22.04.2012

I et interview sidste søndag bad Politikens Mette Højbjerg Venstres politiske ordfører, Ellen Trane Nørby, kommentere et forslag fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd om progressiv arveafgift. Ordføreren afviste blankt “at beskatte dødsfald” og insinuerede, at skatter på arv er noget nyt – men de fandtes også under den tidligere regering.

Af Christian Kock

Udenomssnak: Sådan gør politikerne. RÆSON har siden april 2011 løbende afsløret politikeres udenomssnak og anvist journalisterne konkrete modtricks – hver anden torsdag i samarbejde med MetroXpress.

Trick 1: at tale som om
Allerede i sit første svar taler Trane Nørby, som om bestemte ting er tilfældet, for på den måde at kunne smugle dem uset ned i læsernes lommer: ”Jeg synes, det er usmageligt at lægge mere skat på dødsfald, men det er reelt det, man gør med AE-Rådets forslag til en progressiv arveafgift. Man siger til de pårørende, der lige har mistet: Jamen for resten, så vil vi gerne endnu en gang beskatte værdier, som allerede er beskattet én gang, når I skal have udbetalt jeres arv. Det er usmageligt, at regeringens iver – eller AE-Rådets iver – efter at hive flere penge op af lommerne på folk, betyder, at man vil beskatte dødsfald.” Især i denne repliks sidste sætning taler Trane Nørby, som om det var et nyt forslag, at man vil beskatte arv; ”man vil beskatte dødsfald”. Det har man imidlertid gjort længe – også i VK-regeringens tid. Dette anerkendes indirekte i hendes første sætning, hvor hun taler om ”mere skat på dødsfald”. Men allerede anden gang hun bruger dette udtryk, er det sket en lille glidning, og nu lyder det som om, der var tale om noget helt nyt.

Selve udtrykket at ”beskatte dødsfald” er som oversat direkte fra den amerikanske højrefløj, der længe har ført kampagne mod arveafgift (estate tax) ved at kalde den death tax. Det er et kendt eksempel på, hvordan man effektivt kan ”rammesætte” et fænomen, sådan at det fremtræder, som om det er noget meget usympatisk – her en form for kynisk ligrøveri, der forgriber sig på de døde.

Her endnu et eksempel. Spørgsmål: ”AE-Rådets analyse viser, at en del af de penge, der kan komme ind på en forhøjet arveafgift, vil komme fra penge, som i forvejen er underbeskattet. Med det her forslag vil eksempelvis en boligarv, som der ikke er betalt særlig meget skat af i forvejen, blive beskattet. Og så er det jo ikke dobbeltbeskatning. Er det så ikke meget fornuftigt?” Svar: ”Nej! Alle ved jo, at SF, de radikale og AE-Rådet ønsker, at man skal indføre boligskatter, men så må man jo sige det. At gå ind ad bagvejen og tage pengene fra folk, når de dør – og beskatte deres boliger hårdere end andre boliger i samfundet – er simpelthen ikke en måde at føre politik på. Det er dybt problematisk, at når der har været beskattet en gang – som det jo i høj grad handler om, når folk via deres indkomst har investeret i en bolig eller i andre ting, som går i arv i familien – så kommer samfundet en gang til og siger: Jeres familie har godt nok betalt én gang, men nu beskatter vi lige en gang til, før I kan få jeres arv. Det er dobbelt beskatning.”

Igen taler Ellen Trane Nørby som om – nemlig som om, at det er nyt, at man også skal betale arveafgift af værdien af arvede boliger. Men nej, det det har man gjort længe, også under VK. Og hun taler, som om den såkaldte ”dobbelte” beskatning er ny, altså som om det er nyt, at arvinger skal betale skat af værdier som de oprindelige ejere allerede har betalt skat af én gang. Men også det skete under tidligere regeringer, bl.a. VK.

Trick 2: Niveauforskydning
”AE-Rådets argument for at gøre det her er, at det er socialt retfærdigt. Det er rige mennesker, man rammer med det her. Det vender ikke den tunge ende nedad, sådan som andre skatter og afgifter ofte gør, og byrdefordelingen er altså mere retfærdig end så meget andet. Så hvorfor kan du ikke se noget rimeligt i det her forslag?”

”Jeg mener ikke, man skal sætte skatter og afgifter op i Danmark. Det er dybest set det, det her handler om. Det handler om, at AE-rådet er sat til – af regeringen – at opfinde nye skatter og afgifter. Danskerne betaler i forvejen meget i skat. Også på en lang række ting, der ligger ud over arbejdsindkomst. Og vi har ikke det ønske, at staten skal hive flere penge op af lommen på folk. Vi vil gerne have sænket skattetrykket, så vi kan gøre det mere attraktivt for folk at gøre en indsats. At tro at det her ikke har konsekvenser – at man lægger ekstra afgifter på arv og lader staten tjene mere på, at der er mennesker, der afgår ved døden – er naivt.”

Efter denne lange salve kan læseren let glemme, at Trane Nørby ikke svarede på spørgsmålet, som jo var, om ikke den foreslåede progressive arveafgift har det fortrin frem for andre skatter, at den ikke vender den tunge ende nedad. For ikke at skulle indrømme dette forskyder Trane Nørby niveauet og taler helt generelt om, at man ”dybest set” ikke skal sætte skatter og afgifter op.

