejdet et alternativ til BNP. Anantha Duraiappah, der er direktør for programmet, forklarer hvorfor: „BNP blev udviklet efter Anden Verdenskrig med ét formål: at måle et lands økonomiske output. Det var ikke tænkt som et mål for velstand, som det nu bliver brugt til i mange lande. Det inkluderede ikke variable som miljømæssige eksternaliteter forårsaget af produktion, og det fangede heller ikke investering i menneskelig kapital. Begge dele byggesten til et samfunds langsigtede profitabilitet.“

I aftaleteksten til RIO+20 er der foreløbig lagt op til en hensigtserklæring om at supplere BNP med nogle bedre indikatorer for velstandsfremgang. Den form for prismæssig opgørelse af fordele og ulemper skulle umiddelbart være Bjørn Lomborgs kop te, men han finder alligevel en anke: „Som udgangspunkt er det en rigtig god idé. Men det viser sig at være usandsynligt kompliceret rent faktisk at gøre.“

Duraiappah, der så alligevel har gjort det, præsenterer på konferencen et såkaldt „BNP Plus“. Rapporten bag viser, at hvis man medregner udviklingen i både økonomisk kapital, menneskelig kapital (fx uddannelse) og naturlig kapital (fx skove, fossile brændstoffer og mineraler), så er de voldsomme vækstrater i udviklingslande som Brasilien og Indien pludselig ikke længere så voldsomme. Beregnes Indiens vækst mellem 1990 og 2008 ud fra BNP Plus i stedet for BNP, bliver stigningen reduceret fra 120 % til kun 9 % – særligt på grund af næsten en halvering af landets naturlige kapital. Konklusionen er klar, mener Duraiappah: „Et land kan udtømme sine naturresurser fuldstændigt og stadig flashe positiv vækst i BNP. Vi har brug for en indikator, der estimerer nationers velstand – naturlig, menneskelig, økonomisk og ideelt set også social og økologisk velstand.“

I en tale til Københavns Universitet sagde EU’s klimakommissær, Connie Hedegaard, for nylig det samme: „Ligesom vi stiller krav til virksomhederne om at rapportere miljøbelastninger, vil det være et stort skridt, hvis vi kan få stater til at medtage mål for miljø, klima, sundhed og sociale parametre i deres nationalregnskaber.“

Ud over det nye BNP er der tre hovedområder, hvor RIO+20 bør levere: 1) afskaffelsen af subsidier til fossile brændstoffer, 2) vedtagelsen af globale bæredygtighedsmål og 3) en styrkelse af UNEP, som er FN’s miljøprogram. Og Per Meilstrup giver en samlet grundregel: „RIO+20 skal ikke vedtage, hvad hvert land skal gøre, men skal skabe nogle overordnede politiske rammer – en køreplan for den grønne økonomi. Hvis det skal blive slagkraftigt, er de nødt til at tale et sprog, som finansministrene forstår. Det vil sige tal og konkrete målsætninger. Hvis ikke der er en tidshorisont, og hvis ikke der er et konkret mål, så bliver det aldrig til noget.“

Frygten hos mange eksperter er nemlig, at landene bliver enige om en række hensigtserklæringer om grøn økonomi, der derefter bliver syltet. For eksempel er det en klassisk manøvre at bede FN’s generalsekretær om at udarbejde en rapport, så der kan tages bestik af situationen på et senere tidspunkt. „RIO+20 har den styrke, at der kommer over 110 statsledere, så der er stor beslutningskraft til stede. Men hvis alt bliver procesbeslutninger, så udskyder man bare de uenigheder, der er, og får ikke taget de beslutninger, der skal tages. Og uenighederne er jo ikke nødvendigvis blevet mindre om fem år,“ siger John Nordbo, der er miljøfaglig chef og programleder i Verdensnaturfonden.

