02.08.2012

TV2 News spurgte i tirsdags Venstres skatteordfører Torsten Schack Pedersen, hvorfor Venstre vil genforhandle skatteaftalen kun fem uger, efter de indgik den? Det er et fint spørgsmål. Men de fik ikke et klart svar. Og det var de selv udenom.

KOMMENTAR af Magnus Boding Hansen, RÆSONs chefredaktør

Udenomssnak: Sådan gør politikerne RÆSON afslører hver uge en politikers udenomssnak og anviser journalisten konkrete modtricks – hver anden uge i samarbejde med MetroXpress. Læs også artiklen på side 6 i MetroXpress i dag.

Trick #1: Forklare uden at svare
Et element i skatteaftalen mellem regeringen og V og K var at skære i børnechecken til de rige. Det vil Venstre nu have erstattet med noget andet. Det har de ret til at ville – men det er atypisk, hvis ikke noget har ændret sig i mellemtiden. Derfor spørger TV2 News, hvorfor partiet vil genforhandle en del af aftalen nu. Der er to reelle svar: 1. Vi overså noget, da vi lavede aftalen, 2. Noget har ændret sig, siden vi indgik aftalen. Svar 1 er sandsynligvis tilfældet, men det siger Schack ikke: “Når vi laver aftaler på Christiansborg, så sender vi lovforslag i høring, og så drøfter vi høringssvarene, og på baggrund af det vurderer vi så, hvordan det skal se ud i den sidste ende.” Det er et faktuelt rigtigt referat af lovprocessen her til lands. Men det er ikke et svar. Schack blev spurgt, hvorfor det er nødvendigt at ændre aftalen. Han svarer, at man godt kan. Det nærmeste han kommer på et reelt svar er, at ”hen over sommeren har der været meget kritik af præcis det element.”

Trick #2: Falsk velvilje
Flere gange siger Torsten Schack, at spørgsmålet om, hvorfor de vil genforhandle aftalen, er rimeligt ”at tage en diskussion omkring”. Det er falsk velvilje. For samtidig forhindrer den diskussion ved ikke at svare på, hvad Venstre ved nu, som de ikke vidste, da de indgik aftalen? Det er ikke et svar at sige, at de mener, det er en dårlig idé at tage børnechecken fra de rige. Det har de hele tiden ment. Sådan er kompromisser jo: Man går med til noget, man er imod, i bytte for andre indrømmelser fra sine forligspartnere. Det LIGNER et svar på, når Schack siger, at det rammer for vilkårligt, at folk med børn rammes hårdere end folk uden børn. MEN det er ikke et svar på, hvorfor aftalen skal genforhandles. For fem uger siden ramte reformen også vilkårligt. På grund af journalistens manglende vedholdenhed bliver Schack aldrig aftvunget et svar, om man da kun kan regne med at Venstre står ved sine aftaler, hvis de ikke møder folkelig modstand.

Modtrick #1: Fasthold præmissen
Journalistens første spørgsmål var: “Hvorfor åbner I diskussion, så kort efter I lukkede den?” Selvom han ikke får et svar på spørgsmålet, så gentager han det ikke. Det er en fejl. Hvis et spørgsmål ikke er godt nok til at blive gentaget, indtil man får et svar på det, skal man slet ikke stille det. Det er ok at spørge for at slå tiden ihjel, hvis man står ved busstoppested. Men i et seriøst tv-program bør man spørge for at få svar. Og så skal man enten sikre, at man får det svar – eller udstille, at den, man spørger, ikke svarer. Men da Schack siger, at ”problemet med det forslag, der ligger, er, at der bliver gjort forskel på, om folk er gifte eller ikke er gifte,” spørger journalisten bare, hvorfor det er ok at bevare de riges børneskat – ikke hvorfor det er ok at genåbne en lukket aftale, som han startede med. Han skulle have sagt: ’Men alt det her vidste I jo godt, da I indgik aftalen. Hvad har ændret sig?’

Modtrick #2: Kræv klare svar
Schack antyder, at Venstre vil genforhandle skatteaftalen, fordi folkeopinionen er imod at sænke de riges børnecheck. Det er et klogt træk kun at ANTYDE dette. En eksplicitering af argumentet ville ligne billig populisme og stride mod Venstres almindelige holdning om, at man står ved et indgået kompromis, også selvom det møder modstand. Men journalisten spørger ikke ind til den uldne antydning, så den får lov at forblive ulden. Det efterlader to muligheder: 1) At folkeopinionen IKKE er argumentet for en genforhandling – i så fald mangler Schack stadig at svare på, hvad argumentet SÅ er. 2) At folkeopinionen ER argumentet for en genforhandling – i så fald bør det argument udfordres i et eller flere opfølgende spørgsmål. Her er, hvad journalisten skulle have sagt: ’Men er dét så dit argument for at ville genforhandle aftalen: at der er folkelig modstand mod den?’ Ved et nej skulle journalisten så have sagt: ’hvad er SÅ argumentet?’

Magnus Boding Hansen (f. 1986) er RÆSONs ansv. chefredaktør. Cand.mag. i retorik med speciale i debat og tilvalg i journalistik fra Universidad de Costa Rica og i militær- og fredsstudier. Har været praktikant på DR2 Udland og rapporteret fra Honduras, Costa Rica, Haiti, Den Dominikanske Republik, Colombia og Sydsudan til bl.a. Information, Deadline 22.30 og Weekendavisen. ILLUSTRATION: Torsten Schack Pedersen (Foto: Presse/ft)