09.10.2012

Den nyudnævnte kanslerkandidat for SPD, Peer Steinbrück, er på samme tid Merkels bedste ven og værste fjende i oppositionen. På den ene side får Merkel lettere ved at samarbejde med et SPD med Peer Steinbrück ved roret. På den anden side kan Peer Steinbrück måske gøre SPD stærkt nok til at vælte Merkel.

ANALYSE af Lukas A. Lausen

TYSKLAND I KRISEN For at forstå eurokrisen, må man forstå Tysklands rolle i den. Og for at få forstå Tysklands rolle, må man forstå Tyskland. RÆSON spørger politikere og eksperter: Bestemmer Berlin i Bruxelles, og hvem bestemmer i Berlin?
– Tyskland i krisen: Tyskland bør indføre en parallelvaluta for at undgå inflation
– Tyskland i krisen: Euroen er skyld i de største spændinger i Vesteuropa siden anden verdenskrig

28. september offentliggjorde SPD, at partiets spidskandidat til det kommende forbundsdagsvalg i 2013 hedder Peer Steinbrück. Socialdemokraten var den konservative Angela Merkels faste støtte som finansminister i en tid, hvor Tyskland var i fare for at ryge ud i økonomisk krise. At Steinbrück nu udfordrer Merkel er på en og samme tid hendes største problem og hendes største chance for selv at blive siddende som kaptajn for skibet Tyskland. Steinbrück repræsenterer den fløj i SPD, der ligger mest på linje med Merkel. Det giver gode muligheder for, at en kommende regering kan bestå af de store folkepartier CDU/CSU og SPD. Formår Steinbrück ikke at hive partiet op over det konservative CDU/CSU, kan Merkel med rette håbe, at den pragmatiske spidskandidat er villig til at føre sit parti ind i en stor koalition med SPD som juniorpartneren. Sidst det skete var i regeringsperioden fra 2005 til 2009, så scenariet er slet ikke utænkeligt. Merkels nuværende regeringspartner, det liberale FDP, er i dyb krise og ligger i øjeblikket til at ryge ud af Forbundsdagen. Siden valget i 2009 er FDP faldet fra 14,6 procent til under 5 procent i de seneste meningsmålinger. Det er meget usandsynligt, at Merkel kan få flertal med FDP, når der skal være valg i efteråret 2013, og til den tid vil et samarbejde med SPD derfor formentlig være den mest attraktive mulighed for kansleren.

Samtidig er udnævnelsen af Steinbrück det værste, der kunne ske for Merkel. Den meget midtsøgende, nogen kunne fristes til at sige, konservative socialdemokrat Steinbrück, har gode muligheder for at samle mange stemmer i det borgerlige Tyskland. Han er kendt for at kræve en økonomisk ansvarlig politik, der ikke ligger langt fra den politik, den nuværende konservativ-liberale regering fører. Og Socialdemokraterne kan da også kun vinde valget, hvis de henter stemmerne hen over midten. Den populære Steinbrück kan meget vel vise sig at være kandidaten, der kan vinde Merkels støtter over på sin side,


Populære Merkel er der aldrig

Merkels regeringstid har stået i krisernes tegn. Siden finanskrisen i 2007/2008 og den derpå følgende gældskrise har kriser stort set været de eneste emner, hun har kunnet beskæftige sig med. Men det er absolut ikke en dårlig ting. Hendes regeringsparti CDU/CSU har haft et solidt forspring ned til socialdemokraterne i SPD siden valget i 2009, og ingenting ser ud til at have forandret sig på den front. I de fleste meningsmålinger fører konservative CDU/CSU med godt 10 procent.

Krisen har givet Angela Merkel så stor opmærksomhed på den europæiske scene, at det har været en god undskyldning for at holde sig fra nationale problemer: Den fælles europæiske krise kradser så hårdt, at det er i Tysklands interesse, at kansleren bruger sine kræfter på Bruxelles' bugnede gulve. Derfor har Merkel kunnet håndplukke de positive indenrigspolitiske opgaver og overladt resten af rugbrødsarbejdet til sit ministerhold. Det har sikret kansleren en gedigen føring i samtlige sympatimålinger. Tyskerne elsker Angela Merkel. Måske også fordi de ikke er helt sikre på, hvad hun egentlig går og laver.


Stærke kort på hånden

Hvis tyskerne bliver ved med at elske Merkel, får hun ingen problemer, når der er valg i Tyskland om godt et år. Som det ser ud nu, behøver Merkel og hendes CDU/CSU ikke at være bange for at skulle give slip på ministertaburetterne. Godt nok er den nuværende regeringspartner de liberale FDP styrkdykket i meningsmålingerne, men CDU og CSU har andre muligheder.