Her et eksempel mere på det samme: Spørgsmål: ”Men hele øvelsen her går ud på at finde penge til en skattereform, der skal lette skatten på arbejde i toppen. Det her vil betyde, at 140.000 færre vil komme til at betale topskat. Hvorfor lyder det ikke attraktivt for Venstre?”. Svar: ”Vi vil gerne sænke skattetrykket generelt i Danmark. Vi har sagt højt og tydeligt, at vi mener, tiden er kommet til, at vi skal kigge helt anderledes på skattesystemet. Det nytter jo ikke noget, at man har en god intention om, at man vil sænke skatten et sted, når man bare hæver den et andet sted. Man er nødt til samlet set at sænke skatten og glemme de kreative øvelser med at flytte rundt på pengene mellem lommerne – mens man samlet set bare hiver flere penge op. Man kan ikke blive ved med at tro, at man bare kan beskatte alt muligt. Det viste den seneste skattereform med al tydelighed: En fedtafgift – som er tænkt i den bedste mening, og som blev anbefalet af Forebyggelseskommissionen – har nogle store følgekonsekvenser, fordi vi lever i en global verden, hvor man ikke bare kan skubbe afgifterne på kryds og på tværs. Det betyder nemlig bare, at folk handler andre steder eksempelvis. At tro fra regeringens og AE-Rådets side, at man bare kan blive ved med at dreje på skatteskruerne, er helt skævt.”

Trick 3: Tal om noget andet
Spørgsmål: ”Vismændene har været ude at anbefale en højere arveafgift, så mener du også, at vismændene er galt afmarcheret?” Svar: ”Jamen, vismændene vil eksempelvis også have mere skat på boliger, det er fair nok at have den analyse; det er bare ikke et ønske, vi deler. Vi mener, der er behov for ro og stabilitet omkring boligmarkedet. Vi ved godt, at de radikale og SF’s bagland og Enhedslisten har hede drømme om ekstra boligbeskatning i Danmark, men så må de jo sige det. Vi er imod. Også selv om vismændene mener det samme. Man må kigge grundlæggende på vores skattesystem, så det bliver mere attraktivt at arbejde. Kort sagt, så synes vi, det er usympatisk, at man vil tjene mere på, at folk dør. Men det er jo en politisk holdning«.

Vismændenes eventuelle grunde til at anbefale højere arveafgift besvares her ikke med grunde, men med at det er et ønske, man ikke ”deler”. Herefter drejer hun emnet væk fra arveafgift, ind på boligbeskatning, som om det var det, der var til debat. Pladsen bruger hun så til udfald mod de politiske modstanderes påståede ”hede drømme” og til endnu en gentagelse af den suggestive formulering om at ”tjene mere på, at folk dør”. Det er åbenbart usympatisk at ville tjene mere herpå, men det var ikke usympatisk at ville tjene på det, sådan som også den tidligere regeringer gjorde.

Trick 4: Sig de letkøbte argumenter henkastet
I farten får Ellen Trane Nørby indført en sætning om, at man ikke kun flytter pengene rundt ”mellem lommerne” (en metafor som allerede Anders Fogh anvendte), men at man ”samlet set bare hiver flere penge op”. Dette argument kommer så henkastet at det ikke bliver taget op af journalisten. Men det er jo en letkøbt anklage, som burde begrundes, eftersom arveafgift-forslaget netop går ud på at forøge arveafgiften for at formindske topskatten tilsvarende.

Det er altid sympatisk hos en politiker at man erkender egne fejl, og det gør ETN på en måde da hun nævner fedtafgiften. Bemærk dog passivformen: Den ”var tænkt i den bedste mening” – en udtryksform der forbigår at det var ETN’s egen VK-regering der indførte fedtafgiften. I stedet omtales fedtafgiften, som om den nærmest kom af sig selv.

Modtricks: Sådan kunne journalisten have fået svar
■ Modtrick 1: Grib fat i det, der siges indirekte på en ”som om”-måde. Sig det eksplicit og spørg derudfra. Det kunne lyde sådan: ’Du taler, som om der ikke var nogen arveafgift under den tidligere regering. Var der da ikke det?’
■ Modtrick 2: Stop niveauforskydning. Sig f.eks. sådan: ’Nu taler du pludselig om skatter helt generelt. Men alt andet lige er en skat vel bedre, hvis den ikke vender den tunge ende nedad? Det var det jeg spurgte om.’
■ Modtrick 3: Grib fat i det henkastede. ’Du sagde lige, at der bare bliver hevet flere penge op. Men forslaget er jo at formindske topskatten tilsvarende?’
■ Modtrick 4: Grib fat i udtryk, der rammesætter en sag på en diskutabel måde. Sig f.eks. sådan: ”Når du taler om at ”beskatte dødsfald”, taler du, som om arveafgift var noget modbydeligt. Opkrævede I da ikke selv arveafgift?”

Christian Kock (f. 1946) er professor i retorik ved Københavns Universitet og har bl.a. forsket i politisk debat, argumentation og troværdighed. Han optræder ofte som kommentator i medierne og har senest udgivet De svarer ikke: Fordummende uskikke i den politiske debat. (Gyldendal, 2011). ILLUSTRATION: Ellen Trane Nørby.