Bjørn Lomborg er overbevist om, at netop dét bliver tilfældet: „Jeg tror ikke på idéen om, at man kan foreslå verdens nationer at gøre noget, som koster dem rigtig meget og kun giver meget få benefits langt ude i fremtiden, og så få dem til at sige andet end ‚Det vil vi da sørme gerne‘, når de taler på de bonede gulve. Den bedste forudsigelse om, hvordan RIO+20 bliver, er: helt ligesom de tidligere konferencer – stort set meningsløs.“

Der er flere grunde til, at det store bæredygtighedstopmøde på trods af verdensomspændende debat og mobiliseringen af 50.000 deltagere – herunder fem danske ministre – måske alligevel bliver endnu en i rækken af fejlslagne FN-konferencer.

For det første er udkastet til slutdokumentet i løbet af de sidste to måneder svulmet op fra de oprindelige 19 sider til 200 sider med indskudte sætninger, paragraffer og forbehold, som medlemslandene har tilføjet. Forhandlingslederne har ikke mandat til at skrive teksten sammen til et kompromisforslag, og derfor skal alle ændringer laves på de forberedelsesmøder, FN organiserer op til topmødet. Og som Sydkoreas Kim Sook, der er co-chair for forberedelseskomitéen, tørt konstaterer: „Vi har en lang tekst. Men meget få forhandlingsdage.“

Derfor er risikoen ifølge Troels Dam Christensen, der følger forhandlingerne tæt, at værtslandet ender med at lave „en COP15“: „Hvis det her får lov at køre for længe, så bliver brasilianerne til sidst nervøse for, at de ikke har en tekst, de kan klappe ad på mødet, og siger så: ‚Der er for meget tekst på bordet, vi kan ikke overskue det, så nu kommer vi med et forslag – og for at være sikker på, at der ikke bliver for meget uro omkring det, så bliver det rimelig harmløst.“

For det andet er mange af de centrale stater i dårlige positioner til at indgå ambitiøse bindende aftaler. Præsidentvalget i USA betyder, at Obama har svært ved at flytte sig. EU er presset af eurokrisen og derfor meget tilbageholdende med at lægge den finansiering, som er afgørende for, at udviklingslandene vil være med. Og udviklingslandene er omvendt bange for, at snakken om den grønne økonomi mest er udtryk for, at de vestlige lande forsøger at finde nye jagtmarker til at kurere deres økonomiske tømmermænd. „Udviklingslandene har set grøn økonomi som et skift væk fra, at bæredygtig udvikling også handler om fattigdomsbekæmpelse, hvilket jeg er fuldstændig enig i. Og nogle har set det som værende et forsøg fra EU’s side på at skabe enten grøn protektionisme eller et større marked for europæisk miljøteknologi,“ siger John Nordbo.

Bjørn Lomborg mener, at det skyldes, at konferencen ikke fokuserer på de problemer, der reelt optager udviklingslandene: „Grøn økonomi på Rio handler om, hvordan man kører elektriske biler, sætter vindmøller op og genbruger materialer. Alle mulige søde vesterlandske feel good-processer. Og det er jo ikke, fordi der er noget galt med dem som sådan. I en verden, hvor man havde løst alle de andre problemer, så skulle man bestemt også gøre det. Men det ikke er det, langt størsteparten af verden har brug for.“

Alligevel tror Per Meilstrup på, at RIO+20 kan blive en milepæl i stil med sin forgænger: „De her verdenstopmøder er agendasættende, og det er deres vigtigste funktion. De er milepæle i den internationale dialog. Det var Rio i 1992, som skabte mange af de ord, du og jeg sidder og bruger her, og jeg tror, at det nye ord bliver resurseøkonomi. Vi har haft en industri, der konkurrerede på løn og kompetencer, og det skal nu til at handle om vores evne til at effektivisere og innovere resursemæssigt, og det kan Rio, i den bedste af alle verdener, blive starten på.“

Uffe Lembo (f. 1985) er BA og kandidatstuderende i Statskundskab, hvor han specialiserer sig i de internationale klimaforandringer. Han har læst kommunikation på CBS og ejer en selvstændig konsulentvirksomhed, der udvikler lokale klimaprojekter i samarbejde med den grønne tænketank CONCITO.