En af mulighederne er det miljøorienteret, socialistiske parti De Grønne. Partiet samarbejder allerede med CDU/CSU i Hamborg. Og de på overfladen idealistiske socialister har tidligere vist sig som regeringsduelige pragmatikere. For eksempel gennemførte partiet i sin tid som regeringspartner en af de hårdeste socialreformer i tysk historie. Selvom de foretrækker det socialdemokratiske SPD, som de klart har mest tilfælles med, har De Grønne i lang tid været på vej længere og længere ind mod midten, så et samarbejde i forbundsregeringen er slet ikke et utænkeligt scenarie. Desuden har store dele af partiet en meget positiv tilgang til et muligt samarbejde med CDU.


Den store koalition igen

På trods af de åbne døre hos De Grønne er den mest sandsynlige regeringsfælle de tyske socialdemokrater, SPD. Selvom ingen i partiet vil tale højt om det, og måske udelukker det generelt, har socialdemokraterne allerede i regeringsperioden 2005-2009 bevist, at man faktisk kan arbejde ganske godt sammen med CDU. Hvis man ser bort fra ideologisk støjpolitik, var de fire år på mange områder præget af pragmatiske løsninger, men også – og det er måske derfor, det ikke er den mest spændende regeringskoalition – stilstand. SPD og CDU formåede også at sætte en stram krisekurs for Tyskland, men ikke så meget andet. Da krisen rullede, var Angela Merkel aften efter aften i tv-nyhederne for at forsikre tyskerne, om at regeringen var handlekraftig, og ville gøre alt, hvad der var nødvendigt for at får Tyskland igennem krisen. Ved hendes side stod den daværende finansminister Peer Steinbrück. Billedet af Merkel-Steinbrück-duoen er det naturlige billede på tyskernes nethinder, når talen falder på krisepolitik. En formidlingsstærk kansler, der styrede slagets gang, og en finansminister med gode ideer.


To stykker af samme alen

Allerede dengang virkede Angela Merkel og Peer Steinbrück på mange måder slet ikke så forskellige. Hverken personligt eller politisk. På mange områder har Angela Merkel ført sit parti fra højre ind mod midten. Det samme gjorde daværende kansler Gerhard Schröder med SPD fra venstre nogen år forinden. Steinbrück, som altid har været en af Schröders gode venner og partner igennem mange år, fortsatte hans linje. De store partier bringes tættere og tættere sammen. Før, under, og sikkert også efter krisen.


Ingen ultimatummer

I Danmark er vi allerede vandt til fløjkampe i de større partier. Lige nu oplever vi en åben kamp i SF. Partierne i Tyskland er ikke anderledes. Det største problem ved udnævnelsen af Peer Steinbrück til kandidat finder han i sit eget partiet. Steinbrück og den borgerlige fløj i partiet har i lang tid domineret forbundspolitikken, og det er mange af partisoldaterne trætte af. Den klassisk røde fløj i partiet havde langt hellere set partiformand Sigmar Gabriel udnævnt til kandidat. I lang tid har store dele i partiet arbejdet på at finde tilbage til en mere rød politik. Specielt efter Schröders borgerlige reformer. Med Peer Steinbrück som kandidat er venstredrejningen umuliggjort de næste mange år.

På den anden side er udnævnelsen af Steinbrück partiets største, og nok eneste chance for at kravle op i meningsmålingerne igen og for at vinde valget. De andre kandidater til formandsposten var på hver deres måde enten meget svage eller alt for røde til at kunne vinde vælgere fra midten. Og selvom Steinbrück bliver set skævt til på grund af sin borgerlige tendenser, har han også mange venner både i og uden for partiet. Han har for nylig udgivet en bog sammen med den tidligere SPD forbundskansler, Helmut Schmidt, som i dag er tyskerne største politiske idol. Schmidt peger entydigt på Steinbrück. Også mange konservative tyskere holder meget af manden, der med sin styring af finansministeriet skal være den, der har reddet Tyskland igennem starten af krisen, og som har lagt grunden til, at landet i dag står forholdsvis godt. Da Steinbrück samtidig står 100 procent bag de socialreformer, der blev gennemført af en SPD-regering i Schröders tid, håber det konservative Tyskland, at det med ro i sjælen kan stemme på noget andet end Merkels CDU/CSU. Steinbrück er et reelt alternativ.

Men Peer Steinbrück stiller ikke ultimatum om at være alternativet til Merkel. Han kan også være hendes støtte. For tiden bliver han selvfølgelig nødt til at samle hele partiet bag sig og udelukke alt, der ikke hedder førstepladsen. Men Peer Steinbrück har gang på gang vist sin pragmatiske side. Går det ene ikke, så er der måske noget andet der går. Skulle CDU gå hen og blive største parti, så er han ikke kandidaten, der siger nej til et juniorpartnerskab. Og så har Angela Merkel vundet. Igen.

Lukas Antaeus Lausen (f. 1990) studerer statskundskab på Københavns universitet. Han har tidligere arbejdet i både danske og tyske partier. ILLUSTRATION: Peer Steinbrück (Foto: SPD Presse)